Transcript BELLMAN OG DANMARk

Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellman og Danmark
1
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:23
Color profile: Disabled
Composite Default screen
2
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:23
Color profile: Disabled
Composite Default screen
F r . B i r k e t - S m i t h , To r b e n K r o g h ,
O. S c h o n i n g , E j n a r Th o m s e n
o g K a r l Wa r b u r g
Bellman og
Danmark
Fem komparative studier
udgivet med indledning og noter af
Jens Kr. Andersen
Selskabet Bellman i Danmark
3
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:23
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Fr. Birket-Smith, Torben Krogh, O. Schoning, Ejnar Thomsen og Karl Warburg:
Bellman og Danmark – Fem komparative studier udgivet med indledning og noter af Jens. Kr. Andersen
Skrifter udgivet af Selskabet Bellman I Danmark, bd. 3, redigeret af
Jens Kr. Andersen og under medvirken af Hans Lundsteen.
© Selskabet Bellman i Danmark & Jens Kr. Andersen, 2004
Udgivet af Selskabet Bellman i Danmark gennem Multivers Academic
(www.multivers.dk)
Udgivet med støtte fra: Clida Fonden
Københavns Universitet
Statens Humanistiske Forskningsråd
Tryk: Nørhaven Book, Viborg
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun
tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og
Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er
forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag
til brug for anmeldelser.
ISBN 87-7917-094-3
Printed in Denmark, 2004
4
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:23
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Indhold
Jens Kr. Andersen
Indledning 6
Karl Warburg
Bellmansdikten i Danmark 11
O. Schoning
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark 54
Fr. Birket-Smith
Bellman og Danmark 115
Ejnar Thomsen
Bellman og Danmark 165
Torben Krogh
Bellman som musikalsk digter 175
Register 295
Noter 297
Bibliografisk note & editorial tak 531
Registre 534
5
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:23
Color profile: Disabled
Composite Default screen
J e n s K r . A n d e rs e n
Indledning
Få udenlandske digtere er blevet så integreret i dansk litterær kultur som Carl Michael Bellman. Kendt, sunget, fremført, læst, studeret siden sin samtid og imiteret/genbrugt - både tematisk, motivisk og versifikatorisk - af betydningsfulde danske forfattere, ikke
mindst i den såkaldte guldalder. Selskabet Bellman i Danmark har
dokumenteret dette forhold gennem sin skriftrækkes to første
bind (1996, 1999). Historien om Bellmans danske reception er en
succeshistorie.
Sådanne er sjældne, også på litteraturens område. Måske er
det derfor, at emnet Bellman og/i Danmark har øvet stadig tiltrækning også på professionelle danske og svenske litteratur- og
musikhistorikere. Det er til gengæld, hvad dette bind skal dokumentere. Her kan man følge Bellmans danske receptionshistories
historie. Det drejer sig altså om en forskningshistorisk udgivelse,
og sammenfald mellem iagttagelser og formuleringer bør ikke undre (eller forarge). Fagfolk benytter sig af deres forgængere til at
skabe deres eget, skarpere stadig mere fuldstændige billede.
Sammenstillingen af de flg. studier giver os deved en idé om, hvordan vort nuværende billede af Bellman som påvirkningsfaktor i
forhold til dansk litteratur er blevet til: Hvad er straks faldet i øjnene, og hvad er senere kommet til under fornyet granskning?
Hvad har ”man” ”altid” vidst, og hvad er pludselig blevet (gen-)
opdaget?
Dette binds fem studier er alle af komparativ (sammenlignende)
art: beskæftiger sig med påvirkning, indflydelse og kilde-forhold
inden for litteratur (til dels også musik). I de fire rent litteratur6
6
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:23
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Indledning
historiske bidrag studeres Bellmans påvirkning af dansk litteratur, i
det femte (T. Kroghs) desuden påvirkninger udefra af Bellman. De
fem forfattere fortjener hver sin individuelle introduktion:
Karl Johan Warburg (1852-1918) hører til the grand old men
i svensk litteraturhistorie og -kritik. Hans journalistiske virksomhed knyttede ham til den liberale Göteborgs Handels- och
Sjöfarts-Tidning, hans akademiske karrière i første omgang til
universitetet i Uppsala, hvor han 1876 ansattes som docent i litteraturhistorie og året efter blev fil. dr. Professor i æstetik i Göteborg 1890-1918. Hans omfattende faglige produktion består især
af forfattermonografier og komparative studier samt af medarbejderskabet ved storværket Illustrerad Svensk Litteraturhistoria
(3 udgaver 1896-1932), som han forfattede sammen med sin
magtfulde kollega Henrik Schück (1855-1947), i hvis skygge han
i eftertidens øjne nok trods al fortjeneste er forblevet. Hans litteraturvidenskabelige arbejder præges af hans positivistiske
objektivitets-ideal.
Harald Oscar Schoning (1871-1936), der 1902-22 virkede
som gymnasielærer i København, udgav året inden Bellmans digtning yderligere et lille skrift, Dødsriger i nordisk Hedentro (1903,
54 s.). Begge arbejder står altså i forbindelse med hans da netop
afsluttede fagstudium, idet han 1899 havde aflagt magisterkonferens (mag. art.) i nordisk filologi. Det lille skrift om Bellman i
Danmark, som optrykkes i dette bind, indgik ligefrem i forfatterens examensaflæggelse: Den trykte version fra 1904, bd. 63 i
Det filologisk-historiske Samfunds fornemme skriftrække Studier
fra Sprog- og Oldtidsforskning, meddeler nemlig i kolofonen, at
det foreliggende skrift er en ”Forelæsning ved magisterkonferens i
nordisk filologi d. 9-10-1899 noget udvidet.” I Schonings studietid afsluttedes magisterkonferenserne i de humanistiske fag med
hele tre offentlige forelæsninger, én med otte dages, én med to dages og én med seks timers forberedelse (Universitetets Aarbog
1883-84, p. 107, §317). Man gætter på, at Bellman-forelæsningen har været den ”store” af dem, og at professorerne har været
så venlige at give student Schoning et emne, som han havde røbet
interesse for, måske gennem sit specialestudium, for hvilket den
7
7
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:23
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Jens Kr. Andersen
da gældende studieordning for nordisk filologi bl.a. anbefaler ”en
enkelt fremtrædende Hovedforfatter i hans Forhold til Samtiden
og Aandslivet i det hele” (Universitetets Aarbog 1894-95, p. 689).
De senere tilkomne udvidelser er næppe heller det, der er kommet
til at fylde mindst i den endelige version, som vi møder her, nu da
den unge magisters ”forberedelsestid” pludselig blev udvidet til
hen imod fem år - skønt denne tid har skullet række også til
undervisning og til klargøring af skriftet om dødsrigerne.
Frederik Birket-Smith (1880-1952) var søn af biblioteksmanden og udgiveren Sophus B.-S. (1838-1919), blev student
1898 og virkede som bibliotekar 1907-50, bl.a. ved Universitetsbiblioteket i København. Hans publicerede arbejder er mest af
bibliografisk art, men han bevarede livet igennem en levende
interesse for musik, litteratur og kunst.
Ejnar Thomsen (1897-1956) blev mag. art. i almindelig og
sammenlignende litteraturhistorie 1926. I sine unge dage udsendte han et par digtsamlinger ( I Kamp for Livet, 1922, Sagn og
Sandt, 1923) og et par mindre afhandlinger (om Richardsons og
Fieldings romaner, hhv. 1928 og 1930), før han i 1935 udnævntes
til professor i nordisk litteratur – efter en konkurrence, der blev
genstand for en del offentlig opmærksomhed; hans konkurrenceskrift for lærestolen, Barokken i dansk digtning blev 1971 udgivet
af barok-experten Erik Sønderholm. Selv opvokset i et lærerhjem
og efter ansættelse som (bl.a. seminarie-)lærer indtog han en særstilling blandt sine samtidige professorkolleger ved at prioritere
den pædagogiske side af sit embede højt, bl.a. forfattede han en
decideret lærebog, Dansk Litteratur efter 1870 (1935). – Både
som underviser og forsker var Thomsen noget af en modsiger.
Sine studerende animerede han først og fremmest til at tvivle, til
selv at efterprøve etablerede ”sandheder” gennem førstehånds
studier. Af de to større afhandlinger i hans (af omfang beskedne)
forfatterskab fremstiller den ene, Omkring Oehlenschlägers tyske
quijotiade, Oehlenschläger som anti-romantiker, den anden, Sfinxen. Streger til et Holberg-portræt, Holberg som irrationel
”mystifax” af tragisk-heroisk disposition. Begge afhandlinger udsendtes som universitetsfestskrifter (hhv. nov. 1950 og mrs.
8
8
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:23
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Indledning
1954); posthumt udgaves artikel-samlingerne Digteren og Kaldet
samt Skribenter og Salmister (begge 1957). – Thomsen, der var en
stor humorist og satiriker, udsendte 1942-48 nr. 1-6 af den
pseudonyme Majkatten med robuste parodier på kollegers arbejder. – Den her optrykte studie i Bellmans danske reception er en
avis-kronik (fra 1940), Thomsens foretrukne medium omkring
dette tidspunkt (som det fremgår af den kronologiske bibliografi i
Digteren og Kaldet).
Torben Krogh (1895-1970) må anses for grundlæggeren af
dansk teaterhistorie. Opr. var han uddannet i musikhistorie, hvor
han blev mag. art. 1919, tre år senere dr. phil. ved Berlins universitet på en afh. om det danske syngespil i det 18. årh., som 1924
skaffede ham også den danske doktorgrad. Professor ved Københavns Universitet blev han ligeledes først i musik (operaens æstetik og historie, 1950); da professoratet omdannedes til lærestol i
teaterets æstetik og historie, blev han helt naturligt dette fags første professor 1950-65. Han er forfatter til en lang række specialafhandlinger, der har tyngdepunkt i det 18. årh.s skuespil og musik, men desuden behandler ældre teater og Heiberg-tiden. Som
fagmand arbejder Krogh i udpræget grad som arkivalisk historiker og dokumenterende empirist; hans mål er – efter den tyske teaterhistoriker Max Herrmanns (1865-1942) program – at rekonstruere fortidens opførelser.
Dernæst et par bemærkninger om de redaktionelle principper, der
er fulgt ved gengivelsen af de fem bidrags text. Overordnet har det
været tilstræbt at optrykke denne ord-, bogstav- og tegnret efter
de forlæg, som findes angivet i den bibliografiske note bagest i
bindet. Således er det forekommet unødvendigt – med henblik på
denne bogs formodede læsere og brugere – at oversætte Warburgs
svenske artikel. Udgiverens indgreb er overalt markeret med [];
disse indgreb er hovedsagelig af fire slags: 1) notetal, der henviser
til udgiverens noter bagest, er indsat, 2) deciderede fejl, fx. Warburgs stedvis ukorrekte epistel- og sang- nrr., er rettet, 3) citater af
digterne er rettet ind efter nyeste autoritative udgave (filologisk-kritiske udgave el. alm. benyttet udgave af en forfatters sam9
9
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:23
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Jens Kr. Andersen
lede værker), der så anføres i noterne i det enkelte tilfælde, og 4)
rubrikker, til fremme af overblikket over fx. Kroghs kontinuerte
og relativt omfattende afhandling, er tilføjet.
Kroghs afh. indtager i det hele taget en særstilling blandt bindets fem bidrag. For det første ved sit blotte omfang, for det andet
ved ikke at have Bellmans danske reception som sit primære
emne, men snarere selv at udgøre en vægtig og internationalt estimeret del af denne reception, dette skønt den ingenlunde er uden
iøjnefaldende svagheder. Således fremlægges det omfattende stof
som allerede antydet uden systematisk orden, i hvert tilfælde uden
nogen tydeligt markeret sådan. Ej heller tør den betegnes som
gennemført baseret på førstehånds studier eller præget af den filologiske akribi i henvisninger og citater, man kunne forvente af en
videnskabelig forfatter. En omfattende kontrol har derfor i dette
tilfælde også medført en tættere kommentering, end det er tilfældet i forbindelse med de øvrige fire bidrag. Hensigten med det
høje antal noter har dog her som overalt været at levere1) tjenlige
forklaringer (af fx fagtermer og navnestof) for den interesserede,
men ikke nødvendigvis fagkyndige læser, 2) supplerende oplysninger (fx om, hvilke oplysninger der er hentet i hvilke kilder), 3)
korrektioner (fx af unøjagtige citater og utilstrækkelig eller fejlagtige henvisninger) samt 4) à jour-føringer (især i forhold til senere
tilkommen litteraturforskning). Intet, der direkte eller indirekte
angår Bellmans digtning, bør være os ligegyldigt.
10
10
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
K a r l Wa r b u r g
Bellmansdikten i Danmark
Föredrag i
[1]
Göteborgs Kongl. Vet. O. Vitterhetssamhälle .
(Vid Februarisammanträdet 1895)
Ett folks litteraturhistoria skrifves icke blott genom tecknandet af
dess egna författares skrifter och dessas öden i det egna landet; det
är icke utan betydelse att studera i hvad mån främmande värk ingått i den läsande allmänhetens bokskatt, icke häller utan vikt att
iakttaga i hvad mån en inhemsk författare är känd i utlandet.
En utländsk skriftställare kan vid vissa tider hafva utöfvat ett
ojämförligt större inflytande än det store flertalet inhemske. Hvilken betydelse har icke vid olika tider den katolska kyrkolitteraturen och legenderna, Luthers och andra reformatores arbeten,
folkböcker och folksagor, Holberg, Voltaire, Rousseau, Shakspere,
de tyske klassikerne och nyromantikerne, de franske och engelske
romanförfattarne från seklets midt och i våra dagar exempelvis
Henrik Ibsen ägt för Sveriges bokläsande allmänhet! Hvad roll
har i jämförelse härmed våra egna andra och tredje rangens
författare spelat för vår odling[2]?
Af særskildt intresse år dock naturligtvis att iakttaga litteraturutbytet mellan närsläktade folk. Från Danmark hafva vi vid
flere tillfällen emottagit viktiga litterära impulser; under 1600-talet hafva Arreboe och Kingo påvärkat vår litteratur[3] – psalmdiktningen och den bibliska epiken veta därom att tälja. Holberg är
under 1700-talet, såsom jag närmare utvecklat i mitt arbete Hol-
11
11
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
1)
berg i Sverige , nära nog en inhemsk författare här i landet, han
var i högsta grad folkkär äfven på denna sidan Öresund[4].
Skämtdiktarne från slutet af förra seklet, en Wessel, Baggesen, Eduard Storm, Nils Weyer[5], så väl som flere af sällskapsivisans författare, hafva lemnat talrika spår efter sig i vår svenska
diktning under 1790-talet, framför allt i Kellgrens och fru Lenngrens skaldskap2). Vid inbrytandet af den nya litteraturepoken
omkring 1809 kan man påvisa lifliga impulser från danskt håll,
särskildt inom den götiska skolan, hvad forskning och diktning
vidkommer3). Den »nordiska rennässansen» är till god del framkallad af en svallvåg från vårt sydvästra grannland.
Men hafva vi då icke gifvit något i utbyte?
Icke är det många äldre svenska litteraturnamn, som äro
kända hinsidan Öresund.
»Knappt är hans minne kändt på vår nabostrand» sjunger
Nyblom i sin förträffliga dikt om Stjernhjelm[8]. Och som det gått
honom har det gått våra flesta stormän från äldre tider.
Tegnér[9] är nog känd och omdebatterad i Danmark och har
där varit föremål så väl för nedgörande kritik – J. L. Heibergs –
som för den mest moderna litteraturpsykologiska teckningen (G.
Brandes)[10]. Men i dansk litteratur har han satt föga [spår] och
egentligen folkkär är han knappast där, mindre t. o. m. än i Tyskland[11].
Men en svensk skald har »slagit igenom» i Danmark och där
blifvit väl så populär som Holberg hos oss; en skald som t. o. m.
lämnat en väsendtlig insats i ett danskt litteraturslag: vådevillen
och sångspelet i detta århundrade[12].
Det är Bellman. Han skattas där lika högt som här hemma.
Och det har synts mig vara ett icke alldeles oviktigt bidrag til Bell1)
2)
3)
Göteb. K. Vetenskaps och Vitterhetssamhälles Handlingar, Ny följd, XX,
Gbg 1884 (äfven i särtryk).
Jmfr förf:s arbete »Anna Maria Lenngren», Stockh. 1887, samt hans uppsats
i tidskriften »Norden»: »A. M. Lenngren och den dansknorska skämtdikten.»[6]
Jmfr bl. a. förf:s uppsatser »Rasmus Nyerups svenska brefväxling», Samlaren
1894 samt »Rasmus Rask och Sverige» i publikationen, »Runa» 1888.[7]
12
12
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
mansdiktens historia att undersöka dess öden i Danmark.
Fullständig gör icke denna redogörelse anspråk på att vara, men
det är mitt hopp att icke hafva förbisett något väsendtligt4).
När blef Bellmans diktning känd i Danmark?
Svaret lyder: Ganska tidigt, men till en början mycket
ofullständigt, blott genom enstaka sånger.
De första spåren af Bellmans poesi, som funnit väg öfver sundet, påträffas i gatuvislitteraturen och kunna dagtecknas redan så
tidigt som omkring 1780. De äro: Käraste bröder (Fred. Ep. 9),
Gubben Noa[ch] (Fred. Sång [35]), A[ch] du min [M]oder (Fred.
Ep. 23) samt Mitt sinne[, ] friskt opp (Fred. Testamente 200)[14].
På Köpenhamns kongelige Bibliotek finnes bland de hos P.
Horrebow, Adelgade 301, tryckta gatuvisorna från år 1782 ett
nummer så lydande[15]:
Tvende [nye L]ystige [A]rier[,]
Den [F]örste[] Käraste Brödrar, Söstrar & [c.]
Den [A]nden Jeg river til mig[,] hvad jeg kan [& c.]»
Den förra är nu icke någon annan än vår kända Fred. Ep. N:o 9,
visserligen jämmerligen korrumperad.
Som exempel må anföras:
Käraste Brödrar, Systrar ock Vennar[,]
See Fader Berg han skruwar ock spännar
Strängarne paa Violan ock Strocken han tar i Hand.
Ögat är borta, Hiernan är kl[i]uwen
See[] hur han staar ock spottar paa Skruwan
Öll-Stöbe staar paa Stolan, nu stötar han lite Gran.
Bom Bom [piinar Violan,]
[Bom Bom grinar mot Solan,]
4)
Det tillmötesgående jag vid mina forskningar rönt från danske bibliotekstjänstemäns sida är det en kär plikt att erkänna. I främsta rummet gäller
min tack biblioteksassistensten, cand. mag. Verner Dahlerup, själf en utmärkt kännare på Bellmansdiktens område.[13]
13
13
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
Ladida, Ladida, Ladida, Ladida, Ladida, da.
Han sig forwillar Grillar iblan,
Käraste Brödrar dansar paa Taa,
Hattan i Haand ock Hanskarne paa,
See paa Jomfrue Lona
Röda Baand i Skona
Nya Strömpar Himmelblaa.
[16]
I forsättningen sjunges om »Jör[ga]n Pö[y]kan» (i st. f. Puckel)
o. s. v.
[17]
Visan synes ha gått bra åt, ty en annan upplaga, med utsatt
årtal 1782 förekommer äfven och här är språket något korrek[18]
tare: »Straaken»; »[Jørgen Puckel]» o. s. v. (Möjligen är denna
upplaga den äldsta). Omkring år 1784 trycktes hos Svarres Efterleverske en ny upplaga med samma fel som den först omnämnda[19].
Bland danskt skillingstryck utan årtal (men ungefär från samma tid) finnes Gubben Noak[20] i ett slags skaninaviskt blandspråk:
“Gubban Noa[, Gubban Noa, &c.]
Synges med sin egen velkingende [M]elodi[e]:
Gubban Noa, Gubban Noa
Var en Heders[-M]and[,]
Sed’n han gik af Arken
Planted han paa Marken
My[k]ket Viin, [M]y[k]ket Viin
Det han Gierning var[.]
Han vel ve[e]dste, Han vel v[e]edste
Menneskene var
T[ø]rstig af [N]aturen[,]
Som de andre Diuren[;]
Derfor [h]an, Derfor [h]an
Druer plantet har.
14
14
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
Noa r[ø]de, Noa r[ø]de
Ut sin gamle Ark[,]
Kiöpte sig Boutellier
Saadan som man s [æ]ljer
For at drikke[, F]or at drikka
Paa for nye Ark[.]
Gubban Noa, [G]ubban Noa
Brugte egne Kar[,]
Han fik Hakan trinder[,]
Rosenr[ø]de Kinder[,]
Drik i Baatten, Drik i Baatten
Herrer och Guttar.
Gubban Noa, Gubban Noa
Ofte tog en Taae
Af de söta Druer,
Der al Sorg nedkuar[,]
Hv[o]raf Sinnet, Hvoraf Sinnet
Tr[ø]st og Lisa faaer.
o. s. v.
Man skulle snarast tro, att denna visa vore aftryckt efter muntligt
föredrag af någon som lärt sig den i Sverige, ty om det skett efter
svensk text skulle knappast afvikelserna vara förklarliga. En af
dessa är beroende på ett rätt kostligt missförstånd. Det svenska
ordet gutår har uppfattats som »guttar» (gossar), och så har Hurra för sammanhangets skull omdanats till Herrer.
Den tredje Bellmaniaden, som vid denna tid tryckts i Danmark, är som nämndt Fred. Ep. 23 – Ac[h] du min [M]oder[21].
Bland gammalt skillingtryck i Svend Grundtvigs Samling på Kgl.
Bibl. i Köpenhamn[22] finnes:
15
15
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
”Tvende ganske Nye Viser.”
»Den [F]örste[:] [B]egynder saaledes: Säg du min Moder[, &
c.] [S]ynges med sin egen [velklingende] Melodi[e].»
»Säg du min Moder, säg h[w]o dig sente
Just til[] min Faders Seng,
Du först[a] Gnisten til mit Liv antänte[,]
Ach[!] Jag arme Dreng
Blot för din Låga bär jag min [P]låga
Vandrar trötta [S]tig. — — — —
— — — — — — — —
Et troget Hjärta[,] jag plat foragtar[,]
Tvi båd[e] Far o[g] Mor,
Her ligger jag i Rensteen[,] och betragtar
Mina gamla Skor.
— — — — — — — — —
Min Krogdörr ö[]pnas, L[uk]korna skrufvas
Ingen på Gatan g[å]er
Stjernerne u[d]af Morgenröd[]an kufvas
Ne[e]d i Mul[m]ens Bad[,]
Solstrålar strimla, Kiyrk[-T]årne[r] glimra
Luften bliver så ljum[;]
Denna visa bär visserligen intet årtal, men då den, som vi nedan
[23]
skola finna, åberopas i en skildring från denna tid (1782) kan
man dagteckna äfven detta gamla tryck senast från 1780-talet.
Bland vistryck från slutet af förra seklet (Svarres Efterleverske) märkes ytterligare en »Drikke[-]Vi[i]se»[24], som visar sig vara
[25]
den under Fredm. Testamente N:o 200 upptagna och som
börjar:
Mit Sind är frisk uppa paa [K]rogan
Thi Bacchus han venter os der:
At være Apollo mer trogan[,]
Det är ikkun bara Besvär[;]
Hans Lyst kan mit At[t]raae ey metta[,]
16
16
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
Jag byder altsammen farvel[:]
Blot jag mig ved T[ü]nnan kan setta
Ock leska min t[ü]rstiga Siäl!
Om visnornas popularitet tala flere vittnesbörd.
Jens Kragh Höst, en författare som under 1790-talet och
första årtiondet af detta sekel med stor ifver värkade för svensk
litteraturkännedom i Danmark, skrifver 1795 i en nekrolog öfver
Bellman (i Nordia)[26], till hvilken jag senare skall återkomma:
»Ogsaa i Danmark ere adskillige af de Bellmanske Stykker
bek[iæ]ndte[;] vel for 14-15 Aar siden (alltså c:a 1780), hörtes
selv i hæderlige og blandede Selskaber ideligen saavel[:] Gubben
Noak som: Käraste Bröder[,] Systr[a]r og Vänner, si [F]ader Berg
o. s. v.
Ett annat bevis för dessa sångers förekomst och popularitet
omkring 1780 är, att danska visor skrifvas till melodi af dem.
Dette är fallet med en bekant dikt af Werner Abrahamson[27] –
en af tidens bäste författare af visor t. ex. af den roliga »Min Søn,
[om] Du vil i Verden frem, [S]aa buk»[28], (f. 1744 † 1812) – hvilken till melodi af Gubben Noak skref
:,: En tungsind[ig] :,:
[m]elan[ch]olisk Mand[,]
Som sig aldrig fryder
For hans Blod ei flyder,
:,: Han [bör lettes] :,:
[lad ham] drikke Vand.
Denna dikt angifves i en »Samling af adskillige Arier til Tidsfordriv for muntre Selskaber», Köbenhavn 1783 sjungas på melodi
»Guba Noah»; och likaså i en Samling af Klubsange i 1787[29].
I den förra samlingen finnas äfven två sånger till melodien ur
Fredm. Ep. 9:
»Nu har vi pløiet Søen den lange,
Været i China, været i Gange»
17
17
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
samt
Rareste Time[!] Jeg nu skal nyde
[30]
Kun et [P]ar Ord[,] som Hiertet kan fryde.
Äfven Baggesen begagnade, som vi strax skola finna, denna
[31]
sistnämda melodi så tidigt som 1783.
Huru kända dessa Bellmansdikter voro, framgår ock af en
skildring från denna tid, som ger oss en egendomlig inblick i ett
lif, hvilket egde rätt mycken frändskap med det njutningslystna
lefvernet i Fredmanskretsen, nämligen lifvet på Dyrehavsbakken.
Vi finna denna skildring i Kjöbenhavns Aftenpost för år 1782[32],
utgifven af Emanuel Balling, ( f. 1733 † 1795) – egendomligt nog
tjänsteman i det Köpenhamnska nummerlotteriet[33] – hvilken var
mycket värksam som folkupplysningsskribent och som i bunden
och obunden stil gaf rika tillskott till litteraturen för dagen,
ömsom i känslosamma stycken à la Young, ömsom i burleska
skildringar med moraliserande tillsnitt.[34]
Af senare slaget är den här afsedda.
Stycket heter »Rusk um Snusk eller Dyrehave-Fornöyelserne
et Duo Dram med Mellemspil.»
Författaren har efter höga franska mönster velat låta sin samtids lyten debömas af främlingar vidt fjärran ifrån ock så låter han
det vilda dryckes- och kärlekslifvet vid Kirsten Piils Kilde och å
Dyrehavesbakken föras in i en ram af moraliserande betraktelser,
de där läggas i munnen på en »indianer» Selmo och »hans Kiereste», Aline, hvilka kommit upp till Norden och finna att »de nye
Sæder og den frie Levemaade, som næsten har oversv[æ]mmet
hele Europa[,] ogsaa har naaet hertil» och at »[S]andselige Vellyster faaet Indpas.»[35]
Så börja de vilda scenerna. Bondvagnar, chaiser, kareter, fulla
af folk fara under sång, högt prat och skratt, förbi. Det första
sällskapet sjunger:
Kiereste Brödre, Systre og Venner
Hör Fater Berg han spytter og spenner
[36]
Strengene paa Fiolen! — — — — [—]
18
18
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
Från de andra grupperna höras skri och andra sånger. (»Længe
leve Bedstemo[e]r, [N]aar hun ey er hjemme» och »Snart min
Pige, Snart mit Glas, Snart mit Glas min Pige!» den senare afsjungen af ett sällskap som ramlat i diket[37]). Efter ett nytt samtal af
Aline och Selmo komma de fram till Dyrehaugen, hvars skådespel
nu visar sig för dem. Från ett tält ljuder musik och sång:
Her ligger jag i Rendestenen og foragter (!) mine gamle Skoe,
men härpå svaras:
»Syng Dansk din Gavtyv. Jeg kan en Vise paa samme Melodi,
den gaar frisk maa[e] du troe. Naar Harpen slaaer! [k]ling op!»[38]
Därefter sjunges en dansk sång, som möjligen med mycket
god vilja kan lämpas til denna Bellmansmelodi, hvilket jämte
ämnesvalet också är den enda likheten med Fredmansdikten:
Flink Broer Rasmus, dands med min Kone
Falla Falllara
Stop, men jeg drikker[,] hör nu en Tone[:]
Dulli, dulli, dullila
Frisk opp i Dandsen
Sving Nille Hansen
Rask hun vrikker Melovetten
Syng din Kadreyer
Her er Frue Meyer
For en Skilling[,] faaer vi Tretten[.]
Falla, [F]allallara, Dulli, Dullila
[…]
[39]
Hurra! [–] Hurra! [–] Hurra!
Så följa lifliga uttalanden på prosa i Bacchi och Veneris anda, som
något erinra om prosainledningen till Fredmans Epistel N:o 33,
utan att dock här behöfver vara imitation – omväxlande med visor på danska och tyska, delvis af tvetydig art.
De båda Rousseauanska indianerne uttrycka sitt förakt:
»Skulde man troe[,] dette var sædelige Mennesker Selmo? » […]
»Ney k[i]æreste Aline! Men der gives blandt alle Folk visse
19
19
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
Stænder[,] som ikke kan föle uden sandselige Fornö[y]elser. De
kiende ikke de ædlere, dem med hvilke Dyd og Velanstændighed
kan bestaae; der er endnu en Vildhed hos dem[,] som kommer
[40]
dem til at jage efter disse halvt [D]yriske Glæder[…]»
Därefter ett nytt mellanspel, som visar fråsseriet, och så ett nytt
moralsamtal som utmynnar i följande ord från Alines läppar:
»Er dette[,] at forlyste sig i det [G]rønne? O[!] hvor fremmed er
[41]
Indiens Lande[,] for sadanne skidne Fornø[y]elser.»
Det är omisskänneligt, att inflytande från Bellman – likväl kemiskt ränsadt från dennes genialitet – spelet med in i dette styckes
burleska scener. Den moraliska tillsatsen är däremot honom
främmande.
Särskildt betecknande är, att de glade lagen sjunga två af de
Bellamnssånger, som ännu finnas i gammalt danskt skillingstryck
från dessa år.
Vid samma tid tar ock ingen ringare än Jens Baggesen intryck
af Fredm. Ep. N:o 9.
Då Baggesen 1783 vistades såsom nittonårig student i sin hembygd, Korsör, gjorde han bekantskap med en norsk sjöman, Olaf
Helgesen, med hvilken han sällskapade. En afton, efter ett gladt
samkväm vid en punschbål, företog man en längre vandring, med
en del komiska tilldragelser och morgonen derpå skref Baggesen ett
»Heltedigt» i form af en dryckesvisa[42] – tydligen efter förebilden af
»Käraste bröder.» Dikten, hela sju strofer lång börjar:
»Kom Sancte Punsch og stem mine Strenge[,]
Nu har jeg ikke spillet saalænge,
Harpen hænger taus paa Væg[;] Qvinten sprang paa min
Fiol[,]
Da jeg en Solo spilled’ for hende[,]
Som jeg – pro forma – kalder min Dorinde,
5
Skjøndt hun har et andet Navn paa ismalit[t]isk Maal[.] )
Punsch! Punsch! Punsch! Syng mig to Helte,
Som kjæmped[’] mandig[t], der hvor det gjældte
20
20
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
Trimpe, trampe, trimpe trampe, trimpe trump!
Spanked rask ig[j]ennem Moser og Sump.
Syng om Kong Felly, syng om [P]rin[d]s Jap
Hvor de spilled[’], punsched[’], sang og drakk omkap[,]
För de Seil opheised’[,]
Og til Taarnlund reised’[,]
Ud fra Williams Ka[h]yt.
Sedan skildras ganska liffullt en vandring i dårligt före under dimma och mörker t. ex.
Taaget var Luften, vinden var hvas,
Japs paraply blev brugt som [C]ompas[.]
Mens de saadan raved’
Lygtemanden traved[’]
[43]
Hen for dem[,] og de löb vild[!]
August Baggesen meddelar denna dikt i sin stora »Jens Baggesens
Biographie», Förste Bind, 43; och berätter der, att »Melodien til
Digtet efter Visen »Nu har vi pløiet Söen saa længe» yndede Baggesen meget og afbenyttede den oftere saa vel til tydske som danske Sange, ligesom han gjerne sang den i Vennekredse.»[44] Denna
[45]
melodi är dock, såsom ofvan nämndt , ingen annan än Fred[46]
mans Epistel N:o 9 . Vi finna den åter i hans senare diktning,
dels i några tyska skärsliparvisor dels i en »Biskopsvise» »Konsten i Negligé»[47] som börjar:
»Biskoppen dufter! Glassene blinke[!]
Fruerne mig og Fröknerne [mig] vinke»
o. s. v.
Utgifvaren af Baggesens »Danske Værker (III; 1845), August Baggesen har haft ögat öppet för frändskapen med Bellman och skrif-
5)
Åsyftar Baggesens första flamma Mariane Eggers.
21
21
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
ver: »Da disse Visers Melodie, Form og Indhold have megen Liighed med flere af den svenske Digter Bellman[n]s Sange[,] forleder
dette til at antage[,] at de muligen ere Efterligninger[;] men det er
ikke saa. Begge Digtere have vel afbenyttet de samme gamle Folkemelodier (!)[,] men Baggesens foranförte Sang er ældre end Udgaverne af Bellman[n]s Sange.»[48]
Som läsaren finner håller dette skäl icke streck. Att Bellmans
arbeiten ej voro utgifna i bokform, hindrade ju icke fred Ep. N:o 9
att komma öfver sundet och det är just den, som Baggesen imiterar, likvisst här i »Biskopsvisan» med ett visst tvång och utan
förebildens grofkorniga munterhet.
En anden utmärkt författare från slutet af förra seklet, P. A.
Heiberg (f. 1758, landsflyktig 1800, † 1841) hade möjligen lärt
känna Bellmansdikten i större utsträckning under sin äfventyrliga
vistelse i Sverige omkring 1780, då han dels var värfvad soldat,
dels student i Upsala[49] och han har imiterat Fredmans säng N:o
56 i en dikt »Notabenerne», där likväl blott uppslaget är lika:
När jag har en plåt att dricka,
Notabene godt renskt vin,
Och därtil[] en vacker flicka,
Nota bene, som är min,
Är jag nöjd af hjärtans grund,
[50]
Nota bene blott en stund.
Har jeg kuns en lumpen Daler,
Nota bene[,] som [e]r min[;]
Nogle Flasker og Po[c]aler,
Notabene[,] fyldt med Vi[]n,
Er jeg hjerteglad og blid,
[51]
Notabene[,] for en Tid.
Det är att märka, att Heibergs dikt icke sjöngs till den Bell[52]
manska melodien, utan till en dansk melodi.
Vi finna äfven ett par öfversättningar från denne tid. Den ene
år Rasmus Frankenaus[53] tolkning af Fredmans Sång N:o 61 »Se
god dag min vän, min frände, [S]e [B]uteljen[,] menar jag» (som
dock ej fans upptagen i F:s diktsamling[54]), den andra är en af Jens
Kragh Höst företagen, värkligt vällyckad tolkning af den härrliga
Fredmansepistel N:o 35 (Bröderna fara väl vilse), intagen i Nordia 1795 (Aprilhäftet).[55]
Med undantag för de enstaka exemplen P. A. Heiberg och
22
22
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg: Bellmansdikten i Danmark
Frankenau – finna vi icke bland den egentliga sällskapsvisans män
vid denna tid Bellman beaktad. Betecknande är att då Rahbek i
sina Erindringer (1824; I: 386) omtaler tillkomsten af sine första
»anakreontiska» sällskapsvisor, nämner han, att de få mästerstycken i dryckesvisslaget som Wibe, Troielerne, Fasting och Storm[56]
författat »vare netop nok til at give Blod paa Tand og Afsmag for
»Kjæreste Brödre Söstre og Venner» og »Die Juden wollen lustig
seyn[»] og andre sadaanne Kippe- og Vagt[-V]iser[]6), hvormed
man hidindtil havde taget [tilt]akke, men var ikke nok i Tallet til
at tilfredstille Atraaen efter noget bedre[;]»[57]
Dette visar just ingen större aktning för Bellman inom dåtidens dryckesvisförfattares lag.
Och det bekräftas äfven af annat.
År efter år utgåfvos samlingar af »Selskabssange» och i dessa
började från och med 1800 intagas ett urval äfven af svenska dikter. Så är fallet i Selskabssange af forskjellige Digtere, samlede af
L. A. Hass (1800), i Sange til Brug for Kongens klub (1802) och i
alla följande större samligar t. ex.. i Christensens och Seidelins
visböcker 1820-1821. Jag har genomgått dessa samligar för att
uppsöka Bellmaniader i dem. Men förgäfves. Det är sällskapsvisor af Franzén, Fru Lenngren, Kellgren, Lindegren, sedan äfven
Valerius, Silfverstolpe o. fl. som här påträffas samt en falsk Bellmaniad (Roths: »När jag bärs ur mitt hus»), men däremot ingen
af de riktiga Bellmansdikterna[58].
Alltså resultaten är negativt. Smaken for Bellmansdikter i
Danmark är dels äldre (1780-talet), dels yngre än den anakreontiska sällskapsvisdiktningen därstädes, och detta stämmer med att
just i början af detta århundrade man i Sverige klagar öfver att
Valerius’ visor började uttränga Bellmans eviga sånger (Atterbom
i Phosphoros 1812).[59]
Och om än enstaka Bellansdikter varit spridda i Danmark redan under 1780-talet och efter allt att döma folkliga där, så var
Bellman som litterär personlighet näppeligen känd; dessa dikter
6)
Kippe = dåligt hus, litet simpelt krogställe.
23
23
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
betraktades af finare kretsar såsom »slagdängor» och t. o. m. de
ofvan anförda orden af Kragh-Höst att de hördes »selv i hæderlige og blandede (d. v. s. man- och kvinnliga) Selskaber» tyda på,
att de dock företrädesvis tillhörde en lägre sfer eller ungkarlskretsar.
De första litterära uttalandena om Bellman i dansk skrift
härröra, såvidt jag funnit, från den man, hvilken ifrigare än någon
annan arbetade för att göre svensk litteratur känd bland sina
landsmän, nämligen den nämnde Jens Kragh Höst. Han har emellertid uttalat sig rätt olika om Bellman vid olika tillfällen.
I tidskriften Minerva (1794) finna vi hans första »Forsög til
en hurtig Oversigt af de sk[j]ønne Videnskabers Sk[i]æbne i Sverrrig[e]» som är nog »hurtig» äfven därutinnan, att den delvis är inkorrekt. Han uttalar här: »C. Mich. Bellman er riig paa Lune, Vid
og Naivetet men den gode Smag er ikke ganske hans Förer og alt
for ofte maae Sædelighed og Velanstændighed vige for et lystigt
Indfald.--- [Ligesaaliden] Agtelse for Ærbarhed havde den ogsaa
vittige O. Kexél.[60] — — — En Munterhed derimod, som str[æ]ngest
[61]
Ærbarhed ei tör rödme ved, [var bleven] den afdöde O. Rudbeck
[62]
til Deel.»
Året efter (1795) omtalar han i Nordia (Aprilkvartalet sid.
92) Bellmans död och kallar honom en udmærke[t] Digter af en
egen Art. Han uppräknar bland hans arbeten Bacchi Tempel,
Fredmans sånger, af hvikla de både senare kosta »hos Gyldendal»
5 Rdlr och 4 Rdlr, »prægtigt trykte og ledsagede med den for en
De[e]l af [F]orf. selv satte Musik til ethvert Stykke.» Därefter frågar Höst hvem man hällre skulle vilja höra än Kellgren rörande
hans skaldevärde och citerar härefter dennes ypperliga företal till
Epistlarne »Saaledes en af Sver[]iges förste Kunstdomere og Digtere. Nu et Par Domme[] indrykkede i tyske Tidskrifter, men af
noget andet Indhold.»[63]
Dessa tyska citat ur Neue Bibl. Der schönen Wissenschaften
(1793) och Goth. gel. zeitungen ausl. Litter 1791 (?)[64] omtala
Bellman såsom ett geni af det slag, som för ett tjugotal år sedan
dref sitt ofog i Tyskland. »Han är ej helt utan talang, men utan
smak, blandar allvar och skämt, anser smutsiga infall för poetiska
24
24
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:24
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg: Bellmansdikten i Danmark
[65]
licenser.» - Hans epistlar »äga väl kvickhet och godt lynne, men
också otaliga slippriga och smutsiga ställen samt förvandlar allvarliga saker äfven i det löjliga.»[66]
Höst själf synes sålunda icke ha varit bärgfast i sin uppfattning af Fredmannsskalden, då han liksom anför mot hvarandra
olika auktoriteter.
För öfrigt intager Höst ett par månader senare, i Augustihäftet, en uppsats från svensk hand som beriktigar en del uttalanden i
hans »Försög» i Minerva, däribland också det förste reserverade
omdömet om Bellman[67]7).
I sin 1804 tryckta »Udsigt over Svensk litteratur», som utgafs
såsom bihang till Skandinavisk Museum uttalar Kragh Höst[70] sig
för tredje gången om Bellman, och nu afgjordt fördelaktigt:
»Til en anden [K]lasse af Digtere (än Lidner) hörte C. Mich. Bellmann, en nordisk Improvisador[i]. Man har kaldt ham snart en
Anakreon[,] snart en Pindar. Begge Navne upassende ogsaa med
Hensyn paa at han, om nogen, var uden Mönster[] som uden Efterfölger. Hans Digte var næsten alle bacchanalske, og födte i
7)
Då denna gensaga har ett visst interesse såsom ett af de få värdefulla och
värkligt betydande uttalandena om Bellman från en svensk kritiker vid denna
tid, hvilken ju eljes klandrats för likgiltighet mot Bellman, må den här återgifvas. Enligt hvad jag funnit i anteckningar i Göteborgs stadsbiblioteks
exemplar är den pänna, som skrifvit detta och som Höst betecknar såsom
»en hædret Kjender», Ax. Gabr. Silfverstolpe[68]. Han uttalar att det väl är
sannt att sedlighet och anständighet hos Bellman ofta få vika för ett gladt infall. Men att kritisera hans smak i de bacchiska poesierna torde vara ett vanskligt företag. Om smaken består i öfverensstämmelse med sanningen, i riktigt val af det sanna, som gör mest värkan och i en högst naturlig framställning däraf, kan intet fel i smaken förebrås Bellman. Man kan klandra hans
ämnen, personer och scener, men sedan de en gång voro honom gifna, och sedan det var uppenbart att dessa voro de enda som rätt besjälade hans
sångmö, blefvo. t. o. m. osedlighet och »inkorrektion» nödvändiga delar af
god smak i hans skaldefack. I allmänhet är det onekligt, att Bellman var ett
alldeles originellt geni, så originellt, att aldrig ännu något land haft hans like
(N.B. i hans fack!), och aldrig någon stor komponist haft större bekantskap
med ton- och diktkonstens inbördes öfverensstämmelse och styrka genom
hvarandra. Också hafva alla hans stycken sitt högsta värde, när de sjungas.[69]
25
25
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
dithyrambisk Begeistring. Man har bebreidet ham Uanstændighed, Grovhed, Usædelighed; men sligt fulgte af hans Hensigt.
Han vide ikke moralisere, ikke tugte Lasten; han vilde fremstille
et sandt Skilderi af den laveste Tone og Sæder; og dette lykkedes
for ham, ligesom for franskmanden Vadé le genre poissard eller
som for Malerne Caravaggio, Ostade, Teniers o. fl. den hæslige
Naturs Afbildning. Men hvad der gjör ham ligesaa mærkværdig
var hans forunderlige Bekj[æ]ndtskab med Tonekunstens og
Digtekunstens indbyrdes Overeensstemmelse og deres Styrke
ved hinanden. En stor [De]el af hans Poesier har han selv komponeret, og det saaledes at Verserne og Musiken, som Kellgren
[71]
siger sammensmeltede til een Skjönhed.»
Hösts skildring äger sin förutsättning närmest i den mästerliga inledning till Fredmans Epistlar, som Kellgren skrifvit. Sedan har
man ju icke att anteckna något i egentlig mening nytt bidrag till
Bellmanskritiken i allmänhet, förrän tyske Ernst Moritz Arndt[72]
[73]
dels i sin »Reise in Schweden», Berlin 1806 , dels i sina Einlei[74]
tungen zu historischen Karakterschilderungen (1810) uttalar
sig om Bellman, hvilken han betecknar som »einer der ausserordentlichsten Menschen, die je gelebt haben.»[75] Det är blott några
få sidor Arndt skrifver om B., men dessa innehålla konturerna till
den senare svenska ästetikens uppfattning af honom både i dess
uppfattning af kärnen i hans skaldskap och med hänsyn till öfverdrifter och misstag. Han protesterar mot »die Aermlinge», die armen Krittler» som förargade sig öfver att han rörde sig i lifvets
bottenvåning[76]»Es ist wahr er ist gemein, weil er gemeines schildert, aber er wäre gemein wie sie es meinen, wenn er es auf eine
gemeine Art thäte.» Han är enligt hans mening större än nederländarne därför att han är idealisk. Arndt vill också – ödesdigert nog för senare Bellmanskritik – bakom hans uppsluppna
skämt finna den nordiska himlens allvarstragedi, en orpheisk klagan. Äfven i de stycken, af hvilken hans motständare tagit anstöt,
finnas hundratals ställen som uppenbara den manligaste själ, den
ljufvaste känsla. Särskildt betonar Arndt hans fina naturkänsla.[77]
Det var antagligen detta Arndts märkliga uttalande, som in26
26
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
spirerade Atterbom att två år senare uttala sig i samma riktning i
Phosphoros, i uppsatsen om Bellman och Valerius[78], där han
drog grunddragen af den skildring, som sedan närmare utfördes i
Siare och Skalder.[79]
Samma år som Atterboms uppsats såg dagen – 1812 – besöktes Stockholm af tre danska litteratörer.
Den ene – Rasmus Nyerup[80], som stod Rahbekska kretsen
närmast, berättar, att han på en middag hos danske gesandten,
grefve Baudissin i adliga societetens rum hade – i sällskap med
Brinckmann, Franzén, Helvig, Berzelius, Afzelius, bildhuggaren
Göthe – hört Hjortsberg sjunga[81]. »At höre og see ham synge
Bellma[nns V]iser – yttrar Nyerup – er en Nydelse[,] som overgaaer alle de jeg nogensinde havt[,] og en större Fryd oplevede jeg
ikke i Stockholm.»[82]
Likaså yttrar den andre färdenären från 1812, romantikern
[83]
Chr. Molbech i sine Breve fra Sverrig (III delen, Kbhvn 1817) på
tal om Bellmans dikter, att man endast känner dem ofullkomligt
om han blott läst dem och icke hört dem sjungas till de förträffligt
passande melodier med hvilka de utgöra ett helt. »Jeg har, tillägger han, nogle Gange ha[v]t Leilighed til[,] at i Stockholm og Upsala höre endeel af disse[,] i sit Slags [eneste] svenske Nationaldigte synges af Kiendere[;] og jeg regner det til de fortrinligste [og
mest eiendommelige] Nydelser[,] som min Reise i dette Land har
skienket mig. Man maa see Holbergs Komedier opföres i Danmark og höre Bellman[n]s [sic!] Viser, hvoraf nogle kunne udföres
af flere Personer, som smaa komiske Dramaer synges i Sverrig[e].[84]
Men Molbech instränkte sig icke till dessa meddelanden, han
lämnar i sina »Breve» den första djupare karaktäristik af Bellman
som finnes på danska. Närmast sluter han sig till den uppfattning
af skalden, som Arndt och Atterbom lämnat, hänvisande till dessa, hvilka skildrat honom i »lefvande färger och en tämligen
träffande likhet.»[85] Molbech gör gällande, att Bellmann icke
blott är den främste af alla svenska skalder (när måttstocken blir
öfvervägande förtjänst i en särskild diktart), utan också den ende
fullkomligt originelle och nationelle, kanske också den, som hit27
27
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
tills med högst genialitet brutit poesien en egen bana i svenskt tungomål, om ej vid hans sida skulle kunna sättas en ung skald (Atterbom).[86]
Molbech uttalar vidare i anslutning till Arndt, att denne
sällsynte och underbare sångare visat, hurusom den ideela
skönheten kan hämtas från lifvets lägsta krets såväl som från de
högsta regioner; med poesiens trollmakt förvandlar han de smutsigaste krogar till leende boningar för sångens och glädjens gudomligheter, oanständig är han blott för dem, som af brist på komiskt sinne eller olämpligt pryderi missförstå honom. Låg är den
natur han skildrar, men han har framställt den i hela sin låghet,
visserligen poetiskt idealiserad men icke utsmyckad med någon
förförande färgglans, egnad att nära en fördärfvad inbillningskraft. – Om poesien bör stiga ned til en så låg sfär besvarar Molbech med den genfrågan om en Rembrandts, en Teniers, en Ostades, en Gerard Dows m. fl:s arbeten äga något konstvärde. Men
tillägger han – Bellman har framför dem, att han ej ville vara blott
efterbildare af en natur, kall, prosaisk, torr och utan idealitet; en
varm fantasi gjuter ett i friska blandade färger blomstrande lif
öfver hans målningar; och Molbech vill häldre sammanlikna honom – på grund af den bittra ironien öfver lifvets uselheter som
ofta framträder – med Hogarth, hvars karrikatyrer under den komiska slöjan gömmer en högre betydelse än de nederländske målarne.[87]
[Denna M:s jämförelse med Hogarth – som äfven framträder
[88]
[89]
i Adlerbeths yttrande i svenska akademien 1791 och som ej
ens varit Bellamn själf i senare år främmande – träffar dock icke.
Ty i grunden råder dem mellan en väsenskillnad. Hogarth är i sina
skildringar ur det engelska hufvudstadslifvet, sina bildserier (en
skökas lif, en liderlings lefverne eller ett äktenskap på modet)
framför allt en bitter satirisk moralist. Han vill med sina taflor
väcka, uppskaka, förbättra människorna, skildra lastens straff
och dygdens belöning. Han är ock en mera prosaisk och torr natur än Bellman, som vida mera harmonierar med stämningen hos
en Teniers eller en Jan Steen, stundom med en tillsats från Rembrandts poetiska klärobskyr och från landskapsmålarnes
28
28
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
framställningar af naturens fägring. Men därtill kommer ock
stundom en icke oväsendtlig bismak af rococo som minner om
Watteau och Boucher, om pastoral och rococoolymp].
Molbech betonar vidare, att Bellman, som väl var en äkta komisk natur, dock ägde för mycket gemyt till att helt förlora sig i
den värld af groteska karrikatyrer, den han med så mycken styrka
skildrat, och det synes därföre ofta, som om han midt i hänförelsens berusning icke kunde undertrycka den melankoliska
känslan, att en sådan öfverspänd glädje icke har någon varaktighet och ej kan häfva jordelifvets sorger och brister.[90] Med ett ord
– Molbechs skildring af Bellman är i hufvuddragen densamma
som den nyromantiska ästetikens målsmän i Sverige gjort gällande, dock med en viss själfständighet.
Den tredje danske resanden från 1812 var den man, som mer
än någon annan skulle göre Bellmansdikten känd och beundrad i
Danmark. Det var Johan Ludvig Heiberg, P. A. Heibergs son, den
svenske landsflyktingen C. F. Ehrensvärds styfson. Men det är
dock tvifvelaktigt, huruvida under de tre månader den [21]-årige
Heiberg vistades i sin styffaders fädernesland han lärde närmare
känna Bellmansdikten. I hvarje fall lämnar den först långt senare
spår i hans poesi, i vådevillerna.
Den förste skald inom den s. k. Heibergska kretsen, som visar
sig i sin diktning berörd af Bellman och hos hvilken den svenska
sångarens skaldskap rätt gått in i blodet var Henrik Hertz.
Visserligen påstår Johanne Luise Heiberg – den ryktbara skådespelerskan – i sin själfbiografi (I:257), att Hertz först lärde
känna Bellmans sånger under deras gemensamma, af honom besjungna vistelse på Hirschholm 1832, men detta är ett misstag[91],
ty redan 14 år därförinnan, i sin förstlingsdikt – en hymn till Dionysos´och Eros´gudamakter – som an skref 1818 och lät trycka
1819 i en studentvisbok använder Hertz en Bellmansmelodi Fred.
Ep. 42 (Ren kalad jag spår);[92] väl är denna dikt8) präglad af en
mera antik stämning än den, som kännetecknar den Bellmanska
8)
Intagen i »Digte fra forskellige Perioder», IV: 93. Att det är hans äldsta tryckta dikt uppgifver Erslevs förf.lexikon.
29
29
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
rococogudavärlden, men det är i allt fall anmärkningsvärdt att vi
finna Hertz så tidigt förtrogen med Bellman.
Hertz skref äfven senare andra lyriska dikter till Bellmansmelodie och kommer då vida närmare den Bellmanska stilen. Så i
»Reisen till Appeninerne», där tonen i Fredmansepisteln 47 ypperligt passar för skildringen af reselifvet i den italienska
bärgstrakten:
Veien bliver munter, See[,] den er fuld
Af Kærrer og [Æsl]er[,] bel[æ]ssed[’] med Uld,
Der kommer en Reisevogn, bygt elegant[,]
En englesk Karosse, min [S]andt!
»Den var aldrig engelsk[.]» - Jo[,] jeg er vis –
Fra Vinduet ki[gg]ed’ en gabende Miss,
Paa Bukken en Morian sa[d] som en Steen;
En Bulbider mellem hans Been
- Gaetano! Saa stands dog! Hvad I har en Hast!
See, min Kuffert er skrabet. Bind Tougene fast!
Og min Hat, ak, min Hat – er da Mennesket gal?
[93]
Er gledet af sit Foderal.»
Andra dikter till melodier ur Fred. Ep. är »Fjerboldsspillet» (Ep.
[94]
55) samt två af poemen i de »Erindringer fra Hirschholm», där
Hertz bringar det J. L. Heibergska hemmet och dess värdinna,
»Professorns Frue», den berömda skådespelerskan sin hyllning
(Fred. Ep. 77 och 69).[95]
Men det är icke blott i dessa enstaka dikter till Bellmansmelodier, som Hertz visar sig vara påvärkad af vår svenska skald. Mig
vill det åtminstone förefalla, som om Bellmans ande, sådan vi
möta den i hans idylliska naturskildringer med deras liffulla scenerier, lemnat spår efter sig äfven annorstädes, bl. a. i en af
Hertz[’] mest berömda dikter Spadseretouren, i hvars strofer det
råder en målande dialogiskt upplifvad stämning, som lifligt erin30
30
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
[96] 9)
rar om den svenske idyllsångaren
. Men af större betydelse än i
lyriken vardt Bellmansdiktens inslag i den nya dramatik, som J. L.
Heiberg inaugurerade och som Hertz och andra fortsatte: dansk
vådevill.
Heibergs vådevilldiktning dagtecknas från år 1825[99]. Den utgjorde i viss mån en aflägg af den franska vådevillen. Men i den
franska vådevillen är det musikaliska elementet icke så noga förenadt med dialog och situation som i den danska. Och, yttrar en
dansk vådevillist (Bögh) med skäl, »allt det egendomliga som
åtskiljer denna från sin franska förebild och hvarje annat slags
sångspel, framtonandet af det musikaliska elementet, är Bellmans
uppfinning. I de franska vådevillsångerna har musiken så föga att
göra, att den så till sägandes ej får komma upp på scenen utan får
stanna i orkestern, under det skådespelaren reciterar sina epigrammatiska vers. --- I den danska vådevillen äro sångerna icke
en lös prydnad utan en del af kroppen och musiken den själ, som
upplifvar denna – den kan hvarken borttagas eller ombytas utan
att man tager lifvet af stycket. Denna innerliga, icke mekaniska
utan kemiska förening mellan ord och toner lärde Heiberg af
Fredmanssångerna och egendomligt nog slöto sig hans efterföljare ännu närmare till Bellman och gjorde Fredmans Epistlar till
deras bibel.»[100]
Den danska vådevillen och sångspelet utgör alltså en afkomling af fransk vådevill och svensk Bellmansdikt.
I Heibergs tre första vådeviller »Kong Salomon och Jörgen
Hattenmager», »Den 28 Januar» och »Aprilnarrene» förekommer visserligen ingen Bellmansmelodi direkt använd[101]; det är
först i Oktober 1826 i »Recensenten og Dyret», som Bellmanssången första gången ljuder från dansk scen[102]. Men att Bellmansdikten spelat en stor roll för Heiberg vid bildandet af vådevillarten framgår bäst af hans egna ord, då han emot anmärkare söker
försvara vådevillens ästetiska betydelse såsom dramatisk diktart.
9)
[97]
En dansk filolog – cand. mag. Verner Dahlerup – har för mig påvisat att
Hertz’ språk stundom i suecicismer bär spår af Bellmansstudiet. T. ex.
»Mærk[,] hvor den logrer[,] med Panden i Kruser».[98]
31
31
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
Han anför då nättopp Bellmansdikten såsom mönster. Han yttrar:
»[J]eg har[...]i denne Vaudeville (Rec. og Dyret) begyndt at efterligne det bellmanske Mönster, thi [Bellmans] saakaldte Epistler
ere at betragte som Vaudeviller udenfor Theatret. Det[,] som
c[h]aractiserer dem[,] er en forunderlig Blandning af det Burleske
og det Melancholske, hvilket [S]idste frembringes ved en besynderlig, Længsel vækkende Maade, hvorpaa Digteren beskriver
Localiteter og Naturscener. Jeg har efterlignet denne Tone [i] [Keisers] og [Roses] Vise i 1[]ste [S]cene, ligeledes i Keisers Vise i
17[]de [S]cene, og i den Trio mellem [Keiser], [Viva] og [Rose][,]
som udgjör hele den 21[]de [S]cene. Men i ingen Vaudeville lader
Sangtexten sig mindre end i denne bedömme efter den blotte Læsning; den er uadskillelig fra Melodien, ligesom i de bellmanske
Digte.»[103]
Det är att märka, att de af Heiberg anförda exemplen på sånger icke äro skrifna till Bellmansmelodier; men de äro – särskildt
den 21:sta scenens – försök i den Bellmanska blandningen af idyllisk stämning och liffull sångdialog. Det är först i 27:de scenen vi
möta en Bellmansmelodi och detta i den uppretade publikens rent
burleska grälkör »Det er dog skammeligt os at lade staa saalænge» som är skrifven till melodien af den dråpliga parentationsepisteln vid korpral Bomans begrafning (N:o 38)[104], men som icke
tilnärmelsevis når dess målande lif. Valet af denna melodi för
grälstämningen är dessutom icke rätt lyckad. I Heibergs senare
vådeviller äro Bellmansmelodierna talrikare och tillika allt bättre
tillegnade.
I »De Udadskillelige» användes »Se Mowitz hvi står du och
gråter» för exekutionsbetjentens kostliga friarescen (under det
han håller gäldenären fast vid sin arm)[105], i Kjöge Huskors låter
Heiberg naturstämningen från Episteln 77 »Klang mina flickor, se
skyarna glimma, stjärnorna försilfra båd’ vatten och land», spela
in i Ferdinands »Timen er kommen See Skyerne drage Langsamt
over Himlen med kjölige Vind», och slutsången är likaledes
lämpad efter en Bellmansmelodi[106].
Bäst äro dock Bellmanssångerna efterbildade i »De danske i
Paris» och »Nei.»[107] I den förra inleder den romantiska stämnin32
32
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
gen från episteln 80 »Liksom en herdinna högtidsklädd» på ett
särdeles lyckligt sätt stycket, och vi möta sedan två andra Bellmansstämningar, nämligen Ep. N:o 50 för majorens vredgade uppringande af sitt värdfolk och framför allt Ep. N:o 5 (Käre
bröder[,] så låtom oss supa i fr[i]d) i den hederlige Mikkels
skildring af hur allt är märkligt i Paris:
Gud bevares[,] hvad [A]lting er stort i Paris!
Her er slet ingen Ting paa den vanlige Viis[;]
Her er støiet
Og fløiet
Rummel
Tummel
[108]
Just som i Dyrehavstiden[] præcis» o. s. v.
Likaså i »Nei» Hammars och Links liffulla duett i hvilken tonen i
»Fader Movitz bror» är träffande tillämpad[109].
I dessa senaste vådevillkupletter visar den dramatiska karaktären af Bellmansdikten sitt välgörande inflytande på efterbildningarna; det råder ett dialogiskt lif i dessa kupletter, som gör den
aldra bästa värkan.
Äfven Hertz har, som man kunde vänta, i sina vådeviller lifligt
brandskattat inom Fredmansrepertoaren. I »Kjærlighed og Politi» (1827) – alltså före samvaron med Heibergs på Hirschholm –
finna vi redan använda Fred. Ep. 42 (Ren [C]alad jag spår) och
Fred. Ep. 9 (Käraste bröder), af hvilka särskildt den förra är väl
tillämpad. Efter vistelsen å Hirschholm är Bellman än flitigare anlitad af Hertz. I Debatten i Politivennen (1835) efterbildas Fred.
Ep. [16] i en liffull final till första akten, i »Flugten til Sprogö»,
begagnas Fred. Ep. 82 (Hvila vid denna källa) för en kvartettsång
till Sprogös pris med liffulla naturskildringar, vidare Fred. Ep. 57
(Allting är riktigt [c]lareradt och gjordt) samt den vackra menuettmelodien till Ep. 3 (Fader Berg i hornet stöter); i Et Eventyr i
Dyrehaven (1839) har »Hjärtat mig klämmer[»] (Ep. [58]) begagnats; i En aften i Foyern (1842) träffa vi fyra stycken (Fred. Ep.
19, 78, 62, 74) och i De fattiges Dyrehave (tryckt 1852) har Hertz
33
33
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
för en grälkör funnit ett vida lämpligare motiv i Fred. Ep. 13 (Nå
äro nu alla församlade här) än Heiberg för en motsvarande
stämning i »Rec. och og Dyret». »Fan i F[au]t[euill]erna» (Ep. 73)
lämnar en briljant ton för den konfusa kören i näst sista scenen
»Ingen vil höre men alle vil tale, Saa hör dog, jeg tror de er gale. »
I Skibsværftet (1862) finna vi Ep. 34 använd, dock icke med originalets rika rimflätning, samt vidare Fred. Ep. 15.[110]
Både Heiberg och Hertz undvika att använda samma Bellmansmelodi mer än en gång i sine vädeviller; båda göra ock sitt
urval uteslutande ur Fredm. Epistlar och lämna, egendomligt
nog, Fredmans Sånger obegagnade[111], oaktadt äfven dessa rymma en rik melodiskatt. Däraf får man dock icke draga den
förhastade slutsatsen, att de icke voro kända i den Heiberg-Hertzska kretsen. Det är helt enkelt icke möjligt, så som man där afgudade Bellman.
I en af de nyssnämnda dikterna om Hirschholm - »Posthuset i
Hirschholm» - besjunger Hertz »Professor[e]ns Frue – fru Johanne Luise Heiberg:
Hör hvor hun synger: ’See[, s]kyarn[a] glimma,
Stjernorna försilfra båd’ vatten och land,
Månan i molnet sin guldgula dimma
Kastar öfver klappträn och såar vid strand’
[Bellman]! Din Sang, der er kjendt af saa Faa,
I hendes drömmende Tanke den hviler;
Ak! Og i Øinenes natdunkle Blaa
[112]
Speiler sig Maanen og – smiler.»
Själf har fru Heiberg i sitt »Et Liv genoplevet i Erindringen» i varma ordalag omtalat Bellmanssvärmeriet i kretsen på Hirschholm
1832. Hon berättar:
»Heiberg havde i mange Aar været en stor Beundrer af den svenske Di[g]ter Bellmans henrivende Sange. Mig havde han Vinter[e]n [if]orveien lært at læse og synge denne i Lune og Gratie
enestaaende Digters [F]rembringelser[,] saa jeg kunde en og
34
34
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
hver af hans Sange udenad. Disse Sange vare paa den Tid saa
godt som ubekjendte i Danmark. Nu sang vi dem for Hertz[,]
10)
der ligeledes her hörte dem for förste Gang . Han blev saa henrevet af deres Skjönhed og saa begjærlig efter at kjende dem
alle[,] at han med ustandselig Iver opfordrede mig til atter og atter at synge dem for ham. Disse Sanges Text og Melodi er saa
sammengroede, at man ikke faa[]r Begreb om Texten ved at læse
den, og ikke faar Begreb om Melodien ved at synge den, men at
begge Dele först forstaa[]s ved Foreningen. De de[i]lige Melodier og den forunderligt henrivende Text, hvor Alvor og Spög, Ironi og Kaadhed, Sanselighed og dyb Melan[ch]oli, Smerte og
Glæde smelte sammen[,] formaa at tilveiebringe en Stemning
som ingen anden Digtning. Naar jeg nu paa Hertz’[s] Opfordring havde gjentaget og atter gjentaget disse Sange for ham, tog
han til sidst Bogen under Armen og sagde: »Nu skal De have
Tak! Nu tror jeg nok, at jeg kan synge dem; jeg vil nu gaa ind til
mig selv og prøve[,] om jeg kan.» Da gik han[,] men kom kort
efter atter tilbage og sagde paa sin godmodige og halv politiske
Maade: »Ak, jeg troede, at jeg kunde dem! Vil De ikke blot synge dem een Gang endnu? Blot een Gang, saa kan jeg dem.» Og
jeg begyndte da forfra, saa vi med Rette i senere Aar kaldte denne sommer — Bellmans[-]Sommeren.» — — — — — — —
— —
— — — Billardet var stadig vor Tröst paa Regndage[.
H]ele Timer kunde vi forlyste os med denne Færdighed, i det
Bellmanske Sange vare Accompagnementet til B[a]llernes Rullen hen ad det grönne Klæde. — — — — — — — — —
— — — — — — — —
En Aften […] overraskede Hertz os[,] [id]et han udbad sig
vor Opmærks[o]mhed, da han önskede at læse [N]oget høit for
os, som han havde skrevet. Og vi hørte nu til vor store Glæde
hans skjönne Hirschholmske Sange skrevne til de deilige Bell-
[113]
10) Misstaget framgår af det ofvan anförda. Dock var törhända förut Hertz’
Bellmanskännedom inskränkt till enstaka visor (»Ren [C]alad», »Käraste
bröder»).
35
35
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
manske Melodier; disse Digte [kunne] bedre end [A]lt[,] hvad
jeg kan skrive[,] give Læseren et Begreb om vor Hirschholmske
[114]
Stemning hin Sommer.»
Det var t. ex. i en af dessa dikter som Hertz skildrade billardspelet
på Hirschholm med följande äkta Bellmansstrof;
»Lad os da begynde Kjære[!]
Her er tvende B[a]ller.
Vælg bland disse! – Paa min Ære
Fruen er Regent!
De maa ta[’e] det som det falder[;]
Jeg er deres Makker;
Vil De Doctor?» - »Jo, jeg takker!»
»Læg da ud!» - Aa[,] vent!
Hvor er min Queue?
Jeg kan ei med en anden[.] –
»Fjas! Cinq [à] deux
Stöd B[a]llen der ved Banden!
Hör[,] hvor Regnen slaa[e]r paa Ruden!
Hör paa Vindens Tuden!
Og i Stalden brøler Studen» [115]
»Traf han?» - »Cinq à [s]ix.»
Men ej blott i denne litterära krets finna vi Bellman beundrad.
Hos en författare, som stod Heiberg och Köpenhamnarne så
fjärran som trots någon, Steen Steensen Blicher, det jylländska natur- och folklifvets skald, läser man en hyllning åt Bellmans minne, nämligen i diktsamlingen Svithiod. Efteraarserindringer fra en
Sommerreise Aar 1836, Randers 1837. Här träffas nämligen ett
poem »Djurgården», hvari han sjunger:
Hvad[!] [h]vis er denne Buste? [e]r det en Konge[]? - »Nej»
En Kriger? - »Ingenlunde[!]» - En Statsmand[]? - »Heller ej[!]»
»Det var et he[e]lt Folks Yndling, en Digter, danske Ven!»
En Folkeskjald for Svea[] han var, han er det end.
36
36
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg: Bellmansdikten i Danmark
— — — — — — — — — — — —
Han ogsaa var lig Som[’]ren[,] en kjær[,] men stakket Gjæst[-]
[116] 11)
.
See denne Folkehö[j]tid vi kalde Bellmans Fest»
Ett nytt skede för bellmansdiktens uppfattning i Danmark framkallas af den med studentmötena uppflammade skadinavismen
under 1840-50-talen.
Under studentmötet 1843, då danskarne besökte Upsala och
Stockholm, väcktes studenternas synnerliga intresse för den egendomliga svenska diktning, som i Bellman har sin ensamt stående
representant, och detta intresse tog sig senare uttryck i den Bellmansfest, som den 20 December 1843 firades i det skandinaviske
[119]
Selskab i Köpenhamn . Härvid höllos två föredrag, det ena af
studentskandinavismens främste representant, Carl Ploug, som
talade om Bellmans lif, det andra af den gamle Bellmansbeundraren J. L. Heiberg, som gaf en redogörelse för Bellman som komisk dityrambiker.[120]
Ploug erinrade i slutet af sin lefnadstreckning därom, att danske studenter sommaren förut förts af sina svenska gästvänner ut
till Bellmansbysten för att tömma ett glas för Nordens andliga enhet och dess förening i vetenskap och konst. Det tillkomme ej honom, sade han, att visa att detta skedde på rätt ställe eller – med
andra ord – att utveckla de Bellmanska dikternas nordiska
karaktär. Lika litet behöfde han påminna om, hvem det vore som
11) Som en kuriös motsats härtill må påpekas en året förut författad anmälan i
Maanedsskrift for Litteratur 1835 (sidd. 437 – 450) af Carl Baggers bok
»Min Broders Levnet, [F]ortælling af Johannes Harring», där det heter:
»Det er ingen sædvanlig eller let Opgave[,] Forfatteren har valgt sig; det er en
»Liderligs Levnet», han vil med poetisk Sandhed og Kraft skildre, ikke den i
Hogarths Kobbere fremtillede almindelige Liderliges, men et liderlig Genies,
en halv Bellman[n]s [sic!] Levnet, en riig Aands Skibbrud i Lidenskabernes
töileslöse Storm.»[117]
I och för sig är denna lilla karaktäristik af Bellman som »det liderliga geniet»
icke särdeles märklig, men den är af intresse, när man af Ersle[w]s författar[118]
lexikon erfar att denna anmälans författare är – J. N. Madvig .
37
37
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
danskarne hade att tacka för första bekantskapen med brödrafolkets store skald, hvem som fäst uppmärksamheten ved brödrafolkets store skald, hvem som fäst uppmärksamheten vid hans stora
företräden och som af hans sånger tagit motivet att skapa en ny
nationell diktart. »[t]hi han [–] har efter mig Ordet»[121] 12).
Det var, som sagdt Heiberg. Hans föredrag om Bellman som
komisk dityrambiker utgör en kort men fin karaktäristik af Bellmans skaldenatur, och man bör minnas att den offentliggjordes
långt före den större Atterbomska framställningen i Siare och
Skalder[123].
Det är företrädesvis i Fredmans Epistlar Heiberg vill söka B:s
karaktäristiska egenskaper. Han betraktar dessa 82 epistlar som
ett epos af den mest lyriska karaktär, hvars samtliga uppträdande
figurer äro gripna ur den lägre borgareklassen, som lämnar det
mest äkta komiska stoffet. Figurerna äro musikaliska dilettanter
och de äga alla stark böjelse för Bacchi gåfvor. Men vid sidan af
den burleska sidan af dessa figurer som framställas med episk
objektivitet, vill Heiberg betona ett drag, som visar Bellman såsom en eminent lyriker och påtrycker honom originalitetens oefterlikneliga stämpel, det är den romantiska himmelsblå tråd, som
slingrar sig genom de burleska stiuationerna och äfven där den
döljer sig för ögat liksom förvandlar sig till en sträng, som klingar
för örat i de svärmiska melodier, som kanske aldrig passa till texten bättre än då de i sin romantiska ton mest kontrastera med dess
groteska innehåll. Denna romantiska ton går ofta nog öfver till en
djup melankoli, men är alltid poetiskt vederkvickande, aldrig hy-
12) Det var väl ock vid samma tillfälle Ploug skref den i Dec. 1843 dagtecknade
minnersrunan öfver Bellman, som slutar
Hylder d[a] ham, hvis skjelmske Mus[a] svinger
[d]rukne Satyrer om i kunstens Sal[,]
[h]am[,] i hvis Skjemt en Vemods Fuga klinger,
[h]am[,] i hvis Latter sukker Livets [K]val[!]
Nordens Natur, der bar ham ved sit Hjerte,
Sange ham lærte,
Som altid Nordens Hjerter röre skal[!]»[122]
38
38
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:25
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
pokondrisk eller nedtryckande. Heiberg framhåller vikten af att
icke skilja ord och musik hos Bellman från hvarandra; hvart och
ett af dessa element göra för sig en jämförelsevis ringa värkan,
men i förening blir deras värkan exempellös.
Ett viktigt utslag af 1840:talets danska Bellmansintresse voro
de danska Bellmansupplagor som utkommo på den skandinaviska bokhandelns förlag 1843, 1844, 1845 med melodier, litografier och ordförklaringar13).
J. L. Heiberg synes af denna nya Bellmansentusiasm, hvilken
han själf i så hög grad varit med om att väcka, hafva manats till at
dikta en studie i Bellmans manér, såsom man lämpligen torde
kunna beteckna »Ulla skal paa Bal» 1845 (öfversatt på svenska af
Jonas Philipson). Det är en ren bagatell, ett försök att rycka upp
de Fredmanska vådevillsituationerna på själfva scenen och med
recitativ sammanbinda öfversatta eller omdiktade »Epistlar.»
Men den lilla vådevillen gör ett nog tomt intryck jämförd med
förebilden.[125]
Bournonville hade för öfrigt året förut (1844) diktat en ballett med Bellmansfigurer »Bellman» under intryck af entusiasmen
för den svenske skalden[126].
Ploug gjorde ock ett försök att flytta skepnaderna upp på tiljan i några för öfrigt endast som tillfällighetstryck utgifna Vers til
Bellmanske melodier ved den ny Studentforenings forestilling den
15 Februari 1845[127]. Han har manat fram de Fredmanska figurerna ur deras Elysium. Det icke ovanliga missgreppet att identifiera Bellman och Fredman förmår här Ploug att låta Fredman
uppträda som folkdiktaren. Jag anför ett par exempel:
F. E. 48.
13) C. M. Bellman, Fredmans Epistlar, Med Galleri og Scener, fremstillede i 24
colorerede Litographier, 80 melodier samt ordforklaringer af P. O. Welander,
Kbhn (1843). – C. M. Bellmans Fredmans Sånger. Med melodier og tolv Litographier samt Ordforklaringer af P. O. Welander, Kbhn. 1844 – C. M. Bellman, Fredmans Epistlar och Sånger, Kbhn 1845. Senare utkommo Fredm.
Ep. 1858 och 1869, Fredmans Sånger 1858; en upplaga af Epistlar och Sånger 1858; på sista tiden hafva Bellmansdikter utgifvits i »Scholanders Album.»[124]
39
39
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
Fredman:
Ulla:
Fredman:
Fredman:
Ne[j], min Drot! Jeg bruger e[j]
Laurbærkran[]s og Figenblade,
[o]g at gaa[] min sk[]æve Ve[j]
[maa] [D]u mig tillade[.]
Ned jeg nu til Folket gaa[]r,
[d]et min Sang dog bedst forstaa[]r[,]
[t]il din Pri[]s jeg Harpen slaa[]r[,]
[h]vor der samles [g]lade.
F. E. 45.
K[]æreste Fredman! Hvor var [D]u nys?
Hvi blev [D]u borte? Gi[v] mig et Kys!
Sæt dig [saa] hos mig. [h]er er din Plads[,]
[og t]ag […] din Cithar! Drik af dit Glas[!]
Hos Sangernes Drot
[j]eg var i hans Slot[,]
[s]in Krands han mig gav,
[d]en kimser jeg af:
Lystige Brödre, Pling, [p]lingeli, plang
Eller min Ulla[.] Pling, plingeli Plang.
[128]
[a]ldrig skal glemme mit Spil og min Sang.
F. S. 38
En Digter[,] min Herre, som har i sin Sang
Nordens Natur givet Mæle.
[s]om malte dens Længsel og tolked dens Trang
[i] Strengenes Klang[;]
[s]om lured sit Folk dets Mysterier af,
Voved dets Tanker at stjæle,
Som [k]væged dets Hjerte og stilled dets Krav[,]
[ej] gaa[]r i Grav.
:,: See da[] ej paa mig med tvivlende Hu :,:
[129]
[j]eg lever endnu!
Enstaka af dessa »vers paa Bellmanske Melodier» - dock utan den
40
40
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
Fredmanska ramen – finnas tryckta i »Poul Rytters» första »Viser
og Vers.»[130] Dessa pasticher, som ju framträda utan anspråk,
förete naturskildringer och bildval, som icke riktigt stämma med
Fredmans värld. Ett uttryck som »hvad Gylfe ford[u]m Gefion
gav»[131] hör icke hemma i den Bellmanska rococotiden.
Däremot inspireras Ploug utan tvifvel bättre af Bellmansdikten i det bekanta rimbrefvet på en Bellmansmelodi: »Sold mine
Drenge, hvordan gaaar Kommersen?» samt i studentvisor som
»Sold Academicum, een Gang endnu[»] ved Akademicums Gravøl i Dec. 1843 (till Fred. Ep. N:o 13), »Saa nu er denne Aften
gaa[’]t» (till Fred. Sång n:o 21)[132] samt väl ock i visorna uti hans
otryckta, af Borschsenius refererade »atellaner»[133]. I studentverlden var Bellmansdikten snart nog inhemsk. I [d]en nye [»S]tudenterforeningens Visebog», som utkom 184814), finner man bland de
danska visorna af »Poul Rytter» (Ploug), »Jens Kristrup» (Hostrup), Chr. Winther, Hertz, Wilster och de äldre P. A. Heiberg,
Baggesen, Rahbek, Ze[t]litz m. fl. icke färre än åtta Bellmansdikter, som alltså ingingo i sångrepertoaren vid »soldene. » Det är
»Ack om vi hade god vänner en så!», »Supa klockan öfver tolf»,
»Hade jag sextusen daler», »Kom sköna källarflickor», Bacci kalender, »Så lunka vi så småningom» samt Ep. N:o 32, »Kors utan
glas, du ser ut din kanalje»[135].
Men det bästa intyget på, hvilken roll Bellmanssången spelade i dåtidens studentlif, är kanske dock dess starka invärkan på
dette studentlifs yppersta litterära produkt: det Hostrupska
sångspelet, för hvilket Bellmansdikten varit af genomgripande
betydelse. Ingen dansk skriftställare har i sin lustspelsdiktning
gjort ett så flitigt bruk af Bellmansmelodier som studentkomediens främste målsman, Jens Christian Hostrup[136]. Han förtäljer i
sina »Erindringer fra min Barndom og Ungdom[»] att han 1842,
efter besöket i Lund, studerade de svenske skalderne från dette århundrade, men – tillägger han — »Bellmans Sange havde jeg al14) Enligt bref från Hostrup till Mantzius var denna samling redigerad af Hostrup, Ploug, Liebenberg och ytterligare två akademici. (Borschsenius: Hjem[134]
lige Interiörer) .
41
41
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
lerede for flere Aar siden begyndt at tilegne mig[,] og min Guitarre[,] som jeg havde lagt mig til[,] medens jeg endnu gik i Skole, banede mig Vei til hans Melodier.»[137] — — —
Om sitt sätt att välja melodier berättar han:
»Jeg har fra min Barndom baaret en stor Rigdom af Melodier
i mig[,] og ved den Lethed, hvormed jeg lærer dem, har jeg stadig
f[o]röget tallet. Naar jeg saa under Udarbejdelsen af et Sangspil
skulde bruge en Melodi, fandt jeg den nästen altid hurtigt i min
Beholdning[,] og det skete kun meget sjeldent, at jeg maatte lede
lidt i Nodehefter eller tage min Tilflugt til en Musikkyndig. — —
— — Men naar jeg havde fundet min Melodi[,] saa holdt jeg mig
ikke blot til dens Versemaal, nej[,] saa sang jeg den atter og atter
for mig selv til Ordene födtes af den. og saaledes ere alle mine Sange blevne til, der er digtede til bestemte Melodier, de blev sungne
frem[,] og der vandtes i al[t] Fald derved[,] at Texten sluttede sig
tæt om Musiken og fulgte den i alle dens Overgange.»[138]
Denne utsago bekräftas af Hostrups sätt att använda Bellmansmelodier. I hans första båda lustpel från 1840 har blott det
ena »Den gamle Elsker» två Bellmansmelodier (Fred. Ep. 39 och
Fred. Sang 62)[139]. I hans mästerstycke »Gjenboerne» (1844)
möta vi ej färre än fem (Fred. Ep. 31, 67, 45 och [69] samt Fredm.
Sång 10) och det var till tonerna från »Se Movitz hvi står du och
gråter» som hans mest typiska studentfigur Klint sjöng sina fösta
kupletter[140]. I Intrigerne (1845) påträffa vi tre Bellmansmelodier:
Fr. Ep. 40 och 42, Fr. Sång 46; i En Spurv i Tranedands (1846) icke
färre än tio (Fr. Ep. 9, 70, 33, 47, 58, 64 och Fredm. Sånger 27,
58, 22, 55)[141]; i Eventyr paa Fodreisen (1848) sju (Fred. Ep. 57,
41, 14 och Fredm. Sånger 38, [44], 48 och 9)[142]; i Soldaterlöjer
(1850) en: Fredm. Sång 36; i Mester og Lærling (1852) två: Fred.
Ep. 76 och Fredm. Sång 54, och i Feriegjæsterne (1855) två: Fred.
Ep. 11 och 73[143].
Äfven hos Hostrup finna vi alltså en stor mångsidighet i urvalet. Af de 30 Bellmansmelodier, som Hostrup användt, är ingen
enda upprepad, alla olika. Men, kunde man möjligen anmärka,
dette val af Bellmansmelodier är ju dock företrädesvis af musikaliskt interesse och betyder jämförelsevis mindre med hänsyn till
42
42
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
Bellmansdiktens inflytande på Hostrup. Icke så alldeles! Här liksom i fråga om Heiberg och Hertz, och i vissa fall än mera, visar
det sig, att med melodien följt åtskilligt af den äkta Bellmansstämningen, och särskildt har Hostrup förträffligt förstått utmynta det
dramatiska lifvet i flere Epistar[144]. Af hans arbetssätt – sådant
han själf beskrifver det – ser man, hur nära orden följt tonerna
och han har till fullkomlighet apterat den bellmanska konsten att
»låta samtalet i sin naturliga hvardagston smälta samman med
melodien och bäras af denna.»[145] Utomordentligt lämpar sig den
dramatiska sången till mutter på tuppen: »Fader Mowitz bror!»
för den dråpliga körsången vid studentsammankomsten »Nu så
kom tag fat paa en frisk Debat»[146]; »Tjenare Mollberg[,] hur är
det fatt?» erbjuder ett synnerligt lyckligt underlag för löjtnant v.
Buddinges berömda kupletter hur han var »i Selskab hos en
Baron.»[147] »Ur vägen ur vägen för gamla Smidtens bår» ger med
sin hurtiga stämning en frisk klang åt den studentsång för frihet
och fosterland, som inleder En Spurv i Tranedands[148]; kanske
aldra bäst är dock Fred. Ep. 42 – Ren [C]alad jag spår – som ju
äfven i originalet rör ett kortspel, lämpad på prästens
L’hombreparti i »Intrigerna», där med äkta Bellmansk dramatisk
liflighet, det heter:
Præsten:
(g[ive]r [K]ort)[.] Nu begynder Spillet da[!]
(til [Sørensen]) De skal sidde over[?]
[Sørensen]: Ja[!]
men jeg tröster mig med Saften. [(drikker.)]
Krigsraad [(ligesaa).] Ja i [A]ften
er den bra[’]!
Præst[]
(til Hellebæk)[.] Har man no’[e]t paa förste
Plads?
Hellebæk: Spurgt!
Krigsraad: Spurgt med!
Præst:
En lille Pas!
Hellebæk: Solo hjærter.
Krigsraad: Fy for Satan!
Kandidaten
43
43
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
Præst:
bliver hvas.
Nu maa vi da stræbe ham rigtig[] at börste[;]
[h]an nok være vil den förste
[149]
[s]om hans [F]ader Mads. o. s. v.
Denna ypperliga vådevillsång är det bästa, men visst ej det enda
exemplet på huru fullkomligt Hostrup tillegnat sig Bellmans metod och konst. Hostrups studentvän och hans diktnings tolkare,
skådespelaren Mantzius[150] var ock en stor Bellmansbeundrare
och Bellmanssångare.
En annan dansk studentkomediförfattare, Wengel visar sig
också med förkärlek använda Bellmansmotiv[151]. Hos Overskou
äro de sällsynta (enstaka i Kapriciosa och Syjomfruerne i Charlottenlund)[152]. H. C. Andersen begagnar inga Bellmansmotiv i sina
»Eventyrkomedier», men uttalar sig om Bellman i sin 1851 utgifna »Reise i Sverrig.» Han skildrar hans sånggudinna såsom en
Mænad »men ikke hende der træder Vi[i]nsækken[,] mens Haaret
flyver for Vinden og hun synger Henrykkelsens Sange, nei Mænaden[,] der stiger fra den [bellmanske] rygende Bolle, en Punschens
Anadyomene, hun med høie Hæle under de röde Skoe, Sløjfer paa
Kjolen og med flagrende Slør og Saloppe, flagrende[,] altfor flagrende! Poesiens Roser river hun af sit Bryst og sætter i Ølkandens
Tud, kla[pp]rer med Laaget, synger om Valdhorn[]klang, Buxer
og gamle Skoe, mens vi fornemme Duften af Rosen og see to Menneskeøine skinne, de melde om Menneskehjertets Ve[e]mod og
Lyst.»[153]
En något senare framträdande författare – utanför studentkretsarne – som både i ord och gärning burit vittne om det inflytande Bellman på honom utöfvat, är den äfven i Sverige så väl
kände Erik Bögh.[154]
Han berätter i en liten uppsats om musiken till Fredmanssån[155]
gerna (i Ny Ill. Tidning 1872)
att hans närmare kunskap om
dem härrör från 1843, då de utkommo i danskt tryck; han bodde
då på landet, hade god tid och ingen förströelse, kort sagdt: han
lärde både hans texter och melodier utantill från början till slut,
utan att ana att han själf en gång skulle blifva vådevillist. Senare
44
44
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
[156]
har väl hans vistelse i Sverige ytterligare befäst Bellmanssympatierna.
Bögh, till hvars sunda och riktiga uppfattning af Bellmansdik[157]
ten jag strax skall återkomma, har från denna mottagit desto
starkare impulser, som han i afseende på musikalisk läggning
samt versifikatorisk talang äger frändskap med Bellman och
särskildt i att böja versen efter dansrytm och i förmåga af ymniga
rim lärt mycket af denne. I Böghs vådeviller finner man Bellmansmelodier ganska rikt begagnade (i Nytaarsnat 1850: Fred. Ep. 73,
36, 38; Fredm. Sång N:o 6[158]; i Kalifen paa Eventyr: Fred Ep. 29,
[159]
[160]
67, 77 ; i En lille Datter Fred. Ep. 80 ; i Jomfruen: Fred. Ep.
[161]
[162]
16 ; i Ridderen: Fred. Ep. 57, 11 ; i Cabinetssekretereren:
[163]
[164]
Fred. Ep. 38 ; i En glad Fastelavn: Fred. Ep. 63 ; i En mand
[165]
der gaar i Byn: Fred. Ep. 35 ; i Ballet i Olympen: Fred. Ep. 73,
[166]
[167]
33, 78 ; i Et [e]nfoldigt Pigebarn Fred. Ep. 18 ; i O Pepita[!]:
[168]
[169]
Fred. Ep. 32 ; i Geniet fra Odsherred: Fredm. Ep. 39 ).
Men denna lista antyder blott ofullständigt Bellmans inflytande på Bögh, detta visar sig fastmer i hela sättet, hvarpå han
använder musiken i sina vådeviller; han har själf uttalat att »den
danska vådevillmusiken äfven där den icke begagnar Bellmanska
melodier är bellmansk i sin karaktär; våra yngre vådevillister hafva lärt af Bellman att företrädesvis hämta sina melodier från äldre
fransk musik eller från nyare kompositioner som i stilen sluta sig
till dessa.»[170]Äfven i sin icke-dramatiska visdiktning är Bögh
Bellmannian.
Betecknande för det anseende Bellmansdikten vid midten af
århundradet åtnjöt inom Danmarks bildade kretsar var att
Köpenhamns universitet år 1849 utsatte som prisämne »Den
svenske Digter Bellmans poetiske Eiendommelighed.»[171]
Resultatet af denna täflan blef dock ej mycket lysande. Tre
täflingsskrifter inlemnades. Den ena förklarades vara rätt väl
skrifven, men mera lämplig att upptagas i ett dagblad eller ett
konversationslexikon än egnad att lösa uppgiften genom vetenskaplig eftertanke; den andra var skrifven med lif, eld och
hänförelse, men ovetenskaplig i behandlingen. Den tredje fick priset; den var affattad i dialogisk form, och vittnade enligt prisdo45
45
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
marnes (Sibberns, Molbechs och Abrahams’) åsigt om »Tænksomhed og god Dömmekraft» liksom förf. ansågs hafva gifvit
prof på »sinne för poetisk skönhet och poesiens inre väsende»;
fastän prisdomarne togo reservation mot ett och annat, tillerkände de dock denna afhandling priset. Författaren var den senare
bekante litteraturhistorikern Carl Rosenberg – den förtjänte
förf:n af Nordens Aandsliv – och afhandlingen trycktes i Dansk
Tidskrift, utg. af J. F. Schouw. Kbhvn 1850.[172]
När man nu läser den, förefaller den mäkta besynnerlig. Den
lämnar intet svar på frågan om Bellmans poetiska egendomligheter, men är full af förment djupsinniga reflexioner, typiska för den
falska konstruktion, som vid denna tid hade kurs i tysk och nordisk ästetik. Af afhandlingens 50 sidor egnas den första tredjedelen åt en filosofisk utredning af konsternas samvärkan och polemik mot den panteistiska och teistiska ästetiken, hvilket ju kunnat sparas till lämpligare tillfälle. Efter denna långa omväg, som
skall bevisa att en konst kan understödja en annan utan att däraf
själf förringas, gör författaren gällande, att i Bellmans poesi icke
blott en mäktig rörelse af det eviga allifvet omedelbart ger sig
tillkänna genom en högst egendomlig form, menn att hos honom
mer än hos någon annan modern europeisk skald (!)[173] lifvet just
är betingadt af konstens förhållande till kristendomen. Han
utvecklar detta vidare, i det han vill göre gällande att den uppmuntran till lifsnjutning som vi finna hos Bellman, hvarken är
Horatianskt jovialisk eller modernt sentimental, men att det är
något högre, som ger den sin betydelse, nämligen den kristna
känslan, det är denna som ligger till grund för hans humor och
hans musik; och Rosenberg vill göra gällande, att denna humor
och denna musik äro en utströmning af kristendomens anda och
att en af sinnets oskuld betingad lifsglädje (Livsfrodighed) och en
kristlig kärlekskänsla möttes i hans poesi och frambragte hufvudegendomligheterna i denna.
Äfven med hänsyn till Bellmans lefnadsförhållanden och omgifning tyckes förf:n varit tämligen benägen att »idealisera»; han
talar t. ex. om, att han »med trohet och redlighet förvaltade sitt
ämbete» och att genom hans beröring med konungen och de
46
46
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
högre kretsarne »en mångfald af kunskaper och åstikter
strömmade på honom som vidgade hans blick på lifvet»[174] 15)
Onekligen hvilar Rosenbergs framställning till god del på ett
missförstående af Bellman; och han har bl.a. gifvit allt för stora
dimensioner åt det faktum, att en starkare religiös känsla utmärker Bellmans personlighet framför samtidens upplysningsmän
och att han innerst inne var en religiös natur. Bellman har som bekant, alldeles oberoende af den kiktning som utgör hans poetiska
storhet, skrifvit åtskillig religiös natur. Bellman har som bekant,
alldeles oberoende af den diktning som utgör hans poetiska storhet, skrifvit åtskillig religiös poesi, men det är ej denna som föran[176]
– och
ledt Rosenbergs uttalande – det säger han uttryckligen
det blir i hvarje fall skeft att göra det religiösa draget till det centrala i Bellmans bacchanaliska poesi.[177]
Bakslaget mot det ofruktbare ästetiserandet på motivet Bellman gafs icke af en akademiker, utan af en man, som i säregen
grad representerade »le gros bon sens» gentemot spetsfundigheter
i ena eller andra afseendet. Det var en författare, hvilken, som vi
redan nämndt, var särskildt förtrogen med Bellmansdikten och ej
mindre med Bellmansmusiken, nämligen Erik Bögh.
I en uppsats i Folkekalender for Danmark 1863, har han
lämnat en kort, klar och sakrik karaktäristik af Bellman och hans
diktning.[178]
Särskildt intressant äro hans uttalanden om Bellmans betydelse för den danska vådevillen, hans anmärkningar om Bellmans
musik och om hans musikaliska metrik. I afseende härpå har
Bögh – såsom ofvan antydt – beröringspunkter med Bellman, som
flere af hans akademiska samtida sakna. Bögh yttrar bl. a.:
Bellmans store Opfindelse som Sangdigter er den: at bygge sine
Vers efter den musikalske R[h]ytme [istedetfor] efter den fra
Oldtiden overleverede Metrik. Han bröd sig aldeles icke om[,]
15) Rosenberg skref i Dansk Maanedskrivt 1862 en redogörelse för Bellmansdik[175]
ten med anledning af den Carlénska upplagan.
47
47
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
[hvorvidt] en Metriker var [istand] til at skandere saadanne
Strofer med korte og lange Linier mellem hinanden som
Hei, sade Fredman hvar gång han hörde valdthornen börja skråla
Och Spelm[ä]n såg
V[e]rlden är ej så ful som vi henne ängsligt afmåla
Med storm och våg [–]
han skrev jo ikke sine Sange til at læses [itakt,] men alene til at
synges – derfor fik han ogsaa en Klang i dem som [I]ngen för
ham havde opnaaet. Hvis Tegnér i sit Digt ved »[k]onstens
tvång» som Bellman skulde hafve forsmaaet, har tænkt paa
hans Versebygning, saa tager han storlig [f]ejl[;] thi ingen Digter
har mere sanvittighedsfuldt holdt sig sin Metrik efterrettelig[,]
end Bellman. Det er næsten umuligt at paavise en eneste Synd
mod den i hans Digte[] – Forskjellen er blot[,] at hans Metrik var
[en] ny og langt sværere end den[,] der med en Linial kan tærskes ind i enhver Skoledreng, som kan höre Forskjel paa en Jambe og en Trochæ. […] Fredmans Epistler er versifi[c]erede efter
Love[,] som kun et musikalsk Öre kan fatte og som endnu ikke
[179]
ere satte paa Papiret.»
Vidare inlägger Bögh en gensaga mot den benägenhet som ästetiken börjat visa att som motsats till nykterhetsifrarnes
fördömande af Bellmans person och sammanblandning af skalden och hans kroghjältar – göra honom nästan till en melankoliker – han påvisar hurusom man stänger örat för den jublande melodien för att lyssna till de djupa bastonerna, och förser sig allt för
starkt på vemodsdraget öfver pannan samt drar fram de fyra
mörka epistlarna 30, 54, 79 och 81 så att de komma att kasta en
skugga öfver alla de andra, ja öfver allt hvad Bellman skrifvit.
»Oaktadt han blott en enda gång sjungit»Drick ur ditt glas se
döden på dig väntar» lade man dessa ord under alla hans backkantiska hymner[»].[180] Och Bögh klagar öfver, att den bröstsjuka
sentimentalitet som anstiftat så stora ödeläggelser mellan lefvan-
48
48
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
de svenska skalder icke en gång kunde låta den största och friskaste bland dem vara i fred.
Och mot dem, som för att skydda Bellman mot misstanken
att hafva druckit för mycket velat göra honom till måttlighetsnykterist, invänder Bögh:
»[Dog vilde man] kun slet forstaae den begejstrede Dithyrambesanger, naar man indbildte sig, at han i de mange lystige Nætter[,] han tilbragte i Vennernes Kreds om den rygende Bolle[,]
har talt. Draaber[,] som en Vaagekone[,] og undgaaet enhver
Forrykkelse saavel af det fysiske som det æsthetiske Ligevægtspunkt, naar han bestraalet af Morgensolen re[j]ste sig fra den
Trefod, paa hvilken han i pythisk Begejstring havde forvandlet
Timerne til Öjeblik. — — — — Bellmans Minde behöver
[181]
ikke at vadskes i Theevand[!]»
I skarpa ord uttalar Bögh sig vidare mot Rosenbergs tolkning af
hans poesi, då denne vill göra honom till en skald, hvars dikter
skulle vara ett medel hos publiken att bevara särskildt den kristliga känsla, hvaraf de äro genomträngda.
»Ligesaalidt som Hafi[s] blev større[,] da de mahomedanske Zeloter[] fortolkede hans yppige Digte som religiöse Allegorier[,]
saa lidt vinder Bellman ved at man vil lægge noget [A]ndet og
[M]ere i hans Sange[,] end han selv har lagt — de indeholder
mere end nok til en Udødelighed. Hvor maa han ikke fra sit Elysium [smile] ad de Smaafyre[,] der troer det nødvendigt at smugle deres [Smule] Katekismus ind mellem Fredmansdigtene for at
[182] 16)
.
gjöre dem værdige [til] vor Beundring!»
Skalden J. C. Hauch utgaf 1869 en novell »Bellman» (intagen i
[184]
Nye Digtninger) . Denna novell handlar icke som man skulle
vänta af titeln, om Bellman själf, utan om bellmanssångens betydelse för en ung, musikaliskt anlagd person. Den visar sig för honom vara en talisman icke blott då det gäller att på Köpenhamns
vallar sjunga in en del slantar med ett mästerligt föredrag af Bell49
49
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
man, utan också då han såsom styrman upp i ishafsnäjderna håller matroserna vid godt humör med Fredmans epistlar. Och Bellman visar sig hela hans lif igenom såsom ett slags »skyddsande.»[185]
I det hela taget är Bellmansentusiasmen något löst inklistrad i
den skäligen obetydliga novellen, men det har tydligen legat
Hauch – ästetikern, som i så många afseenden var Heibergs motpol – om hjärtat att få uttala sin åsikt om Bellman och visa att
äfven hans var han beundrare. Så har han här och hvar i novellen
lagt sina personer yttranden om Bellman i munnen. Till exempel:
»[Og saa er det, lige]som man saa[e] disse Karle, som Bellman
viser os[,] l[y]slevende for sine Øine; det maa have været en
mærkværdig Person[,] denne Bellman[,] og en forfløien Fugl
maa han have været[,] og et underligt Liv maa han have ført,
men det kan være, at det hører med til, naar man skal bli[’]e en
rigtig god Poet, der kan digte slige morsomme Sange.»
»Naar Du kun ret kan synge Bellmans Viser […] saa har [D]u
deri en Skat for Dit hele Liv, hvormed Du kan hjælpe Dig frem i
Verden.»
»Naar jeg […] læste Bellmans Digte[,] da var det ligesom Trylleriet halvt var borte, og jeg forstod da ikke engang ret, hvorledes de saa stærkt kunde henrive mig, naar de bleve spillede og
16) I en skämtsam anmälan, en Dit og Datartikel i Folkets Avis 1863, N:o 40,
snärtar Bögh Rosenberg än en gång. Han skrifver med anledning af ett balettdivertissement af en italienare, Galeotti, att om han vore i besittning af D:r C.
Rosenbergs »Blæksp[ild]ertalent», skulle han kunna påvisa poetisk flykt och
kvickhet i bendialogen och kunde kanske skaffa sig en liten odödlighet genom att skrifva en afhandling öfver det nordiskt religiösa allvaret som uttalar
sig i kväkarens vrickning med hälarne i motsats till sydbornas »leflende Galanteri» med tåspetsarne, samt bevisa att balettkompositören, fastän född i
Florentz vore en äkta evangelisk kristlig balettkompositör, liksom Rosenberg
bevisat att författaren till Fredmans Sånger och Bacchi Témpel vore en afgjordt kristligt protestantisk skald.[183]
50
50
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
siung[n]e. – Det er just Hemmeligheden ved Bellmans Digte. […]
Poesi og Musik ere hos ham undfangne i samme Öieblik og kun
i Fælles[s]kab kan de udøve deres Virkning. Heri staaer han ene
i den nyere Tid og man maae gaae langt tilbage i Oldtiden for at
finde hans Lige.» — — — — — — — —
»Jeg lærte […] bedre at forstaae hans Folkescener[,] der ere digtede med saamegen Sandhed[,] og hvori der midt i Forvildelsen
kommer [saamegen] Livsfriskhed og Humor frem. Her knytter
ikke Sangen sig til blodlöse Skygger eller blotte Djævlemasker
saaledes som i saa mange moderne Operaer. Som befriende
Modsætning til den trange Kreds, hvori hans Personer bevæge
sig staaer den uendelige[,] romantiske Natur, hvori Maanelyset
og Stjernehim[me]len kaste deres fjerne[] Glands ned over det
snevre Menneskeliv, medens de lette Havbølger lege dermed[,]
og alt dette bæres nu frem ig[j]ennem Musiken i [de] deiligste
Melodier. Mig forekommer det[,] som der hos enkelte af disse
Mennesker (i sær hos Fredman selv) midt i Forvildelsen af og til
bryder Længsel efter en bedre Tilværelse frem og at det er derfor,
de söge Forglemmelse i den vilde Kjærlighed og i det fulde Bæger.»— — — — — — — — — — — — —
»Man maa heller ikke blande Fredman med Bellman […d]e ere
to aldeles forskjellige Personer. --Nu […] da jeg har faaet Syn
paa alt det Lune, den Kjæ[k]hed og Lystighed selv i trange
Kaar[,] som Bellman har skildret hos sine Personer, kan jeg ikke
[A]ndet end forundre mig over[,] at han selv hos dem[,] som vi
[A]ndre ansee som fortabte og i Bund og Grund fordærvede,
endnu har kunnet opdage saameget Godt. Han viser os derved[,] at Gud aldrig opgiver Nogen[,] om endog Menneskene
længst have opgivet ham, ja om han endog har opgivet sig selv,
og at den evige Barmhjertighed har Tro og Tillid til os, selv naar
[186]
vi har tabt Troen og Tilliden til os selv.»
En af de senaste årens mest framstående danske författare på det
litterärhistoriska området, d:r Valdemar Vedel har i sitt intressan51
51
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Karl Warburg
ta arbete »Svensk Romantik» egnat ett af fin uppfattning buret
kapitel åt Bellman.[187]
Af nyare danske skalder har exempelvis Holger Drachmann i
»Forskrevet», där en af figurerna som oftast uppträder med Bellmansvisor, mottagit och tolkat intryck från vår store skald.[188]
Schandorph anspelar i sina »Samlede Digte» flerestädes på Bellmansvisorne. T. ex.:
Lad Bellmans Viser saa liflig[] strömme
med vældigt Livsmod paa Vemods [Gr]und[,]
med Tordenhurra, med bløde Drømme[,]
mens Maanestraaler paa Søen svømme
[189]
og Bølgen sukker fra dunkle Grund!
I det hela finner man afgjort i Danmarks Litteratur mera spår af
Bellmans inflytande än i den senare svenska, där vi egentligen
blott kunna nämna Karl Frederik Dahlgren som Bellmansimitator[190] och Wennerberg såsom i Gluntarne med B. befryndad[191]; [192]
möjligen från aldra sista tiden äfven Gustaf Fröding . Detta kan
dock i någon mån förklaras af, att det är svårare att i samma
språk efterbilda en stor mästare utan att blifva osjälfständig.
Ett faktum är, att i Danmarks bildade kretsar Bellmans sånger
alltjämnt beundras och senteras nog så starkt som i hans hemland, och ett färskt exempel från senaste tid äga vi i den entusiasm, som mött Sven Scholander vid hans besök i Köpenhamn[193].
Huru förklara detta egendomliga faktum, då ju dock Bellman
är i icke ringa mån en lokalskald och kräfver vissa förutsättningar
att rätt uppfattas? Förklaringen torde böra sökas i olika faktorer.
Närmast skulle man vilja framhålla den omständigheten, att Bellman i Danmarks litteratur funnit flere hänförde apostlar, som
predikat hans lof och som i skandinavismens tid funnit särskildt
mottagliga sinnen. Men detta räcker icke till. Det måste bero
äfven på annat. Först och främst torde böra framhäfvas, att Bellmansdikten för danskarne ägde på en gång ett främmande och
ett samsläktadt drag. Det främmande, egendomliga tjusar gärna,
men om det blir så främmande att det endast med svårighet
52
52
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmansdikten i Danmark
förstås, så har det icke lätt att blifva populärt. Bellmans diktning
äger ock för danskarne flere element, som göra den – oafsedt det
besläktade språket – lättare tillegnad än annan svensk poesi. Ett
element är den musikaliska läggningen, som gör att tonerna slå en
brygga äfven där orden klicka, ett annat dess komiskt burleska
karaktär, för hvilken danskarne äga så stort sinne, ett tredje den
utomordentligt naturliga arten af Bellmans språk, detta att han
behandlar svenskan utan den ringaste tillsats af adademisk ståtlighet, som eljes gärne kännetecknar vårt svenska skaldskap alltifrån Gustaf III:s, eller rättare allt ifrån Creutz och Gyllenborgs dagar[194]. Ty denna ståtlighet och sirlighet har – det erfar man ofta af
danskar – förefallit dem med deras mera enkla, man kan möjligen
också säga mera hvardagliga språkbehandling främmande och låtit dem stå kyliga till mycket i vår svenska diktning, som vi högt
beundra. Hos Bellman hvilken fortsätter den äldre skaldeskolans
folkliga skaldskap, faller åter allt så utomordentligt naturligt, han
sätter hvardagsspråket i vers och sång och hans diktning uppträder häldre i skjortärmarna än i ceremoniel högtidsdräkt, som så
många af våra andra skalders.
Detta skaffar honom inträde hos ett folk med så gemytliga anlag som det danska.
53
53
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:26
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. S c h o n i n g
Bellmans digtning og dens indflydelse i
Danmark
Således har al sand kunst sine rødder
i det, som ikke er kunst, i det uæstetiske liv.
[195]
Jul. Lange.
Gennem den svænske kultur går der som røde tråde visse karakteristiske træk, der i tidens løb gir sig udslag dels i sociale foreteelser dels i litterære fræmbringelser. Först kan man fræmhæve det
mystisk-religiøse, som slår ud i den hellige Birgittas åbenbarelser[196], hos Rudbeck i „Atlantica“[197], hos Emanuel Swedenborg[198] og endelig i vore dage i läsare-bevægelsen, Sværigs „indre
mission“. Næsten endnu mere karakteristisk er et andet „drag“ i
den svænske kultur: dyrkelsen af det vegetative element – natursiden – i menneskenaturen. Således finder man madglæden personificeret i det attende hundredårs svænske lystspil, idet figuren
„Trulls“ i Modées komedier er en „storätar“[199], som i „Håkan
Smulgråt“ sir: ständigt kliar det i kaksta’n og som i „Fru Rangsjuk“ sir, at han har: god h[ä]lsa och god ap[pe]tit både till at[] äta
och dricka, när jag har något, som smakar mig [w]äl[200]. K. Warburg sir om ham: hufvuddraget i hans karakt[e]r är en alldeles
otrolig matfriskhet, og han kalder ham – äkta svensk! [201] Glæden
1)
ved drik prises især i de bellmanske dityramber; men sammen
1)
K. Warburg: Holberg i Sverige: [...d]ryckenskapslasten[...] var i ännu högre
grad hemma [i Sverige] än i Holbergs hemland [ Danmark], och onekligt är,
att äfven vår egen litteratur med synnerlig förkärlek framställt denna last från
den komiska eller humoristiska sidan.[202]
54
54
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
med denne priser han en løssluppen könsdrift ud over alle grænser i fantastisk storstilethed og med dityrambisk flugt. Heller ikke
madglæden savnes hos Bellman, og adskillige strofer rundt i hans
digtning viser, hvorledes dette træk kan få hans følelser til at dirre.
Han sir: [Ä]ta och dricka det bästa jag vet; [Hur] vackert[] när flaskan hon glimmar 2) [203]. Den bellmanske digtning rummer således i
den frodigste blomstring dette nationale karaktertræk. Endelig
synger Gustaf Frödings ildfulde lyrik erotikkens pris med en glød,
som fortryller ved den ungdomsfriske charme, der hviler over den,
og som lar os mærke, at vi står overfor en langt mere forfinet smag:
naturens mægtigste drift i sin mest berusende fylde og renhed. Ingen undgår at mærke, at han netop har holdt sig Bellmans opfor[204]
dring for öje: [S]täm[] dina strängar, sjung om lifvets [V]år!
Og hvad disse litterære fræmbringelser bebuder, finder man i
det svænske folkenaturel. Der går en åre af tungsindig religiøsitet
og mystisk fantastik gennem det. Som skarp kontrast hærtil svulmer glæden ved livet op til en umådeholden hengivelse til alle nydelser. Der hviler en letsindig lyrisme over nationen. Livsglæden
fordrer en stærk dyrkelse af menneskenaturens vegetative funktioner. Man kræver fuldt op af mad og drik og dærtil en stöjende
lystighed. Kærligheden er ikke platonisk sværmeri, men hidsigt
og driftsygt begær, der må stilles tilfreds. Den svænske kultur står
i mange retninger oldkulturen nærmest og dærfor lidt barbarisk
endnu. Svænskerne er sunde, kraftige og urfriske naturer, men
også noget ukultiverede3) og grove i deres smag. Den ydre politur
går dærfor let af, og kommer deres hidsige blod i kog, har de let,
alt for let til kniven. De nationale bondedanse – polskor – udmærker sig ved en sprinsk livlighed. Spraglede farvesammenstillinger
og pralende overdådighed i alle forhold tiltaler nationen. Stærk
passion for den æventyrlige heroisme, helteidealismen, gennemsyrer folket. Det var da ikke sært, at Sværrigs nationaleste digternatur blev et kraftigt udslag af folkenaturellets mest karakteristi2)
3)
Bellmans Skrifter ved Eichhorn I s. 50.
Når svænskerne er finest kultiverede, er de næsten helt romaniserede: Nordens franskmænd.
55
55
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
ske egenskaber. Og så „äkta svensk“ føles han af alle stænder, at
han årlig fejres ved folkefester på en – Bellmansdag4). Folkekarakterens tungsindige religiøsitet slår nu ud hos Bellman, pietistisk
opdraget som han er, i et pust af melankoli, som E. Tegnér stærkt
fræmhæver:
och märk det vemodsdraget öfver pannan,
[206]
ett [N]ordiskt sångardrag, en sorg i rosenr[ö]dt.
Når så Bellman anslår denne melankolske tone, begynder han
Epistel 30 med disse ord:
Drick ur ditt glas, se [D]öden på dig väntar,
[207]
[S]lipar sitt svärd[,] och vid din tröskel står[.]
men man må dog ikke fræmhæve det træk af vemod altfor stærkt,
for molltonen er ikke den mest herskende i hans digtning. Den gir
blot følelsernes stemningsskala fylde, omfang og kontrastvirkning. Netop Ep. 30, der begynder elegisk, slutter samme vers i dur
med opfordring til at glæde sig ved livet, mens det består:
Stäm[] dina strängar, sjung om lifvets [V]år[.]
Digtningens skildring af land og by.
Skönt Bellman er en fuldblods svænsker, er han dog stædlig begrænset til Stockholms lavere borgerstand, hvis letsindige liv med
letlevende lystighed udfoldede sig på stadens småkroer. Dette
muntre Stockholmerliv var livligt pulserende, et udslag af umådeholden livsglæde og forceret nydelse af nuet, som bredte sig fra
4)
Carl Ewald har skildret en sådan i James Singletons store Udenlandsrejse.
1897. – Den 26 Juli 1829 afsløredes Bellmans bronzebyste på Djurgården, og
siden fornyede man årlig denne fest, fordi selskabet Par Brikoll fejrede denne
dag, og B. regnes blandt dets stiftere. (Carlén s. XXXVII).[205]
56
56
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
det franske hofliv nedad og samtidig medførte løshed og slaphed i
sæderne ganske i fransk stil. Bellman følte sig uadskillelig forbundet med denne borgerlige Stockholmerkultur og kan slet ikke trives uden sin kære by, i hvis stærke levetrang og muntre fornöjelsessyge han fuldt ud tog del og fandt behag, selvom det engang
imellem kunde bringe ham en udmattelse, der fræmkaldte melankoli og livslede. Da han så en skönne dag har levet sit glade, ubekymrede liv så stærkt over ævne, at fallitten er over ham, flygter
han i 1763 bort fra Stockholm og sine mange kreditorer og tar –
ikke med sin gode vilje – foreløbigt ophold på landet. Fra dette
tvungne landophold sender han nu et par rimbreve ind til venner i
staden, og dæri finder man hans opfattelse af landet på en ligeså
tydelig som intressant måde afspejlet. Hans indtryk af landlivet
tiltaler ham ikke, og skönt der er en let humor over skildringen,
skjuler han ikke, at han kun befinder sig ret vel, kun af og til er det
muntert, og hans længsel bryder ud i ønsket om at komme tilbage
til Stockholms letlevende munterhed, bort fra det „døde“ landliv.
Tydeligst hører man det gennem hans egne ord:
Ädel och högaktad min gunstig herr [Si]kter[,]
[Eljest så mår jag], Gud vare l[å]f, rätt väl
[H]är på landet, kära [B]ror, fast med en ängslig själ,
uti ett par [gamla] tofflor [går jag, Gud nå’s],
[208]
[R]andig nattrock med halfärmar, piskper[ruque] och krås.
Han skildrer efterårets komme og mindes – betegnende nok for
hans lækkersultne gane5) – bordets glæder i Stockholm, hvor han
kunde „mumsa Nebbens kräft[-]pastejer“[210]:
Vare hur det vill[,] [på] landet går väl an,
[211]
[F]astän N[ä]bbens kräft[-]pastej ej gör bord[]ändan grann.
5)
Blott det läckraste i mat och dryck hade retelse för hans gom (Carlén s.
XXII).[209]
57
57
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
Så følger et par humoristisk overdrevne jægerhistorier, hvis indhold naturligvis er den pureste affektation, men dærved stikker
morsomt af mod den pralende form:
[Apropos], min [S]öta, [säg,] jagar du, min [B]ror?
Du må tor at[] [harar är här] stora liksom kor,
[O]ch de springa rundt omkring i [backarna] här –
[212]
Jag skull[] säkert skjuta dem, om [jag blott had] gevär.
Endelig kommer hans åbenhjærtede bekendelse om selve landlivet:
Nog är det roligt på landet då och då,
[M]en att ständigt vara där, det kostar [något] på.
6)
Mölk och smör och frädda , [våfflor, skinka] och kött
[213]
[V]ankas väl, men hela lifvet är dock hälften dödt.
Derpå slutter han med hilsen og ønsket om snart at komme tilbage:
Helsa nu alla! Farväl, min söta [B]ror!
Helsa vackra flickor från poeten Lucidor!
Farväl! Snart jag önskar att i Stockholm dig se.
[214]
Min högtärade [H]err [B]rors ödmjuka [T]jenare C. M. B.
Ganske det samme indtryk af landlivet får man gennem Bellmans
andet rimbrev: trods et visst materielt velvære og skönt han uden
besvær kan få sine erotiske tilböjeligheder tilfredsstillet – Jag kan
[B]rudgum få bli med femton mamseller[215] – kalder han sig dog:
[216]
jag arma man , som ved skæbnens ugunst må tilbringe sin
„usle“ dag på landet, mens han helst vilde tilbage til Stockholm.
Det lyder således:
Min högtärade kära [B]ror [R]egistrator!
Bakom bergen bland ugglor, ufvar och skator
[N]öter jag min usla dag[,] pol[i]meja[,]
6)
fløde.
58
58
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
efter ödet och dess lag[,] pyt[i]heja[.]
Det s[kulle] mig []af hjärta[] fägna och fröjda,
[O]m min [B]roder och mina [V]änner må nöjda
[U]ti Stockholm bland besvär[,] pol[i]meja[,]
[217]
Jag på landet trifs så där[,] pyt[i]heja[.]
Været er heller ikke behageligt:
Vi ha ruskigt[,] och hori[z]onten är mulen,
[218]
[S]olen borta och luften brister och kulen.
Bror må tro att här vankas färskt smör och grädda,
7)
[R]ökta skinkor med gröna blad, brax och gädda[.]
8)
[R]udor spritta kring vår tomt[,] pol[i]meja[,]
[219]
Håll [c]aché, jag ljuger somt[,] [p]yt[i]heja
Så där lefver jag[,] arma [M]an[,] uppå landet,
9)
[M]en i taskboken finns ej ringaste grandet
Bagatel[e], jag har gott hull[,] pol[i]m[i]ja[,]
Håll [c]aché, gulle är ju mull[,] pyt[i]heja[.]
Lika gott, min [H]err [B]ror! Jag måste nu sluta.
[220]
Snart till Stockholm jag seglar hem på en skuta
Dette hæftige ønske fik han endelig opfyldt efter et – langt – års
forløb[221].
Ser man på hele det syn på landet og dets liv, der går gennem
disse to berömte skildringer, opdager man hurtigt, at landlivet
ikke forekom Bellman meget lysteligt. Han skildrer det med en
grimace. Han kunde slet ikke tænke sig, at det kunde udholdes i
længden, end mindre bringe lykke og tilfredshed i menneskenes
7)
8)
9)
brasen.
karudser.
smule.
59
59
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
sind. Han forstod ikke arbejdets værd. Ved at tænke på landlivet
stiger der kun to ønsker fræm i hans sjæl:
Ja, så där går det, min hj[e]rtans [B]ror, ja men!
Den[] som vore väl i grafven och i [H]immelen,
[E]ller også ägde tusen plåtar [c]ontant,
[K]unde lefva nöjd och glad och låna ut på pant[!]
Nej, det var Stockholm, der stod hans hjærte nærmest. Han var
10)
bymenneske og besad så godt som nogen – „bysans“ . Dærfor
udgår hans digtning fra det lavere hovedstadsliv og behandler
med forkærlighed alle mulige muntre situationer fra stadens kroliv; men som ramme om dem benytter han ganske visst en hel del
yndefulde naturbilleder, der dog kun hentes fra selve byen og dens
allernærmeste omegn. Når dærfor forskerne11) helst vil göre naturbillederne til det centrale i hans digtning, blir det sikkert forfejlet:
han var ikke og kunde på grund af sin „bysans“ ikke blive – „naturskald“. K. Warburg12) har særlig lagt vægt på, at han har haft
öjet åbent for landskabets skönhed; men dette udtryk kan let misforstås, da man så ikke får det indsnævrede begreb fræm af
hovedstaden og dens nærmeste omegn. Sværrigs höjnordiske natur rummer storslåede lanskabsbilleder13) med bjærge og slætter,
mægtige søer og tavse, vidtstrakte skove, som Bellman ikke har
tænkt på at skildre. Det er aldeles ikke det nationale svænske
landskab, man træffer hos ham; men det er stockholmske pro[223]
10) Udtrykket benyttet af Dr. Levin om Ch. Dickens (Egne og Stæder. 1899) .
11) Carlén – s. XVI – Betraktar man Bellmans taflor på närmare håll, så finner
man[] att han i grunden var naturskald. – L. Weibull – Samlaren 1895 –
”[K]ring det hela lade han så som ram den svenska naturen i all dess
skönhet”. Det er dog visst en overdrivelse. [224]
12) Ill. Sv. Litt. II s. 142: Men ingen svensk skald har bättre än Bellman förmått
fästa landskapets och den lefvande naturens skönhet i vers. Otaliga äro hans
naturscenrier[;] [225].
13) Et helhedssyn over svænsk natur, som f.eks. Chr. Richardt gir i de kendte linjer: en [S]k[aa]l for det blinkende [S]øernes [Baa]nd,
som folder sig om Sve[r]riges [S]kulder,
træffes aldrig hos Bellman.[226]
60
60
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
spekter, levende billeder af byen og den omegn, hvorfra man i
horisonten kan ha et glimt af den. De bellmanske figurer vilde
også synes altfor små og ubetydelige overfor et ægte svænsk lanskabs storladne ro; men i de stockholmske, på den tid lidt landlige, prospekter kan de passe ind, fordi situationerne netop kræver
en sådan arkitektonisk ramme med byens tårne, osende lygter,
rendestene, som der er meget stærk brug for, og kroskilte, der
svinges fræm og tilbage af vinden, når den suser gennem de snævre stræder og gyder[227], Og han gir os så disse prospekter fra alle
dögnets og årets tider. Vi begynder med Fred. Ep. 21: hvarutinnan
han afmålar natten med dess nöjen:
Skyarna tjockna,
[S]tjärnorna slockna,
[S]tormarna tystna, som örat uppfyl[]t[,]
Staden i dimma
[T]ornena glimma[,]
[M]ån[e]n försilfrar hvad solen förgyl[]t[,]
Hundarna skälla,
[P]ortarna smälla[;]
[228]
V:c[]llo. [S]pänn nu din bas[.]
Eller vi ser forvirringen i anledningen af en ildebrand:
Ep. 34: Kors[!] bland dessa Sodoms murar
[Ä]r det svårt att hitta rätt[;]
[M]örka hvalf och heta skurar
[B]rylla ögat på allt sätt.
Här bor Mo[v]itz, kors, hvad buller!
Brand-signal och [B]ajonett,
[M]enuett,
[T]jufvar, patruller,
[229]
[J]ungfru-röster, clarinett!
Sammenstæds får man et prospekt fra den sidste del af natten:
61
61
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
Mot en vägg med skalmar
14)
tryckta
[S]tår en kärra, full med drank15)[;]
i en sönderslagen lykta
16)
[R]yker en utbrunnen dank [,]
Och i rännsten på sitt öra
17)
[H]vilar en gesäll så pank .
[230]
Kors, hvad stank!
Med dette eksempel er vi så kommet til den gryende dagens time,
da: [T]uppen i byn [F]la[ks]ar och gal; [A]ll naturen börjar vakna[231] -.
Dærefter har vi Ep. 48, hvori: afmålas Ulla Winblads hemresa
från Hessingen i Mälaren en sommar-morgon 1769:
Solen glimmar blank och trind,
[V]attnet likt en spegel;
[S]måningom up[]blåser vind
[232]
[i] de fallna segel[;]
Og i v. 15 ser man Stockholm i horisonten:
Tornens spetsar blänka ren,
[K]ors och tuppar glimma,
[M]orgonrodnans klara sken
[S]yns i vattnet strimma;
[B]arnet leker gladt vid strand,
[S]amlar stenar i sin hand,
[S]lungar stenen dit ibland[]
[233]
[D]är som gässen stimma.
14)
15)
16)
17)
arme.
bærme.
tande.
pengeløs.
62
62
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
Dærnæst er man i v. 19 midt i byens morgentravle liv:
Jeppe tutar, trumman går,
[B]öneklockan klämtar;
[S]otarn svart i skorsten står,
[H]visslar, sjunger, skämtar;
[B]agarn sina korgar kör,
[S]meden ren sin slägga rör,
18)
[R]en båd’ [K]nekt och [G]ranadör
[234]
[V]id geväret flämtar.
Endelig har man et vinterbillede i Ep. 42, der fortrinligt skildrer et
kortspil i klubben:
Men[] mit[] [H]er[r]skap[] titta ut,
[Ö]p[]na fönstret en minut[;]
og man ser ind mod byen i snedragt, ser sköjteløbet på Mälarens
blanke flade og hører slædernes bjældeklang, der klinger lydt gennem den stille luft, fordi sneen dæmper alle færdselslyde. Man føler den kolde frostluft strömme ind mod rummets lumre atmosfære, en skarp kontrastvirkning som altid hos Bellman:
Vargar tjuta [öfver alt],
[R]en det snögar och bliver kallt[;]
[S]täng til[] fönstren, tänd på brasan,
[S]om i [C]asan
[Ä]r det kallt.
Märk[] hur skogens toppar små
[L]uta sig helt silfvergrå[,]
[236]
Mollberg, ta fram flaskan[,] jag ryser, jag fryser!
Hær står man visst overfor et[] af de naturbilleder, hvor Bellman
mest nærmer sig mod et helhedsindtryk af en enkelt side af den
nationale svænske natur.
18)
soldat.
63
63
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
Digtningens art og stil.
I flere af naturskildringerne og i den hele solide, med fakta fyldte
stil er den bellmanske digtning ikke uden forbindelse med ældre
svænsk visedigtning. Man kan f. eks. nævne Dalins lille
„[W]år[-][W]isa“ (1741): Bort med höga ting:
Ack, du vackra [w]år,
[S]om nu råda får[,]
[O]ch på vintren gör en ända!
Gumma, [D]räng och [P]iga,
[O]xe, [K]o och [Q]viga,
[K]alf och [L]am i glädje hoppa;
[T]uppen med sin fru
har förgätit nu,
[At] han en gång skall bli [S]oppa.
S[i,] hur [S]tuten går[,]
[O]ch med hornen slår,
[G]eten krummar sig för [B]ocken[.]
19)
[T]ackan , yr och [w]ill,
[U]p[]fyld af April,
[237]
[R]oar all den ludna flocken[;]
Hvor stærkt naturbillederne end træder fræm hos Bellman, er det
dog stadig til at mærke på hans natursans, at han er fuldblods
Stockholmer, fordi den landskabelige horisont i hans digtning
ikke fjærner sig fra denne bys nærmeste omegn. Også om hyrdedigtningen mindes man, og hvor det sker alt for stærkt, tiltaler det
os mindre, f. eks. Ep. 82: Hvila vid denna källa, en idyl med lidt
pastoral – og dærfor for os affekteret – stil. [238]. Den bellmanske
digtning fræmkommer på overgangen mellem „frihetstiden“ og
den gustavianske tid og besidder fuldt ud rococostilens snörklede
former og ceremonielle gratie, hvad der stærkt tiltaler svænsker-
19)
hunfåret.
64
64
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
nes smag. Selv hvor stilen går til yderligheder i sentimental eller
pastoral maner, er den national. Hovedbestanddelen af den bellmanske digtning er „dryckeskväden“[239]; men de var vidt forskællige fra den borgerlige drikkevise i rahbeksk stil, som blomstrede
hos os. Der var et ganske andet fantasisving over dem, og man har
dærfor med J. L. Heiberg kaldt dem dityramber for at minde om
verdenslitteraturens eneste sidestykke til dem: de digte, hvori hellenerne sang Dionysos’ pris[240]. Personerne i disse dityrambiske
digte er dærfor ikke almindelige svirebrødre, det er – „dryckeshjältar“[241]. Æventyrets forstörrende glans er lagt om dem, ligesom
Karl den XII.s soldater ikke var almindelige soldater, men „Karoliner“ med helteglans og storhedsdrömme. Svænskernes sans for
det storstilede i den ydre fræmtræden lægger sig for dagen i den
slags retoriske og pompøse betegnelser, og det svænske sprog er
[242]
Sans for
netop efter Tegnér: [Ä]rans och hj[e]ltarn[a]s språk!
sang og musik er svænskerne medfødt, og det var også tilfældet
med Bellman: på kroerne og i deres „trægårde“[243] foredrog han
sine viser til citharaccompagnement, når kresen af „Bacchus-ridderne“[244] og deres „damer“: „Fredmans gamla vänner“[245], var
samlet. Den bellmanske digtning er heltigennem sangbar lyrik,
der udmærker sig ved overordentlig dramatisk livfuldhed. Den er
ikke udført i gammeldags stiv metrik, men versemålet tar kun
hensyn til sprogets naturlige rytme: den er bestæmt til at synges,
ikke til at læses. Det er gennemgående ikke viser, hvortil der er
skrevet musik20), men det er melodier, hvorindi ordene er sunget,
20) Jf. dog R. Steffen i Samlaren 1896 s. 144: [I] allmänhet kan jag ej gå in på den
åsikten, att Bellmans dikter alltid från första början också haft musik. Afskrifterna vittna om att samtiden haft nöje af att blott läsa hans dikter, och
detta går också mycket bra för blott läsa hans dikter, och detta går också
mycket bra för sig än [i dag] för den, som är kapabel af ett djupare inträngande i desamma. I fråga om epistlarne låter det sig i alla händelser bevisa, att
melodierna i flera fall komponerats senare än texten, och att om denna från
början haft melodi, så måste det hafva varit en annan än den nu förefintliga.[246] – Denne påstand synes imidlertid ganske at modbevises af andre iagttagelser. At man har læst digtene sir intet om melodierne, hvortil de er skrevet.
65
65
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
såat forbindelsen er blevet så tæt som vel mulig mellem ord og toner.[247]
Man har tidligere antaget, at Bellman selv havde komponeret
melodierne til sine digte; men nyere musikhistoriske undersøgelser21) har vist, at det ingenlunde er tilfældet[248]. Melodierne har han
lånt fra gamle, svænske viser, fra samtidige franske mode-operetter,
fra menuetter, kontradanse og „polskor“ eller fra hyrdespillenes
smægtende arier. Når disse lån er bevislige, falder visst Dr. Steffens påstand, da man næppe kan anta, at Bellman skulde ha lånt
sine melodier og tilpasset dem til allerede skrevne digte22). Det lyder mindre troligt. Langt naturligere og mere ligefræm er det, at
Bellman, når han har fået en indsmigrende melodi i øret, arbejder
med dens rytmer, indtil ordene fødes af hans letfængelige inspiration23). Dærfra kom hans sanglyriks dramatiske livlighed. Den
franske operettemusik gik Europa rundt, og da Bellman satte
svænske ord til de franske toner, holdt han liv i den, mens den
sank i glemsel i sit hjemland. Men vi behøver blot at gå til de danske digtere, der skrev digte til Bellmansmelodier, for at få at vide,
hvordan de bar sig ad. Dærom har vi interessante meddelelser. Fru
Heiberg fortæller således i sine erindringer om Henrik Hertz og
Bellmansdigtene: [H]an blev s[aa] henrevet af deres [Skj]önhed og
s[aa] beg[j]ærlig efter at kende dem alle, at han med ustanselig
[249]
21) Jf. A. Lindgren: Bellmansmusiken (Samlaren 1895).
22) Erik Bøgh (Folkekalender for Danmark 1863): »Bellmans store [O]pfindelse
som [S]angdigter er den: at bygge sine [V]ers efter den musikalske [Rh]ytme
ist[e]detfor efter den fra [O]ldtiden overleverede [M]etrik. Han brød sig aldeles ikke om, hvorvidt en [M]etriker var istand til at skandere s[aa]danne
[S]trofer med korte og lange [L]in[i]er []mellem hinanden – han skrev jo ikke
sine [S]ange til at læses [itakt], men alene til at synges[] [-] d[e]rfor fik han ogs[aa] en [K]lang i dem, som [I]ngen för ham havde opn[aa]et. – Fredmans
[E]pistler er versificere[de] efter [L]ove, som kun et musikalsk [Ø]re kan fatte[] og som endnu ikke er sat[te] p[aa] [P]apiret.«[250] – Følgen hæraf blir
uundgåelig, at B. må ha haft bestæmte musikalske rytmer eller melodier,
hvorefter han kunde bygge sine vers.
23) Jf. A. Lindgren (sammestæds): Originaliteten i Bellmans strofbyggnad beror
just därpå, att den är född ur melodien och sålunda icke af skematiskt
metri[s]k[,] utan kompliceradt musikalisk natur, hvarför ock en del sånger
äro svåra och villsamma att skandera utan i förening med melodien.[251]
66
66
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
[I]ver opfordrede mig til atter og atter at synge dem for ham. –
N[aa]r jeg nu p[aa] Hertz[’]s [O]pfordring havde g[j]entaget og
atter g[j]entaget disse [S]ange for ham, tog han til sidst [B]ogen
under [A]rmen og sagde: „[N]u skal De have [T]ak! Nu tror jeg
nok, at jeg kan synge dem; jeg vil nu g[aa] ind til mig selv og prøve, om jeg kan.“ Da gik han, men kom kort efter atter tilbage og
sagde p[aa] sin godmodige og halv poliske [Maa]de: „Ak, jeg troede, at jeg kunde dem! Vil De ikke blot synge dem een [G]ang endnu[?] Blot een [G]ang, s[aa] kan jeg dem.“ Og jeg begyndte da forfra, s[aa] vi med [R]ette i senere [Aa]r kaldte denne [S]ommer –
„Bellmans-[S]ommeren”.[252] Fræmdeles fortæller Hostrup selv i
sine erindringer24), hvordan han bar sig ad: n[aa]r jeg havde fundet
min [M]elodi, s[aa] holdt jeg mig ikke blot til dens [V]ersem[aa]l,
nej[,] s[aa] sang jeg den atter og atter for mig selv[] til [O]rdene
fødtes af den. Og s[aa]ledes er alle mine [S]ange blevne til, der er
digtet til best[e]mte [M]elodier[,] de blev sungne fræm, og der
vandtes i al [F]ald d[e]rved, at [Text]en sluttede sig tæt om
[M]usik[]en og fulgte den i alle dens [O]vergange.[253] – Når det da
er gået således til med de danske digtere, synes alt at tyde på, at
akkurat det samme i det store og hele har fundet stæd hos Bellman.
Dr. R. Steffen har påvist25), at den bellmanske digtning ikke
blot falder i grupper, men synes digtet i grupper: en viss slags viser
i et visst tidsrum. Först skriver Bellman som et udslag af sin pietisktiske opdragelse digte i religiøs-moraliserende stil, og det er
den del af hans værk, der hurtigst og fuldstændigst viedes til glemsel. Dærefter følger en gruppe viser, der er skrevet til gængse folkemelodier: bondeidyller og folkelivsbilleder i „frihetstidens“
24) C. Hostrup: Erindringer fra min Barndom og Ungdom. 1891. s. 176.
25) Antechningar till Bellmansdiktens historia (Samlaren 1895 s. 170): Det förefaller af flera omständigheter, som om Bellman ej blott skulle ha skrifvit cykliskt, utan äfven diktat cykliskt[,] d.v.s. som om han inte blott skulle ha under
längre tider samlat poemer tillhörande samma krets till en sammanhängande
följd, utan äfven värkligen concipierat och skapat dem under vissa kortare
tidsperioder, hvilket naturligtvis ej hindrar, att fler eller färre kunnat komma
betydligt efter att hufvudmassan var färdig.[254]
67
67
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:27
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
smag til franske arier og kupletter. Under denne periode begynder
nu hans bacchanaliske digtning, og især kommer som en særgruppe i den viserne med gammeltestamentligt æmne. Over det gl.
testamentes folkelivsbilleder hviler der en ejendommelig naiv
duft, der tiltaler alverdens digtere. Hær fræmtræder de dog heltigennem som skive for let humoristisk skæmten, f. eks. „Gubben
Noach“, „Josef og Potifars hustru“, „Joachim uti Babylon“ o. s.
fr.[255]. I næste gruppe når den bacchanaliske digtning sit höjdepunkt, idet han i „Handlingar rörande Bacchi Ordenskapitel“
parodierer tidens sværmeri for „ordensselskaber“.[256] Hæri er
personerne dog ikke længere mennesker, men har fået overnatur[257]
lig störrelse: det er „fyleriets titaner“ (R. Steffen) . Hele dette
„ordenskapitel“ har tabt stærkt for vor tids smag, og selv de digte
af slagsen, der er kommet ind i „Fredmans Sånger“ [258], kan næppe
göre sig gældende ligeoverfor det øvrige stof, endnu mindre overfor „Fredmans Epistlar“. I årene 1768-72 skrev så Bellman de udødelige digte, som först senere samledes og i 1790 og 1791 udkom med titlerne „Fredmans Epistlar“ og „Fredmans Sånger“, og
det er udelukkende dem, man tænker på, når der tales om „Bellmans digtning“. Det er næmlig den uforgængelige del af den.
Der findes dæri digte, som hører ind under de forskællige
förnævnte grupper; men hovedparten er dog den, som hører til
den bacchanaliske digtning. Foruden de nævnte grupper har Bellman skrevet en stor mængde lejlighedsdigte, som nu til dags er
uden synderligt værd; men de viser os klart, hvor fyldigt han måtte slibe sin pen, förend den kunde nå det punkt, hvortil det uforgængelige hæver sig.
68
68
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
Digtningens anskuelse af livet.
Bellman stod for samtiden som „den glade skalden“, og i sin lille
levnedsskildring omtaler han sig selv som „en herre af myske[t] liten djupsinnighet“[259]. Det vil da interessere os at se, hvorledes
han betragter livet og tilværelsen, og hvordan hans digtning afspejler hans meninger dærom. Ganske visst har han lagt sine meninger i munden på „Fredman“, og forskerne26) har ofte ængsteligt fræmhævet, at Bellman og Fredman ikke måtte ligestilles; men
i hovedtrækkene fejler man næppe meget ved at göre det. Bellman
er en tredveårig Fredman, som besidder ungdommens charme,
der kan lægge et indtagende skær over udskejelsernes töjlesløse
dyriskhed. Dæri forskællen. Det er også kun udslag af lidt ungdommelig blaserthed, når Bellman gör „Fredman“ til „gubben“[261], for der skal mere end en oldings kræfter til at holde alle
digtenes udskejelser ud og endda bevare sit litterære talent, således som „Fredmans Epistlar“ viser, at det er sket. Fredmans rette
alder er omkring de tredve, fordi man hos den alder kan finde den
hensynsløse nydelsestrang, der går igennem digtene, og Bellmans
eget liv bekræfter det tilfulde. Forskernes skræk for sammenstillingen stammer fra den tid, da man ønskede at rense Bellmans
livsførelse fra „Fredmans“ udskejelser eller dog ta så læmpeligt på
dem som vel muligt; men det lar sig næppe göre nutildags[262].
Forresten behøver Bellman aldeles ikke at føle sig ilde ved at
ligestilles med et litterært geni som „Fredman“. Tværtimod. Der
er store lighedspunkter mellem dem både i livsforhold og livsgærning. Ånden i Fredmansdigtene vil klart vise det. I digtet „Bellmans karakt[e]r“27) får man straks et fyndigt udtryk for hovedtanken i hans livsanskuelse:
26) F.eks. K. Warburg i »Samlaren« 1895 s. 40: [D]et icke ovanliga missgreppet
att identifiera Bellman och Fredman. Jf. Samme forf. i Ill. Sv. Litt. II s. 139:
Man får dock väl akta sig att förblanda Bellman och Fredman. Att sätta likhetstecken dem emellan är en farlig sak och rubbar den Bellmanska sångens
synvinkel. Men B[ellman] hade knappast kunnat skildra en Fredmans olika
stämningar, som han icke själf genomgått likartade, ehuru väl ei i samma grader (!). Forf.s »väl« viser, at han dog ikke er helt sikker på det.[260]
69
69
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
Jag anser lifvet för en lek och är bland glada vänner rolig. [263]
Det er just en moral af „mycken liten djupsinnighet“, som helst
uden altfor stort besvær søger at komme udenom livets afgörende
spörsmål; men man forstår tillige, at en digtning, der ikke sætter
idealet höjere, vil ha betingelser for at behage mængden. Dog er
det især det at være „munter blandt de glade venner“, der gir digtningen den bundne varme, som kan udløses som befriende munterhed. Den bellmanske digtning var ene og alene beregnet på at
vække denne munterhed og har sit umistelige værd dæri. Dærfor
indskærper den stadig, at man bör fryde sig ved livet, mens det består, nyde dets glæder hidsigt og hurtigt:
Hvarföre i en v[e]rld så tung
[A]tt inte[t] taga dagen lätt?
Man är [min sann] ej länge ung,
[T]y åren nalkas tätt.
Se’n, för allt hvad man tråkat har
[I] villervalla, ångst och gräl,
[S]å möter oss [Dödgräfvar[-F]ar,
28)
[O]ch därmed så [far väl]!
Hvorledes skal man da fræmkalde denne befriende munterhed,
som får os til at „[G]lömma v[e]rldens små besvär“[265]? Ja, f. eks.
ved vin: Vinet det fröjdar ju menniskans hjärta...29), selvom det
[267]
mest hos Bellman er poetice & eleganter
for – brændevin.
Man[qu]erar oss bränvin, fallerar oss öl[;] si, så fallerar os allt
[Co]urage (Ep. 1) [268]. Har man så först denne „kurage“, går resten glatvæk:
[lätt oss] rusta tills [S]olen glimmar,
prisa [w]är[]de[n] [och] glada timmar!
[Fröija] dansar och [Bachus] stimmar
27) Carlén s. XVIII.
28) Carlén IV s. 234.[264]
[266]
29) Carlén IV s. 217.
70
70
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
hela världen kring.
30)
Og ved dette livsnydelsens muntre „kalas“ skal man gå sådan til
værks:
Väljom [N]attens sköte[,]
[U]nder [A]fton[-]stjärnans klara brand[,]
[T]il[] vårt glada möte[,]
[M]ed po[c]al[]n i hand[;] (Ep. 63),
for:
Vin och [F]lickor och Fredmans [S]tråka
[N]atten ljuflig g[j]ör.
Klang [!] gamla Fredman vil[] fukta sin aska
Kling[] klang[,] mina flickor[,] [s]lå i för [C]ontant[.] (Ep.
[270]
77).
Så samles man til det glade møde:
Nu komma vagnar och [chai]sar och tr[å]ss:
[H]errskaper stimma vid lyktor och bl[å]ss[.]
[O]ch kuskarn[a] slåss.[]
Nå[] ä nu alla församlade här[,]
Slägter och anförvandter,
[N]ym[ph]er och [M]usikanter,
[271]
Corno... balen öp[]nad är[.] (Ep. 13).
Och skåda de sköna i silke och flor[.]
Stolt[!] herrarna spassera i salen, min bror,
[S]tolta med hvita strumpor och knarkande skor[;]
[S]nusa, le[,]
...Timp.
[P]udrade[;] ...Timp.
[H]anden uti barmen[,]
[H]atten under armen
[272]
[A]f fin [C]astor. (Ep. 29).
30) Carlén I s. 260 jf. Samlaren 1896 s. 145-46.
[269]
71
71
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
Og sammestæds ser vi „jeunesse dorée“
[273]
af det blå blod:
Grefven[] med guld på r[å]cken och blixtrande hatt[.]
[H]oppar nu främst i [P]olskan och gör [N]ym[ph]en spratt.
Så charmant ogh galant
.....Timp.
[G]ör han en herdinna
[T]il[] en sort[] grefvinna
[274]
[U]ppå en natt.
Undertiden er deltagerne lidt trevne til dansen, så råber Fredman:
Edra Markattor[] stå intet där i f[e]nstret, [H]ut! och kika,
[275]
Corno....[B]jud [o]pp och nig[.] (Ep. 11)
og pirrer samtidig til musikken:
Blås[] Edra Satar, nu blåser en[,] blås alla tillika[,]
[276]
Corno....[B]lås som i krig[.]
[277]
Når så „balen slutad är“ , og deltagerne ved svir og sværm er
bragt i stærk oprömt stemning, erfarer man: ack, allt kött är hö!
[278]
, for:
Mina känslor från förnuftets lydnad
V:c[]llo..[N]u draga mig (Ep. 7),
og så oprinder timen, hvor:
Enslighetens tystnad rår[;]
[280]
[J]ag til[] Fröjas dyrkan går. (Ep. 72) .
For:
Ty Bacchus ger Astrild [H]ärolder (Fred. S. 7).[281]
Ac[h][!] hvad jag önskar uti mina dager[,]
[282]
[H]os Venus bli [F]ändrik, hos Bacchus [C]orpral[!]
det fast bättre är, [Det äfven [s]an[k]te Paulus lär,
31) [283]
.
[A]tt gifta sig än brinna
31) Eichhorn I s. 95.
72
72
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
Ser man nu som helhed på det kærlighedsbegreb, der opstilles til
efterfølgelse og med naiv ligefræmhed prises i de bellmanske dityramber[284], virker det ikke særdeles indtagende uden musik. Det
er ikke „den förste kærlighed“, som dog altid besidder ungdommens charme og fortryllende glød, og som i hele sin ildfuldhed
bærer præg af livets sundhed og friske varme. Det er langt mere et
driftsygt begær og en forceret brunst, som ofte i disse lavkomiske
personer gör et noget brutalt og dyrisk indtryk, selvom man mærker Bellmans forsøg på ved mangehånde midler, f. eks. hyrdestil
eller musikalsk klangfarve at mildne den alt for krasse naturalisme. I den bellmanske digtning er der en umættelig törst efter at
tömme bægret til sidste dråbe, og hvem kan så undres over resultatet:
[Påfwen och S]atan[,]
[jag är] på gatan[,]
[L]igger i rännsten så full som et[] svin!
Himmel [] jag blundar []
32) [285]
Tyst – jag nu somnar i rännsten – farväll!
Dærfor forstår man, at Fredman kan slutte Ep. 20 med følgende
hjærtesuk:
Käre [V]änner, Bacchus rår[,]
Venus mitt lif föröder[,]
Mina [B]röder[,]
Vinet i mitt tycke
[Mycke]
[286]
[K]ärlek öfvergår.
Og hel dityrambisk blir han i Ep. 23:
Jag är en hedning[,] hjärta[] mun[n] och krafter
[287]
[D]yrka [V]inets [G]ud. .
32) Fred. Sång 12 (oprindelig tekst).
73
73
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
Stadig lyder dærfor opfordringen:
Käre bröder, så låtom oss supa i frid
[288]
[I] denna här v[e]rldenes ondsko och strid[:] (Ep. 5)
Det er dog kun, når man ser denne digtning på overfladen, at man
måske et öjeblik kan blændes af ordenes indsmigrende klang:
Glimmande [N]ym[ph!] blixtrande öga! (Ep. 72).
[289]
For bagved de mest almindelige ord træffes kun deres simpleste
betydningsindhold, og man ser da, at det var poetice & eleganter[290], når Bellman sang:
Stäm[] dina strängar, sjung om lifvets [V]år[.]
[291]
Hvis „lifvets vår“ så sådan ud, som denne digtning viser os, vilde
den være lidet frisk og skön. Hær står man tværtimod overfor „de
faldende blade“, den dekadente smag, som er fræmbragt ved udsvævelsernes vildeste omfang og hæsligste udtryk; men Bellman
har skælmen i öjet og cithren i hånden, og med uimodståelig humor får han smilet til at kruse vore læber og musikken til at dulme
vore tanker, og han har spillet vundet: vi lytter og ler. Hans digtning har udløst den befriende munterhed, og dæri består dens
store værd for eftertiden. Når Fredman har nået nuets nydelser,
svulmer tilfredsheden hos ham op til livsglæde, og han synger:
For:
S[i]ung mina bröder med h[ä]lso och frö[g]d[]
S[i]ung blott om [w]inets[] och kärlekens [h]ö[g]d[]
Jag i [c]alaset
[N]u s[i]ung[e]r [w]id glaset
33)
at[] jag är [blixt full] och förnö[g]d .
Vinet frö[g]dar mennisk[j]ans hjärta[- -]
33) Ep. 37 (Eichhorn s. 128-29.)
74
74
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
[K]ling[,] clarinett[,] til[] dans!
Lifvet [blef en dödlig] smärte[,]
34) [293]
[...][O]m ej vinet fanns!
Men foruden glæden ved drik, som vælder ud over hele den bellmanske digtning som en ström, der river alt med sig, stikker også
madglæden hodet fræm. Det fryder ham, når: [B]orden bugna af
pastej[294], for hans lækkersultne gane løb i vand efter at „[M]umsa
Nebbens kräft[-]pastejer“[295]. Karakteristisk lyder hans ord i et
35)
maddigt .
Ack[,] ljufliga stunder! Mina [S]köna[,] ett ord:
Hur väl mår jag ej vid ditt dukade bord!
Jag drickar och flåsar, jag spritter och ler[;]
[296]
Du säger så nådigt: [D]rick, drick, [H]er[] [S]ekter!
Hærefter gennemgår han bordets „nydelige“ retter:
Du gul[]gula smörgås, du s[å]pp[-]skål, jag ser,
[M]ed klimpar och rötter, persilja oc[k] mer.
Du mörkröda sallat, du blänkande stek[]
[M]ed flott oc[k] [c]apris, du stiftar en lek
[M]ed dig oc[k] med magen; aptiten oc[k] jag
[V]i kämpat och flämtat på denna här dag.
36)
I gäsande mun[c]kar med socker och smör,
[D]en sötsura mosen med allt tilbehör,
[M]ed k[ö]rsbär och lingon och [H]imlen vet allt,
[297]
I hafven mig mättat, tack tusende[-]fald[l]t!
Eller man finder en lignende kulinarisk kymne i Fred. Sång 9, en
„måltids[-]sång“:
Nå[] ödmjukaste tjenare, gunstig [H]err [V]ärd!
34) Bihang till Fredmans Ep. Nyköping 1809 s. 33
35) Eichhorn I s. 408.
36)
æbleskiver.
75
75
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
Klang! en klunk uppå [S]kinkan, innan [S]teken blir skärd.
Hvad den [S]loppan den var delicat[] utan flärd,
[O]ch de [F]ricadellerna charmanta, [H]err [V]ärd!
Sill[-]sal[]aten förträfflig med äp[]len och lök!
Deliciö[x] den [K]alkonen i sin flottiga rök!
[298]
Maken [B]ringa näp[]lig finns i [K]onungens [K]ök!
Skönt man således finder denne madglæde som et meget klart og
tydeligt træk i den bellmanske digtnings hymne til livets nydelser
af materiel art, er det nok en overdrivelse, hvis man med Dr. R.
Steffen37) vil kalde Bellman „nästan lika mycket en kulinarisk som
en bacchanalisk sångare“[299]. Fredmans yndlingsopholdsstæd er
[300]
dog stadig „Bacchi ä[g]ta [P]aradis“ , for dær „vækkes de glade
[301]
tanker“ , og når det er sket, udbryder han glad og fornöjet:
For:
Hej[] l[ä]t oss lefva vällustigt och sällt! (Ep. 51).
[303]
hvad är vårt lif? [et] bloss[!] (Ep. 38).
[302]
Så samler Fredman i Ep. 25 hovedtrækkene i sin livsanskuelse:
L[ä]t oss [S]pelmän kalla
[T]il[] tidsfördrif[;]
Svalkom vår tunga,
[O]ch låtom oss sjunga
[G]lädje[-]sång[;]
Dansa[] gamla, unga[]
[N]u på en gång.
...Corno
Nym[ph]er och friskt [C]alas[,]
[V]ällust i blod och glas,
Sömniga ögon, friskt hjärta, [F]ioler, [S]ång og [B]as
[H]var [E]pistel innebär
[304]
[O]ch lär.
...Corno.
37) Outgifna dikter af C. M. B. Upsala. 1895 s. 19.
76
76
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
Og i endnu kortere begreb udtrykker han kvintessensen i sin anskuelse af livet i Ep. 2:
V:c[]llo…—[S]upa, dricka,
[O]ch ha sin flicka[,]
[305]
[Ä]r hvad Sancte Fredman lär[.]
Dær har vi da hovedtonarten i denne digtning, hvis mange enkeltheder kun er variationer af grundtemaet: men når man med Fredman vil „fukta sin aska“[306] og dærfor skynder sig med at „druf[307]
vorna pr[ä]ssa, ty än är det tid“ , mærker man pletvis i digtningen, at en sådan livsførelse slæber visse sociale skavanker med i sit
kølvand. Ep. 64 fortæller således om, hvordan det „glada
[308]
möte“ kan slutte på ægte svænsk maner:
Knifvarna blixtra och [N]ym[ph]erna dåna,
[K]äppar och klingor de splittras i sky[n].
Bleknade näsor med blodsår och blåna[],
[309]
[S]vällande kindben och kop[p]ärrig hy.
Årsagen til en så disharmonisk slutning på de „glade timer“ er somoftest – kvinden, og Fredman docerer dærfor i Ep. 13 for at dæmpe
lidenskaberne:
Hör[] jag skall säga dig[] pauvre [A]mi,
[310]
[A]ldrig på [B]aler dra fram [J]alu[o]usi[e;]
Ikke desmindre har han selv bitre erfaringer (Ep. 12):
Och aldrig nånsin dansa med en annans flicka,
[311]
[H]ar jag lärt.
.....Flauto.
[312]
Men selv hans egen „skönne“ har vist ham sin ubestandighed,
og dærover sukker han i Ep. 35:
Ja[] jag har gett h[ä]nne skänker och gul[d;]
77
77
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
[P]å barnhuset skaffa jag [B]arnet;
[B]arnet det dog; med [C]alas på dess mull
[J]ag söp [D]ödgräfvaren full.
38)
Ofta ha [P]altarne gått på patrull[]
[J]ag har då friat det lid’liga skarnet,
[V]ågat för h[ä]nne båd’ ryggbast och hul[,]
[313]
[O]ch slagit de hj[e]ltarna kull.
Alligevel er hun ikke trofast; men mod alskens sorger og modgang
kender Fredman kun [ee]t probat middel: Töm ur din flaska,
sjung och drick, var glad[.] som det udtrykkes i Ep. 30[314]. Det
gælder blot stadig om at „[G]lömma v[e]rldens små besvär“[315].
Dærefter:
[S]å lumka vi så småningom
[F]rån Bacchi buller och tumult,
[N]är döden ropar[,] Granne[] kom,
[316]
[D]itt timglas är nu fullt. (Fred. S. 21) .
Vi har nået målet, og alt er forbi:
Så slutas våra [S]orgedar [P]å v[e]rldens vilda haf!
39)
40)
Således har da Bellman ved det livssyn, der går gennem hans
digtning, vist os, at man blot skal være munter blandt glade venner, for livet er dog ikke andet end en – leg. Mens han så stadig
38)
sædelighedspolitiet.
[317]
39) Fred. Sång. 23
40) Jf. Erik Bøgh (Dansk Folkekal. 1863 s. 137): Han var mere end nogen anden
[D]igter [Ø]jeblikkets [S]anger. Han levede kun i og for [Ø]jeblikket; det var
kun dets [G]læder, han besang: de flygtige [N]aturstemninger, som der kun
behøves en [S]ky for at formörke, og de flygtige berusende [N]ydelser, [S]angen og [S]k[j]æmtet, [L]egen og [D]ansen – det var kun [Ø]jeblikkets [G]uddomme, »Ba[kk]us och Fröja«, han viede sine udødelige [S]ange. Men den
[G]læde, der kun er [Ø]jeblikkets, har altid i sine fulde [A]kkorder en [T]one,
der sl[aae]r over i [Mol] og det er [F]orgængelighedens.[318].
78
78
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
med voldsom – og vel tilsigtet – kontrastvirkning maler døden på
væggen, opnår han dærved en passende mörk og uhyggelig baggrund, hvorpå den forcerede livsnydelse, han altid priser, kan træde kraftigt fræm:
Ac[h]! döden är en faslig björn[,]
[H]an kräfver lifvet hvarje timma[;]
41)
En [T]ätting och den stolta [Ö]rn
[D]e måste samma våld förnimma[;]
[A]lt suckar för [N]aturens lag[]
[319]
[M]en Bacchus ler, likså gör jag. (Fred. S. 19).
Som altid begynder han i moll, men slutter i dur, for han ønsker at
indskærpe, at „[Ve]rlden är ej så ful, som vi h[ä]nne ängslig[] afmåla“ (Ep. 11)[320]. Dog det hævner sig at anse livet for en leg, og
ikke engang Fredman lykkes det at bevare sin strålende munterhed gennem alle livets öjeblikke. Det går som Athena Lemnia42) sir
om „livets fest“:
Sansernes [L]yst bliver [L]ögn, [B]ærmen af [V]inen er besk.
D[aa]rerne lever i [L]atter, at glemme det truende [R]egnskab.
Frygtløs er den, som har tro vogtet sit [M]enneskeværd.
Smilet hensmulrer og dør. Evig er [A]lvorens [B]lu.
Sorgen har [B]ud[] til enhv[e]r[] og forjager den flygtige
[G]læde[.]
[321]
Ej giver [L]ivet dig helt, hvad i din [L]ængsel du vil.
I en sådan sindsstemning af melankoli skriver Fredman sin Ep.
[322]
27, „[S]om är dess sista tankar” :
Gubben är gammal, urverket dras
41)
gråspurv.
42) S. Michaëlis: Livets Fest. Digte. 1900.
79
79
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
[V]isaren visa, timman ilar.
Döden sitt timglas har stäl[]t vid mit[] glas,
[323]
[K]ring buteljen strött sina pilar.
Men endnu voldsommere knuger de mörke tanker ham i Fred.
Sång. 18:
Förtviflan[] kom! Kom vid det ropet,
[K]om, slingra repet kring om [S]topet[]
[324]
[O]ch häng mig[] se[]n jag tömt det ut[.]
Mit krus, der fordum i sine stærke dråber gav mig liv og lyst, står
nu tomt. Koldfebren stivner mit blod og mine ben:
[M]in hand blir is[,] och näsan vatten,
[M]in fot som glas, och hela natten
[325]
[R]egerar själen yr och rädd.
I sådanne stunder føler Fredman mer end nogen livsbegærets bitre
afslappelse, og han gir sine tanker udtryk i det berömte „soliloqvium” – enetale – Ep. 23, „då Fredman låg vid krogen
Kryp[-][I]n, gent emot [B]an[c]ohuset, en sommar[-]natt år
1768[326]”. Bellman er næppe nogetstæds i sin digtning nået höjere
med hensyn til omfanget af den stemningsskala af menneskelige
følelser, han skildrer. I den bitreste verdensforagt begynder Fredman med at forbande sine forældre, fordi de har sat ham ind i en
verden, hvor han – dog nok til dels ved egen skyld, hvad han ganske visst ikke omtaler – ikke har fået noget ud af sit liv. Fortrinligt
kommer denne kolde spot fræm sammen med den legemlige utilpashed, der følger ovenpå en udsovet rus, men da så kroen atter
lukkes op, og han igen får brændevin til at varme sine livsånder
på, svulmer hans livsmod op påny, og han slutter jublende med en
tak til sit ophav – ja, hvis han kunde træffe sin gamle far, skulde de
drikke „brorskål“ sammen i nogle dage og:
Min bror du blifva skull[,]
80
80
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
[O]ch som jag så full,
[O]ch som jag så full.
[327]
...Flauto.
Således lykkes det Bellman at gi sin strålende humor relief ved den
melankolske baggrund, hvorpå den anbringes; men han sörger altid for at begynde elegisk, for så kan han slutte i fryd og glæde til
opmuntring for sin tilhørerkres, som dærved mærker hans opildnende munterhed, der bringer dem en potenseret livsglæde i
öjeblikket. Om man med Atterbom43) kan kalde den anskuelse af
livet, der går gennem den bellmanske digtning, for „en
v[e]rlds-åskådning af den orginalaste art“[328], er ikke ganske sikkert. Mindre tyder den på originalitet end på primitivitet, fordi
den som det eneste attråværdige opstiller livets enkleste materielle
værdier: dyrkelsen af menneskelivets vegetative funktioner. Men
tilfredsstillelsen af disse primitive værdier drives med hensynsløs
løssluppenhed ud i fantastisk vildhed, så det hele får præget af raffineret dekadence. Den sunde menneskelighed drives dærved gennem en forceret nydelsessyge ustanselig fræm mod det punkt,
[329]
hvor man mærker, at „bærmen af vinen er besk“ . Ved at læse
den bellmanske digtning undgår ingen at se sporene af livets malurt; men med musik fryder ordenes indsmigrende klang vore
øren:
Stäm[] dina strängar, sjung om lifvets [V]år[.]
[330]
Ac[h] sjung en skål som är lustig at[] höra[.]
Stilens idealisme og realisme.
Trænges der nogetstæds til idealisering i digtningen, er det ved
gengivelsen af det „uæstetiske liv“[331], da det ellers alt for let kan
43) Phosphoros. Upsala. 1812, s. 56: [S]å är Bellmans konst, långt ifrån att vara
ett obetydligt och blott ohöfsade menniskor värdigt källarnöje, en
v[e]rlds-åskådning af den originalaste art.
81
81
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
blive en ram kost, hvis den kunstneriske behandling ikke er så betydelig, at den kan dæmpe det noget. I den bellmanske digtning
finder man det idealiserende træk smukkest i det følsomme lune
og den fantastiske humor, hvormed krolivets uæstetiske situationer er gengivet. Det er sket med virkelig kunst, og tager en del af
det stødende bort, selvom den løsslupne livsglæde bevirker, at
„decorum“ ret hyppigt ikke kan overholdes. Idealiserende er i höj
grad hele det mytologiske kostyme, som Bellman så rigelige anvender i sin digtning. Et sådant kostyme har både sine heldige og
mindre heldige sider. Heldigt kan det virke, når det dæmper fræmstillingen af alt for gemene personer eller delikate situationer,
udenat de dærved taber noget i drastisk kraft. Mindre heldigt virker det på vor tid, hvor hele dette mytologiske apparat ligner en
falmet maskeradedragt. Jo stærkere det træder fræm, des mere affekteret forekommer det os nu. Det er uskönt som en aflagt mode.
Men den forvirring og opløsning i kunstmytologien, man træffer
hos Bellman, viser tydeligt, at dens tid er forbi: græske og romerske, nordiske og kristelige mytefigurer optræder i en forunderlig
blanding, f. eks. i Ep. 25[332]. De forsvænskede navne på mytefigurer, som Stjernhjelm havde lavet: Venus=Fröja, Amor=
Astrild[333], benyttes og fræmbringer i sin kraftige rococomaner et
barokt indtryk. Når den bellmanske digtning alligvel trods det
falmede mytologiske kostyme har bevaret sin friskhed, skyldes
det den overordentlige realisme, hvormed personer og forhold
karakteriseres: nogle enkeltheder træder så levende fræm, at situationen straks står klar. F. eks. fortæller Ep. 34 om en ildløs i Mowitzes kvarter, og så ser man ved ildskæret:
Niclas[] torn som röda gulle’
[B]länker i den mörka natt[;]
Ur en sönderslagen ruta
[T]ittar fram en gulbrun katt[;]
[S]traxt besatt
[H]undarna tjuta[;]
[334]
[L]arm och buller, gråt och skratt.
82
82
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
Eller Ep. 56:
Se Mollberg med svart [Rå]ck och [F]lor,
Med [R]ucalvans-hanskar och [B]ockskins-skor[,]
[M]ed lurfvigt hår, svart som en [M]or:
[335]
[H]ans sorg är stor[,]
Eller Ep. 48, hvor Marjo ror ind til Stockholm med sin torvevarer
i en jolle:
Hon åt tullen syftar,
[H]ar i knä en bytta smör,
[K]örsbärs-korgar frammanför;
Marjo nu sin lofsång gör,
[336]
[S]nyter s[ig] och snyftar.
Endnu voldsommere blir realismen, når Bellman kommer til den
intimere karakteristik af sine kvindefigurer, f. eks. hans heltinde,
„Venusprästinnan“, selveste Ulla i Ep. 3:
Ulla Winblad[] kära [S]yster,
Corno... [D]u är eldig, qvick och yster[,]
[337]
[H]var dag så står du brud.
Eller en anden – ældre – „nymf“ i „Fröjas tempel“, som i Ep. 44 er:
[E]ljest blek och tyster,
44)
[S]äflig uti tal och svar,
45)
[M]en förträfflig yster
[338]
[N]är hon bröllop har.
Endelig hører man i Fred. sång 6 om en af „fyleriets titaner“
[341]
han har været en sådan „dryckeshjälte“ , at:
44)
45)
[340]
, at
dvask;
lysten (egentl. overstadig).
83
83
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
[O]m nånsin din [M]aka
[S]kull’ kysst på din haka,
[339]
[H]on blifvit full.
„Dryckeshjältarnes“ personalhistorie, som man har skrevet nu til
dags, er lidet lystelig og endnu værre er „Venuspræstindernes“;
men det er omtrent uden betydning for digtenes værd som digtning. Den bellmanske digtning ejer kunstnerisk værd i sig selv,
hvadfor modeller han har benyttet, eller hvor meget af det „uæ[342]
stetiske liv“ der så end er blevet hængende ved dem.
Hvor nöje Bellmans liv har været knyttet til hans digtnings
personer er også et underordnet spörsmål i forhold til det, han i
kunstnerisk form har bragt ud af sit stof. Forbindelsen har dog
sikkert været inderligere, end mange forskere holder af at anta:
men ved sin kunstneriske stræben rager Bellman et hode op over
alle sine modeller og personer[343]. Og dog opfattede han selv ikke
sin digtning som andet end muntert tidsfordriv beregnet for
öjeblikket. Dærfor skænkede han heller ikke sine fræmbringelser
mere opmærksomhed, end at de spredtes for alle vinde og först
lange tider efter ved venners indtrængende tilskyndelse og hjælp
blev samlet til det lille udvalg, som rummes i de to berömte samlinger[344]. Deres blivende værd lagde han ikke selv vægt på; men
samtiden, der havde hørt ham foredrage dem, og som var blevet
fortryllet af hans muntre talent, mærkede hurtigt, at der var humoristiske kræfter i ham[345]. Det gav sig også udslag i, at man
gjorde ham til hovedperson i alskens lystige ankedoter, ligesom
det hos os skete med Wessel, idet en sådan stædfæstelse forhöjede
anekdotens værd for mængden. Den slags historier var naturligvis
altid yderst „mustiga“[346]. Man har heldigt sammenlignet Be[347]
llmans digtning med den nederlandske malerskole ; men der er
dog den forskæl, at Bellman benytter stærkere farver. Den sans for
de rene, klare farver og den kontrastvirkning, der fræmkommer,
når de stilles sammen, som först romantikken (især Oehlenschlä-
84
84
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:28
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
ger) indførte hos os, havde Sværrigs litteratur allerede fået med
Bellman. F. eks. Ep. 55, hvor Mowitz spiller kegler:
R[å]cken är blå, [U]p[]slagen hvita,
[348]
[H]alsen bär svart [B]indel af taft[!]
Eller Fred. Sång 5 B:
Se svarta böljans hvita drägg,
[349]
[A]c[h] se hur [Ch]aron stretar[!]
Ofte blir dog indtrykket af de mange farver så broget, at man dæri
mærker svænskernes glæde ved det spraglede:
Mo[v]itz med flor om armen, hålt!
I en mörkblå kolt[,]
[K]ommer han så stolt.
Svart väst, gröna byxor, nå[!]
[G]ult gehäng, hå, hå!
[350]
[O] ch stöfletter på. (Ep. 65).
Stadig er det kontrastvirkningen, der er hovedvirkemidlet i den
bellmanske digtnings kunstneriske teknik, og så stærkt anvendes
dette middel, at virkningen kan blive ganske grov og grel. Når den
smægtende hyrdestils følsomme og blide ynde pludselig brydes af
den brutaleste naturalisme i skildringen af personer og situationer, blir indtrykket ofte læseren lidt disharmonisk; men et dulmende og mildnende skær lægges der så fortrinligt over disse stæder ved tonernes stemningsrige væld, og da blir musikken endnu
et idealiserende moment i digtningen, som ikke må underkendes.
Sjælden har vel nogen digter fået tonernes melodiøsitet lagt om
sin digtning i en så strålende fylde, og selv instrumenternes forskælligartede klangfarve har Bellman benyttet til at fræmkalde
kontrastvirkninger mellem musik og ord, som ofte kan være af
betagende humoristisk virkning, Så stærkt fræmtræder instrumenterne, at han endog har trykket grækernes gamle færgemand
85
85
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
[351]
til de dødes rige et[] i hånden: [Ch]aron i [L]uren tutar – men
dær har vi rococomaneren. Interessant er en enkelt kontrastvirkning, som Bellman får fræm i et rimbrev fra 1774 til Elis Schröderheim46) – Gustaf III.s genialiske gunstling och Bellmans värklige
[353]
vän (Carlén)
– hvor han skildrer en fest af „Fredmans gamla
[354]
[355]
[V]änner“ : ett muntert [L]ag med rus ur Bacchi floder . Besynderligt lyder det, når Bellman næsten undskyldende henvender
sig til denne hofmand, fordi han anbringes blandt „Fredmans
gamla [V]änner“:
Så tyd ej illa ut[,] [om] man i dansen ser
[E]n Ulla bjuda upp en [K]onglig [S]ekreter[.]
Tag ej med köld emot ett [S]ällskap, som tör hända
[S]nart under vin och sömn slår [glasen] öfver ända[;]
[356]
[Lä]t dem som strödda bin få svärma kring hvarann[,]
Det er dog visst eneste gang, at Bellman behandler sine personer
så overlegent, at man mærker klasseforskællen, mens han ellers
altid med mange smukke ord søger at få os til at glemme deres
menneskelige gemenhed.
Digtningens sprog.
Ser man på sproget i den bellmanske digtning, udmærker det sig
ved korthed og sammentrængthed i udtrykket. Det er ikke vage,
dunkle stemninger, der udtrykkes i det, men solide virkelighedsbilleder, der skildres i nøgne hovedsætninger uden stærk forbindelse og med udeladelse af alle fyldeord, som kunde udtvære stilen. Det eneste, der kunde synes at fylde formeget, er de talrige opfordringer til at drikke: att tillbedja Bacchus[357], som det hedder i
[358]
den sirlige stil. Især i digtene med gammeltestamentligt æmne
forekommer sådanne opfordringer hyppigt som indskud mellem
46) Carlén IV s. 276.
[352]
86
86
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
de fortællende strofer, og dærved blir det lettere at behandle forskællige slags æmner som drikkeviser. I en digtning som denne,
hvor der uophørligt spilles på de samme to strænge: lidenskabelig
dyrkelse af vin og kvinder, må der nødvendigvis i sproget benyttes
mange kælende omskrivninger, for at variere en ellers trættende
ensartethed. Först og fræmmest sættes alt i forhold til Bacchus og
omskrives med hans havn: i „Bacchi rum“[359] eller „Bacchi
kök“[360] (= køkken) vil hvær af „Bacchi härolder“[361] eller „Bacchi
hjeltar“[362] „fukta sin aska (ell. tand)“ [363] med „Bacchi safter“[364],
[265]
og idet de føler sig i „bacchi äkta paradis“ , slumrer de ind i
[366]
]Bacchi armar“ ; men når de har sovet „[F]rån Bacchi buller
och tumult“[367], opdager de, at de ved dagens fræmbrudd ikke
[368]
mere befinder sig i „Bacchi tempel“ , optaget af „Bacchi göro[369]
mål“ , men må lidt slukørede udbryde med den berömteste af
[370]
„Bacchi män“ , selveste Fredman:
Här ligger jag i rännsten och betraktar
[371]
[M]ina gamla skor[.]
Således blir resultatet, når Bacchus har lært dem „att läsa uti sin
våta bok“[372]. – Endnu nødvendigere i Bellmans sprog er de eufemistiske omskrivninger for alt, hvad der hører til „Fröjas dyrkan“[373]. Det er „Venus vulgivaga“[374], der træffes hær i „Fröjas
tjäll“ (=jungfruhus) [375], hvortil hvær „Bacchi träl“[376] søger, når
han er ramt af „Astrilds pilar“, for Fredman hævder:
Bättre vor’ visst, som Sancte Paulus lär,
giftas en gång än brinna si så här,
Brinna si så här.
[377]
...Timp.
[378]
Mildnende kaldes dærfor hvært „Fröjas barn“ for – nymf, et
åndigt navn for et lasket gammelt fruentimmer. Ofte har den bellmanske digtnings sprogform en sådan ordsproglig karakter og
et fynd, der gör, at strofer og udtryk fra disse digte blir til „bevingede ord“, f. eks. „Nå[] ä nu alla församlade här“, „Så lunka vi så
småningom“, „Hör [J] Orfei [D]rängar, [S]tämmen edra sträng87
87
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
[379] 47)
ar“, „Se Mo[v]itz, hvi står [d]u och gråter“
, „Ä’ke det gudomligt, Fiskartorpet hvad? Gudomligt att beskåda!“ o. lign. Et
forhold, der gör det vanskeligt med forståelsen af denne digtning
for udenforstående, er den stærke stockholmske lokalfarve, der er
lagt over prospekterne og sproget, noget, der fordrer oplysende
kommentar. Den friskhed, der hviler over det sproglige udtryk,
skyldes Bellmans benyttelse af talesprogets ordstillinger, og han
udvider digtningens ordforråd med dannelser fra gadesproget,
som alle vegne har den stærkeste duft og rigeste udtryksfylde,
samt en egen koloristisk charme, som digtere med filologisk sans
ofte har forstået at benytte. Man bör dærfor næppe med K. Warburg kalde ordene: grovkornede[381], for de passer netop i de fræmstillede personers mund som deres naturlige og sædvanlige udtryksmåde og hører med til milieuet, hvor disse personer lever deres uæstetiske liv[382]. Vil man skildre den laveste befolkningsklasse
realistisk, må man lade den fræmtræde med dens egne sæder,
skikke og helst også ordforråd og ikke stødes af forekommende
„mustiga qvickheter“. Bellman har villet det, og han har opnået
at vække interesse dærfor – trods alt.
Sværrig og Danmark.
K. Warburg48) har stadig haft sin opmærksomhed henvendt på
vekselvirkningen i litterær henseende mellem Sværrig og Danmark, og hans resultat for Sværrigs vedkommende er da det: fra
Danmark har vi ved flere lejligheder modtaget vigtige litterære
impulser. Han spör dærnæst, om Sværrig da ikke som gengæld
har kunnet gi Danmark litterære impulser, men må svare: ikke ret
47) Til denne melodi synes Poul Møllers digt til Henrik Steffens skrevet:
En [M]ester i [T]ankernes [R]iger
[H]e[]l ti[]t er p[aa] [J]orden forsagt,
[E]n [S]pot for de de[j]lige [P]iger,
[O]g dristige [S]vendes [F]oragt;[380]
48) Bellmansdikten i Danmark (Samlaren 1895). Afhandlingen rummer en for et
tidsskrift som »Samlaren« uanstændig mængde trykfejl i de danske citater.[383]
88
88
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
[384]
mange. Dog er een svænsk digter „slået igennem“ i Danmark ,
ja har endogså virket stærkt på en hel litteraturgren i dansk litteratur: det er Bellman, og hans digtnings indflydelse gælder det
danske sangspil i det 19. århundrede. „I det hela finner man afgjor[d]t i Danmarks litteratur mera spår af Bellmans inflytande än
i den senare svenska. Han skattas där lika högt som här hemma.
Ett faktum är, att i Danmarks bildade kretsar Bellmans sånger i
alltjämt beundras och senteras nog så starkt som i hans hemland[]“[385] Hvori skal man søge grunden til denne stærke indflydelse, „då ju dock Bellman är i icke ringa mån en lokalskald och
kräfver visa förutsättningar at rätt uppfattas.“ [386] Der er flere
grunde:
I. Det musikalske element, som især virker indsmigrende på
det lyrisk-bløde danske naturel, der helst vugger sig i muntre
stemninger.
II. Den burleske komik, „för hvilken danskarne äga så stort
sinne“[387]. Både „le rire gaulois“[388] og det svænske „skratt“ øver
en tiltrækkende virkning på den danske lattermildhed. Vi anser
netop det medfølende lune for et ægte nationalt-dansk træk, og til
det finder vi noget tilsvarende hos Bellman. Hans digtning formår
ved sin fantastiske humor at „locka till gott skratt“[389].
III. Naturligheden og den ligefræmme jævnhed i sprog og
fræmstilling. Det ceremonielle og pompøse hos svænskerne tiltaler ikke os danske: vi finder det opstyltet og affekteret; men kommer svænskerne i et lystigt lag, blir de hurtigt mere ligefræmme og
gemytlige, mere naturlige og tiltrækkende for os. Det er det stadium, vi træffer hos Bellman. Naturligheden i Bellmans sprog er
os så tiltalende, fordi vi ikke dær træffer „den ringaste tillsats af
akademisk ståtlighet, som eljes gärna kännetecknar vårt svenska
skaldskap […] Ty denna ståtlighet och sirlighet – har […] låtit
[danskarne] stå kyliga till mycket i vår svenska diktning, som vi
högt beundra.“49)
49) K. Warburg, anf. stæd
[390]
.
89
89
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
IV. Den dramatiske karakter, der hviler over Bellmans digtning, var det endelig ikke mindst, som virkede med til indflydelsen hos os.
„Detta skaffar honom inträde hos ett folk med så gemytliga
anlag som det danska.“50)
Selve indflydelsen af den bellmanske digtning begynder tidligt, idet man i slutningen af det 18. århundrede (o. 1783) træffer
den hos Jens Baggesen, som skriver et par drikkeviser til melodi af
Ep. 9[392]. Ligeledes omsætter P. A. Heiberg Fred. Sång 56 til
[393]
dansk , men disse tilløb bliver kun af forbigående betydning.
[394]
Selv da H. Hertz i 1818 skriver et digt til melodi af Ep. 42 , har
han ikke truffet det karakteristiske ved den bellmanske stil. Det
skulde dog senere lykkes ham[395]. Det var först, da J. L. Heiberg i
51)
1825 skabte vaudevillen , at den bellmanske indflydelse i större
[396]
udstrækning gjorde sig gældende . Hvornår Heiberg har lært
Bellmansdigtene at kende vides ikke; men det må sikkert være, da
han 1812 var i Stockholm, skönt hans bevarede breve til moderen
fra dette ophold ikke med et ord berörer dem. Netop dette år var
det, at Atterbom i „Phosphoros“ fræmdrog Bellman som Sværrigs genialeste sanger[397], og sandsynligvis er der dærved kommet
nyt liv i Bellmansfortolkningen, hvad der så sagtens har virket på
Heiberg og vakt hans interesse, gennemmusikalsk som han var;
men der kom dog til at gå en fjorten fæmten år, inden de virkede
på hans egen digtning. Heiberg definerede vaudevillen som „en
tæt forening af ord og toner“[398], og han sir selv om „Rescensenten og Dyret“: [M]en i ingen [V]audeville la[de]r [S]angte[x]ten
sig mindre end i denne bedömme efter den blotte [L]æsning; den
er uadskillelig fra [M]elodien[,] ligesom i de bellman[n]ske [sic!]
[D]igte.[399] Intet af mine [S]tykker tro[e]r jeg at være i så hö[i] […]
[G]rad [V]audeville[,] som netop dette; t[h]i i intet af de andre har
[391]
50) K. Warburg, anf. Stæd.
51) Vaudeville = vekselsang, rundsang, fordi disse vekselsange netop er den kærne, hvorom dialogen er spundet. I dansk litteratur træffer vi förste gang en sådan rundsang i »Epilogue« til »Kierlighed uden Strömper«, der slutter med
en – vaudeville.
90
90
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
[S]ujet, [D]ialog, [T]e[x]t og [m]usik indg[aa]et et så nö[i]e
[S]lægtskab. […] Jeg har ogs[aa] i denne [V]audeville begyndt at
efterligne det bellmanske [M]ønster; t[h]i Bellmans s[aa]kaldte
Epistler er[e] at betragte som [V]audeviller [udenfor] [Th]eatret.
Det[,] som [ch]ara[c]teriserer dem[,] er en forunderlig [B]landing
af det [B]urleske og det [M]elankolske, hvilket [S]idste
fr[e]mbringes ved en besynderlig, [L]ængsel vækkende [M][aa]de,
hvorp[aa] [D]igteren beskriver [L]okaliteter og [N]aturscener. Jeg
har efterlignet denne [T]one – i den [T]rio--som udg[j]ör hele
[den] 21[de] [S]cene.52)[402] Diskret har Heiberg hær efterlignet stilen i de bellmanske naturscener, f. eks.:
Se[e] hvor [S]kyerne h[e]r
[S]ig om [K]anten forgylde[]
[O]ver e[e]nsomme [T]ræer!
Hør den muntre [S]tö[i]!
Hist en [K]rage flö[i],
[S]vang med hæse [S]krig sig over [S]koven væk.
Se[e] hvor [A]ftenen trækker
[H]v[e]r en [S]kygge s[aa] lang!
Se[e] de K[j]ørendes [R]ækker!
Hør den lystige [S]ang!
Snart vi skal p[aa]ny
[H]ist ved Bellevue
K[j]øre langsomt med hverandre, glad i [S]ind,
G[j]ennem tunge [S]and
[M]ed sit [S]kum på [S]trand,
[401]
[H]vor vi se[e] den sv[e]nske [K]yst i [Maa]neskin.
I „Recensenten og Dyret“ anvendes for förste gang en Bellmansmelodi; men når Heiberg i sin afhandling sir, at han „i denne
[V]audeville [har] begyndt at efterligne det bellmanske [M]øn[402]
[403]
ster“ , er det ikke helt korrekt . Det er allerede sket i „Aprils-
52) Om Vaudevillen (1826) s. 93-94.
91
91
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
narrene“: den svænske danselærer Tenneman dær, som underviser Trine Rar i den koreografiske kunst, er ganske kalkeret over
Mollberg i Ep. 69, hvor han gir Ulla Winblad en lektion i dansens
yndefulde kunst[404]: men Heiberg har benyttet en melodi fra
[405]
„Cendrillon“ . Da Trine skal „låta see sine [P]rogresser uti
[406]
53)
[D]ans“ , synger Tenneman[n]:
En avant deux, en arrière!
Uttilbeens! Hufvud rak!
S[aa]! Det er en annan [S]ak!
Var lite meer l[é]gère!
Queue de chat! Nu giv mig [H]anden,
Först den ena, s[aa] den anden.
Animeer sin [M]ouvemang!
Ja, hun har et stort [T]alang.
St[aae]! St[aae]!
Nu dansar jag ena, [M]amsellen seer derp[aa].
S[aa] vakker en [S]olo vis[]t aldrig för man s[aae]:
Hvad er detta? ta mig tusen!
Uttilbeens, har jeg sagt!
Vil [M]amsellen give [Ag]t!
Vred bliver jeg i [K]abusen.
Hun m[aa] troe, hun tör ej fjase.
Runda [A]rmar! Avec grâce!
Hufvud rak! Hold [T]akt! ça[] ça!
S[aa]! Nu g[aae]r det mycke bra.
St[aae]! St[aae]!
Nu dansa vi sammen; hur vakkert er ei det!
[407]
S[aa] hvar à sa place, och til sidst en [P]irouette!
53) Han taler et alt andet end korrekt svænsk, hvad Heiberg nok er skyld i, medmindre det er tilsigtet. Foruden stavemåden, der ofte er helt dansk, forekommer der også danske konstruktioner, f. eks.: en dotter af baron S., döttrar af
excellensen greve G. istædetfor: en dotter till baron S. o.s.v.
92
92
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
Den langt udførligere Fred. Ep. 69 begynder med at skildre os
„Mollberg [D]ansmästare“:
Se [D]ansmästarn Mollberg, [B]röder,
[I] vår [K]rögar[-]stuga,
[H]ur mot väggen han sig stöder[,]
[M]ed en röd [F]iol.
Konstigt har han lärt sig buga[,]
[O]ch med foten skrapa[.]
[A]ldrig såg man större [A]pa
[408]
[I] en [C]apriol.
Lektionen går dog ikke af, udenat „Ulla bliver arg[,] [O]ch sig ur
[409]
dansen kastar“ , men „[V]ild som en varg[,] [H]an efter lammet
[410]
hastar“ :
Båda skratta, båda skrika[,]
[M]ed musik tillika.
»Rak i lifvet, rak, Ulrika!«
[411]
[R]opa[] Mo[v]itz gladt.
Undervisningen går videre, og belærende sir så Mollberg:
Se på mig; ge hand, mitt s[å]cker!
Fram med vänstra foten!
Non, [M]a chère för tusan pocker!
Vänstra foten fram!
Rak som knekten står i roten!
Se på mig, stå stilla[.]
Märk, sköna vän,
[At] hon pro primo niger,
[B]akvänd mot den[]
[S]om fram om henne stiger[.]
Sväng dig se[]n och balancera,
[B]alancera mera[.]
Skönsta vän[] mitt bröst charmera[;]
93
93
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
[D]ansa mer mit[] [L]am[.]
Sjung, min [ä]ngel[] när jag dricker[,]
Dansa[] när jag spelar[.]
Säj, är intet Mollberg qvicker?
[]Öfvermåttan qvick[.][]
Nig nu[.] [N]ej, [M]a chère, hon felar[;]
[K]näna få ej böjas[;]
[M]insta tvång får intet röjas[;]
[412]
[A]l[]t i ledigt skick[.]
Man ser, der hviler en sirlig anstand over bægge de to dansescener,
men over Bellmans tillige stærkere humor på grund af de lavkomiske personer. Efterhånden benytter Heiberg nu bellmanske melodier i sine vaudeviller, og det ofte med stor komisk virkning, f. eks.
da „Hummer“ i „De Uadskillelige“ frir[413], eller da „Mikkel“ i
[414]
„De [D]anske i Paris“ skal skildre sit indtryk af Paris ; men som
helhed er det dog en behersket benyttelse (o. 10)[415]. Den bellmanske digtnings indflydelse på Heiberg kan henføres til følgende
punkter:
1) ved dannelsen af vaudevillens kunstform;
2) som efterligning til andre melodier end de bellmanske;
3) som efterligning til selve Bellmansmelodierne;
4) som en hel studie i Bellmans maner, da han 1845 skriver
„Ulla skal p[aa] [B]al“[416]; men den var dig af mindre betydning.
På H. Hertz har den bellmanske digtning gjort sin indflydelse
så stærkt gældende, at man mærker, den har fået ligefræm forbilledlig betydning for hans egen digteriske virksomhed, og man
træffer den især:
1) i naturskildringernes stil både i hans lyriske og dramatiske
digte;
2) i rigelig anvendelse af Bellmansmelodier (o. 20)[417];54)
54) Både Heiberg og Hertz undgår at benytte samme Bellmansmelodi mer end
eengang, sir K. Warburg. Hertz har dog benyttet Ep. 15 både i en vaudeville
fra 1862 og i én fra 1870. Tillige har han benyttet Ep. 42 både i digtet »Sangerens Lykke« fra 1818 og i vaudevillen »Kærlighed og Politi[e]« fra 1827.[418]
94
94
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
3) i hele hans digtnings dramatiske livfuldhed;
4) sidst men ikke mindst i sprogformens stilistiske udtryk.
Det er först i digtene fra og efter sommeren 1832, at man
mærker påvirkningen fra den for Bellman særegne stilistiske teknik. Vi ser det på naturskildringerne og sprogformen i digte som
„Spadseretouren“ og „Re[i]sen p[aa] Apenninerne“ (til Ep. 47)
[419]
, men stærkest og smukkest i „Erindringer fra Hirschholm“, de
to digte[420], som Hertz skrev i „Bellmans-sommeren“ (1832), da
han lå på landet i Hørsholm sammen med J. L. Heiberg og frue og
moder. Först dær har fru Heiberg sunget og spillet Bellmanssangene ind i ham, så de kunde sætte dybe spor i hans digtning, og han
mindes det med glæde vintren efter, da han skriver „Hyacint[h]erne“:
Da [S]ommeren væved’ et [S]lør ifjor
[A]f hvide [Taa]ger om Hirschholms [N]ætter[,]
Ak Gud! Og [Bellmans] [S]ange! Ja hvem
Skal synge for mig den dejlige [V]ise
Om »Mor på Tuppen« og hv[e]r af dem,
[421]
jeg hørte s[aa] tidt af Johanne Louise [sic!].
Bellmans digte var ikke meget dyrket på den tid udenfor den heibergske kres. Hertz sir selv i „Posthuset“: [Bell]man! Din [S]ang,
der er kendt af s[aa] [Faa]![422], og fru Heiberg skriver i sine erindringer: [D]isse [S]ange var[e] p[aa] den [T]id s[aa] godt som
ubek[j]endte i Danmark.[423] Som eksempel på naturskildringernes
stil kan anføres anslaget i „Posthuset i Hirschholm“:
Natten er kølig og [V]indene fe[i]e
[L]ummervarmen sagte fra [T]ræer og [K]rat;
[B]øgenes [B]lade, der gyngende ne[i]e,
[S]piller [Maa]nen p[aa] i den dæmrende [N]at.
Ak, her er smukt! See, på [S]øernes [F]lade
[G]limrer [Maa]nen dybt i det krusede [V]and.
Tys! Ingen [L]yd i den eensomme [G]ade!
[424]
Alle sove trygt, b[aa]de [Q]vinde og [M]and.
95
95
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
Eller fra „Re[i]sen p[aa] Apenninerne“:
- See, hvor [Taa]gerne skilles og [S]olen g[aae]r op!
See, hvor [B]j[e]rget i [D]æmringen løfter sin [K]rop!
See, hvor [H]immelen klares! – En [S]ky driver hen
[425]
[O]g flygter og nærmes ig[j]en.
Hele digtet er en pragtfuld studie efter Bellman i henseende til stilistisk form og dramatisk liv. Endnu da han i 1835 skriver „Debatten i Politivennen“, husker han helt den bellmanske stil:
Vinden vifter, [L]øvet sk[j]ælver,
[T]ræet drysser fine [D]uun[;]
og den klare [H]immel hvælver
[426]
[O]ver os et bl[aa]t [P]aulun.
Det, der i Bellmans digtning fræmkalder den dramatiske livfuldhed, som sprudler ud af den, er alle de talesprogets sammentrængte udbrudd eller lidt docerende vendinger, som lar digtet minde
om en livlig og munter passiar. Således f. eks. anslaget til Ep. 45:
Tjenare[] Mollberg[,] Hur är det fatt?
Hvar är din [H]arpa? hvar är din hatt?
Ac[h], hur din läpp är klufven och stor!
[427]
Hvar har du varit? Svara, min [B]ror!
Eller Ep. 31:
Se Mo[v]itz, hvi står du och gråter
[S]å blodig och svullen och stinn?
Det pläger ens oro ju lätta
[At] öp[]na sitt hjärta en vän;
[S]ätt på dig peruken, berätta
[H]varför[’] du blef sparkad i änd’.
Kund’ du dig då intet försvara,
96
96
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
[M]en fumla och slogs som en so? –
Pong, pongtuli pongtuli. Jo,
[428]
Det skall jag förklara.
Hærtil finder man noget ganske lignende i Hertzes lyriske digte,
der er påvirket fra Bellman, f. eks. en sådan strofe fra „Re[i]sen
p[aa] Apenninerne“:
- Gaetano! s[aa] stan[d]s dog! Hvad I har en [H]ast!
See, min [K]uffert er skrabet. Bind [T]ougene fast!
Og min [H]at, ak, min [H]at – er da [M]ennesket gal? –
[430]
[E]r gledet af sit [F]oderal.
eller fra „Spadseretouren“
[429]
:
S[aae] du den smæk[k]re [D]ame, der gik
[P]ludseligt bag de lange [G]ardiner?
See, med en [H]erre hun har en [P]assiar…
Ih, du min Gud! Han kysser jo [D]amen!
[431]
Det er best[e]mt et hemmeligt [P]ar.
Samme livfuldhed finder man også i en enkelt af Hertzes drikkeviser:
Rundt! [r]undt! Stuen løber rundt!
[432]
Foruden i stilen har selve det sproglige udtryk i Hertzes digtning til
bellmanske melodier fået en svag svænsk farvetone over sig.
Svænsk er således udtrykket: det var bra’!, der forekommer i „Billardet“ og i „Re[i]sen p[aa] Apenninerne“[433], mens det i „Posthu[434]
set“ har formen: det var brav!
, da det dær skal rime på
[435]
„[T]rav“ . Hærtil hører også: Brav! Det var [R]et! i „Billardet“[436]; men særlig bellmansk er den stærke brug af udråbsord,
som bliver ganske overvældende i Hirscholmsdigtene, især i „Billardet“, hvor der i 11 vers findes – 50![437] „See“ forekommer ale[438]
ne 14 gange, og „Ak“ 7 gange . Dærimod lægger man mærke
97
97
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
til, at Hertz i sine digte til Bellmansmelodier inden 1832 benytter
disse ord mindre og især ikke på samme stilistiske plads. Udråbsordet „ak“ synes også at lyde noget fræmmedartet på flere af de
stæder, Hertz anvender det, og grunden hærtil må da være den, at
det netop er Bellmans stilistiske ejendommelighed, der har smittet
af på Hertzes sproglige udtryk. Dr. Vilh. Andersen55) har gjort opmærksom på den stærke brug, Hertz har gjort af dette udråbsord i
sine digte, og idet han mener, det lægger „en egen, gammeldags
[Y]nde“ over stilen, viser han hen til Ambrosius Stubs anvendelse
af dette ord; men det synes lidet rimeligt, da man aldrig har mærket til, at Hertz har studeret den ældre digtning med forkærlighed. Heller ikke synes denne glose af Hertz valgt „efter [D]uften“,
for den optræder netop undertiden „mere stilfuld end sjælfuld“,
som Dr. Andersen udtrykker sig. Man står dærfor tilsidst overfor
den mere prosaiske forklaring: det svænske „ac[h]“!, som Bellman meget hyppigt anvender, er ganske ufordöjet gået over til
Hertz ligesom alle de andre udråbsord: see, kom, tys, mærk, hør
o.s.v., hvormed den bellmanske digtning er fyldt, og kun hvor det
fræmtræder med elegisk betoning, har Hertz selvstændig tilegnet
sig det, da det svænske ord ikke har denne betoning. Når man husker den grundighed, hvormed Hertz satte sig ind i Bellmansdigtene, forstår man nok uden vanskelighed, at deres stilistiske teknik
har kunnet således overvælde ham. Ord og vendinger fra gade-
55) Danske Studier. 1893 s. 128: Det er ikke for intet, at [D]igteren stadig siger
Ak! Til sit [L]andskab.[…] Men på Hertz som p[aa] hans [L]andskab passer
den elegiske [I]nterjektion som ingen anden. Han driver da ogs[aa] næsten
[M]isbrug med den. Han siger ikke alene »Ak, her er smukt« om Hørsholm,
men »Ak, her er smukt og fagert her ved [S]øen« om hele [Ø]en. S. 140:
Ogs[aa] den […] vidt drevne [A]nvendelse af Ak! Forekommer mig undertiden mere stilfuld end sjælfuld, [i det] den ofte uden al tungsindig [B]etoning
blot tj[e]ner til at meddele [U]dtrykket en egen, gammeldags [Y]nde. I Ambrosius Stubs [S]ommervise begynder f. [E]ks. Fire p[aa] hinanden følgende
[S]trofer med et »Ach, see!« (efter den [T]ids [S]progbrug = Ne[j,] see!). Noget s[aa]dant m[aa] Hertz være bleven opmærksom p[aa], og han, der vælger
[S]progets [G]loser efter [D]uften, har skyndt sig at indlemme den gamle, stilfulde [G]lose i sit [H]erbarium.[439]
98
98
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
sproget er Hertz heller ikke bange for at anvende, selvom det
gennemgående sker med megen smag, f. eks. fra „Billardet“:
Hør[,] hvor [R]egnen pladsker!
[Eensomt m]idt på [G]aden […] tradsker
[440]
[E]n med [T]ræsko p[aa].
Eller fra „Posthuset“:
[Naa da]! Hvad st[aae]r [D]u og gaber, [D]in [K]l[aa]de!
Kan [D]u rykke [D]u rykke [V]ognen og g[j]öre mig [P]lads?
Han skal afve[i]en! Giv [T]id, [D]eres [Naa]de!
[441]
K[j]øter, er [D]u grov? Så kom an, lad os sla’s!
Som helhed blir dog visst „Billardet“ det digt, hvori Hertz stærkest har truffet den bellmanske stil og tone.
Hertzes bellmanske efterligninger udkom i 1833, og samme
år skriver Chr. Winther et langt digt til en Bellmansmelodi (Ep.
42), og det trykkes i „Nogle Digte“ (1835)[442]. Digtet udmærker
sig, som man måtte vente af Chr. Winther, ved sin fortrinlige
skildring af det vidtstrakte, sællanske landskab og sin kraftige naturfølelse, som stærket træder fræm i anslaget:
Sk[jønd]t forvænt til [B]y og [B]uur
[S]kal De g[aae] med mig en [Tuu]r.
De skal se[e] en kraftig, fyndig,
[F]risk og yndig[]
[S]kovnatur!
»Lad os da til Furresø g[aa]«[…][443]
og han fører sin ledsagerinde og os ud, hvor „[S]koven [er] hö[i]
[444]
og sval“ :
[D]enne [Huu]lve[i] er s[aa] lu[u]n,
[L]yngen nikker[] rød og bru[u]n,
99
99
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
[R]undtom myldre [B]lomster røde,
[H]vide, bløde
[B]lad og [Duu]n.
Op ig[j]ennem grönne [K]løft;
[O]ver [Gj]ærde, over [Grøv]t
[K]aster [S]øen os om [K]inden
[R]ask med [V]inden
[Kj]øle [S]vøft.
Men er det ei b[e]dre, hvad h[e]r vi kan skue?
[S]kov og [S]ø og [H]imlens [B]ue,
[H]este, [K]øer og [L]am!
Og fra en bænk viser han os en smuk udsigt:
Kan man see et [B]elvedere
[V]el med mere
[Ph]antasi[e]?
Hele [S]øen for vor [F]od,
[S]kyen rød af [S]olens [B]lod,
[L]andet spejlt i klare [V]ove
[R]undt med [S]kove
[O]vergroet.[446]
Skönt „[S]koven [K]ysten huldt omringer“
kruse vandet:
[447]
, kan blæsten dog
Søen skummer hvid og bruser,
[V]inden suser
[O]ver den.[448]
Endelig viser han os det vidstrakte landskabs skönhed:
Himlen hvælver höjt sin [S]al,
[H]ør i [S]koven [Gj]øgens [G]al[,]
100
100
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:29
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
See hist Farum, Kollekolle
og det bolde
Frederiksdal.
H[e]r blev [Øi]et frit engang!
Hvilken [U]dsigt, [viid] og lang.
Hør, i Søllerød det klinger,
d[e]r det ringer
[A]ftensang.[449]
Også dette digt er fyldt med de mange udråbsord efter det bellmanske mønster, om det end ikke er så stærkt som hos Hertz; men
er der nogen lighed i den poetiske landskabsskildring, som Jul.
Lange56) intressant har fræmhævet[450], er der dog betydelig forskæl. Chr. Winther skuer ud over et langt videre landskab, og der
går en langt stærkere længsel ud mod Sjællands frodige land og
friske skov, bort fra byen, mens Bellman, så snart han rigtig er
kommet ud på landet, hæftigt længes tilbage mod sin kære by
med de materielle goder i pikant servering og de muntre fornöjelser i ustanselig mængde. Hans voldsomme drifter jog ham gennem en hensynsløs nydelseslyst, som mærkelig nok synes at virke
langt mere ansporende end slappende på hans talent; men det
kom dærved ikke til at spænde over mange strænge, og tonen blev
også en smule dekadent. Chr. Winthers alter ego – Folmer Spillemand i „Hjortens Flugt“ – synger sin udvee fræm i disse strofer:
Du[,] som har [S]org i [S]inde[,] gak ud i [M]ark og [L]und[,]
[O]g lad de svale [V]inde [D]ig vifte karks og sund.
Jeg vil s[aa] nødigt bænkes i [S]tuen, under[T]ag;
[451]
[D]er drikkes og sk[j]ænkes i døsig [F]red og [M]ag.
Men hos Bellman lyder: musik, sang, dans, vin, vin og kvindfolk:
[T]öm ur din flaska, sjung och drick, var glad[452]. Der er dog mere
forskæl end lighed mellem de to digternaturer. Chr. Winthers sans
56) Breve fra Jul. Lange ved Købke (1902) s. 326.
101
101
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:30
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
for naturen og den ene elskede, som man trofast holder fast ved,
såat det inderligere og mere uddybede elskovsforhold kan gå over
i andre følelser, tilhører en höjere følelsessfære og en finere åndelig kultur end Bellmans hungrige nydelsestrang, som grådig styrter sig over alt, hvad der kan kildre og pirre hans hede drifter. Men
Bellmans anskuelse af livet er lettere tilgængelig og mere tiltalende
for menneskenes store mængde, fordi den er mere primitiv og
utöjlet. Naturfølelse – én af de höjeste æstetiske følelser – har de
danske digtere alligevel mere af end Bellman; men hans fortrinlige
naturskildringer træder ved deres solide stil og den voldsomme
kontrastvirkning til byens svireliv meget skarpere og brutalere
fræm. Dog musikken – og de andre idealiserende træk – lægger så
det dulmende skær – den „magiske touche“[453] – over, og de virker
indtagende på menneskenes sind og sanser.
I 1838 udkom E. Aarestrups „Digte“57), og dærimellem finder
man „Charlottenlund“ fra 1824, som viser, at han utvivlsomt ved
denne tid må have været i beröring med den bellmanske digtning,
da digtet både i ordvalg, i stil og indhold samt i rytme stærkt minder om en bellmansk epistel[454]. Naturligvis er digtet fyldt med
Aarestrups langt finere æstetiske kultur og strålende skönhedsdyrkelse, og dærved træder forskællen fræm mellem dem. Vi ser
de mange udråbsord, som er et ubedrageligt kendetegn på Bellmans-indflydelsen (see, kom, hør, tys og især mærk!):
Mærk det vak[k]re [S]ommerslot,
[455]
Men også særegne aarestrupske vendinger, f. eks.:
[S]ee d[e]r, see d[e]r! [E]n [S]kulder s[aa] rund!
[456]
See, hvilken [S]langeside!
eller:
57) E. Aarestrup: Samlede Digte ved Liebenberg. 1877 s. 99 og 521.
102
102
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:30
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
Proppen knalder[!]
[J] [K]rystaller
[S]kummer [V]inen – [A]k, hvor sk[j]ön!
Og i [S]kiver
[S]k[aa]ret bliver
[457]
[E]n [M]elon s[aa] grön.
Da man er kørt på skovtur til Charlottenlund, hører man om
madkurvens indhold:
Hid med [K]urven, gamle [H]und!
Aa, [F]a’en med [C]larinetten!
Rugtvebakker? Lax? [J]o, jo!
[458]
Og hollandsk [O]st? jeg takker!
og om drikkevarernes tilberedelse:
Kom med [C]itronerne! adræt!
Pauline, [d]u har [S]ukker!
Romflasken – s[aa], den [P]rop var tæt!
[459]
Din [S]k[aa]l! Hør, hvor det klukker[!]
Dærefter kommer turens dolce far niente
[460]
:
Venner[!] kom[,] og læg jer ned!
Mærk kun, hvor [S]naphanen fe[i]er
[E]fter [N]ym[ph]ens stille [F]jed
blandt [L]axpapir og [R]ejer[.]
H[e]r er godt[!] Hør [T]ræets [S]u[u]s[!]
[S]ee [T]eltets fjærne [F]akkel!
Au! jeg trådte [S]neglens [H]u[u]s
[I] [S]tykker reent, den [S]takkel!
Lad os ligge
[He]r og drikke
Danmarks [S]k[aa]l – klink med! [S]tød an!
Lange, hvide
103
103
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:30
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
[S]kyer glide
[461]
[O]ver [L]and og [S]trand[.]
Endelig slår dansens time, og digteren skildrer den med liv og fart:
De flokkes, klynges. Eia, see dem,
[D]er løbe op til [V]alsen!
N[aa], han slænger [T]øsen omkring!
Sk[j]örterne snuse til [K]næet;
[H]atten falder - [I]ngenting!
H[e]r kan vi st[aae] ved [T]ræet.
Hvor den [S]atan slider p[aa]!
Han sveder, [J]o, jeg takker!
Au, au, au! min store [Taa]!
[462]
S[aa] see dig for, din [R]akker!
Imidlertid er det blevet aften og køligt: man tager overtöjet fræm,
stiger tilvogns og:
Er I oppe?
[463]
[Saa], din [Kj]æltring, k[j]ør!
Dærmed ender den tur, som har givet digteren lejlighed til i livfulde rytmer at skildre det brogede sommerliv, som udfolder sig i
„Charlottes [B]øgelund“[464], når Københavnerne tager i skoven.
Gennem et vildt liv i svir og sværm havde Carl Bagger vundet
sig erfaringer, hvorpå han grundede sin digtning. Episoder fra dette uæstetiske liv[465] har fået kunstnerisk form og liv i et par digte,
som må beröres hær, fordi de utvivlsomt må forudsætte kendskab
til den bellmanske digtning, skönt de ikke er skrevet til nogen
Bellmansmelodi. Det vildeste svireliv kendte både Bellman og
Carl Bagger som få andre blandt digterne, og man forstår da, at
der dærigennem skabes et fællestræk i deres digterånd og i det milieu, som blir genstand for skildring. Man træffer i Carl Baggers
to digte[466] de for den bellmanske digtning så karakteristiske udråbsord og det netop på samme stilistiske plads, f. eks.
104
104
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:30
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
Bellman:Ac[h][] om vi hade, god[’] vänner, en [S]å.
Kors[!] utan glas, du ser ut, din [C]analje[,]
Kom[] mina [B]röder[,] och dansa på baler[,]
[467]
Märk, sköna vän[,]
Bagger: Ak, hvor min [K]ind dog er blussende rød[,]
Kors, det er svært, s[aa] Du vaklende g[aae]r[,]
Kom, lad os slentre ad [G]aderne hen[-]
[468]
Mærk mit [O]rd[:]
Digtet „Promenaden om Natten“
58)
(Sm[aa]digte 1834)
Sören, s[aa] kom da nu, Sören, min [V]en!
[469]
[470]
skildrer to studenters rus med tilhørende reflektioner over livets
gang, og aldeles fortryllende har han gengivet deres skiftende tanker i den springende samtaleform, idet de „i fortrolig [P]assiar“[471]
[472]
vaklende slentrer rundt om „Hesten“
på Kongens Nytorv,
[473]
mens [Øi]nene døsigen plire“ :
Natuglen kaldes [S]tudenternes [F]ugl,
[D]en kommer sildigt först ud af sit [S]kjul.
Stj[e]rnen på [H]immelens [B]ue –
[S]tirre p[aa] den er min [L]yst[,]
[M]en det er hæsligt at skue
[474]
[S]tj[e]rner på [M]enneskets [B]ryst.
Ligesom Hertz forstår Bagger at benytte ord fra gadesproget til at
lægge kolorit på med:
Sören, det er som en [B]lyhat der sad[,]
[V]ægtig og trykkende, smeddet om [P]anden[.]
[V]ægteren sidder i [S]kuret s[aa] lad –
Vægter, o hør, hvor er [B]randen?
58) Dette [D]igt er Bellman[n – sic!], men dansk, københavnsk Bellman[n – sic!]
(Tilskueren 1899 s. 247).
105
105
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:30
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
Hvad, har han siddet og snivet, min [F]a’er?
»[Aa], lille [H]erre, I er jo en [N]ar!«
Hører han ikke den [K]lemten?
[475]
»Det er jo [M]eelmandens [K]at[.]« -
Fræmdeles et karakteristisk billede fra natten:
Sören, det er som p[aa] [S]köjter jeg gik:
[B]enene glide, mod [Ei]erens [V]illie.
D[e]rtil s[aa] ærgrer det mig, at jeg fik
[P]unsch p[aa] min gode [C]henille.
Ak, hvilke [F]ristelser har e[i] vor [J]ord!
Hist kommer een os i møde, min [B]ro’er.
Seer Du? i [F]orm af en [Q]vinde
[T]ripper [paa] [H]jörnet der een:
Seer Du? de natlige [V]inde
[476]
[B]lotte det velskabte [B]een.
Pludselig afbrydes passiaren af den uæstetiske københavnske virkelighed:
Ne[i], hvad er det for en [L]ugt?
»Hører Du [V]ognene rumle?«
[477]
Skynd Dig blot, hurtigt p[aa F]lugt!
Dærefter slutter Bagger med følgende „morale“:
B[e]dre vi kunde vel anvendt vor [T]id,
[R]enere kunde vel været vor [Ii]d,
men mere livlig og munter
[478]
[Ne]ppe der kommer en [D]ag[,]
Som helhed viser digtet en kunstnerisk beherskelse af stoffet og en
stilistisk fuldkommenhed, som virker tiltalende, mens det ikke
rummer den ringeste overskridelse af „decorum“. En så sleben,
næsten naiv, finhed kender den bellmanske digtning aldeles ikke
106
106
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:30
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
overfor et sådant æmne. Den er mere robust, naturalistisk,
„mustig“[479]; men i det andet digt af Carl Bagger, hvor påvirkningen fra Bellman utvivlsomt også spores, kommer man lige ind i
det bellmanske milieu, og digtet blir dærfor nærmere i bellmansk
ånd. Det er Arthurs drikkevise fra „Min Broders Levnet“ (1835):
Heisa, vor [K]rofa’er, nu er jeg kommet hjem,
[480]
[M]en hvor er vel [G]utterne mine?
[481]
Han spör efter de enkelte i „vort trofaste [L]ag“ , men svarene
er ikke lystelige: hans søster er skøge, hans bror, der var spiller,
blev „tosset i [H]ætten“[482] og kom på Bistrup[483], og hans gamle
59)[484]
far – „O, see dog de sönlige [Taa]rer“
– sidder i forbædringshuset, og ligeså usselt er det gået de andre i laget. Dærved er dog
intet at göre:
Drik kun ud, mine [G]utter,
[485]
[L]ivet varer kun nogel [M]inutter!
Over dette digt er der anderledes fantasisving, og når man ser hen
til den tid, det fræmkom, er det langt dristigere både i indhold og
form end noget andet digt blandt dem, der hører til Bellmansefterligningerne hærhjemme: det er ånd af Bellmans ånd og figurer af
hans figurer, og det rummer fuldt ud den dramatiske livfuldhed,
som kendetegner epistlerne. Carl Bagger var som Bellman, „[jeg]
lystige [S]vend, [L]ivets, [N]ydelsens, [G]lædens [V]en“, der
„tumlede sig bedst [I] natlige [C]onvivier“[486], og som synger:
Jeg elsker med [F]yrighed [L]ivets [L]and.
Sæt [V]iinløvkran[d]sen blot om min [P]ande,
S[aa]skal e[i] [S]orgen mig overmande.
Kom med i [Kj]ældren! Dre[i] om alle [H]aner,
59) Det er en fysiologisk ejendommelighed for hovedfigurerne i Carl Baggers digte, at de altid optræder med tårer i öjnene. I Vilh. Møllers udvalg (1868) findes der kun to undtagelser fra reglen.
107
107
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:30
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
[O]g sk[j]ænk os Sauterne og Syracusaner!
[487]
Så kom fyrrernes skandinavisme, og den bellmanske digtning blev
ganske naturlig et nevtralt felt, hvorpå man i enighed kunde mødes. Dens sprudlende munterhed, der er som sat på flasker, kunde
atter og atter udløses og fryde menneskenes øren. I svænskernes
nationale fortolkning opfriskedes den nu for de danske og kom
dærved til at stå i mere strålende og kraftige farver. I december
1843 holdt det skandinaviske selskab i København en Bellmansfest med taler af Carl Ploug og J. L. Heiberg („Bellman som
[c]omisk Dit[h]yrambiker“)[488], og dærved fik Bellmansdyrkelsen
et mægtigt stød fræmad. Ploug skrev „soldeviser“ for studenterne
til bellmanske melodier[489], men da de var uden större værd, er de
nu ganske visnet; men skandinavismen slog ud i studenterkomedier, og den bellmanske digtning fik gennemgribende betydning
for det hostrupske sangspil.
Indflydelsen mærker man dær först og fræmmest i den stærke
anvendelse af Bellmansmelodierne, som for Hostrups vedkommende langt overgår den brug, Heiberg og Hertz havde gjort af
dem. „Gjenboerne“ (1844) benytter 5, „Intrigerne“ (1845) 3,
„En Spurv i Tranedan[d]s“ (1846) har ikke mindre end 10, og
„Eventyr paa Fodrejsen“ (1847) har 7.[490] I alt har han anvendt 35
– ikke, som K. Warburg angir: 30, idet man må regne hans „Prolog“ (1847) med, der har to, og „En Scene i Nyboder“ (1848), der
har een,[491] og når Warburg sir: „ingen enda är upprepad, alla olika“, har dog „Prologen“ gentaget Ep. 33, som er benyttet i „En
Spurv i Tranedan[d]s“[492]. Mens Heiberg og Hertz udelukkende
henter melodier fra „Fredmans Epistlar“, anvender Hostrup også
„Fredmans Sånger“ (i alt 13 af dem)[493]. For det andet mærker
man indflydelsen i det dramatiske liv i kupletterne til Bellmansmelodierne. Det blir så frodigt, at det ofte overgår selve forbillederne i den henseende, og den måde, hvorpå Hostrup synger sine
tekster fræm af melodierne, gör dem dærfor ligeså sangbare.
Blandt de virkningsfuldest benyttede er Ep. 69: „Om Mollberg
dansmästare“, der har afgivet melodi til sangen, der indleder visitscenen på Regensen i „Gjenboerne“. Samme melodi har Hertz be108
108
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:30
Color profile: Disabled
Composite Default screen
Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark
[494]
nyttet i „Billardet i Hirschholm“ ; men man lægger mærke til,
hvor fortrinligt Hostrup har forstået at udstykke den i replikker
for de fem personer. Det samme gælder også Ep. 33, som er udstykket til duetten mellem Mine Tokkerup og Peter Ravn i „En
Spurv i Tranedan[d]s“, og Ep. 42 om kortspillet i klubben, som
Hostrup ligeledes har anvendt om et kortspil i „Intrigerne“[495].
Ikke mindre virkningsfuld er anvendelsen af de bellmanske melodier både i kor og solosang, f. eks studenternes indledende opsang
i „En Spurv i Tranedan[d]s“, og Klints förste sang i „Gjenboerne“[496]. Endelig er der sproget; men stilistisk indflydelse har den
bellmanske digtning slet ikke haft på Hostrup som på de tidligere
danske digtere. I ord og udtryk er Hostrup ganske selvstændig, og
kun to gange træffer man udtryk med ordet „bra“, som danske
kun bruger, når de er i beröring eller for nylig har været det med
svænske60)[497]. Dærimod benytter Hostrup ligesom Bellman det almindelige talesprogs rytme og ordstilling, og over sine figurer fra
den „lavere middelstand“ (især smeddesvænden[498]) har han –
som ingen anden för ham – forstået at lægge hele gadesprogets
frodige duft og tone, endda med fuld kunstnerisk beherskelse.
Dærved har han vist sin forståelse af dette ejendommelige sprogområdes store koloristiske værd og udtryksrige fylde. Det lægger
en friskhed og filologisk charme over sprogformen i hans sangspil, som seent vil tabe sig, og som gör det nationalt i höjeste grad –
uden en eneste stødende mislyd. Når studentertyperne er falmet,
vil denne fjærdestands repræsentant stadig stråle i frodig glans og
komisk fylde.
Efter denne opblussen af Bellmansdyrkelsen i 1843 spredtes
der et fyldigere kendskab til hans digtning ud i vide krese, og resultatet udeblev ikke, idet man nu rundtom anvendte Bellmansmelodier, når man skulde bruge en melodi til en sang i et[] eller andet stykke. Således benytter Peter Fabers farce „Stegek[j]ælderen“
(1845) tre „Fredmans Sånger“, og Chr. Richardts vaudeville
„Declarationen“ (1851) anvender een[499]; men den fyldigste be-
60) Se Jul. Langes brev til K. Warburg.
109
109
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:30
Color profile: Disabled
Composite Default screen
O. Schoning
nyttelse efter det hostrupske sangspil har dog Erik Bøgh på sin
samvittighed, idet han i sine farcer bruger en snes stykker[500].
Hans styrke lå netop i viser og kupletter, og han er også den, der
slår til lyd for en jævn og uromantisk opfattelse af Bellman og
hans digtning61)[501]. Den kunstneriske værdi af hans Bellmansefterligninger er dog næppe stor. Uhyre udbredelse fik Bellmansmelodierne i Danmark gennem det danske sangspils benyttelse af dem,
og de er blevet kendt og sunget af tusinder, fordi de danske sangspil har været det rige forråd af dansk skuespildigtning, som har
frydet hele Danmark i mange slægtledd, ikke mindst gennem dilettantopførelser. Dærimod fordrer selve Bellmansdigtene lidt
nöjere studium for heelt at kunne nydes, og de trænger dærfor
ikke slet så langt ned i folket, som de danske digteres efterligninger i sangspillene; men i studentersangen har de dog holdt sig stadig gennem hele det 19. århundrede[502].
Med halvfjerdserne kom realismen, og flere af dens „gennembruddsmænd“ studerede Bellman for at inspireres i den rigtige
retning. Således har S. Schandorph selv i sine „Oplevelser“ II
s.103 udtalt: [H]vem, der har fulgt min [D]igtning, vil let have opdaget, hvor stor en [R]olle Bellman har spillet for mig. Jeg har
[aa]ndelig levet med ham i hans flade Stockholm[503]. – Der var nu
også beröringspunkter mellem disse to digtere, idet Schandorph
sværmede stærkt for det brede, saftige lune og „le rire gaulois“[504],
og over sine egne personer og situationer søgte han netop at lægge
en sådan glansfuld komik, udenat han var særlig kræsen overfor,
om der kom nogle „mustiga qvickheter“[505] med hos de lavkomiske figurer. Det er da især i naturlig ligefræmhed, i fantastisk humor og i höjrøstet munterhed, at Bellman har haft indflydelse på
hans digtning. Også H. Drachmann har været under bellmansk
indflydelse. Sporene findes mest i de to store romaner „Forskrevet“ og „Den hellige Ild“[506]; men det er mere milieuet og ånden
end som hos tidligere danske digtere stilen og naturskildringerne,
61) Dansk Folkekalender. 1863.
110
110
O:\Pub\Produktioner\7917-094-3 Bellman\Bellman Del 1.vp
21. april 2004 10:12:30