Oplæg for Det Danske Selskab for Byggeret

Regler og praksis om forældelse, reklamation og passivitet inden for byggeriet

Ved advokat, associeret partner Charlotte Hasseriis Iversen 14. november 2013

WWW.PLESNER.COM

Ophørsmåder

Typiske ophørsmåder for fordringer inden for byggeriet, når kreditor gennem en vis tid ikke har gjort fordringerne gældende, er: • Manglende (rettidig) reklamation • Retsfortabende passivitet • Forældelse Præsentationen vil tage udgangspunkt i dansk rets almindelige regler om forældelse af fordringer, men vil til sidst også perspektivere til reklamationsreglerne inden for byggeriet samt til de almindelige grundsætninger om passivitet.

2 l PLESNER November 2013

Forældelse – særligt inden for byggeriet

WWW.PLESNER.COM

1. Baggrunden for den nye lov

1.1 De gamle regler i hovedtræk • Hovedregel: DL 5-14-4 (20-årig forældelse fra kravets stiftelse) • Undtagelser: • 1908-loven (5-årig forældelse fra kravets forfaldstid for krav omfattet af loven – den praktiske hovedregel) – suspension ved utilregnelig uvidenhed, men med (næsten) absolut 20-årig forældelsesfrist 4 l PLESNER November 2013

1. Baggrunden for den nye lov

1.2 Kritikken af de gamle regler • Meget kortfattet - mange væsentlige spørgsmål overladt til retspraksis • Hvis et krav ikke var omfattet af 1908-loven, var den undergivet den lange 20-årige forældelse i DL 5-14-4 (fx krav om erstatning for mangler ved fast ejendom) • Den 20-årige forældelsesfrist kunne afbrydes blot ved påmindelse (fx gennem fremsendelse af reklamation) • Unødig lange frister efter nutidens forhold (lettere at få fat i debitor) • Gamle krav præget af bevistvivl 5 l PLESNER November 2013

2. Lovens anvendelsesområde

• Omfatter "Fordringer på penge eller andre ydelser", jf. § 1. • Hertil hører utvivlsomt fx krav om erstatning i anledning af påståede rådgiverfejl eller entreprenørfejl og krav om betaling for ekstraarbejder. 6 l PLESNER November 2013

3. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt

• Hovedregel: Alle forældelsesfrister regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få kravet opfyldt (forfaldstidspunktet), jf. § 2, stk. 1. • Der er ikke tilsigtet nogen ændring af praksis efter 1908 loven vedrørende begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen. 7 l PLESNER November 2013

3. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt

• Forældelsesfristen for krav i anledning af misligholdelse af kontrakt løber fra misligholdelsestidspunktet, jf. § 2, stk. 3.

• Forældelsesfristen for krav om erstatning eller godtgørelse for skade uden for kontrakt løber fra skadestidspunktet, jf. § 2, stk. 4. 8 l PLESNER November 2013

4. De almindelige forældelsesfrister

• Hvornår er kravet forældet? • Hovedregel: 3 år fra forfaldstidspunkt, jf. § 3, stk. 1. • Suspension indtil det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet og skyldneren, jf. § 3, stk. 2. 9 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 26. marts 1991

• 5 boligblokke med i alt 314 lejligheder var blevet opført i årene 1968-70. Der viste sig senere skader på betonelementerne i byggeriets altaner, facader og sternbjælker. • Bygherren anlagde voldgiftssag mod den rådgivende ingeniør og entreprenør den 20. august 1987. Ingeniørfirmaet påstod frifindelse blandt andet under henvisning til, at et eventuelt erstatningskrav var forældet. 10 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 26. marts 1991

• Rustgennemslag var blevet konstateret i slutningen af 1982, og ingeniørfirmaet var blevet anmodet om at foretage undersøgelser. I ingeniørfirmaets rapport af 15. december 1982 var redegjort for en række betonskader, der var så alvorlige, at der snarest skulle repareres for ret store beløb. • I en supplerende rapport af 3. marts 1983 havde ingeniørfirmaet angivet antallet af samtlige skader til 399 og anslået reparationsudgiften til cirka kr. 900.000,00. Det fremgik af skønserklæringer i sagen, at de første skader i sternelementerne havde været synlige allerede forud for ibrugtagningen, og at andre rustskader på betonen havde været meget tydelige fra midten af 1970’erne.

11 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 26. marts 1991

• Voldgiftsretten udtalte på den baggrund, at de skader på betonelementerne, som sagen vedrørte, i hvert fald havde været synlige for bygherren før den 21. august 1982. Voldgiftsretten udtalte også, at skaderne inden denne dato havde et sådan omfang og en sådan karakter, at de kunne anses som mangler ved de leverede bygninger. Forældelsesfristen begyndte derfor at løbe senest den 21. august 1982, og forældelse var derfor indtrådt, da der blev udtaget voldgiftsklage den 20. august 1987.

• Efter de nye forældelsesregler ville bygherren have haft to år mindre at løbe på. 12 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 28. februar 1992

• En bygherre havde overfor entreprenøren og den rådgivende ingeniør nedlagt påstand om betaling af en betydelig erstatning som følge af betonskade på et byggeri, der var blevet opført i 1970-73. Klageskriftet var blevet indgivet den 31. oktober 1984. • Entreprenøren og ingeniøren gjorde blandt andet gældende, at der var indtrådt forældelse, idet det af korrespondance fra 1980 fremgik, at der var konstateret skader, ligesom det fremgik af en i sagen afgivet skønserklæring, at skaderne måtte antages at have været synlige efter nogle få års forløb.

13 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 28. februar 1992

• Voldgiftsretten udtalte, at det afgørende for forældelsesfristens begyndelsestidspunkt var det tidspunkt, hvor skaderne havde haft et sådan omfang og en sådan karakter, at bygherren burde have indset, at det skyldtes fejl fra entreprenøren og ingeniøren. Da dette tidspunkt på baggrund af sagens oplysninger måtte anses for indtrådt inden den 4. oktober 1979, var erstatningskravet forældet, da klageskrift blev indgivet den 3. oktober 1984. • Efter reglerne i dag ville bygherren også her have haft to år mindre at løbe på. 14 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 13. oktober 1999

• Opførelsen af et antal rækkehuse, hvortil der var anvendt gasbetonelementer, blev afsluttet i efteråret 1985. I 1991 blev der konstateret revner, og der blev reklameret overfor gasbetonleverandøren. Bygherren anlagde voldgiftssag i 1998 mod den rådgivende ingeniør og gjorde gældende, at denne var ansvarlig, fordi der ikke var udført statiske beregninger og stabilitetsvurderinger.

• Voldgiftsretten lagde til grund, at der i 1991 var forsøgt foretaget udbedring, men at revnerne hurtigt havde vist sig igen. Voldgiftsretten fandt derfor, at bygherren før den 23. februar 1993 havde haft grundlag for at indse, at der kunne gøres et krav gældende. Da forældelsesfristen begyndte at løbe før dette tidspunkt, var kravet forældet, da klageskriftet blev udtaget den 23. februar 1998. 15 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 21. maj 2002

• Denne kendelse har jeg medtaget, idet den viser, at afhjælpningsforsøg ikke altid udskyder forældelsen. • Voldgiftsretten udtaler således til sidst i kendelsen: • "Reklamationerne over vandindtrængning ved ovenlysvinduerne er efter de afgivne forklaringer fremsat fra engang i 1994, og den forældelsesfrist, der herefter løber, udløb engang i 1999. Den omstændighed, at indklagede i tiden derefter foretog flere udbedringsforsøg, ændrer ikke ved fristberegningen." 16 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 18. september 2009

• Denne sag handlede om mangler ved gulvet i en lagerhal. Manglerne fremgik af protokollatet for 1 års eftersynet. • Voldgiftsretten udtalte følgende i præmisserne: "Uanset at

årsagen til manglerne ikke da var afklaret, havde klageren en sådan viden om manglerne, at forældelsesfristen er begyndt at løbe på dette tidspunkt."

17 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 18. juni 2012

• "[Bygherren], der havde en professionel organisation og en

uafhængig byggeherrerådgiver blev løbende orienteret om de gentagne forgæves forsøg på at hindre vandindtrængning og om, at det ikke var lykkedes at finde årsagen hertil. Under de anførte omstændigheder finder voldgiftsretten det godtgjort, at [Bygherren], uanset at årsagen til vandindtrængningen ikke var afklaret, senest i foråret eller sommeren 2008 havde eller burde have kendskab til muligheden for at rejse erstatningskrav vedrørende vandindtrængningen i den jorddækkede kælder ikke alene imod [Entreprenøren], men også imod [Rådgiveren] som projekterende og tilsynsførende. Forældelsesfristen må derfor efter forældelseslovens § 3 regnes fra dette tidspunkt, således at den udløb inden den 8. september 2011, hvor voldgiftssag blev anlagt".

18 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 16. april 2013

• Aflevering af et byggeri i januar 1999. Samme år konstateredes varme- og lysproblemer og efterfølgende tillige kuldeproblemer. Den Kgl. • Bygningsinspektør påtalte ved 1-års gennemgangen over for bygherren, at der forelå "emner, som dels kan henføres som en entreprenørmangel og dels som en rådgivermangel". Bygherren bad i maj 2000 sin bygherrerådgiver om at tage stilling til, om der forelå projektfejl, men modtog først denne vurdering 9 måneder efter.

• Rådgiverne afgav suspensionserklæringer i november 2005 vedrørende krav, der ikke allerede var forældede. Det afgørende var derfor, om forældelsesfristen var begyndt at løbe mere end 5 år før dette tidspunkt. 19 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 16. april 2013

• Voldgiftsretten udtalte, at "i 2000 var de årsager til

problemerne og dermed den henførelse til projektfejl, der anføres i skønserklæringen af 6. oktober 2011, og som [bygherren] nu støtter sit krav på, ikke fuldt ud klarlagt. Men der var rejst spørgsmål herom. […i bl.a. bygningsdriftens liste og bygherrerådgiverens bruttoliste] Voldgiftsretten finder, at [bygherren] i hvert fald under disse omstændigheder forud for den 18. november 2000 i et sådant omfang var bekendt med de forhold, der kunne begrunde et krav mod de indklagede, at

[bygherren] ikke var i utilregnelig uvidenhed om sit krav". 20 l PLESNER November 2013

4. De almindelige forældelsesfrister

• Absolutte forældelsesfrister – forældelse indtræder senest: o 30 år efter den skadegørende handlings ophør for krav på erstatning og godtgørelse i anledning af personskader og miljøskader. Relevant hvis en rådgivnings- eller udførelsesfejl undtagelsesvis skulle have resulteret i en person- eller miljøskade. o 10 år fra den skadevoldende handlings ophør for anden skade uden for kontraktforhold. o 10 år fra forfaldstidspunktet for andre krav. Omfatter bl.a. krav om erstatning for rådgiver- og entreprenørfejl fra de pågældendes aftalepart.

21 l PLESNER November 2013

5. Særlige frister og tillægsfrister

• Regreskrav mellem solidarisk hæftende skyldnere (fx flere skadevoldere), jf. § 12: o Den regressøgende indtræder i skadelidtes forældelsesmæssige retsstilling mod medskadevolder med en tillægsfrist på 1 år fra det tidspunkt, hvor den regressøgende skadevolder har afbrudt fristen, opfyldt fordringen eller indrømmet skadelidte fristforlængelse. o Fx ved solidarisk ansvar mellem ingeniør og entreprenør – ingeniør opfylder overfor den skadelidte bygherre den 2. januar 2011. Bygherrens krav mod entreprenør ville have været forældet den 5. januar 2011. Men pga. tillægsfristen har ingeniøren indtil 2. januar 2012 til at gøres sit regreskrav gældende mod entreprenøren. 22 l PLESNER November 2013

6. Afbrydelse

• Endelig afbrydelse: Forskellige skridt, hvis iværksættelse indebærer, at en ny forældelsesfrist begynder at løbe fra afbrydelse. Længden af den nye forældelsesfrist afhænger af forældelseslovens regler (og dermed blandt andet karakteren af kravet).

• Foreløbig afbrydelse: Forskellige skridt, hvis iværksættelse indebærer, at der løber en tillægsfrist til at få iværksat en endelig afbrydelse.

23 l PLESNER November 2013

7. Endelig afbrydelse af forældelse

• Hvornår/hvordan afbrydes forældelsesfristen endeligt: • Blandt andet: o Når skyldneren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender forpligtelsen (et krav af en bestemt størrelse).

o Når fordringshaveren foretager retlige skridt, fx anlæggelse af retssag eller udtagelse af voldgiftsklage, for at få en afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse o De retslige skridt skal forfølges inden ”rimelig tid”. 24 l PLESNER November 2013

8. Foreløbig afbrydelse

• Hvornår/hvordan afbrydes forældelsen foreløbigt: • Hvis der er sket (foreløbig) afbrydelse ved retslige skridt, men uden at det fører til en realitetsafgørelse el.lign., indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren har fået besked om, at sagen er afsluttet.

• Denne tillægsfrist kan dog ikke påberåbes, bl.a. hvis: o Det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse. Dette er fx tilfældet, hvis der anlægges retssag, selv om det er åbenbart, at der er indgået aftale om voldgift. o Hvis fordringshaveren hæver sagen, selv om realitetsafgørelse kunne være opnået.

25 l PLESNER November 2013

8. Foreløbig afbrydelse

o En række forskellige skridt indebærer også en foreløbig afbrydelse med en tillægsfrist på 1 år: o Hvis der inden forældelsesfristens udløb er anlagt sag af eller mod fordringshaveren om grundlaget for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse. Relevant ved fx sag om anerkendelse af ansvarsgrundlaget, hvor kravet endnu ikke kan gøres op. o Hvis en sag indbringes for et privat klagenævn (fx Byggeriets Ankenævn), indtræder forældelse tidligst 1 år efter nævnets afgørelse. 26 l PLESNER November 2013

8. Foreløbig afbrydelse

o Hvis der er fremsat begæring om syn og skøn, indtræder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning. Ifølge forarbejderne anses skønsforretningen for afsluttet på tidspunktet for den sidste skønserklæring. o Hvis der indledes forligsforhandlinger, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at forhandlingerne er afsluttet. 27 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 7. maj 2013

• Denne sag handlede om forældelse af muligt rådgiver- og entreprenøransvar over for bygherren for vandindtrængning gennem facaderne på en boligbebyggelse.

• Forældelsesfristen blev anset for at løbe fra den 8. februar 2005, hvor bygherren modtog Byggeskadefondens 1-års rapport, hvori problemet med vandindtrængningen var omtalt. • Denne frist var midlertidig blevet suspenderet ved afholdelse af syn og skøn. Men da voldgiftsklage var indgivet mere end 1 år efter, at den sidste skønserklæring forelå, kunne denne suspensive virkning ikke opretholdes, med mindre der forinden udløbet af denne 1 års tillægsfrist, den 8. december 2011, var indledt forligsforhandlinger. 28 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 7. maj 2013

• Bygherrens advokat skrev den 30. november 2010 til advokaterne for rådgiverne og entreprenøren og spurgte "om der er grundlag for at søge at tilvejebringe en samlet fredsommelig løsning på sagen".

• Min tidligere kollega, som havde sagen på daværende tidspunkt, svarede den 6. december 2010, at det lød fornuftigt at afklare forligsmulighederne i sagen, og at han ville afklare det med sin klient. • Den 21. december 2010 skrev bygherrens advokat igen og bad om svar inden udgangen af januar 2011. • Entreprenørens advokat var tavs indtil den 28. december 2010, hvor han skrev, at hans klient afviste ansvar, men efter omstændighederne ville være indstillet på at bidrage med kr. 200.000. 29 l PLESNER November 2013

Voldgiftsrettens kendelse af 7. maj 2013

• Den 3. januar 2011 skrev rådgivernes advokat, at han på baggrund af drøftelser med entreprenørens advokat ikke anså en forligsmæssig løsning for realistisk. Herefter kom der ikke en lyd fra bygherrens advokat, før klageskrift blev udtaget i december 2011. • Voldgiftsretten udtalte, at der ikke var tale om egentlige forhandlinger omfattet af forældelseslovens § 21, stk. 5, men "alene sondringer om, hvorvidt der overhovedet var grundlag for at indlede sådanne forhandlinger mellem parterne".

30 l PLESNER November 2013

8. Foreløbig afbrydelse

• Hvis der er tale om solidariske skyldnere, forældes et krav tidligst 1 år efter, at sagen med fordringshaveren er afsluttet ved forlig, dom eller på anden måde. • Dette forudsætter dog, at de øvrige skyldnere er blevet underrettet om, at der er indledt retsforfølgning, og opfordret til at varetage deres interesser under sagen (procestilvarsling) Det samme gælder, når fordringen afhænger af et retsforhold, hvorom der er rejst sag af eller mod fordringshaveren. 31 l PLESNER November 2013

9. Virkningerne af forældelse

• Fordringshaveren mister retten til at kræve opfyldelse af kravet. • Hvis hovedkravet forældes, bortfalder kravet på renter og lignende ydelser også, jf. § 23.

32 l PLESNER November 2013

10. Fravigelighed

• Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for skyldneren (ligesom i dag). • Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for fordringshaveren, når denne er forbruger (nyt). • Dette indebærer fx i entrepriseretten, at en bygherre, entreprenør og rådgiver ikke kan påberåbe sig 5-årsreglen fra aflevering i ABT 93, § 36, AB92, § 36, og ABR89, punkt 6.2.3.1, over for en forbruger. • Gælder kun for aftaler indgået efter 1. januar 2008. 33 l PLESNER November 2013

11. Ikrafttrædelse

• Trådte i kraft den 1. januar 2008. – Gælder krav stiftet efter 1. januar 2008 – Gælder også krav stiftet før 1. januar 2008, som ikke før denne dato var forældet efter de gamle regler.

– Overgangsregler frem til 1. januar 2011, men nu er loven slået fuldt igennem. 34 l PLESNER November 2013

Reklamation – inden for byggeriet

WWW.PLESNER.COM

Hvad udgør en behørig reklamation?

• Minimumskravene til klientens/bygherrens reklamation er: 1. at klienten/bygherren har orienteret rådgiveren/entreprenøren om, at ydelsen er mangelfuld, og 2. samtidig har orienteret rådgiveren/entreprenøren om, at klienten/bygherren agter at påberåbe sig denne mangel overfor rådgiveren/entreprenøren. 36 l PLESNER November 2013

Praksis om behørig reklamation

• KFE 95.66: "Det findes ikke af klageren godtgjort, at han inden udløbet af den i ABR 75 6.2.3 fastsatte frist den 7. oktober 1992 har meddelt indklagede, at han over for denne ville påberåbe sig en af denne som rådgiver begået fejl eller forsømmelse. Allerede af denne grund må der gives indklagede medhold i, at et eventuelt rådgiveransvar er forældet." I sagen havde rådgiveren deltaget i et afklaringsforløb, hvilket ikke blev anset for en behørig reklamation. • KFE 06.033: I sagen havde bygherren gjort gældende, at bygherrens "brevveksling med E, som I gennem hele sagsforløbet har modtaget… under alle omstændigheder er tilstrækkeligt til at afbryde forældelsesfristen efter ABR 89 punkt, 6.2.3.1". Voldgiftsretten udtalte: "Selv om det til afbrydelse af den 5-årige forældelsesfrist efter ABR 89 punkt 6.2.3.1 ikke kræves, at der foretages retslige skridt inden fristens udløb, må det af en reklamation, der skal afbryde forældelsesfristen, kræves, at det klart og utvetydigt fremgår af den, at det over for rådgiveren gøres gældende, at dennes rådgivning har været mangelfuld, og at rådgiveren gøres ansvarlig herfor." • KFE 06.232: Der var givet meddelelse om mangler, men meddelelsen indeholdt ikke nogen udtrykkelig angivelse af, hvem der skulle gøres ansvarlig for de påberåbte fejl og mangler. Dette var ikke tilstrækkeligt til at udgøre nogen behørig reklamation. 37 l PLESNER November 2013

Reklamationsfrister

• Relativ reklamationsfrist: • Bygherren skal reklamere over for entreprenøren inden rimelig tid efter manglerne er eller burde være opdaget, jf. AB 92 & ABT 93 § 32, stk. 2 • Klienten skal reklamere over for rådgiveren, så snart klienten er eller burde være blevet opmærksom på tilstedeværelsen af rådgiverens mulige erstatningsansvar, jf. ABR 89 pkt. 6.2.3.2. • Absolut reklamationsfrist: • Bygherren skal reklamere inden fem år efter aflevering, jf. AB 92 & ABT 93 § 36, stk. 1 samt ABR 89 pkt. 6.2.3.1. • Efter dette tidspunkt kan bygherren ikke rejse krav mod entreprenøren eller rådgiveren (ej heller vedrørende skjulte mangler) – Reklamation er tilstrækkelig, og det er ikke et krav, at der foretages retslige skridt for at afbryde reklamationsfristen • Husk forældelsesreglerne, som gælder sideløbende med de almindelige reklamationsregler!

– Suspensionsreglens betydning begrænses af den absolutte reklamationsfrist 38

Reklamation og forældelse - fortsat

• Case: • Bygherren gør i forbindelse med 1-års gennemgangen gældende, at vandet ikke løber hurtigt nok væk fra tagterrasserne ved kraftigt nedbør. Entreprenøren afviser.

• I forbindelse med 5-års gennemgangen fremkommer bygherren igen med samme påstand.

• Kan bygherren gøre krav gældende over for entreprenøren?

• Resultat: Kravet er forældet • Det anbefales, at bygherren indgår en aftale med entreprenøren om suspension af forældelsens indtræden i perioden indtil 5-års eftersynet.

39

Forældelse – Gode råd

1) Vær opmærksom på, at en bygherre, som har reklameret rettidigt til entreprenøren over konstaterede mangler, derudover skal afbryde forældelsen (fx foretage retslige skridt) inden tre år efter at manglen er opdaget, hvis entreprenøren ikke forinden udbedrer manglen Husk derfor at følge op på, om entreprenøren rent faktisk udbedrer manglen, da mangelkravet ellers kan forældes efter forældelseslovens regler 2) Udnyt reglerne i forældelsesloven, hvis forholdet ikke kan afklares, fx • Suspensionsaftale • Retslige skridt • • Syn og skøn Forhandlinger mellem parterne 3) Pas på, at entreprenøren ikke får anledning til at udnytte reglerne i forældelsesloven til at afvise mangelkrav, allerede fordi de er forældede 4) Udarbejd interne procedurer som sikrer opfølgning over for entreprenører 40

Almindelige grundsætninger om passivitet

– inden for byggeriet

WWW.PLESNER.COM

Passivitetsgrundsætningen

• Passivitetsgrundsætningen er udviklet i retspraksis.

• Retstab kan forekomme i situationer, hvor der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det burde give kreditor konkret anledning til at gøre sit krav gældende, men hvor dette på trods heraf ikke sker.

• Afgørende om kreditors adfærd er egnet til at skabe en forventning hos debitor om, at kravet ikke eksisterer, eller at kreditor stiltiende har givet afkald på at forfølge sit krav. • Passivitetsvirkning forudsætter således andet og mere end blot det, at kreditor over en vis periode forholder sig passiv.

• Tidsfaktoren er således kun ét moment blandt flere.

42 l PLESNER November 2013

Passivitet og forældelse

• Det centrale i passivitetsvurderingen er kombinationen af debitors gode tro og kreditors onde tro.

• Forældelsesreglerne beskytter derimod både den debitor, som har glemt kravet eller tror, at det er opfyldt, og den debitor, som er klar over sin skyld og blot afventer, at forældelsesfristen udløber.

• Der er behov for passivitetsgrundsætningen som supplement til forældelsesreglerne for at beskytte den godtroende debitor i tilfælde, hvor debitors vildfarelse om kravets (fortsatte) eksistens er kendelig for kreditor, der således har en særlig anledning til at gøre debitor opmærksom på vildfarelsen (et udslag af loyalitets pligten).

43 l PLESNER November 2013

Passivitet og forældelse

• Behovet for en passivitetsgrundsætning som supplement til forældelsesreglerne afhænger i første række af, hvor lang forældelsesfristen er, og behovet er således størst ved den absolutte frist.

• Den nye forældelseslovs forkortelse af forældelsesfristerne har umiddelbart mindsket behovet for en passivitetsvurdering.

• Dog ikke udelukket, at der fortsat kan statueres passivitet inden for forældelseslovens frister: - Se f.eks. U 2009.865 V (næsten 2 år).

- I praksis har retsfortabende passivitet dog i de fleste tilfælde strakt sig over mere end 3 år.

• Kravet til passivitetens varighed er mindre, desto større anledning kreditor havde til at gøre kravet gældende.

44 l PLESNER November 2013