Transcript Zeller opl g

Wittgensteins overgang fra en
teoretisk (billede) til en praktisk
(konstruktions) logik
oplæg til DFS-Årsmøde 2014
Jörg Zeller
zeller
dfs-wittgenstein
1
Tilberedelse af en metafysisk suppe
Jeg vil i mit oplæg prøve på at vise ved en case Wittgensteins overgang fra en teoretisk
eller billedopfattelse af logik til en logik som handlings-/virknings-form. Min case vil være,
at jeg konstruerer et stykke virkelighed i form af fotografier og tegninger af det landskab,
jeg kan se gennem vinduet af mit arbejdsværelse. I den slags billeddannelser har vi efter
min mening – for at snakke lidt kvantefysikalsk - en ”superposition” af sensoriske,
motoriske og konceptuelle (meningsdannende) processer i forbindelse med de
virkelighedskonstituenter – huse, græsmark, træer, buske, vej, himmel, … - der
fremtræder for beskueren som det gennem vinduet i mit arbejdsværelse synlige
landskab.
Med ’metafysisk suppe’ mener jeg ikke kun disse elementer – det ontologiske stof eller
de ontologiske ”råvarer” – men også hele fremstillingsprocessen, der forvandler
råvarerne til en meningsfuld og (forhåbentlig også) velsmagende (værdifuld) tanke”ret”,
dvs. virkelighedsbillede.
Min tese i dette oplæg er således, at Wittgenstein ændrer sin logikforståelse fra
Tractatus til Filosofiske Undersøgelser og Om Vished fra et teoretisk til et praktisk syn.
zeller
dfs-wittgenstein
2
Mine ingredienser
1. Sprogspil (Wittgenstein 1963, 1970): meningsdannelse er en komplementær
(superposition) proces, der sammenfletter (entanglement) fysisk og praktisk
kausalitet med psykisk oplevelse.
2. Praksislogik (Burke 1945/1969, Bourdieu 1980): praksislogikkens grundlæggende
struktur kan opfattes som en sammenfletning af følgende konstituenter: aktørmotiv-genstand-middel-akt-resultat.
3. Kvantevirkelighed/kvantelogik (Barad 2007, Merleau-Ponty 2000): kvantefysikken
har grundlæggende ændret forståelsesgrundlaget (metafysikken) af vores
virkelighedsopfattelse; ontologiske kategorier skal ses som alternative
fremtrædelsesformer af det samme.
4. Virkelighedskonstruktion (Nørreklit 2004, 2012): virkelighed skal opfattes som
virkning (konstruktion) af en 4-dimensional sammenfletning af værensmodi –
faktuel, mulig, meningsfuld og værdifuld væren.
zeller
dfs-wittgenstein
3
Sprogspil 1
I Tractatus og derefter tænkte Wittgenstein en del over, hvad det er, der forbinder
sprog og virkelighed.
I FU § 94 omtaler han det ”mellemled”, som skal formidle mellem sprog og virkelighed,
som ‘rent mellemvæsen’, der er genstand for en sublimeringsbestræbelse. Det er en
bestræbelse, der gerne vil “rense” vores opfattelse af, hvad der bevirker, at vores
sprog/tænkning hænger sammen med virkeligheden. – Opfattelsen af logik som “ren”
og “formal” er udtryk for denne tendens, der er som at jage efter kimærer.
Hintikka & Hintikka 1996 beskriver Wittgensteins indsigt, at sprogvirkelighedsforbindelsen foregår ”på helt almindelig vis” således: “De ‘manglende
mellemled’ mellem vores sprogudtryk og den realitet, som vi er i stand til at takle vha.
sproget, bliver gennem betragtning af bestemte regelstyrede aktiviteter erkendt”
(ibidem: p. 272, min overs. og fremh.).
zeller
dfs-wittgenstein
4
Sprogspil 2
Wittgenstein angriber altså i senfilosofien den udbredte opfattelse af logikken –
forstået som det middel/organon, hvormed vi forbinder tænkning og virkelighed som noget ”enestående” (jf. FU 95) . Hans svar, hvad det ikke i ophøjet forstand, men
helt reelt er, der forbinder sprog og virkelighed, er: SPROGSPIL.
Og det er de mange forskellige praktiske måder, hvorpå mennesker forbinder sprogmed andre handlinger for at gøre sig forståeligt for andre og for at forstå andres
sprog- og øvrige handlinger.
Det er ikke længere en logisk atomisme, men en logisk holisme, der gør sig gældende
i Wittgensteins senfilosofiske opfattelse af forbindelsen mellem tænkning og
virkelighed.
I FU §7 hedder det: “Jeg vil kalde det hele: af sproget og de aktiviteter, med hvilke det
er sammenflettet, ‘sprogspillet’ (Wittgenstein 1963: p. 293, min overs. og fremh.).
zeller
dfs-wittgenstein
5
Praksislogik
Jeg forbinder helhedstanken, der gør sig gældende i Wittgensteins “sprogspil-logik”, med
det, jeg kalder praksislogik.
I den sammenhæng henter jeg inspiration hos Burke 1945/1969 og Bourdieu 1980/1993.
Burke 1969 udtrykker den holistiske logik i det, han kalder dramatisme, i en femledet
struktur: “Act, Scene, Agent, Agency, Purpose” (Burke 1969: xv). Opfatter man
menneskelig tilværelse som eksistentielt drama, så er der tale om en aktørs (agent)
handlinger (act), der realiseres vha. handlingsmidler (agency) til opnåelsen af bestemte
hensigter (purpose) i en rum-tids-lokaliseret og med ”rekvisitter” udrustet situation
(scene).
Denne Burke’ske aktør-logik har dog stadigvæk en ”atomistisk” slagside. For at rette den
op kan man supplere hans drama-logik med Bourdieus 1993 måske vigtigste bidrag til
forståelsen af praksislogikkens dynamik – begrebet praksisfelt.
Praksisfelter er samspil af størknede (realiserede og institutionaliserede) subjektive
(habitus) og objektive (kapital) handlingspotentialer, der udgør miljøer (grobund og
”rekvisitterne”) for aktiveringen af menneskelige praksisser.
zeller
dfs-wittgenstein
6
Kvantevirkelighed 1
Kvantefysikken har fra begyndelsen vakt stor epistemologisk (Heisenberg 1959) og
ontologisk (Bohr 1957, 1964) eftertænksomhed mhp. vores virkelighedsforståelse.
Nyere forskere (Prigogine & Stengers 1981, Bohm 1980/2007, Barad 2007) har vist
sig villige til at overføre (transducere) indeterministiske og/eller komplementære
tankemodeller til forståelsen af forbindelsen mellem tænkning/kommunikation og
virkelighed – bevidst-væren og væren, hvis man vil.
Med inspiration fra Barad 2007 transducerer jeg det, der kaldes ’superposition’ eller
’sammenfletning’ (entanglement, Schrödinger kaldte det ”Verschmierung” =
tilsmøring) af hinanden udelukkende fremtrædelsesformer (partikel/bølge) til det
epistemologiske forhold mellem bevidsthed og bevidsthedsgenstand og dets
ontologiske forankring i det, Merleau-Ponty 2000 kalder levende krop.
Den kartesianske bevidstværen-værens-dualisme kan ophæves på grundlag af
kvantefysikkens indsigt i, at det virkelige fremtræder grundlæggende på
komplementær vis som genstand (partikel) eller begivenhed (bølge, stråling,
virkning). Dvs. det virkelige er både genstand og begivenhed; kroppen er både
legeme og oplevelses-organ.
zeller
dfs-wittgenstein
7
Kvantevirkelighed 2
Kvantefysikken har uden tvivl rystet grundvoldene (metafysikken) af vores
virkelighedsforståelse. Barad 2007 siger om entanglement og superposition:
”Significantly, these experiments illuminate the very nature of superpositions and
their relationship to the so-called entanglements of states, which physicist now
believe lies at the heart of all quantum phenomena and a great deal of ’quantum
weirdness’” (ibidem, p. 83).
Det virkelige kan således ikke længere reduceres til en helhed af genstande, der har
egenskaber og relationer til andre genstande. Dvs. en genstand er ikke længere et
uforanderligt grundlag (substans) for enten nødvendige (essentielle) eller tilfældige
(accidentielle) egenskaber og relationer.
Det virkelige kan heller ikke – som Wittgenstein mente i Tractatus - reduceres til en
helhed af sagforhold. Der findes ikke længere en ”saglig” (genstandslig, ”atomisk”)
kærne i det virkelige, fordi der ikke længere består en grundlæggende forskel mellem
genstand (substans) og virkning (energi) og – som nogle forskere mener (jf. von
Weizsäcker 1971/1979, Bohm 2007) – information. – Det virkeliges genstands- og
virkningsaspekt er ”lejret oven på hinanden” (superposition) eller ”sammenflettet”
(interferens).
zeller
dfs-wittgenstein
8
Kvantevirkelighed og logik
Kvantefysikkens metafysiske omvæltning har også logiske konsekvenser. Den klassiske
logik var, kan man sige, det logiske svar på en substansontologi. Den klassisk-moderne
logik var det logiske svar på en funktionel eller mekanisk ontologi. Vor tids logik er så
svaret på en relativistisk-kvantefysisk virkelighedsforståelse. Det kommer logisk til
udtryk i det, der kaldes modallogik.
For at forstå virkeligheden kan vi ikke længere nøjes med en verden af fakta – forstået
som noget, der kun her og nu findes og foregår. Det virkelige er ikke længere
identificerbar med tids-, steds- og aktøruafhængige sagforhold. Dvs. det faktisk
værende (kontingente) kan ikke længere forstås uden det muligvist værende.
Det virkelige er virkeligt pga. en rumtidsligt udstrakt virkningssammenhæng, der
muliggør dets aktuelle fremtræden (virkeliggjorthed; fortid-nutid), fordi det selv
bevirker (virker på; nutid-fremtid) noget. Tiden skal altså ikke længere forstås som en
formal epistemisk ordensstruktur (såk. B-tid), men som en virknings- og
begivenhedssammenhæng (såk. A-tid, jf. Øhrstrøm & Hasle 1994). Det, der sker nu, er
påvirket af det, der skete tidligere, og betinger det, der vil ske i fremtiden .
zeller
dfs-wittgenstein
9
Kvantevirkelighed 4
At det virkelige skal forstås som en sammenfletning af fakta og muligheder, finder i
de forskellige forsøg på at tyde kvantefysikkens udfordrende metafysik også udtryk i
den såkaldte mange-verdens interpretation (Vaidman 2002/2014).
Den siger, at en under bestemte observationsbetingelser faktuel kvantebegivenhed
er ’overlappet’ (superimposed) eller sammenflettet med mulige alternative
begivenheder. Partikel-bølge komplementariteten er her som i mulige-verdenersemantikken opfattet som en sammenhæng (et univers) af alternative
aktualiseringsmuligheder (verdener) (jf. Menzel 2013).
Hvad der er faktisk eller muligt i dette univers, er et spørgsmål om perspektiv. Den
aktuelle eller faktiske verden er den fremtrædelsestotalitet af det værende, som er
sanselig tilgængeligt for en bestemt rum-tidsligt lokaliseret aktør. Ud fra aktørens
position opspændes der et univers af faktuelle muligheder. Det er
fremtrædelsestotaliteter af det værende, der ud fra den verden omkring aktørens
aktuelle position kan være tilfældet til andre tider - eller rettere rum-tidspositioneringer. I slæbetov af relativitetsteorien kan man sige, at også forholdet
mellem fakticitet og mulighed er relativt.
zeller
dfs-wittgenstein
10
Virkelighedskonstruktion 1
Min sidste ingrediens er hentet fra Lennart Nørreklits (2004, 2012) metafysik – kaldet
virkelighedskonstruktion. ’Virkelighed’ forstås her i al korthed som en 4-dimensional
sammenfletning af faktuelle, mulige, menings- og værdifuld gjorte fremtrædelseshelheder af det værende.
Det, der adskiller Nørreklits virkelighedsforståelse fra de fleste andre, er, at han
ophæver den klassiske epistemologi-ontologi dualisme ved– ligesom i kvantefysikken –
at ”sammensmøre” eller overlappe dem til den nævnte 4-dimensionale BEVIDSTVÆRENDE eller, hvis man vil, SUBJEKT-OBJEKTIVE fremtrædelseshelhed.
Her kan dels spores et fænomenologisk træk, der binder væren og bevidsthed sammen
til bevidst-væren og placerer det midt iblandt helheden (verden) af værender;
virkelighed er altså en (bevidst-)væren i verden. Det meningsfulde og værdifulde er
ikke længere noget hinsides det virkelige, forstået som bevidsthedsuafhængig,
menings- og værdiløs ting-helhed (realitet) eller (for at tale Tractatus-Wittgensteinsk)
totalitet af sagforhold.
zeller
dfs-wittgenstein
11
Virkelighedskonstruktion 2
I Nørreklits konstruktive metafysik kan der også spores et Wittgensteinsk træk.
Virkelighedskonstruktion er ikke en ”hinsides” eller ”ophøjet” virkeligheds-TEORI,
men måden, hvorpå vi gør det værende menings- og værdifuld.
Jeg vil således påstå, at Nørreklits konstruktive virkelighedsforståelse er det
ontologiske svar – en konstruktiv, dvs. praktisk og ikke kun teoretisk metafysik – på
Wittgensteins (konstruktive) praksis- eller sprogspil-logik.
Belæg for, at det netop er en konstruktiv eller praktisk logik, findes i hele
Wittgensteins senfilosofi – omtrent fra 1929 til hans død i 1951.
Efter hans tilbagekomst til Cambridge begynder han at sætte spørgsmålstegn ved
Tractatus’ logiske atomisme og billede-semantik.
zeller
dfs-wittgenstein
12
Virkelighedskonstruktion 3
Et mere traditionelt navn for virkelighedskonstruktion kunne være KULTUR – en gennem
menneskelig praksis menings- og værdifuld gjort virkelighed; virkelighed ville så omfatte
resultatet af både fysiske og praktiske virkninger. I FAKTicitets-dimensionen integreres praktisk
og fysisk kausalitet og deres komplementære udfald i størknede (genstand) og dynamiskflydende rumtidsmaterie-konstellationer (begivenhed). Et faktum er her et bevidstgjort
sagforhold, dvs. en kendsgerning (ty. Tatsache), dvs. en gennem menneskelig gerning (ARS)
behandlet sag – et ARTEFAKT.
I begrebet ’sagforhold’ har vi således den klassiske metafysiks grundkategorier integreret:
substans, kvalitet, kvantitet, relation, rum-tid lokalisering og kausalitet (kraft, energi). Hvad der
ifølge traditionel metafysik er tilfældet, et faktum, er kvantefysisk (og virkelighedskonstruktivt)
set en sammenfletning af disse værens-modaliteter.
For at gøre noget ifølge konstruktiv metafysik til et faktum, skal sagforhold dog forbindes med
en aktør. Det virkelige konstrueres som BEVIDST-VÆREN og flettes således sammen med de to
sidste dimensioner: MENING og VÆRDI. Den resterende dimension, MULIGHED, sætter det i
sagforholds-logíkken størknede verdenssyn ”i bevægelse”. Også her har vi en superposition, en
sammenfletning af det faktisk med det forudgående og efterfølgende virksomme.
zeller
dfs-wittgenstein
13
Det virkelige som totalitet af det
virkende
Barad 2007 går endnu et skridt videre i tanken om det virkelige som
sammenfletning af alle mulige virknings- eller fremtrædelsesformer. Hendes
forståelse af kvanterealiteten udvider på en måde Nørreklits konstruktive
virkelighedsforståelse – i hvert fald dens faktisk-mulig-intentionelle side – til hele
verden; dvs. til også dens ikke-organiske og ikke-bevidste fremtrædelsesformer. Hun
skelner ikke længere mellem levende og død materie og udvisker (tilsmører) således
grænsen mellem bevidst-væren og ikke-bevidst væren.
Virkeligheden består i dens elementære lag ifølge hendes udlæggelse ikke af ”døde”
minigenstande (atomer) eller dele af dem (partikler) eller af deres energetiske
komplementer, der målløst svirrer rundt i tomrummet. I stedet for består den af
omgivelsesfølsomme ”aktører” (jeg ville foretrække at kalde dem: virkformer), der
”agerer ”og ”reagerer” i et felt af virkmuligheder.
zeller
dfs-wittgenstein
14
Syntaks og sagforhold
Lad os kikke lidt på den logiske side af sagen.
I Tractatus forstår Wittgenstein den logiske grundform – prædikationen – som SAG-FORHOLD, dvs.
en sag, ting eller genstand, der forholder sig til noget. Afbildningen af sagforhold i form af
udsagnsætninger er meningsfulde (sande, falske), fordi de pga. deres strukturliged med
sagforholdet viser, hvad der er tilfældet eller muligt. Meningsdannelsen består her i en kopiering af
sagsstrukturer.
Det viser sig i Wittgensteins senfilosofiske overvejelser over for mangfoldigheden af forskellige
tanke- og udtryksstrukturer inden for virkelige, i stedet for kunstigt reducerede formallogiske
sprog, som netop det: en kunstig simplificering af virkelige tænkningsformer og
kommunikationsaktiviteter – som han bl.a. sporer i Augustins sprogforståelse.
På baggrund af en komplementær virkelighedsforståelse kan man sige, at Wittgenstein opdager i
sin senfilosofi, at det ikke bare er sammenfaldet mellem sags- og symbolstrukturer, der stifter
mening, men at det er mangfoldigheden af aktørers forskellige kommunikative og praktiske
aktiviteter, der skaber mening og – med Nørreklit at tale – værdi ved det værende.
zeller
dfs-wittgenstein
15
Handlings-virknings logik
Det er med andre ord handlinger, der har den nødvendige struktur for at kunne
forbinde (sammenflette) virkelighed og tænkning. Det er i Wittgensteins terminologi
sprogspil – rettere sagt mangfoldigheden af de forskellige mulige sprogspil – der viser,
hvordan man kan forbinde mening med faktiske forhold.
Logikken bliver på den baggrund fra en objektiv struktur-projektion (Tractatus – hvor
der simpelthen er blevet glemt aktøren) til en subjekt-objektiv sammenflettet og
meningsskabende HANDLING.
Også her gør sig en grundlæggende lighed mellem tænkning og virkelighed gældende
– bare ikke en struktur- eller afbildningslighed. Det virkelige er det, der virker, og
handlinger er i den udstrækning meningsfulde, at de bevirker ændringer i de faktiske
virkelighedsforløb, der tjener aktørens tilstræbte intention.
zeller
dfs-wittgenstein
16
Konstruktiv semantik
Forskellen mellem billedsemantikken i Tractatus og det, jeg vil kalde sprogspilsemantik, udtrykkes på en smuk måde allerede i forordet til Filosofiske Undersøgelser.
Her er der ikke længere tale om en afbildnings-lighed (isomorfisme) mellem sprogets
og virkelighedens struktur. Wittgenstein sammenligner fremgangsmåden i FU med ”en
mængde af landskabsskitser, som er opstået ved … lange og indviklede turer
(Fahrten)” (Wittgenstein 1963: p. 286).
Han beskriver denne ’faren rundt’ i tankelandskabet således: ”De samme punkter eller
næsten de samme, blev hele tiden på ny berørt fra forskellige vinkler og hele tiden nye
billeder udkastet. En stor del var fortegnede eller ukarakteristiske, behæftet med alle
fejl af en dårlig tegner. Hvis man droppede dem, så var der et antal af nogenlunde
lykkede [skitser, jz] tilbage, som således ordnet skulle tit beskæres for at byde
betragteren et billede af landskabet” (ibidem: p. 286-287, min overs.).
zeller
dfs-wittgenstein
17
Fra isomorfisme til landskabstegning
I Tractatus 3.11 hedder det: ”Vi bruger sætningens sansbare tegn (lyd- eller skrifttegn
etc.) som projektion af det mulige sagforhold (Sachlage).” (min overs.)
Det ændrer sig grundlæggende i senfilosofien. Fokus er her ikke længere, hvorvidt
sprog/tænkning og virkelighed kan afbildes i hinanden, men hvad en aktør er nødt til
at gøre for at konstruere/skabe et meningsfuldt udtryk for en virkelighedssammenhæng. – Vi har altså ikke længere med en billed-, men med en virk- eller konstruktiv
semantik at gøre, der genereres af en tilsvarende konstruktiv logik – SPROGSPILLOGIKKEN.
I forlængelse af Wittgensteins overgang fra en billed- til en ”landskabstegnings”-logik
i hhv. Tractatus og Filosofiske Undersøgelser vil jeg på de efterfølgende slides
illustrere, hvorfor jeg mener, at den sidste er en praksislogik, hvor den i billedlogikken glemte aktør (samt dens motiv og handlingsmiddel) er medtænkt.
zeller
dfs-wittgenstein
18
Landskab: foto-tegning
zeller
dfs-wittgenstein
19
Landskab: foto-tegning
zeller
dfs-wittgenstein
20
Landskabstegning som sprogspil
Grundtanken er, at et (visuelt) billede er (ligesom) et sprogspil en synlig menings- og
værdikonstruktion. Noget fysisk virkeligt – her (det fotograferede) landskab set fra mit
skrivebord og andre perspektiver – bliver lavet om til noget (tegning), der har mening
og værdi i forhold til tegnerens motiver og hensigter. Det har det dog kun – som andre
former for virkelighedskonstruktioner – indenfor bestemte praksisfelter. Feltet i vores
sammenhæng kan vi foreløbigt kalde ’billedkunst’. Et kunstnerisk billede er til forskel
fra et visuelt fysisk virkelighedsudsnit en superposition eller sammenfletning af
fysiske og mentale komponenter. Fysiske: der er et hustag med skorsten, græsmark,
forskellige huse, træer, buske, en vej, terrænformer, skov, bakker i baggrund. Så er der
belysning, farver. Mentale: da jeg ikke kunne undvære begreber i beskrivelsen af de
fysiske komponenter, så har vi allerede her en angivelse af de forståelsesinstrumenter, som i deres specifikke forbindelse med hinanden udgør et kunstnerisk
sprogspil til forståeliggørelse af det sete (fotograferede) landskab. Når det skal
oversættes til et kunst-billede (tegning, maleri), så konstrueres der et nyt, kunstnerisk
sprogspil. Dette består i en interaktion (Barad: intraaktion) mellem en aktør (tegneren:
motiv, intention), tegneværktøjer, objekt (tegnepapir) og tegneaktivitet, som
”størkner” i det realiserede (genstandsliggjorte) kunst-billede (jf. Burkes 1945/1962
handlings-pentad: Act, Scene, Agent, Agency, Purpose).
zeller
dfs-wittgenstein
21
Syntaks og semantik i ”kunst-spil”
Det, jeg forsøger at vise i overgang fra foto til tegning, er, hvordan man kan konstruere
forskellige billed-logikker ifm. at man ændrer ”vokabularet” (semantikken) – dvs. det forråd af
tegn, streger eller farvepletter, man benytter sig af for at ”oversætte” det analoge perceptuelle
eller fotografiske billede til en på forskellig måde begrebsliggjort (digitaliseret eller abstraheret)
visuel meningssammenhæng.
Udover vokabularet kan man også ændre på billedsyntaksen – dvs. måden, hvorpå man
forbinder billedets synlige elementer (streger, farvepletter). Den såk. abstrakte billedkunst er
således et belæg på, at billedkunstnerisk meningskonstruktion ikke bunder i strukturligheden
mellem et ”original” og dets ”billede”, men i de forskellige konstruktionsmuligheder, der ligger i
samspillet (sammenfletning) af den kunstneriske aktør (habitus), hans motiv,
værktøj/tegnegrund (kapital), hensigt osv. i rammen af et (socio-historisk) bestemt praksisfelt
(jf. fx Piet Mondrians ”oversættelser” af mere eller mindre genkendelige genstande [fx træer]
til mere eller mindre abstrakte billedelementer).
Et yderligere aspekt i vores perceptuelle eller artificielle virkelighedskonstruktion er at man –
som Wittgenstein i sin landskabsmetafor antyder - betragter eller konstruerer det ud fra
forskellige perspektiver.
zeller
dfs-wittgenstein
22
Komplementær perception
Wittgensteins bemærkninger om fremgangsmåden i FU kan paralleliseres med Kubismens brud
med centralperspektivet. Braque, Picasso m.fl. prøver at vise i deres kubistiske billeder genstande
’set fra alle mulige sider’. Det kan ses i analogi med Merleau-Pontys perceptionsforståelse.
I Merleau-Pontys 2000 genstandssyn beskrives genstanden som set fra alle mulige perspektiver
(modsat Leibnizens idé, at genstanden selv skulle være genstanden set intetsteds fra). Denne
multiperspektiviske genstandskonstruktion kan man jo tænke som en superposition af synet fra
alle mulige perspektiver. M-P. skildrer det, som om alle genstande i en genstands omgivelse udgør
dens synlige kontekst. Og denne sammenfletning af perspektiver er faktisk reel i form af en
aktørs/observatørs perception. Perceptionen opfatter genstanden ikke kun som perspektivisk
overflade – set ud fra observatørens position – men som helhed af alle mulige perspektiver: forfra,
bagfra, oppefra, nedenfra, indefra. Dvs. perceptionen integrerer aktørens faktiske synsvinkel med
alle mulige synsvinkler – kompletterer og komplementerer så at sige det faktiske perspektiviske
synsindtryk til en genstandsperception. At et bestemt perspektiviske indtryk bliver til en genstand
for betragteren skyldes netop denne perceptuelle ”omfatning” og integrering af alle mulige
synsvinkler. Således kan man opfatte genstandsperception som komplementær
genstandsoplevelse.
Det siger også noget om genstandsbegrebet selv. Vi fatter kun noget som genstand, som er
resultat af denne superposition af faktiske og virtuelle (mulige) sanseoplevelser af noget, der
pirrer vores sansning. En empirisk genstand er noget, der kan perciperes.
zeller
dfs-wittgenstein
23
Konklusion
zeller
dfs-wittgenstein
24
Referencer
Karen Barad 2007, Meeting the universe halfway, Durham/London: Duke University Press.
David Bohm 1980, Wholeness and the Implicate Order, London/New York: Routless.
Niels Bohr 1957-1964, Atomfysik ogmenneskelig erkendelse I, II, København: J.H. Schultz Forlag.
Pierre Bourdieu 1993 (1980), Sozialer Sinn, Frankfurt a. M.: Suhrkamp Verlag.
Kenneth Burke 1945/1969, A Grammar of Motives, Berkeley/Los Angeles/London: University of California Press.
Werner Heisenberg 1959, Das Naturbild der heutigen Physik, Hamburg: Rowohlt.
Merill B. Hintikka & Jaakko Hintikka 1996 (1986), Untersuchungen zu Wittgenstein, Frankfurt a. M.: Suhrkamp
Verlag.
Maurice Merleau-Ponty 2000, Kroppens fænomenologi, Frederiksberg: Det lille forlag.
Menzel, Christopher, "Possible Worlds", The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Spring 2014 Edition), Edward
N. Zalta (ed.), forthcoming URL = <http://plato.stanford.edu/archives/spr2014/entries/possible-worlds/>.
Lennart Nørreklit 2004, Hvad er virkelighed?, i: J. Christensen, Vidensgrundlag for handlen, Aalborg: Aalborg
Universitetsforlag, p. 25-59.
Lennart Nørreklit 2012, Filosofi I praksis, i: G.S. Reinbacher & J. Zeller, red., Filosofiens anvendelighed, Aalborg:
Aalborg Universitetsforlag., p. 9-48.
Ilya Prigogine, Isabelle Stengers 1980, Dialog mit der Natur, München/Zürich: R.Piper & Co. Verlag.
Vaidman, Lev, "Many-Worlds Interpretation of Quantum Mechanics", The Stanford Encyclopedia of Philosophy
(Spring 2014 Edition), Edward N. Zalta (ed.), forthcoming URL =
<http://plato.stanford.edu/archives/spr2014/entries/qm-manyworlds/>.
Carl Friedrich von Weizsäcker 1971, Die Einheit der Natur, München: Carl Hanser Verlag.
Ludwig Wittgenstein 1963, Tractatus logico-philosophicus, Tagebücher 1914-1916, Philosophische
Untersuchungen, Frankfurt a. M.: Suhrkamp Verlag.
Ludwig Wittgenstein 1970, Über Gewissheit, Frankfurt a. M.: Suhrkamp Verlag.
zeller
dfs-wittgenstein
25