Transcript Diskursanalyse

Diskursanalyse
Tine Studstrup
FALS-kursus 7.10.10
Udgangspunktet
• Læreplanen: Undersøge processer omkring magt og politisk
meningsdannelse.
• Vejledningen: Processer omkring magt og politisk meningsdannelse
kan undersøges på flere måder. En af måderne kan være
diskursanalyse, hvor eleverne undersøger, hvordan magt opnås
gennem italesættelse af et fænomen på en bestemt måde,
herunder hvordan diskursen påvirker den politiske
meningsdannelse og hvordan et problem skal forstås og løses. Det
undersøges fx om indvandrere italesættes som et problem
(kriminalitet) eller som en løsning (arbejdskraft), og hvilken politik
diskursen fremmer. Kampen om betydningen af centrale begreber
som fx danskhed indgår i diskursanalysen. Taler, tv-klip og artikler
kan undersøges for, hvordan fænomener italesættes, og hvilke
formål italesættelsen har.
Disposition
1. Introduktion til diskursanalyse som felt.
• Hvilke tilgange.
• Hvad er generelt.
• Og hvad adskiller teorierne.
2. Laclau og Mouffes diskursteori
• Hvorfor fokusere på Laclau og Mouffes diskursteori?
• Historisk, politisk og teoretisk baggrund.
• Centrale antagelser og begreber.
• ”Forskningsobjekter” – Hvilke fænomener kan
diskursteorien belyse? Hvilket materiale kan
analyseres?
Diskursanalyse
• Samlebetegnelse for flere teorier og tilgange,
som udvikledes fra 1970’erne og frem.
• Socialkonstruktivistisk udgangspunkt.
• Anti-essentialisme i forhold til identiteter og
den sociale verden som sådan.
• Kontingens.
• Mere eller mindre skarpt fokus på sproget
som magtudøvelse.
Hvad er en diskurs?
”Diskurs er en bestemt måde at tale om og
forstå verden (eller et udsnit af verden) på”.
”En horisont for mening og handling.”
Forskelle i forhold til:
• Fokus. Socialpsykologiske –
samfundsvidenskabelige tilgange.
• Diskursbegrebets bredde. Kun tale- og
skriftsprog samt billeder – diskurser har også
et materielt aspekt.
• Diskursive – ikke-diskursive praksisser.
Forskellige tilgange
• Diskurspsykologi (Potter og Wetherel)
• Kritisk diskursanalyse (Norman Fairclough)
• Vidensarkæologi og genealogi (Michel
Foucault)
• Diskursteori (Ernesto Laclau og Chantal
Mouffe)
Hvorfor fokus på diskursteorien?
1. Fordi diskursteorien optræder i den
eksisterende undervisningslitteratur.
2. Fordi diskursteorien har haft stor indflydelse i
forskningssammenhæng.
3. Fordi teorien repræsenterer det mest
vidtgående diskursbegreb.
”Alt er diskurs”
”En diskursiv struktur er ikke udelukkende en kognitiv eller
beskuende enhed; den er en artikulatorisk praksis, som
konstituerer og organiserer sociale relationer.”
”Det er ikke eksistensen af objekter uden for tanken, der
benægtes, men derimod den ganske anderledes antagelse
at de kunne konstituere sig som objekter uden for al
diskursiv betingelse for fremkomst.”
”Til grund for den ovennævnte antagelse ligger en antagelse
om diskursers mentale karakter. Overfor dette vil vi stille
enhver diskursiv strukturs materielle karakter.” (Laclau og
Mouffe 2002: 56)
Diskursteorien som postmarxisme
• Tressernes og halvfjerdsernes nye sociale
kampe indebærer en udfordring til
marxismens klasseanalyse.
• Kritik af basis-overbygningsmodellens
økonomiske determinisme, som står i vejen
for et politisk aktørbegreb.
• Firsernes højrebølge ses som et veltilrettelagt
politisk projekt.
Thatcherismen et eksempel på, at:
• Politik er den primære faktor. ”Politics
matters”.
• Ideologier er ikke konstante eller konsistente
størrelser, men sammenstykkes af forskellige
momenter, der kan kombineres forskelligt.
• Nødvendighed er en politisk konstruktion,
som etableres diskursivt. ”There is no
alternative”.
Diskursteorien som poststrukturalisme
• Overtager strukturalismens pointe om, at
betydning etableres relationelt.
• Men kritiserer forestillingen om strukturernes
lukkethed.
• Den sociale verden defineret ved en
grundlæggende negativitet.
Artikulation og diskurs
”Vi vil bruge artikulation om enhver praksis, som
etablerer en relation mellem elementer,
således at deres identitet modificeres som
følge af denne artikulatoriske praksis.”
”Den strukturerede totalitet, som resulterer af
denne praksis, vil vi kalde kalde for diskurs.”
(Laclau og Mouffe 2002: 52)
Momenter og elementer
”De differentielle positioner vil vi – i den
udstrækning de optræder inden for en diskurs
– kalde momenter.”
”I modsætning hertil vil vi kalde enhver forskel,
som ikke er diskursivt artikuleret, for element.”
(Laclau og Mouffe 2002: 52)
Nodalpunkter
”Enhver diskurs er konstrueret som et forsøg på
at dominere diskursivitetens felt, på at standse
forskellenes flyden, på at konstruere et
centrum. Vi vil kalde de privilegerede punkter
for denne partielle fiksering for nodalpunkter.”
(Laclau og Mouffe 2002: 62)
Antagonisme
• ”I den udstrækning, der er en antagonisme, kan
jeg ikke være et fuldt nærvær for mig selv. Men
den kraft, der antagoniserer mig, er heller ikke et
sådant nærvær; dens objektive væren er et
symbol på min ikke-væren, og på denne måde
overflydes den af utallige betydninger, som
forhindrer dens fiksering som fuld positivitet.”
• ”Antagonismer konstituerer enhver objektivitets
grænse, og denne afsløres som partiel og
skrøbelig objektivering.” (Laclau og Mouffe 2002:
78-79)
Ækvivalens og differens
• Ækvivalens er gennem sin polariserende
virkning en logik for simplificering af det
politiske rum.
• Differens er omvendt en logik for, hvordan den
politiske kompleksitet øges gennem en
betoning af forskelle
Hegemoni
• En særlig politisk relation, der bevæger sig på
tværs af konflikter og grænser i formuleringen
af en fælles dagsorden.
• Derved impliceres også en form for magt, som
ikke er hjemmehørende et forudbestemt sted
i strukturen, men som opstår i selve det
politiske spils strukturering af det sociale.
”Forskningsobjekter”
• Konstruktion af politiske identiteter og
fællesskaber.
• Politiske kampe om at definere, hvad der er
sandt og nødvendigt.
Materiale
• Enhver form for talt og skrevet sprog.
• Billeder og symboler.
Men principielt også:
• Institutioner.
• Arkitektur og rumindretning.
• Økonomi.
• Og…