Transcript XXX - Nyt Liv

NYT LIV
N
L
2- 2 0 1 3
DJÆVELENS ÅND
EN HELLIG GUD
FRI OG BUNDET
OG TIDENS ÅND
2 - 2013
ÅRG. 46
JUNI 2013
Nyt Livs kontor:
Postboks 57, 9330 Dronninglund
Tlf.: 9884 4384
E-mail: [email protected]
Nyt Livs kasserer:
Peder Hovgaard
Thyrasvej 15, 8600 Silkeborg
Tlf.: 2098 8013
E-mail: [email protected]
Kontonr.: 0891 000101659
Gironr.: 652-2424
Nyt Livs formand:
Bent Christensen
Irisvej 21A, 9330 Dronninglund
Tlf.: 4052 0972
E-mail: [email protected]
Indhold:
ANDAGT ........................................................................... 2
LEDER: DJÆVELENS ÅND OG TIDENS ÅND ........................ 3
SENIORBIBELKURSUS 2013 .................................................22
BYGGERIET I FJELLERUP ................................................. 24
HVAD SKAL JEG MED JESUS? ............................................26
OM AT GRAVE GRØFTER ................................................... 27
FALSK ÅNDELIGHED ......................................................... 29
EN HELLIG GUD ............................................................... 35
TALER GUD? ................................................................... 40
BOGANMELDELSER ........................................................... 42
Nyt Livs forlag:
Inge Christensen
Postboks 57, 9330 Dronninglund
Tlf.: 2341 5591
E-mail: [email protected]
Nyt Livs hjemmeside:
www.nytliv.dk
KIRKEDRAMA ................................................................... 44
MORS TRO ........................................................................47
SÅ FULDT FORLADER GUD ............................................... 58
FRI OG BUNDET ................................................................ 62
GUDS FORUDBESTEMMELSE ..............................................72
Djurslands Efterskole:
Kanneshøjvej 43, Fjellerup
8585 Glesborg
Skoleleder: Anders Christensen
Viceskoleleder: Tom Skuldbøl
Tlf.: 8631 7533
E-mail: [email protected]
Hjemmeside: www.djurslands.dk
ISSN: 0903-1863
Tryk: Øko Tryk
Billeder i bladet:
Peder Hovgaard, Arne Willumsen og
Jacob Bach Christensen
Tilmelding, afmelding eller
adresseændring kan ske via Nyt
Livs hjemmeside: www.nytliv.dk.
ANNONCER ....................................................................... 78
Ansvarshavende redaktør Mikkel Vigilius
Ved Stengærdet 12, 3400 Hillerød
Tlf.: 4824 5665, e-mail: [email protected]
Redaktionssekretær Henrik Gren Hansen
Grådybet 27, 2.2, 6700 Esbjerg
Tlf.: 6081 7209, e-mail: [email protected]
Nyt Livs formand Bent Christensen
Irisvej 21A, 9330 Dronninglund
Tlf.: 9884 1149, e-mail: [email protected]
Nyt Livs næstformand Svend Aage Paulsen
Æblehaven 5, 3600 Frederikssund
Tlf.: 4731 5618, e-mail: [email protected]
R E D A K T I O N
Formand for Kristent
Skole- og Kursuscenter:
Jørgen Christensen
Storskovvej 10, 9330 Dronninglund
Tlf.: 2938 2315
E-mail: [email protected]
Nyt Liv er en bevægelse, der arbejder på tværs af lutherske
missionsforeninger og kirkesamfund. Nyt Liv tager sigte på at
være et supplement og ikke et alternativ til allerede bestående
forsamlinger. Grundlaget for Nyt Livs arbejde er Bibelen som
Guds ufejlbarlige ord, og den evangelisk-lutherske kirkes bekendelse som sand og forpligtende tolkning af Bibelen.
I N D L E D N I N G
2
A
N D A G T
ANDAGT
Af Tormod Vågen
Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: ”Er du ikke Kristus?
Frels dig selv og os!” Men den anden satte
ham i rette og sagde: ”Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom?
Og vi har fået den med rette; vi får kun løn
som forskyldt, men han har intet ondt gjort.”
Og han sagde: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus sagde til ham: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med
mig i Paradis” (Luk 23,39-43).
Røveren var den første synder, Jesus tog med
sig ind i Paradiset, da han fuldførte forsoningsværket for menneskeslægten. Ved denne
store synders frelse blev det allerede den første langfredag gjort kendt, at Guds frelse helt
igennem er af nåde.
Hvem kunne være mindre værdig til at blive
frelst end denne røver? Hele hans liv havde
været viet til Satan og hans tjeneste. Hans
hjerte var syndigt, og han havde uskyldige
menneskeliv på sin samvittighed.
Dette ødelagte syndevrag flytter Jesus nu med
sig lige ind i Paradis.
Det fortæller mig, at frelsen ligger helt uden
for os. Den ligger alene i Kristus.
Det fortæller mig, hvad denne frelse formår.
Kristus tilgiver den store synd og helliger på
et øjeblik den sorte sjæl, så den passer ind i
Himlens renhed.
Der var en stor ting ved denne røver. Han
vedkendte sig sin synd og behøvede frelse.
Han vidste, at han ikke var den værd. Derfor
bad han bare om en tanke fra Jesus. Men han
fik et paradis.
Netop fordi røveren så sin dybe nød og sin
store synd, følte han sig uværdig. Men den,
som er fortabt og uværdig i egne øjne, er det,
Jesus kan frelse. Hjælpeløsheden råber efter
Frelseren, og stærkere råb hører Jesus ikke.
Han skammer sig ikke ved at stige ind i det
himmelske paradis sammen med en frelst
røver.
Himlen måtte naturligvis være klædt til fest,
da Frelseren kom hjem efter fuldbragt værk.
Men jeg ved også, at Gud og englene frydede sig over røveren, han havde med.
Skulle du eje røverens uværdighed og fattigdom, skal du ikke vente længe på frelse. I
dag tager Jesus dig ind i det paradis, som
kaldes Guds rige.
Bed ham frelse dig, og gå i tro på hans ord.
Udsæt det ikke. For du ved ikke, om du ejer
trangen efter frelse i dødsstunden.
Mange er de, som ligger i Helvede i dag, fordi
de gennem hele livet trøstede sig med, at røveren blev frelst i dødsstunden.
Fra andagtsbogen ”I kongens nærhet”.
Oversættelse ved Henrik Gren Hansen
Tormod Vågen (1903-1970),
tidl. generalsekretær for Norsk
Luthersk Misjonssamband
L
E D E R
NYT LIV
2-2013
DJÆVELENS ÅND
OG TIDENS ÅND
Af Mikkel Vigilius
Bag Blixens maske
For to år siden var mine kone og jeg i biografen for at se filmen Bag Blixens maske. Det
var en helt igennem rystende oplevelse.
Filmen var en dokumentarisk beskrivelse af
forholdet mellem Karen Blixen og en af hendes disciple, den danske forfatter og senere
professor Aage Henriksen. Filmen var lavet
af Aage Henriksens søn, og den var blevet
til, fordi sønnen havde behov for at gøre sig
fri af historien.
Aage Henriksen havde betroet sig til sin søn,
da denne endnu kun var en dreng. Faderen
havde fortalt ham om sit forhold til Karen
Blixen. I den forbindelse havde han fortalt
om en pagt, som Blixen havde sluttet med
djævelen og om nogle okkulte erfaringer, som
han selv havde gjort sammen med Blixen.
Det havde brændt sig ind i drengens sind, og
det havde forfulgt ham og mærket ham for
livet. Nu ville sønnen i en moden alder prøve
én gang for alle lægge denne historie bag sig.
Derfor havde han lavet en film, hvori han
interviewede sin far om Karen Blixen og om
de okkulte erfaringer.
Sønnen, der i dag er over 50 år, hedder Morten Henriksen. I sammenhæng med filmen har
han udgivet en bog, hvori han mere omfattende gengiver sine interviews med faderen.
Bogen har samme titel som filmen: Bag
Blixens maske.
Pagten med djævelen
Den røde tråd både i film og bog er Karen
Blixens pagt med djævelen. Blixen lovede
djævelen sin sjæl, og han lovede hende til
gengæld, at hun skulle få evnen til at skrive
og få succes som forfatter.
Pagten blev indgået i 1915, da Karen Blixen
lå syg på Bispebjerg Hospital med syfilis i
tredje stadie. Hun lå på en enestue, og en dag
mærkede hun, at der var én til stede hos
hende. Hun havde erfaring med djævledyrkelsen i Afrika, og hun vidste instinktivt,
at det var djævelen, som var hos hende.
”Her kom han imidlertid ikke som en brølende løve eller med larmende hestehove,
men som en svag fortætning i lyset i et ensomt hospitalsrum1.”
Blixen fortæller, at hun kunne mærke, at djæ-
3
LEDER
4
DJÆVELENS ÅND OG TIDENS ÅND
velen ikke på nogen måde havde ondt af
hende i hendes elendighed. Tværtimod så nød
han den, og nu ville han også udnytte den.
Blixens liv lå på det tidspunkt i ruiner, og
hun følte ikke, at hun havde noget at miste.
Derfor indgik hun en pagt med djævelen.
Med hendes egne ord: ”Da lovede jeg djævelen min sjæl, og han lovede mig til gengæld, at alt, hvad jeg herefter oplevede, skulle
blive til historier. Og han har holdt sit løfte2.”
Selvdyrkelse
Når det var så rystende at se filmen og efterfølgende også at læse bogen, skyldtes det ikke
kun den levende og konkrete beskrivelse af
djævelens virksomhed i en kendt danskers liv,
men nok så meget beskrivelsen af de tanker
og idealer, som Karen Blixen levede efter, og
som hun gennem sit forfatterskab søgte at
udbrede.
Hun vidste, at disse tanker og idealer ville
bane vej for djævelens ånd ind i andre menneskers hjerter og liv, og netop det var hendes mål. Det rystende er, at disse idealer er
alment udbredte og anerkendte i vores samfund i dag, og der er mange tegn på, at de
også er ved at blive udbredt i den kristne
menighed.
Det er værd at bemærke, at Blixens dyrkelse
af djævelen i ringe grad havde karakter af
bønner, ofre og religiøse handlinger. Hun
dyrkede ganske enkelt djævelen ved at dyrke
sig selv. Hun dyrkede ”denne verdens gud”
(2 Kor 4,4), men hun dyrkede ham ved at
vende sig mod og dyrke denne verdens liv.
Alt handlede for hende om at suge det maksimale ud af livet for sig selv. Hendes livsmål var at realisere sig selv, sit potentiale, sine
muligheder, sine lyster og sine drømme fuldt
ud. Hun ville skabe sig selv et navn, få ære af
mennesker og få så megen sanselig nydelse
ud af livet som muligt.
Det var hendes djævledyrkelse.
Som kristne burde vi
ikke undre os. Netop
sådan beskrives jo i
Bibelen det liv, som
leves i pagt med og
behersket af djævelens ånd. Det er et liv,
hvor enhver søger sig Fra filmen ”Bag Blixens maske”
selv, sin egen ære, sin Gengivet med tilladelse
fra www.dfi.dk.
egen nydelse, sin egen
succes (Mark 7,22; Gal 5,20; Fil 3,19; 2 Tim
3,1-5; Jak 3,14; 2 Pet 2,10).
Karen Blixen gik længere end de fleste i sin
direkte kontakt med djævelen. Hun sluttede
pagt med ham og gjorde efterfølgende mange
erfaringer af, at han var og virkede i hendes
liv.
Men det skete ikke ud af det blå. Vejen var
banet i hendes sind på forhånd. Hun havde i
en ung alder sat sig for, at hendes liv skulle
være en succes. Det skulle ikke være ordinært og gennemsnitligt, men storslået. Hun
ville realisere sig selv fuldt ud, nå toppen og
vinde respekt fra andre. Det ville hun! Det
var hendes livs ønske og mål, og det hun satte
alt ind på. Netop derved var vejen banet i
hendes sind for djævelens ånd.
Blixens dyrkelse af djævelen
havde kun i ringe grad karakter
af bønner, ofre og religiøse handl i n g e r. H u n d y r k e d e g a n s k e e n kelt djævelen ved at dyrke sig
s e l v.
NYT LIV
2-2013
Det er tankevækkende at læse, hvordan Satans Kirke i USA præsenterer deres tro og
religion: ”Satanisme handler om at sætte dig
selv i centrum for din verden. Du må lære
dig selv at kende: Hvad brænder du for, og
hvad er dine talenter? Når du ved det, må du
målrettet søge at opnå noget på disse områder. Satanisme er en naturlig udfoldelse af
din egen personlighed. Så hvis du gerne vil
udbrede satanisme, så er døren vidt åben:
Kend sig selv, realiser dig selv, og vind respekt fra de folk, som det er værd at blive
respekteret af 3.”
Netop dette gjorde Karen Blixen. Hun levede
for at realisere sig selv fuldt ud og vinde ære
og respekt fra mennesker, og hun lærte andre
at gøre det samme.
Blixens disciple
Efter sit gennembrud som forfatter knyttede
hun en række unge forfattere til sig, som hun
målrettet søgte at påvirke og at trække ind
under den åndsmagt, som hun selv tjente under. Skulle det lykkes, måtte hun nedbryde
og udrense alt, hvad de havde med sig af kristen prægning. Det stod i vejen for, at de
kunne sætte sig selv i centrum for deres liv,
leve helt for deres egne mål og udfolde sig
frit som mennesker og kunstnere.
Derfor bestræbte hun sig med Aage Henriksens ord målrettet på at ”omdanne de begavede unge mennesker, der omgav hende, til
kunstnere i stedet for kristne. Hun vidste,
hvordan en sådan omformning skulle finde
sted4.”
Som et led i omformningen lærte Blixen de
unge mænd, at de skulle leve helt og holdent
for sig selv, deres egen succes og ære, deres
egne lyster og lidenskaber. De skulle have
deres opmærksomhed samlet om sig selv og
dette korte liv på jorden og søge at få så me-
get ud af det som muligt. Det ville ifølge
Blixen bane vej i deres sind for de åndsmagter, som virkede i hende selv.
Aage Henriksen fulgte Blixens råd. Han
valgte at leve for sig selv, realisere sig selv
og følge sine lyster, og han oplevede virkelig
at komme i kontakt med nogle stærke åndskræfter. Han vidste ikke, om de var gode eller onde. Han vidste kun, at de kom ”fra en
verden, som jeg ikke havde nogen præcis
forestilling om, men som jeg gerne ville uddybe min kontakt med5.”
Fred i djævelen
At åndsmagterne var reelle, mærkede Aage
Henriksen på sin egen krop, men han så og
erfarede det også i sine samvær med Karen
Blixen.
Han bemærkede, at Blixen, når deres indbyrdes samtaler blev særligt intense, trak et tørklæde op for sin mund som for at skjule noget. Under en samtale gled tørklædet imidlertid ned, og Aage Henriksen så, at der strømmede et hvidt lys ud ad munden på hende, så
hun strålede som et lys i halvmørket i stuen.
”Det kom fra et lysende felt om hendes
mund6.”
Sidenhen blev han klar over, at Blixen selv
havde beskrevet dette fænomen i sin bog Den
afrikanske farm. Her skrev hun, at dette strålende lys kunne findes hos dem, der har ”fundet fred i djævelen7.”
Lucifer
At Blixen var sig bevidst at tjene djævelen,
kommer til udtryk mange steder i hendes personlige breve. Hun bruger med forkærlighed
navnet ”Lucifer” om djævelen. Grundbetydningen af Lucifer er ”lysbringer”.
Blixens tanke er, at mennesket i mødet med
Lucifer får lys over den egentlige mening med
5
LEDER
6
DJÆVELENS ÅND OG TIDENS ÅND
sit liv: at leve for sig selv, sit eget navn, sin
egen ære, og sin egen lyst.
I et af brevene fra Afrika definerer hun
Lucifers ånd som en stræben efter at opnå
det ypperste for sig selv i dette liv. Det er en
stræben, som vender ryggen til den kristne
Gud og til hans paradis, ”som ikke er bange
for noget, og som efter sin overbevisning gør
nar ad alt”8.
Blixen så det som sit eget livs mål at leve
helt for Lucifers ånd ved at følge sin egen
drift og sin egen natur uden hensyn til hverken mennesker eller Gud. Idealet var at realisere sig selv, sit eget potentiale og sine egne
drømme fuldt ud. Når Blixen ikke levede efter dette ideal, oplevede hun, at hun fejlede.
I et brev fra Afrika skriver hun således, at det
var en stor fejl, at hun ikke tidligere i sit liv
forsøgte at realisere sig selv, og at hun ikke i
højere grad havde givet sig hen til mænd:
”Grunden til at jeg ikke gjorde dette, var slet
og ret Usselhed og Mangel på Lucifers Storsyn9.”
I et senere brev beklager hun igen, at hun har
levet for lidt for sig selv og for meget for
andre: ”Jeg har svigtet min Engel Lucifer10.”
Slangens parti
Når Blixen bevidst ønsker at følge Lucifers
ånd, er det kun naturligt, at hun betragter
syndefaldet som en positiv hændelse. Syndefaldet hjalp menneskene ud af paradiset, det
gav dem en større frihed, en fuldere erkendelse og en evne til at udtrykke sig skabende
og kunstnerisk på egne betingelser.
I sin bog om Karen Blixens teologi skriver
lektor Svend Bjerg: ”Det var altså en stor
lykke, at menneskene faldt (…) Med denne
udlægning af syndefaldet har Karen Blixen
taget slangens parti. Den havde ret, mennesket blev virkelig i faldet ’som Gud til at
kende godt og ondt’ (1 Mos 3,5). Det blev
Gud lig i evnen til at skabe guddommelige
værker11.”
Ombytning af Gud og Djævel
I sine bøger skriver Blixen ofte og til tider
meget positivt om ”Gud”. Men det er vigtigt
at bemærke, at hun selv fylder dette begreb
med indhold.
Når hun taler positivt om ”Gud”, er det ikke
den kristne Gud, hun taler om. Det er ikke
den Gud, som har skabt os, som vi er faldet
fra, og som i ufortjent kærlighed har frelst os
i Jesus Kristus. Denne Gud hader Karen
Blixen. Hun spotter ham, håner ham og nægter, at han findes. Hun tror, at der kun er én
evig åndsmagt bag verden, og at denne magt
er djævelen.
Fordi han er den eneste åndsmagt, og fordi
han hersker over alt, kalder hun ham for
”Gud”. Blixen-kenderen Else Brundbjerg
påpeger i et interview i Politiken, at Blixen
”vender om på Gud og Djævel”12.
Det er på denne baggrund, vi må læse og forstå Blixens omskrivning af Joh 3,16: ”Således elskede Gud verden, at han skabte den13.”
Den ”Gud”, der her er tale om, er djævelen.
Han har ifølge Blixen givet os verden, som
den er, og vi skal tage imod den, bruge den,
elske den, leve for dens muligheder og suge
det maksimale ud af den for os selv. Det er
djævelens ønske og mål. Lever vi efter denne
leveregel, så følger vi djævelens ånd.
Korsets fjende
Når Karen Blixen ”vender om på Gud og
Djævel”, kan det ikke undre, at hun med særlig lidenskab vender sig mod det kristne evangelium om Jesu stedfortrædende lidelse og
død.
Det højeste og herligste i den kristne tro,
NYT LIV
2-2013
fremstilles af Karen Blixen som det laveste
og usleste. Hun har kun hån til overs for de
mennesker, der trøster sig ved Jesus som deres frelser og forsoner. Som Svend Bjerg skriver det: ”Jesu stedfortrædende død tørner for
Karen Blixen sammen med vort berettigede
krav på selvrealisering14.”
Jesu kors prædiker, at vi frelses ved en andens gerning for os, ved Jesu død og opstandelse, og det kalder os til ikke længere at leve
for os selv, men for ham, som døde og opstod for os (2 Kor 5,15). Den ånd, som virker i Karen Blixen, hader Jesu kors15.
Karen Blixens forkyndelse kalder os ikke til
at se bort fra os selv, men til at se på os selv
og leve for os selv. Frem for at elske vores
næste og tjene vores næste prædiker Blixen,
at vi skal elske os selv og tjene os selv. Frem
for at følge Guds bud og underordne os under dem skal vi bryde med dem og gøre os fri
af dem.
”Jeg haaber, det staar Dig klart, at jeg bryder
de ti Bud og befinder mig meget lykkelig
derved16.”
Bruddet med Gud og hans bud
Det bevidste og radikale brud med den kristne
Gud og hans bud var for Blixen afgørende.
Det var en forudsætning for at blive fri som
menneske og som kunstner. Derfor var det
også vigtigt for hende at føre sine unge disciple ind i dette brud.
Af den unge Aage Henriksen krævede hun,
at han skulle bedrage sin kone og begå
ægteskabsbrud. Da Blixen på et tidspunkt så,
at han talte godt med en anden mands kone,
tilbød hun at betale for en fjorten dages ferie
til Italien for de to alene. Så kunne han bryde
ægteskabet og blive virkeligt fri.
På samme måde handlede Karen Blixen over
for den unge forfatter Thorkild Bjørnvig. Han
skulle også bryde sit ægteskab for at kunne
udfolde sig frit, ægte og autentisk. Konsekvensen blev, at Bjørnvigs ægteskab og familieliv blev ødelagt i en sådan grad, at hans
kone til sidst forsøgte at begå selvmord17.
Men det var omkostninger, som hverken rørte
eller anfægtede Blixen. Som Aage Henriksen siger det, så fik ”de lidelser, hun påførte
andre mennesker, aldrig rigtig realitet for
hende18.” Hun var på dette område ”uden
samvittighed”19. Hun vidste, at djævelens
gaver havde en pris, og hun var indforstået
med det.
Det bevidste og radikale brud
med den kristne Gud og hans bud
var for Blixen afgørende. Det var
en forudsætning for at blive fri
som menneske og som kunstner.
Prisen
I Aage Henriksens liv har både hans kone og
hans søn været med til at betale prisen. Konen led under Blixens forsøg på at ødelægge
ægteskabet og sønnen under mødet med den
djævelske verden. Som nævnt fortæller sønnen i sin film, at han livet igennem har været
plaget af faderens kontakt med djævelen. Han
har haft syner, hvori han oplevede at være
overgivet til satans magt og ondskab med en
ubeskrivelig rædsel til følge. Disse erfaringer medførte, at han til sidst helt måtte afbryde sin konktakt med faderen.
For sin egen del oplevede Aage Henriksen
djævelens pris på flere planer i sit liv, men
ikke mindst igennem intense og vedvarende
fysiske lidelser, som opstod hos ham i mødet
med det okkulte. Da Aage Henriksen til sidst
valgte at bryde kontakten med Karen Blixen,
7
LEDER
8
DJÆVELENS ÅND OG TIDENS ÅND
blev han påført den sidste lidelse.
Karen Blixen tilkaldte ham til et sidste møde
ved sin sygeseng. Fysisk var hun på det tidspunkt reduceret til en udtæret og kraftesløs
krop på kun 35 kilo. Men Aage Henriksen
var alligevel på vagt over for hende. Han vidste, at hun var allerfarligst, når hun så allermest ufarlig ud.
Under samværet kom lyset i hendes ansigt
frem igen, og denne gang blev det rødt og
glødende. Så kaldte hun ham hen til sengen
og bad ham bøje sit hoved ned over hende.
Da han gjorde det, greb hun fat med sin ene
hånd om hans nakke og vred med en overmenneskelig kraft det andet nakkeled ud af
dets plads.
Der er ingen menneskelig forklaring på den
kraft, hun brugte, og ingen menneskelig
kundskab har kunnet få nakkeleddet på plads.
”Ingen kiropraktor har formået at bringe det
tilbage. Så det sidder, hvor hun har sat det.
Da jeg vågnede næste morgen, var det, som
om der sad en pløk i nakken (…) Jeg har haft
smerter lige siden. Siden 195820.”
Ingen fortrydelse
Det er rystende at høre en sådan beretning.
Men det er endnu mere rystende at høre Aage
Henriksens konklusion, da sønnen 50 år senere spørger om hans vurdering af alt det, der
skete dengang i hans forhold til Karen Blixen.
Aage Henriksen er på det tidspunkt omkring
80 år, men han fortryder intet: ”Jeg er ikke i
stand til at fortryde noget21.”
Og hvorfor ikke? Af én bestemt grund: Fordi
han fik et navn som forfatter! Han fik den
succes, ære og anerkendelse, han gik efter.
Hans kone blev plaget, hans søn blev knækket, hans krop blev ødelagt, og han er på vej
mod en evighed i fortabelsens mørke. Men
han fik et navn …
Det er djævelens triumf i et menneskes liv.
Guds ords vejledning
Hvad er Guds ords vejledning til os ind i
denne sammenhæng? Et af de vers, som har
levet i mit sind under forberedelsen af denne
artikel, er Paulus’ formaning i Ef 5,11: ”Tag
ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men
afslør dem” (Ef 5,11).
Vi advares mod at følge djævelens stier ind i
mørket, og vi opmuntres i stedet til at afsløre,
hvor disse stier går.
Men er det virkelig aktuelt for os i dag at høre
om Karen Blixen og hendes vej ind i mørket? Det hører jo en fjern fortid til, og hendes tanker og idealer er vel ikke nogen fare
for os i dag? Det er relativt få, der læser hendes bøger, og det er formentlig færre, der forstår hendes budskab.
Det er uden tvivl begrænset, hvor mange der
læser Karen Blixen og lader sig præge af hendes tanker og idealer. Men det alvorlige er, at
hendes tanker og idealer i dag er alment udbredte, accepterede og nærmest identiske med
vor tids ånd.
Tidsånden
”Tidsånden” er blevet identificeret som de
tanker, værdier og holdninger, som man knapt
nok behøver at argumentere for, fordi de for
de fleste virker ganske indlysende. Hvad er
ifølge denne definition karakteristisk for tidsånden i dag?
Flere ting kunne nævnes, men helt fundamentalt er tidsånden i dag præget af en radikal
individualisme. Der er almen forståelse for
og accept af, at vi selv er i centrum for vores
liv. Det handler om, at vi skal få det maksimale ud af livet for os selv.
Egoisme er ikke længere noget entydigt negativt ord. Det er i orden og helt naturligt, at
NYT LIV
2-2013
vi lever for os selv – vore egne drømme, mål,
lidenskaber og ambitioner.
Endvidere er tidsånden præget af et stærkt
fokus på selvrealisering. Det har været et
centralt ideal i de progressive dele af den
vestlige kultur i mange årtier. Men fra at være
et ideal for kunstnere, rødstrømper og hippier er det blevet et alment anerkendt og tilegnet ideal.
Der er almen forståelse for, at vi må bryde ud
af rammer og relationer, som hindrer os i at
udfolde os selv fuldt og helt. Og vi er enige
om, at vi må stræbe og jage efter at få det
maksimale ud af vore evner og gaver.
D e t a l v o r l i g e e r, a t K a r e n
Blixens tanker og idealer i dag er
alment udbredte, accepterede og
nærmest identiske med vor tids
ånd.
Endelig er tidsånden utroligt fokuseret på
anerkendelse. I en tid og kultur, hvor mange
er vokset op uden trygge og nære forældre,
der kunne vise dem kærlighed og give dem
et solidt selvværd, og hvor Gud er væk fra de
flestes bevidsthed, så bliver det helt afgørende
for os, hvad andre tænker og mener om os.
Vi har brug for igen og igen og hele tiden at
mærke deres accept, anerkendelse og respekt.
Det jager vi efter som en tørstende mand i
ørkenen. Det bliver målet for vort liv.
Netop her er det, at djævelens ånd og tidsånden flyder sammen. Den beskrivelse, jeg har
givet af tidsånden, er nærmest en kopi af de
idealer, vi finder hos Karen Blixen. Tilsvarende er det en kopi af de idealer, vi finder i
Satans kirke: ”Satanisme handler om at sætte
dig selv i centrum for din verden (…) Kend
dig selv, realiser dig selv, og vind respekt fra
de folk, som det er værd at blive respekteret
af.”
Er det aktuelt?
Vore børn og unge
Jeg tror, det er aktuelt for os alle, men måske
på en særlig måde for vore børn og unge. Det
er altid den opvoksende generation, der på
det menneskelige plan er mest påvirkelig og
modtagelig over for tidsånden. Vi er alle præget af den tid, vi voksede op i, og vi forbliver
præget af den livet igennem.
Ad hvilke kanaler får tidsånden adgang til
vore børn og unge? Det sker ad mange kanaler, men med en særlig kraft gennem musikken. Børne- og ungdomslivet er fuldt af musik, som ikke længere bare høres i radioen
og på cd’er, men i langt højere grad på mobiltelefoner, tablets og computere. Ofte ledsages musikken af musikvideoer, der sætter billeder på budskaberne og bidrager til at gøre
sangstjernene kendte og løfte dem op på et
overmenneskeligt niveau.
I dansk sammenhæng har vi i den kristne
menighed i de sidste 15 år i det store hele
undladt at give vore børn og unge nogen vejledning på musikområdet. Vi blev forståeligt
nok slidt af debatten om rytmisk musik i den
kristne menighed, men frem for at opmuntre
hinanden til ikke at blive trætte, når vi gør
det rette (Gal 6,9), valgte vi at give op og
forholde os tavse – både om den rytmiske
musik i menigheden og om den verdslige
musik i tiden.
Siden er der vokset en generation op, som så
at sige ingen vejledning har fået på disse
områder. Derfor skal vi ikke undre os, hvis
de bliver banebrydere for en uforsvarlig
musikbrug i menigheden, ligesom vi heller
ikke skal undre os, hvis de lytter til den
9
10
DJÆVELENS ÅND OG TIDENS ÅND
LEDER
samme musik som alle andre i deres generation. De har ingen vejledning fået, og det har
vi i forældregenerationen det afgørende ansvar for.
Ad hvilke kanaler får tidsånden
adgang til vore børn og unge?
Det sker ad mange kanaler, men
med en særlig kraft gennem musikken.
Hvilke former for verdslig musik lytter vore
børn og unge til? Hvilke budskaber prædikes
der for dem? Hvilken ånd påvirkes de af?
Det er ganske enkelt rystende at komme i
nærkontakt med, hvad vor tids sangstjerner
synger, siger og gør, og hvad de herigennem
formidler til hjerterne hos vor tids børn og
unge – langt ind i den kristne menighed.
Sangstjernerne
Der er forskel på sangstjernerne. Det er muligt at finde ikke-kristne sangere med sunde
budskaber. Men det er sjældent dem, som når
toppen.
Inden for det sidste år har jeg brugt en hel
del tid på at undersøge, hvad der synges og
siges af dem, som udgør toppen, og som vor
tids børn og unge dermed oftest lytter til. Jeg
valgte at gå ind på hjemmesiden for MTV
(Music TeleVision) og fandt her en liste over
de 10 mest populære sangere i 2011. Derefter gik jeg i gang fra en ende af med at undersøge, hvad disse sangere stod for og sang
om.
Det store flertal af sangerne hylder i deres
udtalelser og sangtekster egoismen, nydelsessygen og jagten på berømmelse, sex, magt,
penge og ære. Hos nogle af dem formidles
budskabet i en sentimental og sød form blandet op med mere eller mindre trivielle
kærlighedssange. Hos andre formidles budskabet chokerende hårdt og brutalt blandet
op med en lovprisning af vold, mord, destruktion, overgreb og blasfemi.
Men det grundlæggende budskab er det
samme: Lev for dig selv, for din egen selvrealisering og succes, og for at få ære og respekt fra andre.
Hvilken vej anviser disse sangere så til målet? Hvilken vej skal de unge følge for at nå
toppen? Da jeg gik i gang med at undersøge,
hvad sangstjernerne havde at sige om vejen
til målet, oplevede jeg det bogstavelig talt,
som at der blev åbnet for en lem til afgrunden.
Den ene sanger efter den anden bekendte, at
de tilhørte og tjente onde ånder, som virkede
igennem dem, gav dem deres evner og havde
løftet dem til berømmelsens tinde. Deres vej
til toppen var banet af djævelen og hans ånder. At åbne sig for disse åndsmagter var vejen til succes.
At ikke-kristne sangere bekender, at de har
kontakt til djævelen og onde ånder, er ikke
noget fuldstændig nyt. Mange kan huske, at
en række sangere og musikgrupper i
1960´erne og 1970´erne mere eller mindre
åbenlyst bekendte sig til satanisme. Men det
var et marginalt fænomen, som i alt væsentligt var begrænset til nogle repræsentanter for
den mest hårdtslående og destruktive heavyrock.
De sangere, som nu takker de onde ånder for
deres succes, synger for de flestes vedkommende iørefaldende og medrivende popmusik, de er vor tids mest populære sangere overhovedet, og deres musik høres af alle slags
børn og unge, som ser op til dem, lytter til
NYT LIV
2-2013
dem og lærer af dem.
Og hvad lærer de? De lærer, at åbenhed for
djævelen og de onde ånder er vejen til den
selvrealisering, succes, ære og respekt, som
er vor tids store mål.
Jeg vil i det følgende gennemgå en række af
disse sangere og vil fokusere på de udtalelser og sange, som omhandler deres forhold
til djævelen og de onde ånder.
Jeg ved, at det er forfærdende læsning. Men
jeg tror, det er en virkelighed, vi som kristne
må være bevidste om. Den er ganske tæt på
os, men mange kristne er uvidende om den
og åbner ubekymret deres ører, sind og hjerter for påvirkningen herfra.
Dette blad når uden tvivl ud i mange hjem,
hvor de pågældende sangstjerner og deres
sange ikke er længere væk end hjemmets
mobiltelefoner.
MTV’s top 10
Jeg vil ikke gennemgå alle sangerne på
MTV’s top 10. Der er fire, som jeg vil udelade.
To af sangerne har få eller ingen henvisninger til onde onder og djævelen. Den første er
den engelske sangerinde Adele, som hverken
i sine sangtekster eller i de symboler, hun
omgiver sig med, henviser til de onde ånder.
Hun er nummer 3 på MTV’s liste.
Den anden er den canadiske sanger Justin
Bieber, som lejlighedsvis benytter sig af okkulte og djævelske symboler. Men det har
ikke fået nedslag i hans sange, og det kan
eventuelt være et udtryk for tankeløshed og
for et ønske om at være med på en trend, hvis
åndelige inderside og alvor, han ikke forstår.
Bieber er nummer 10 på MTV’s liste.
To af sangerne har jeg endnu ikke undersøgt
mere grundigt. De er henholdsvis nummer 8
og 9 på MTV’s liste. Den første er den ame-
rikanske hiphopsanger Lil Wayne, der i omfattende grad benytter sig af sataniske symboler, og hos hvem de onde ånders virkelighed også kommer til udtryk i hans sange.
Hans seneste cd-album hedder Devil Inside
(Djævelen inde i mig), og forsidebilledet til
albummet viser Lil Wayne, der har flået sit
maveskind åbent, så en dæmon i hans blodige indre bliver synlig.
Den anden er den canadiske rapper Drake,
der benytter sig af en række sataniske symboler, men i hvis tekster jeg indtil videre ikke
har fundet direkte okkulte budskaber.
De øvrige seks sangere på listen vil jeg gennemgå i det følgende – fra en ende af.
MTV-stjerne nr. 1
Katy Perry er blandt
andet blevet kendt for
at have medvirket ved
flere store arrangementer for præsident
Obama.
I et australsk TV-show
fortæller hun, at hun er
vokset op i en kristen
familie, hvor hendes
Katy Perry
forældre var omrejsende evangelister. Som stor pige drømte hun
om at gøre karriere som kristen sanger. Hun
fik også udgivet en cd med kristne sange, men
den førte ikke til nogen form for berømmelse:
”And then I sold my soul to the devil22” (og
så solgte jeg min sjæl til djævelen).
Katy Perry uddyber ikke, hvordan hun solgte
sin sjæl til djævelen, men i en af sine mest
populære musikvideoer gennemgår hun en
indvielse, som er fyldt med okkulte og sataniske symboler. Efter at have haft Jesu navn
skrevet på sin hånd spiser hun af kundskabens frugt og føres gennem to store søjler ind
11
LEDER
12
DJÆVELENS ÅND OG TIDENS ÅND
i en ny virkelighed, hvor drømme synes at gå
i opfyldelse, men hvor Jesu navn er væk, og
hvor hun bliver styret, ødelagt og holdt fanget. To store vagter spærrer hende vejen, og
deres ansigter er vædderhoveder. I den okkulte tradition er vædderen et symbol på djævelen.
Det er karakteristisk for mange af de sangere,
som bekender en forbindelse til djævelen og
de onde ånder, at de fremstiller djævelens
gaver som en fantastisk skat, som det er værd
at ofre alt for at få, men at de samtidig afslører, at djævelens gaver koster dyrt. De har
fået meget i det ydre, men de har mistet mere
i det indre. De er blevet ført til den højeste
top og den dybeste bund på samme tid. Djævelen har givet dem det, de ønskede, men han
har taget noget langt mere dyrebart fra dem.
De har vundet hele verden, men de har mistet deres sjæl (Matt 16,26).
Man kan undre sig over, at de pågældende
stjerner virkelig viser begge sider af deres liv.
Hvorfor gør de det, og hvorfor får de lov til
det af deres herre? Måske forstår vi det i lyset af Bibelens ord om, at det er djævelens
lyst at stjæle, slagte og ødelægge (Joh 10,10).
Han fryder sig, når han kan påføre mennesker lidelse, tab og sorg, og han skammer sig
ikke ved at vise sine ofre frem.
MTV-stjerne nr. 2
Nicky Minaj er blandt
andet kendt som
dommer i den amerikanske version af Xfaktor. I et dokumentarprogram fortæller
hun om den dæmon,
hun har i sig. Han
hedder ”Roman”, og
han er ond: ”Han siNicky Minaj
ger de ting, jeg ikke vil sige (…) Han er voldelig, og han ønsker at skade folk (…) Jeg
har bedt ham om at gå, men han kan ikke
gå23.”
Flere af Nicky Manajs sange handler om
Roman. Da hun i 2012 optrådte ved den amerikanske Grammy-fest, hvor der blev uddelt
musikpriser, lod hun hele sit sceneshow
handle om de kristnes forgæves forsøg på at
uddrive Roman.
Ved indledningen af sceneshowet blev temaet
præsenteret under overskriften The Exorcism
of Roman (Romans uddrivelse). I sceneshowet indgik en video, hvor en præst kommer til hendes hjem for at foretage en
exorcisme. Hun kravler selv rundt på hænder og fødder med hovedet nedad fra hjemmets loft og hvæser mod præsten. Præsten
vil uddrive dæmonen, men han kan ikke.
Det samme forløb udspiller sig på scenen ved
Grammy-showet. En kristen præst og en
gruppe kristne prøver at uddrive Ramon, men
han er for stærk. Sceneshowet ender med, at
Nicky Minaj liggende løftes op af usynlige
kræfter, op over præsten og de kristne. Efterfølgende bruser publikums bifald ned mod
scenen i et show, der transmitteres til flere
hundrede millioner hjem24.
Efter showet forklarede Nicky Minaj, hvad
hun ville med sin optræden, eller rettere, hvad
Roman ville med den. Undervejs i hendes
forklaring kommer Romans ønske og vilje i
forgrunden:
”Jeg havde en vision om, at han på en eller
anden måde skulle uddrives. Men faktisk bliver han aldrig uddrevet (…) Han ville vise,
at ikke alene er han fantastisk og selvsikker
og frygtløs, men han vil aldrig forandre sig,
han vil aldrig blive uddrevet25.”
Udadtil fremtræder Nicky Minaj som en strålende og glitrende succes, men i nogle af hen-
NYT LIV
2-2013
des sange kommer den mørke bagside frem.
Det gælder blandt andet i sangen Save Me
(Frels mig):
Jeg giver op! ... det føles som om jeg har kørt
mil efter mil ... men jeg kan ikke stoppe disse
stemmer i mit hoved … alle disse skrig … kan
du ikke frelse mig, åh, frels mig!
Jeg er en hore, jeg er et monster, ja, jeg er et
bæst, og jeg fester, når jeg vinder. Men jeg er
alene på min trone, alle disse rigdomme. Jeg
kom hele denne vej bare for at sige … frels
mig!
MTV-stjerne nr. 4
The Throne er en duo af to mandlige sangere,
som hver især er store stjerner: Kanye West
og Jay-Z. Begge har de erklæret, at de for at
få succes har åbnet sig for djævelen og de
onde ånder.
Kanye West kom med sin erklæring under et
show, hvor han skulle improvisere et rapnummer: ”Jeg har solgt min sjæl til djævelen. Jeg ved, at det var en dårlig handel. Men
i det mindste fulgte der lidt legetøj med og
en ’happy meal’26.”
Man må altid være opmærksom på, at sangere kan bruge stærke ord og udtryk, som de
ikke mener bogstaveligt. Men i dette tilfælde
er der en del, som tyder på, at Kanye West
mener, hvad han siger.
I en af sine musikvideoer, Power, gennem-
Kanye West
Jay-Z
går han en indvielse med en række okkulte
og sataniske symboler. Han passerer gennem
søjler ind i en virkelighed, hvor sanselige
drømme går i opfyldelse, men hvor han
bevogtes af to vagter med bukkehorn.
At drømmeverdenen har en mørk bagside
kommer ikke til udtryk i denne video, men
afsløres med hjerteskærende tydelighed i en
anden video: We Were Once a Fairytale.
Det er karakteristisk for mange
af sangerne, at de fremstiller
djævelens gaver som en fantastisk skat, som det er værd at
of r e a lt f or a t f å , me n a t de sa mtidig afslører, at djævelens gaver
koster dyrt.
I denne video spiller Kanye West sig selv ved
en stor fest, hvor han ynkelig og fuld vakler
omkring og gør festens deltagere forlegne ved
sin adfærd. De ser på ham med hovedrysten,
foragt og medynk og trækker sig tilbage fra
ham, mens han selv er barnagtigt begejstret
for, at det er hans musik, der bliver spillet i
højttalerne.
Han vil tydeligvis gerne tæt på og have fællesskab med de andre deltagere i festen, men
han bliver afvist og bliver bare stadigt mere
isoleret og ensom. Til sidst falder han alene
om på en sofa. Da han vågner, er festen stadig i gang.
Han vakler gennem grupper af festdeltagere
ned i kælderen og ind på et toilet. Her finder
han en stor kniv frem, skærer sin mave op og
trækker en dæmon frem fra maven. Så rækker han dæmonen en lille kniv og tilkendegiver, at den skal slå sig selv ihjel. Det er tydeligt, at Kanye West ikke kan gøre det. Dæ-
13
LEDER
14
DJÆVELENS ÅND OG TIDENS ÅND
monen må gøre det. Først vægrer den sig, men
til sidst tager den livet af sig selv. Så først
bliver der fred27.
Videoen varer 11 minutter. Den blev til i et
samarbejde mellem Kanye West og en instruktør, uden at Kanye Wests musikselskab
var involveret. Dagen efter videoens udsendelse blev Kanye presset til at kalde den tilbage – sandsynligvis af sit musikselskab28.
Videoen giver et rystende billede af stjernelivets mørke, onde og destruktive bagside.
Jay-Z kalder sig også JayHova. Han ved, at
det er blasfemisk at bruge Guds navn om sig
selv og gøre sig selv Gud lig. Men han gør
det i stolthed over sit mod. Han omgiver sig
med okkulte og sataniske symboler og prædiker meget eksplicit, at vi skal leve efter
vores egen vilje og lyst.
I en video fortæller han, at han har åbnet sig
for de onde ånder, fordi han ønskede at få
succes som sanger. Han ønsker at være vor
tids Frank Sinatra. ”Så, du ved, jeg prøver at
leve op til det. Jeg bliver besat af ånderne29.”
Men også hos Jay-Z har successen en mørk
bagside. Den kommer bl.a. frem i nummeret
D’Evils (Djævle/Onde ting):
Kære Gud, kan du ikke frelse mig? … De,
som siger, at lovløshedens vej er den nemme
vej, forstår ikke, hvordan underverdenen fungerer … Jeg lever til kanten, og jeg elsker
det meget højt, men det er et liv, hvor sygdommene forgifter min krop. Jeg har ikke bedt til
Gud. Jeg har bedt til lovløshedens herre. Det
er sandt. Det er ondt, men det er det liv, jeg
lever … Penge og magt forandrer os. Nu er
vi vi ved at dø af det, inficeret med djævle/
onde ting. Kære Gud, kan du ikke frelse mig?
… Min sjæl er besat af djævle/onde ting …
De slår mig til jorden og fortæller mig løgne,
som lyder sande … Hold op med at skrige!
Du ved, at dæmonen sagde, at det er bedst at
dø … Kære Gud, kan du ikke frelse mig?
Jay-Z har hjulpet to andre sangere, som skal
nævnes nedenfor, til at åbne sig for de onde
ånder. Det er Rihanna og Beyoncé.
MTV-stjerne nr. 5
Lady Gaga er den af
de nævnte sangere,
som omgiver sig med
flest sataniske symboler i form af omvendte
kors, bukkehoveder,
satan-stjerner m.m.
Hun er meget eksplicit i sin bekendelse af,
at hun lever for én ting
Lady Gaga
– berømmelse – og at
hun får den fra én åndsmagt – djævelen.
Som barn fik Lady Gaga en katolsk prægning, og dermed er hun meget bevidst om, at
hun har forkastet Jesus og har kastet sig i armene på hans modstander. I musikvideoen
Judas forlader hun Jesus og tilslutter sig Judas for at forråde og nedgøre Jesus:
Jeg vil bringe ham ned, bringe ham ned, ned!
Hun ved, at Judas er ond, men hun foretrækker alligevel at være hos ham: Han er så ond,
men jeg er stadig forelsket i Judas … Judas
er den dæmon, jeg klynger mig til, klynger
mig til.
Grunden til, at Lady Gaga er forelsket i og
klynger sig til dæmonen Judas, er enkel: Jeg
er en hore efter berømmelse30.
I 2010 optrådte Lady Gaga ved semifinalen i
den amerikanske udgave af X-factor, hvor
hun sang nummeret Alejandro.
Hele hendes sceneshow samlede sig om en
stor statue af Lucifer. Showet var formet som
en hyldest til og en tilbedelse af Lucifer, og
det kulminerede med, at Lady Gaga blev bragt
NYT LIV
2-2013
som et levende offer til Lucifer-statuen. Da
offeret var bragt, flød blodet ved Lucifers fod,
og klapsalverne fra salen brød løs.
Det er et af de mest populære shows overhovedet, det henvender sig til hele familien, og
det transmitteres til mange andre lande end
USA.
fangenskab. Hun optræder som en besat med
hvide øjne og er spærret inde i et fængsel.
Men fangenskabet er tydeligvis en usynlig
virkelighed inde i hende selv. Som videoen
viser det, er hun en stor succes udadtil. Men
indeni mærker hun en ond magt, som vil beherske og ødelægge hende indefra:
Det kryber op i dig indefra og fortærer dig
… Det kan kontrollere dig … Du kan være
ved at gå under … Dine tanker bliver forandret. Dit sind bliver fordrejet … Frels mig fra
denne forbandelse! … Enten forlader du mig,
eller også tror jeg, at jeg ah, ah, ah, ah.”
En sen nat i januar 2012 skrev Rihanna en
foruroligende besked på sin Twitter-profil:
”Skrid satan, skrid!!!!”
Der kom ingen forklaring hverken før eller
siden.
To satan-symboler i ét: vædderen og den
femtakkede stjerne, hvis spids peger nedad
mod jorden for at vise, at alt handler om
livet her på jorden.
MTV-stjerne nr. 7
Beyoncé er formentlig
den største sangstjerne
af alle netop nu. Hun
optrådte i foråret 2013
ved den store finale i
amerikansk fodbold,
Superbowl. Det er årets
største TV-begivenhed i
USA, og den transmitteres verden over, også
Beyoncé
til Danmark.
Beyoncés sceneshow var præget af den ekstremt seksuelt appellerende stil, som har kendetegnet hende, siden en ny og fremmed åndsmagt tog bolig i hende. Hun kalder selv den
fremmede magt i hende for ”Sasha Fierce”.
Der er tale om en åndsmagt, som er kold, hård
og ond, men som samtidig giver Beyoncé
mulighed for at optræde med enestående gennemslagskraft på scenen.
I en række forskellige interviews har Beyoncé
MTV-stjerne nr. 6
Rihanna omgiver sig
også med okkulte og
sataniske symboler. I
musikvideoen Good
Girl Gone Bad gennemgår hun en indvielse med hjælp fra
sangeren Jay-Z.
Hun går fra at være
en god pige i en hvid
Rihanna
kjole til at være en
ond pige i en sort kjole. Forvandlingen fører
hende ind i en ny virkelighed, hvor det regner med succes og penge, men hvor hun samtidig spærres inde i en pyramide og får skikkelse af et vædderhoved.
I musikvideoen Disturbia beskriver hun sit
15
LEDER
16
DJÆVELENS ÅND OG TIDENS ÅND
fortalt, hvordan åndsmagten kom ind i hende,
og hvordan hun oplever den.
Den skelsættende begivenhed var et TV-show
i 2003, hvor hun forud for sin optræden løftede hænderne og oplevede noget nyt:
”Det var første gang, at jeg oplevede, at noget andet kom ind i mig. Og jeg vidste, at det
her ville blive min gennembrudsaften31.”
Og det blev det. Da hun gik på scenen den
aften, var der en anden, der tog over: Sasha
Fierce.
Det har været virkeligheden lige siden: ”Når
jeg skal arbejde, og når jeg går på scenen, er
der en anden, som tager over32.”
”Min stemme bliver anderledes, og jeg er
frygtløs. Jeg er bare en anden person33.”
”Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg har
gjort på scenen34.”
”Jeg mister bevidsthed om mig selv, når Sasha
tager over. Jeg har en ud-af-kroppen-oplevelse. Hvis jeg kommer til at skære mit ben,
eller hvis jeg falder, så mærker jeg det ikke
engang. Jeg er uden frygt. Jeg er ikke bevidst
hverken om mit ansigt eller min krop35.”
Når folk møder mig og taler med mig, så forventer de at møde Sasha … Men jeg er slet
ikke som Sasha36.”
”Jeg ville ikke bryde mig om Sasha, hvis jeg
mødte hende uden for scenen. Hun er for
aggressiv, for stærk, for fræk, for seksuelt
appellerende37.”
”Sasha er ikke mig38.” ”Hun lever inde i
mig39.”
Forud for den skelsættende aften i 2003 havde
Beyoncé mødt Jay-Z, og hun fortæller, at det
var i forbindelse med et samarbejde med JayZ om en musikvideo, at Sasha Fierce kom
ind i hende40.
I den pågældende musikvideo, Crazy in love,
ser man Beyoncé gennemgå en indvielse i
form af død og opstandelse. ”Den gamle
Beyoncé” bliver samlet op i en bil af Jay-Z.
Men Jay-Z forlader bilen, lader den eksplodere og lader ”den gamle Beyoncé” brænde
op i den. Derefter træder ”den nye Beyoncé”
frem med den nye kraft i sig. Siden da har
Sasha Fierce været og virket i Beyoncé41.
I 2008 udsendte Beyoncé et nyt album, der
ganske enkelt bar titlen: I am Sasha Fierce.
På forsiden af albummet står en afklædt
Beyoncé, der kun er dækket af et emblem med
et påmalet vædderhoved.
Beyoncé er den kvindelige sanger, som har
vundet næstflest MTV-priser i de sidste 15
år. Lady Gaga, som er nævnt ovenfor, har
vundet flest. Den mest vindende mandlige
sanger i de sidste 15 år er Eminem. Jeg vil
runde gennemgangen af nutidige sangstjerner
af med ham.
Største mandlige MTV-stjerne
Eminem har siden 1999
vundet 11 MTV-priser.
Han har dermed markeret
sig som sin generations
største mandlige sangstjerne. Han har nået den
absolutte top, men prisen
har været forfærdende
stor.
I sangen Demon Inside
(Dæmonen indeni) taler
han åbent ud om de dæEminem
moner, som har besat ham, ødelagt ham, og
nu fører ham mod Helvede:
Jeg er besat af onde ånder, som piner mig,
når jeg sover. Jeg vedbliver at drømme om
død, og jeg hører folk skrige. Djævelens ånd
er fastlåst i mig, og jeg vil have den ud …
Alle disse stemmer råber: ”Følg os ned i Helvedes flammer!” … Jeg får at vide, at det kun
NYT LIV
2-2013
lige er begyndt.”
I sangen My Darling taler Eminem til sin
hoveddæmon, Shady. Han erkender, at han
har solgt sin sjæl til djævelen for succes, og
at han tilhører mørket og helvede, men alligevel trygler han Shady om at gå:
Shady, jeg ved, at du er derinde et sted. Kom
her, tal til mig! … Jeg har jo bedt dig om at
forlade mig, vil du ikke nok?
Men Shady svarer igen ved at håne Eminem
for ikke at have forudset prisen for sin succes:
Jeg har besat dig – din sjæl, din tanke, dit
hjerte, din krop … Din sjæl er min, og jeg
beholder den … Jeg er inde i dig, lad mig
føre dig og nedgøre dig … Du kan ikke dræbe
en ånd, selv ikke hvis du prøvede på det, ha,
ha! Du solgte din sjæl til mig, behøver jeg at
minde dig om det? Kan du huske den aften,
hvor du bad? … Du ville gøre alt for en pladekontrakt … Det her er jo det, du ønskede dig
hele dit liv, ikke sandt? … Se på det her hus,
se på de her biler, jeg er jo god ved dig!
Nåh, så du vidste ikke, at berømmelsen har
en pris? Du er blevet overrasket over bagsiden? At du skulle miste din bedste ven, at du
skulle miste din kone, at du ikke engang er
sikker på, at dine børn kan lide dig, at du
ikke kan sove uden sovemedicin, at du blev
afhængig af Valium … Min elskede, vi to er
bestemt til at være sammen. Hvis jeg ikke kan
have dig, skal ingen have dig. For du er min
elskede, og jeg har besat dig – din sjæl, din
tanke, dit hjerte, din krop.
I sang efter sang synger Eminem om det
mørke og den ondskab, som han oplever indeni, og som fylder ham med de mest bestialske og perverse tanker, ønsker og fantasier.
Han synger om det med ord og billeder så
grænseoverskridende onde og forfærdelige,
at det er svært at forstå, at sangene lovligt er
blevet solgt til børn og unge.
Men de er blevet mere end det. De er blevet
hyldet som udtryk for den højeste sangkunst
i vor tid, og de er blevet overøst med musikpriser. Eminem er blevet rost til skyerne, ophøjet som en enestående kunstner og løftet
til ærens højeste top.
Men midt i berømmelsens brus og i regnen
af penge og priser skriver Eminem nogle hjerteskærende ærlige sange om, hvordan han
svigter, forsømmer og ødelægger både sin
kone og sine børn. Han ser dem gå i stykker,
trække sig fra ham og lukke deres hjerter for
ham, men han kan ikke ændre ved det.
Han ser sin kone formørkes, forlade ham og
forsøge at begå selvmord, men han fortsætter ad sit destruktive spor. Han drives indefra
af Shady til at handle ondt, koldt og hensynsløst mod dem, som han elsker mest. Han drives til at ødelægge alt godt og smukt i sit liv42.
Han er inde i et spor, han ikke kan forlade,
og han ved, hvor det ender. I en sang henvendt til sin datter siger han det lige ud:
Jeg er på vej mod Helvede … Der er intet, du
kan gøre eller sige, som kan ændre mig …
Der er ingen på jorden, som kan frelse mig43.
Djævelens ånd og tidens ånd
De sangstjerner, vi her har set på, har gjort
konkret erfaring af djævelens magt og djævelens væsen. De har erfaret, at han som
denne verdens gud har magt til at give dem
succes, ære, rigdom og sanselig nydelse i
denne verden. Men de har også erfaret, at han
kun giver i det ydre for at tage i det indre, at
hans væsen er et bundløst dyb af ondskab og
had, og at hans endemål er at stjæle, slagte
og ødelægge både timeligt og evigt.
I sangstjernernes liv ser vi, at djævelen er en
konkret og kraftfuld virkelighed midt i vores
17
LEDER
18
DJÆVELENS ÅND OG TIDENS ÅND
afkristnede vestlige kultur, og at han er nået
langt i at vinde vore hjerter. Hans mål er at få
os til at leve for os selv – vore drømme, vores selvrealisering og vores ære i dette korte
liv.
Er noget mere kendetegnende for vores kultur end denne tankegang? Du har ét kort liv!
Det gælder om at få det maksimale ud af det
for dig selv. Sæt dig selv i centrum! Tænk
på, hvad du selv har det godt med, hvad der
giver dig selv tilfredsstillelse, glæde og nydelse. Realiser dig selv fuldt ud! Lad alt i dit
liv handle om dig selv!
Djævelens ånd og tidsånden er flydt sammen
og har erobret vore hjerter.
Djævelens ånd og den kristne menighed
Aage Henriksen fortæller om Karen Blixen,
at for hende handlede alt om livet her på jorden og om at få det maksimale ud af det for
sig selv:
”Karen Blixen ville have tingene her på jorden (…) For Blixen er det denne verden, der
tæller44.”
Den tankegang er nu blevet den almindelige
i vor kultur. Det er i sig selv rystende. Men
langt mere rystende er det, at den også er blevet almindelig i den kristne menighed.
Mens jeg har skrevet denne artikel, har jeg
været i gang med at læse en bog skrevet til
kristne teenagepiger om livet som ung kristen. Jeg blev opmærksom på den på et
lejrsted i Norge en sen aften og begyndte at
læse i den. Den er udgivet af det, som vel må
regnes for det bedste bibeltro, lutherske forlag i Norge.
Hvad er budskabet? Budskabet er, at du er
fantastisk, at du rummer potentiale til et fantastisk liv, og at Gud er fantastisk god til at
hjælpe dig til at realisere dig selv og få det
maksimale ud af livet. Der er mange gode
råd undervejs af moralsk og almenmenneskelig karakter. Men der er ingen forkyndelse af
evangeliet om Kristi stedfortrædende frelsergerning, og der er ikke ét ord om det evige
liv. Alt handler om livet her på jorden og om,
at du skal have mest ud af dette liv for dig
selv45.
I det sidste kapitel inddrages beretningen om
Jesu møde med den samaritanske kvinde. Det
er et forvandlende møde, hører vi. For Jesus
viser sig at værdsætte og forstå kvinden på
en måde, som ingen andre har gjort det. Han
ser hende som værdifuld og har syn for, hvad
der giver hende glæde og tilfredsstillelse. På
denne baggrund løber kvinden ind i byen og
fortæller, at hun i Jesus har mødt en mand,
som ved, ”hvad der giver mig glæde, og hvem
jeg er!46”
På baggrund af denne beretning munder bogen ud i en opmuntring til pigerne om at overveje, hvem de selv er, og hvad der vil give
dem selv glæde:
”Tag et øjeblik til at lade din fantasi tegne et
billede af din fremtid. Gud vil inspirere dig
(…) Han ønsker, at du skal drømme stort sammen med ham (…) Gud er altid med os (…)
Hvordan kan du bruge din Gud-givne
vidunderlighed og dine talenter, så din verden kan blive forvandlet? Der er en verden,
der venter på dig, pige af guld. Nu er det din
tur til at skinne47.”
B o g e n s b u d s k a b e r, a t d u e r f a n tastisk, at du rummer potentiale
t i l e t f a n t a s t i s k l i v, o g a t G u d e r
fantastisk god til at hjælpe dig til
at realisere dig selv og få det
maksimale ud af livet.
NYT LIV
2-2013
Hvilken ånd er det, som taler her?
Er det den Ånd, som vil herliggøre Jesus (Joh
14,16), som vil åbenbare for os, hvad Gud i
sin nåde har givet os i ham (1 Kor 2,12), som
vil fylde vores hjerte med fryd over Jesus og
det evige livs håb (Ef 2,17-18), og som på
dette grundlag vil kalde os til at bruge dette
ene korte liv ikke til at leve for os selv, men
til at tjene vores næste og ham, som købte os
til Gud med sit blod (Rom 14,7-8)?
Der er så at sige intet af denne Ånds tale i
bogen. Det er en anden ånd, der taler.
Spørgsmålet er så, om bogen er udtryk for en
undtagelse. Om det generelt er et helt andet
budskab, som præger vore menigheder og
vore ungdomsgrupper.
Det ville være herligt, hvis det var tilfældet.
Hvor Guds Ånd virker, der kommer Jesus i
centrum, og der gør vi erfaring af, at livets
sande rigdom er at kende ham som vores frelser og tjene ham med alt, hvad vi er og har.
Men er det dette åndelige liv, som kendetegner vore kristne forsamlinger i de nordiske
lande? Er det dette åndelige liv, som fylder
vore unges hjerter og kommer til udtryk i
deres vidnesbyrd og liv?
Eller er det snarere sådan, at vi stadigt mere
præges af netop den ånd, som kommer til
udtryk i den ovennævnte bog? Er djævelens
ånd ved at erobre vore hjerter i den kristne
menighed?
Vi bør ikke undre os, hvis det er tilfældet.
Det er, hvad Guds ord siger, skal kendetegne
de sidste tider: ”Men det skal du vide, at i de
sidste dage skal der komme hårde tider. For
da vil menneskene blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, (…) hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud; i
det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter
dens kraft” (2 Tim 3,1-5).
Bemærk, hvad der står: ”I det ydre har de
gudsfrygt.” Der er tale om mennesker, som
udadtil fremtræder som gudfrygtige. Der er
med andre ord tale om endetidens store frafald inden for den kristne menighed. Det er
et skjult frafald, fordi det sker bag en facade
af tro, fromhed og gudsfrygt. Men bag facaden har hjerterne åbnet sig for djævelens ånd,
og selvlivet har kvalt troens liv.
Djævelens ånd og mig
Hvorfor går det sådan? Den afgørende årsag
ligger ikke i kulturen og i tidsånden. Det er
aldrig de ydre omstændigheder, der bestemmer troens liv. Troen kan være frisk, stærk,
frimodig og levende selv under de værste og
åndeligt mest formørkede ydre omstændigheder. Det var den første kristne menighed et
bevis på.
Årsagen ligger heller ikke i de troende selv.
Det er ikke sådan, at frafaldet kommer, fordi
endetidens kristne i sig selv er mere egocentriske og mere verdslige end andre tiders
kristne. Som kristne har vi det samme kødelige, selviske og syndige sind til alle tider og
i alle kulturer. Vi har et sind, som med glæde
lytter til djævelens forkyndelse om at sætte
os selv i centrum. Det har du, som læser dette,
og det har jeg, som skriver det.
Jeg har en indre drift i retning af at vinde ære,
magt, selvrealisering og nydelse for mig selv.
Det er det, jeg indefra ser som mit livs mål.
Det er det, som jeg naturligt orienterer mig
imod og stræber efter. Sådan er jeg, og sådan
er alle kristne til alle tider.
Hvorfor er der da nogle, som bevares og andre, som falder fra? Paulus har selv givet svaret i citatet ovenfor fra 2 Tim 3,5. Hvad kendetegner dem, som falder fra? Paulus siger
om dem, at ”i det ydre har de gudsfrygt, men
de fornægter dens kraft”.
19
LEDER
20
DJÆVELENS ÅND OG TIDENS ÅND
Hvad er gudsfrygtens kraft? Hvad er kilden
til at bevare en sand og sund gudsfrygt og en
levende og frimodig tro på Jesus midt i frafaldet? Det er én ting: Guds ord. Netop dette
er det også, Paulus henviser den unge
Timotheus til videre frem i teksten: ”Men du,
bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender fra barnsben de hellige
Skrifter, der kan give dig visdom til frelse
ved troen på Kristus Jesus” (2 Tim 3,14-15).
Hvordan det går os i endetiden, afgøres af én
ting: vores personlige forhold til Guds ord.
Det er vores store trøst, at Guds ord aldrig
mister sin kraft. Endetidens store frafald skyldes ikke, at Ordet mister sin åndeligt livgivende og bevarende kraft, men at vi fjerner
os fra dette Ord, at vi forsømmer det og lukker vore hjerter for det. Men trøsten er så
også, at selvom vi har forsømt Ordet og har
fjernet os fra det, så har det den samme livgivende kraft i sig, når vi vender tilbage til det.
Når jeg kommer til Ordet igen, så taler Gud i
sin store nåde til mig på ny. Og alt, hvad Gud
siger i sit ord, samvirker om dette ene: at lede
mig til Jesus og gøre ham stor for mit hjerte
som min frelser og forsoner.
Gud afslører synden i mit hjerte og mit liv.
Han fælder dom over æresygen, selviskheden, pengeglæden og nydelsessygen. Han
leder mig med min synd og med mine mange
fald til Jesus som synderes frelser og synderes ven. Han forkynder for mig, at Jesu blod
renser mig for al synd – også mit hjertes dybe
selviskhed, jordbundethed, vantro og ligegyldighed!
Og så åbenbarer Gud for mig den evige rigdom, som han allerede har givet mig i Jesus:
den fulde retfærdighed for Gud, den åbne
himmel, barnekåret, paradisets fred med Gud,
det evige livs herlighed på en nyskabt jord
og livet i denne verden som et liv i Guds
kærlige og almægtige faderhånd, hvor alt
vendes til sand og evig velsignelse for mig.
Det er dette, Gud viser mig og gør levende
for mit hjerte gennem Ordet. Og når jeg ser
det, så salves jeg med Ånd og kraft fra det
høje. Så overskylles min samvittighed med
Guds fred. Så åbnes der for en kilde med levende vand i mit indre.
Det er vores store trøst, at Guds
ord aldrig mister sin kraft.
Så vækkes der ved Guds Ånd en ny trang og
lyst i mig til ikke længere at leve for mig selv,
men for ham, som har købt mig med sit eget
blod. Ham vil jeg ære, ham vil jeg tjene, og
ham vil jeg leve for med alt, hvad jeg er og
har – i det ene korte liv, jeg har!
Dette nye liv kan kun vækkes i mig ved evangeliet om Jesus. Det er mit livsbehov nummer et, hvis jeg vil bevares mod djævelens
ånd og forførelse i den sidste tid. Det stærkeste nej til djævelen er et stærkt ja til Jesus.
Gud give, at vi alle må bevares i lydhørhed
over for og i personlig tilegnelse af Guds ord
og evangelium! Så vil Guds ord selv forny
og bevare os i en frimodig og levende tro på
Jesus. Da vil vi til enhver tid og uanset de
ydre omstændigheder kunne synge med oprigtighed og glæde:
Om jeg havde rigdom, magt og ære,
og blandt mennesker et herligt navn,
men ej noget håb for evigheden,
for min sjæl ej nogen sikker havn,
om jeg havde alt, men ikke Jesus,
og hans kærlighed i liv og død,
o, hvorhen i hele vide verden
skulle jeg da fly i angst og nød?
NYT LIV
2-2013
Men nu har jeg alt, ja alt i Jesus,
lægedom for alle hjertesår.
Ingen synd, som ikke han forlader,
ingen nød, som ikke han forstår.
1 Morten Henriksen 2010, Bag Blixens maske,
Gyldendal, 60.
2 Henriksen 2010, 57.
3 http://www.churchofsatan.com/Pages/
MythCommunity.html
4 Henriksen 2010, 145.
5 Henriksen 2010, 40.
6 Henriksen 2010, 88.
7 Henriksen 2010, 89.152-153.
8 Karen Blixen, Breve fra Afrika 1925-31, 31.
9 Karen Blixen, Breve fra Afrika 1925-31, 27.
10 Karen Blixen, Breve fra Afrika 1925-31, 31.
11 Svend Bjerg 2011, Karen Blixens teologi, 85.
12 Politiken 26.11.95.
13 Jørgen Stormgaard 2010, Karen Blixen og kristendommen, 90.
14 Bjerg 2011, 14.
15 Bjerg 2011, 13.73-75.
16 Karen Blixen, Breve fra Afrika 1914-1924, 262.
17 Politiken 06.03.05; Jørgen Stormgaard 2005,
Blixen og Bjørnvig.
18 Henriksen 2010, 145.
19 Henriksen 2010, 145.
20 Henriksen 2010, 130.
21 Henriksen 2010, 157-158.
22 theprojecttv.com.au/1183.htm - 5k - 2009-0828.
23 http://www.christianpost.com/news/nickiminajs-discussion-of-roman-sparks-talk-ofdemon-possession-66042.
24 http://www.youtube.com/watch?v=-a4AJKR
zr-w.
25 http://www.rap-up.com/2012/02/13/nickiminaj-talks-grammy-performance-madonna-m-ia-starships.
26 http://www.youtube.com/
watch?v=CD_GL5YLolM.
Om jeg ejer Jesus, ja kun Jesus,
og i hele verden intet mer,
o, så ejer jeg dog alt i Jesus,
han mit liv og al min glæde er.
(Anna H. Ölander)
27 www.youtube.com/watch?v=lUZp4yhzjws.
28 en.wikipedia.org/wiki/
We_Were_Once_a_Fairytale.
29 http://www.youtube.com/
watch?v=g6IpAINgNE8.
30 http://www.ladygaga.com/media/?meid=6765.
31 http://www.youtube.com/
watch?v=HNXNxscgMgU.
32 http://www.beyonceonline.com/us/biography.
33 http://www.dailymail.co.uk/tvshowbiz/article1085644/Beyonc-poses-sultry-magazine-shootprepares-massive-110-date-world-tour.html.
34 http://www.youtube.com/
watch?v=UcGY8BRx6dg.
35 http://www.marieclaire.co.uk/celebrity/
interviews/272366/beyonce-interview.html.
36 http://www.youtube.com/
watch?v=HNXNxscgMgU.
37 Parade Magazine, 17. december, 2006.
38 Parade Magazine, 17. december, 2006.
39 http://www.abovetopsecret.com/forum/
thread930054/pg1.
40 People Magazine, 18. november, 2008.
41 http://www.dailymotion.com/video/xr0tr_
crazy-in-love-beyonce-jay-z_music#.UYF
r6EpreyI
42 Et stærkt eksempel er sangen When I’m gone,
som også er atypisk ren i sprog og billedbrug.
43 Fra sangen My Dad’s Gone Crazy.
44 Henriksen 2010, 148.
45 Bogen hedder Elsket og er skrevet af Rachel
Gardner. Den er udgivet af Lunde Forlag i 2010. I
denne artikel citerer jeg fra og henviser til den
engelske originaludgave: Cherished fra InterVarsity Press, 2009.
46 Gardner 2009, 150.
47 Gardner 2009, 150-156.
21
22
SE
N I O R B I B E L K U R S U S
2013
NYT
LIV
SENIORBIBELKURSUS - MARTS 2013
Igen i år var vi en stor flok seniorer samlet på
seniorbibelkursus i Fjellerup for at lytte til
Guds ord. Vi havde et godt samvær både åndeligt og menneskeligt. Vi fik en god og sund
kost både til hjertet og til maven.
Det til hjertet fik vi serveret af Asger Jensen
fra Bornholm, og det til maven sørgede for
en stor del Jeanette for, og nogle af os tog
måske et kilo eller to tungere hjem, end vi
kom.
Vi blev mødt med vældigt alvorlige ord bl.a.
om at have olie på lampen, så vi en dag ikke
Hvem bliver det en glædens dag for den dag,
Jesus kommer igen? - Det bliver en glædens
dag for benådede syndere, for dem der har
olie i lamper og kander og har deres sag med
Gud i orden.
Hvad er olie? - At være beredt, at have Jesus
i sit hjerte, at eje syndernes forladelse, at tro
sig frelst på en andens regning, på en andens
bekostning.
Hvem er det, der får lov til at gå med Jesus
ind gennem porten? - Alle de vellykkede?
Alle dem der kan det hele selv? Alle dem der
kommer til at stå uden for en lukket dør. Asger prædikede om dette ud fra teksten fra Matt
25,1-13 om de ti brudejomfruer.
har haft et vellykket liv? - Alle dem der ......?
Nej!
Hvem er det så der får lov til at gå med Jesus
ind gennem porten? - Det er dem, som han
også kommer for at udfri fra denne onde og
syndige verden. Dem, der har oplevet så meget ondt, så mange nederlag og så meget synd
i deres liv. Mens de ventede, havde de ingen
anden trøst end den, de fandt i Guds ord. Der
fandt de ordet om korset, ordet om frelseren,
ordet om synderes ven. Det var ham og ham
Jeg vil gerne ud fra nogle notater fra, hvad
Asger forkyndte, sige lidt om, hvad denne
tekst siger og betyder for mig.
Jeg har et lille maleri stående med billedet af
en åben port ind til en lysende og blomsterklædt eng, og over porten står: Inden for eller uden for, hvor skal du stå engang?
NYT LIV
2-2013
“vore lamper går ud“, “døren blev lukket“
og “jeg kender jer ikke“.
Hvad er det at have olie på sin lampe?
- Det er at tro ud fra Guds ord, at straffen
for alle mine synder blev fuldbyrdet på
Guds egen søn.
alene, de måtte klynge sig til. Midt i alle deres synder og al deres nød fandt de alene redning hos Jesus.
At stå foran en lukket dør må være det forfærdeligste af alt; at høre et: “Jeg kender jer
ikke“. En sådan alvor er det svært at finde
ord for. Om det dog måtte føre til, at vi klynger os til Jesus, at vi råber til ham for vore
nærmeste, for vort land, for vort folk. At jeg
klynger mig til ham, som måtte lide den forfærdelige død for mine synders skyld.
Det var den sidste aften på seniorlejren, at
Ager prædikede om de ti brudejomfruer. I min
Bibel har jeg fire understregninger i denne
tekst: “De blev alle døsige og faldt i søvn“,
- At jeg for Jesu skyld må eje mine synders
nådige forladelse, også de synder, der piner
og plager mig i dette øjeblik.
- At få lov til at tro, at jeg for Jesu skyld får
lov til at stå ren og retfærdig over for den
hellige, evige og levende Guds ansigt.
Måtte vi alle eje den tro både nu, og når han
kommer! Tak for en god lejr!
Inden for eller
uden for hvor skal du
stå engang ?
Ruth-Nina
Magelund, Ikast
23
24
B
Y G G E R I
NYT
LIV
NYBYGGERIET I FULD GANG
Hermed en lille statusopdatering på byggeriet og nogle billeder fra, hvordan byggepladsen tog sig ud i midten og slutningen af april.
Til påske var grunden støbt og færdig til rejsning af elementerne. Mandag den 15. april
begyndte rejsningen af elementer, og den 22.
april var de færdige.
Murerne begyndte med det samme at stable
sten, og det skrider godt frem. Det er vi meget taknemlige for. Der er seks murere på
opgaven.
Som det ser ud i skrivende stund, vil der efter planen være blevet holdt rejsegilde, når
bladet her er udkommet: Den 12. maj skulle
murene stå færdige. Nogle dage efter skulle
tagkonstruktionen være blevet rejst og vinduerne og dørene efterfølgende sat i. Og datoen for rejsegildet har vi sat til den 17. maj.
På Djurslands Efterskoles og Nyt Livs
hjemmesider bliver der løbende lagt billeder
ud fra byggeriet. Så følg med i udviklingen
på djurslands.dk og nytliv.dk for at få de dugfriske opdateringer.
Pt. er vi ved at gøre den nye campingplads
klar.
Vi har før skrevet, at vi vil kede af at holde
bibellejr på en byggeplads. Det bliver der
under ingen omstændigheder noget af, for
byggeriet holdes helt isoleret fra den øvrige
bygningsmasse. Der er indgang direkte fra
Kanneshøjvej til byggeriet.
Vi vil stadig opfordre Nyt Livs venner til at
bede for byggeriet: at vi må blive bevaret for
uheld, og at det må stå færdigt til bibellejren.
Med venlig hilsen
Jørgen Christensen,
Kristent Skole- og Kursuscenter
FJE
NYT LIV
2-2013
FJELLERUP, APRIL 2013
25
26
HV
A D
S K A L
J E G
M E D
J
E S U S
?
NYT
LIV
LAGRENE ER SNART TØMT!
Sidste efterår overtog Nyt Liv ansvaret for
bogen Hvad skal jeg med Jesus?. Det er en
bog, som i de sidste par år er udkommet i
fem oplag på i alt 19.000 bøger.
Bogen er en enestående klar forkyndelse af
evangeliet om frelsen i Jesus. Den er skrevet
til mennesker, som ikke er fortrolige med det
kristne budskab.
Enkelt, vækkende og klart forkyndes det, at
menneskets store nød er synden, som bringer os ind under Guds dom, men at Guds store
gave til os er Jesu soning af synden på korset. Ved Jesus får vi fred med Gud og evigt
liv. Mange har gennem denne bog mødt Guds
ord til omvendelse og frelse.
I de sidste to år har man uden betaling kunnet hente bogen på en række depoter rundt
om i landet. Adresserne kan findes på
hjemmesiden www.hvadskaljegmedjesus.dk.
Bogen er blevet flittigt brugt til uddeling i
evangeliserende arbejde, på kristne friskoler
og efterskoler og i andre sammenhænge. Nu
er der imidlertid kun
få depoter, som har
bøgerne på lager.
Efter sommerferien
kommer der nye elever på efterskolerne,
men til den tid vil det
næppe være muligt at give dem en bog hver,
som flere kristne efterskoler ellers har gjort
det i de senere år. Det ville være herligt, hvis
det blev muligt igen!
Skal boglagrene fyldes op, er der brug for en
samlet gave på 30.000 kr.
Gaver til dette projekt kan sendes til følgende
kontonummer:
Reg.nr. 1938 Kontonr. 5369 228 821.
Disse gaver vil ikke gå til Nyt Livs øvrige
arbejde, men specifikt til et nyt oplag af Hvad
skal jeg med Jesus?. Når indsamlingsmålet
er nået, genoptrykkes bogen og fordeles igen
til lagrene. Tak for enhver gave!
- Mikkel Vigilius
Uddrag fra bogen
Da jeg i Nazitiden engang blev anholdt af Gestapo, måtte jeg vente i et rum, hvor der stod
høje arkivskabe. I skabene lå sagsmapper i stakkevis. Og ud fra hver journal hang en lille
tunge. På denne tunge stod navne: »Meier, Karl« eller »Schulze, Friedrich«. Eftersom jeg
måtte vente længe, takkede jeg Gud for, at jeg ikke behøvede at tilbringe mit liv mellem
sådanne sagsmapper. Af kedsomhed begyndte jeg at læse navnene. »Meier, Karl«, »Schulze,
Friedrich«.
Pludselig læste jeg: »Busch, Wilhelm«! Der var en journal om mig! Med et slag var
sagsmapperne ikke mere kedelige, det kan du nok forstå. Dér var mine sagsforløb. Jeg ville
skrækkelig gerne have taget dem ud og set, hvad soldaterne havde skrevet om mig. Men det
turde jeg ikke. Alligevel stod jeg dirrende foran den: »Min journal!«
Og ser du: Sådan er det sket for mig med Jesu kors. Der var tider i mit liv, hvor jeg ikke kunne
forestille mig noget mere kedeligt end kristendommen, og hvor ethvert maleri var mere
interessant for mig. Indtil den dag, da jeg for første gang rigtigt så Jesu kors: »Her handler
det om mine sagsmapper! Han er død for min skyld, og for at jeg skulle kunne frelses!«
Siden dengang har Jesu kors været det mest interessante for mig. Se på den mand med
tornekronen! Han er den store livredder. Der på korset frelste han dit og mit liv. Det angår
dig, også selvom du ikke ved det!
A
R T I K E L
NYT LIV
2-2013
OM AT GRAVE GRØFTER
Af Johnn Hardang
Og han sagde: ”Dette siger Herren: Grav
denne dal fuld af grøfter” (2 Kong 3,16).
Krisetid i Israel
Det var en krisetid i Israel. På flere måder.
Situationen var denne: Folket var i krig. Ved
grænsen stod moabitternes mægtige hær. Og
Israelitterne havde ingen mulighed for sejr.
Folket manglede vand. Dyr og mennesker
tørstede. Døden stod truende nær.
Hvordan skulle de kunne overleve?
Det var en krisetid i Israel. Men ikke i profeten Elisas liv. Til ham talte Herren og sagde:
”Grav denne dal fuld af grøfter, for dette siger Herren: I får hverken vind eller regn at
se, og dog skal denne dal fyldes med vand,
så både I og jeres hær og dyr kan drikke. Men
det er ikke nok i Herrens øjne; derfor vil han
også give Moab i jeres magt.”
Det var en krisetid i Israel. Men det gik, som
Herren havde sagt. Vandet kom. Og den
mægtige fjende blev besejret.
Herren svigtede ikke sine løfter, men mødte
sit folk med fremtid og håb.
Vandet og sejren var Guds ansvar. Men
grøftegravningen havde folket selv ansvaret
for.
Krisetid i dag
Det er længe siden, dette skete. Næsten 2800
år. Situationen kan virke både fremmed og
fjern fra vores situation i dag. Selv om oplevelsen af nød og afmagt og mismod også er
kendte størrelser for os.
På mange måder oplever vi i dag også krisetid. Og her tænker jeg: åndeligt set.
Værst er måske manglen på vækkelse. Vi har
så vanskeligt ved at nå ud til folk med evangeliet. Alt for sjældent kan vi bede sammen
med mennesker, der vil overgive deres liv til
Jesus.
Men også blandt troens folk står udfordringerne i kø:
Hvordan skal vi tage vare på den opvoksende
generation?
Hvordan kan vi nå Guds folk med en forkyndelse, der skaber vækst og erobringstrang?
Hvordan skal vi skabe de åbne og varme fællesskaber, vi ofte længes efter?
27
28
OM AT GRAVE GRØFTER
A RT I K E L
Og hvordan fremelske et åndeligt lederskab
med både klarsyn, dristighed og hjertevarme?
Nutidens grøftegravning
”Grav denne dal fuld af grøfter”, sagde Herren til Elisa.
Det samme siger han til os i dag. Der må hårdt
arbejde til. Sved og slid. Sandsynligvis lugter det alt for lidt svedigt blandt Guds folk.
Vi sover os nemlig ikke til vækkelse eller
vækst! Vi må:
- lægge til rette for Guds ords forkyndelse,
for Guds velsignelse og Guds gaver.
- gøre et grundigt forberedelsesarbejde i kirken og missionshusene.
- lave et godt mødeprogram.
- organisere og praktisere forbønnens tjeneste.
Det var en krisetid i Israel. Men
de t gik, som He r r e n ha vde sa gt.
Va n d e t k o m . O g d e n m æ g t i g e
fjende blev besejret.
- satse på forkyndelsen og på forkyndere.
- tænke nyt og dristigt om dette at nå mennesker med Guds ord.
- og tjene Herren med glæde.
Vores nulpunkt kan være Guds udgangspunkt. Vores krise kan være Guds mulighed.
Grøfterne i Israel blev fyldt med vand. Som
ved et under.
Det samme kan ske hos os!
Johnn Hardang,
Bergen, radiopræst
Artiklen er oversat af Henrik
Gren Hansen fra www.p7.no.
rik
no.
A
NYT LIV
2-2013
R T I K E L
FALSK ÅNDELIGHED
Af Aksel Valen-Sendstad
En ny religiøsitet i kirkens rum
I disse år gør en ny religiøsitet og åndelighed
sin indflydelse gældende i kirken og i teologien. Nye retninger, nye raffinerede fortolkninger af kirkens gamle lære og krav om
ændringer presser sig på.
Både i læren og i etiske spørgsmål mærkes
dette pres tydeligt, og inden for kirkens
ramme opstår nye samfund, retninger og interessegrupper, som rider deres egne kæpheste. Den nye religiøse bølge er kommet ind
i kirkens rum. Den har også fået tag i mange
af kirkens tilsynsmænd, præster og lærere.
Den nye religiøsitets måde at tænke på gør i
dag sin indflydelse gældende både på de teologiske læresteder, på prædikestolene og i det
kristne organisationsliv. Tankegangen dukker
op overalt og præger vor tids kirkeliv.
Dette sidste er ikke bare foruroligende, men
direkte truende for kirken. Et resultat er, at
de fleste ledere i kirken ikke længere hverken tør eller kan tage et standpunkt ud fra
Bibelen, selv om de godt ved, hvad der er det
rigtige. Alt skal diskuteres og endevendes,
selv de mest selvfølgelige spørgsmål, hvor
Bibelen taler klart og utvetydigt.
Den grundlæggende filosofi er ofte, at den
religiøse sandhed først og fremmest kommer
til udtryk gennem samtale, dialog og drøftelse med den offentlige mening og samfundet, dvs. hvad godtfolk i vor store og rummelige folkekirke for tiden mener og anser
for rigtigt, nødvendigt og anvendeligt. Bibelen kan kun forstås rigtigt i en sådan sammenhæng. Det er indholdet og det bærende i
den nye religiøse opfattelse.
Resultatet af denne nye form for religiøsitet
er uklarhed, vildrede, forvirring og splittelse
i kirken. Yngre mennesker mister det faste
grundlag til at orientere sig ud fra. De har
ikke kristne kundskaber nok til at kunne vurdere og bliver derfor et let bytte for de mange
religiøse og moralske tilbud. De tror, de er
kristne, uden at være det, for de er forført at
den nye religiøsitets mentalitet.
Og kristendomsundervisningen, som de får,
er også præget af den. Holdningen hos de
teologiske lærere bliver neutral, og de mangler overbevisning og tilstrækkelig dybe kund-
29
A RT I K E L
30
FALSK ÅNDELIGHED
skaber til at kunne lære med myndighed om
sandheden i Guds ord. Teologien er blevet til
nogle synspunkter og noget kristeligt skønmaleri.
Ældre kristne kan ikke genkende kirken. De
hører nok de kristelige ord og begreber, ja,
endog Kana’ans sprog, men det kristne indhold, som disse ord skulle rumme, er blevet
ændret eller er helt forsvundet.
De kristne, som har deres tro forankret i Bibelen og kirkens gamle bekendelse, er kommet i stor nød. Mange af vore forkyndere og
præster er trofaste og står fast, men de har
mistet rygdækningen fra de instanser, i hvis
hænder ansvaret for læren er betroet. De er
som soldater i forreste linje uden forsyninger.
Den nye religiøsitets måde at
tænke på gør i dag sin indflydelse gældende både på de teol o g i s k e l æ r e s t e d e r, p å p r æ d i k e stolene og i det kristne organ i s a t i o n s l i v.
Resultatet er, at der dukker nye grupper og
nye former for fællesskab op i kirken. De
gamle er ikke tilstrækkelige længere. Den nye
religiøsitets indflydelse med persondyrkelse,
egenrådighed og selvstændig tænkning i kristelige anliggender bevirker så, at disse grupper nødvendigvis er yderligtgående både til
venstre (sværmeri eller nyliberal og radikal
teologi) og til højre i det kirkelige landskab
(katolicisme).
Man leder efter nye og faste holdepunkter.
Der er blevet rokket ved den traditionelle
form for tro og bekendelse i kirken på grundlag af Bibelen alene. Bibelen og kirkens be-
kendelse har ikke den samme betydning som
tidligere. De holder ikke kirken sammen længere.
Sværmerne hengiver sig til en karismatik, der
ikke er ægte, de liberale hengiver sig til fritænkeri og filosofisk religiøsitet, og de højredrejede kræfter tyr til kravet om en ydre og
embedsmæssig kirkelig autoritet, fordi de,
som i dag har denne autoritet, har svigtet.
Denne sidste gruppe synes, at situationen er
så alvorlig, at man må søge ny fasthed, sikkerhed og sammenhold på tværs af landegrænserne til andre kirkesamfund.
Den nye religiøsitets falske åndelighed forårsager opbrud i kirken og fører til splittelse.
Bibelens tale om Guds Ånd og om sand
åndelighed, om tankens lys fra Guds ord og
om Guds ord som eneste rettesnor for liv og
lære er ikke længere bestemmende. Derfor
føler man et behov for nye grupperinger for
om muligt at dæmme op for dette onde, for
de gamle duede ikke til at modstå presset.
Sammenholdet i kirken er brudt, og kirkens
centrale lederskab har ikke holdt stand. Den
forsøger sig med nye administrative idéer og
tiltag for at holde kirken sammen, men det
kan ikke helbrede en åndelig sygdom og
skade. En åndelig skade kan kun helbredes
ved Guds ord.
Den nye religiøsitets kendetegn
Det, der er særlig alvorligt, og som får mange
følger, er, at den nye form for religiøsitet viser sig at være meget intolerant, når den møder en kristen bekendelse. For bekendelsen
opfattes som en trussel imod dens egne hjemmelavede læresætninger om frihed, individualitet og personlig udfoldelse for den religiøse tænkning.
Man vil helst ikke vide af en fast og afgjort
sandhed i religiøse og moralske spørgsmål.
NYT LIV
2-2013
Sandheden skal i hvert fald tilpasses det, som
folk i kirken, samfundet og tidens ånd repræsenterer. Denne grundholdning præger mere
og mere den såkaldte officielle tænkning i
kirken i dag, og den fremføres af liberale
tilsynsmænd og ledere, der støttes godt af en
udflydende og ofte falsk teologi fra vore læresteder.
Denne nye form for religiøsitet og åndelighed kan vanskeligt afgrænses til en bestemt
gruppe i kirken. Kendetegnene findes på
tværs af de traditionelle grupperinger i kirke
og organisationsliv.
Alligevel er kendetegnene klare. Som i samfundet ellers er der tale om en religiøs subjektivisme, hvor vægten lægges på, at det religiøse som sådan kun kan bestemmes som
den enkeltes erfaring af det, og en individualisme, som sætter det personlige særpræg ved
den religiøse tænkning afgørende i centrum.
Dette uvæsen fremmes af ældre og nyere egocentrerede strømninger i filosofien og teologien, bibelkritisk teologi og mangel på ensartethed og fasthed i lære- og moralspørgsmål. Den kristne bekendelses indhold
er blevet omfortolket.
Dernæst er kendetegnet en mere eller mindre
indholdsløs forkyndelse, hvor indholdet i de
kristne ord og begreber får en ny betydning
på baggrund af en ubibelsk, ego-præget religiøs opfattelse af virkeligheden. Bibelen og
kirkens bekendelse er ikke længere den faste
og urokkelige kilde og norm for læren og
forkyndelsen.
Mange af kirkens ledere og præster såvel som
engagerede kristne lægfolk mangler i dag dels
kundskab og kristen overbevisning på Bibelens grund og dels mod til at ville gennemskue og dæmme op for forfaldet. Magtesløs-
heden breder sig.
Udviklingen er kommet så langt, at f.eks.
præster, som bekender kirkens tro og står fast
på en moral, som indtil i dag har været kirkens, tilsidesættes og mister deres embede.
Samtidig beskyttes vranglærende og uduelige
præster af den nye religiøsitets kirkelige system. Og tilsynsmænd og teologiske lærere
får et ansvar, som de hverken har kristelige
kundskaber nok til eller trosmæssige forudsætninger for at kunne bære. Det skræmmer,
og det hindrer, at sandheden fremmes.
Ondet er kommet ind i kirkens hjerte. Og det
er en dybt alvorlig situation.
Kan der komme vækkelse og sand fornyelse i kirken?
Den kristne kirke beder i dag om vækkelse
på Bibelens grund. Mange spørger, om vækkelsens tid er forbi.
Men i kirken findes der også mange, der ikke
ser noget specielt behov for en vækkelse. For
dem er vækkelse i bibelsk forstand – såsom
anger over synden, bod og omvendelse til
Jesus Kristus – ikke det, vi trænger til. Det
skulle da være en såkaldt social-etisk vækkelse eller en ”kirkelig” vækkelse, som mange
taler uklart om, og som de som regel forbinder med deres egne tanker. Men man mener
nærmest, at vor tids nye form for almenreligiøs interesse er en slags vækkelse, som
kirken bør være opmærksom på og tilpasse
sig.
I Bibelens lys er den nye religiøsitet imidlertid et helt klart tegn på forfald. I stedet for
vækkelse på Guds ords grund har vi fået en
slags vækkelse, som ved falsk åndelighed
forvrænger kirkens tro og omformer den til
almindelig religiøsitet, der er skabt af menneskets egen religiøse fantasi og er fjendskab
mod den åbenbarede sandhed.
31
A RT I K E L
32
FALSK ÅNDELIGHED
Den nye form for religiøsitet er det modsatte
af en vækkelse i kristelig forstand. Den taler
ikke om syndens alvor og Guds dom ud fra
Bibelen. Heller ikke om frelse fra fortabelse
ved omvendelse og tro på Kristi lidelse og
død på korset for vore synder og på hans legemlige opstandelse for vor frelses skyld.
Heller ikke om det kristne håb som noget,
der er fyldt med indhold og åbenbaret ved
det forbillede, vi har i Jesus Kristus.
Vægten lægges et helt andet sted.
Den nye religiøsitet taler meget om skabelsen og om, hvad det betyder at være på
Skaberens jord. Herunder tales der også meget om Jesu Kristi menneskelighed, om ham
som moralsk forbillede og om menneskelivet i al almindelighed.
Den nye religiøsitet taler om solidaritet og
medmenneskelighed, og den drøfter politiske,
samfundsmæssige, sociale og etiske emner i
det uendelige. Og den taler om Guds kærlighed med et nyt indhold uden at forankre betydningen af dette ord i Bibelen og om det
kristne livs udfoldelse i denne selvskabte
kærlighedsopfattelse.
Denne falske kærlighedsopfattelse bruges så
til både at problematisere og nedbryde den
kristne seksual- og ægteskabsmoral. Den åbner dørene for homofil praksis, den bruges
til at begrunde provokeret abort med og til at
fremsætte synspunkter om det såkaldte medlidenhedsdrab (eutanasi).
Den nye menneskeskabte religiøsitet og moral rokker ved kristentroens etiske fundament.
Under den nye religiøsitets falske fromheds
tyranni er kristendom mere eller mindre blevet omformet til moral, og da nærmest en
samfundsmoral, som i medmenneskelighedens navn undgår at tale om de synder, som
f.eks. de ti bud forholder sig til, for det er for
nærgående og forstyrrer den gode stemning.
Og så sårer det tilhørerne.
Synden er en privatsag, og den er underforstået. Den skal kirken ikke besvære folk med.
Det er bedre at tale om samfundets synder og
om, at samfundet må omvende sig. Så har
man fjernet det personlige fra etikken, og der
er ingen, der egentlig er skyldig over for Gud
og medmennesket længere.
Man siger desuden, at der er så mange meninger om, hvad der er rigtigt og forkert.
Denne velklingende, men falske forkyndelse
har fået tag i folk og har lagt sin klamme hånd
på kirken.
Dette gør, at mange menigheder er i færd med
at forarmes åndeligt. Og både med hensyn til
læren om Gud og om moral ved mange ikke
længere, hvad der ud fra Guds ord er rigtigt
eller forkert. Det er kun få, der lærer og
proklamerer (forkynder i bibelsk forstand),
hvad Guds ord lærer.
For ifølge den nye religiøsitet og åndelighed
skal man helst ikke lægge nogen vægt på læren. I stedet for hersker de mange synspunkter. I læren og forkyndelsen gives der træ, hø
og halm i stedet for det ædle og uforgængelige Guds ord.
Alligevel tror vi som kristne, at Gud kan give
os en vækkelse ved sit levende ord. Det er
sket mange gange før i kirkens historie. Og
det er sket under måske endnu værre forhold.
Men det fordrer tro tjenere med åndeligt mod
og villighed til lydighed imod Guds ord. En
vækkelse kan kun komme, når Guds egen
Ånd får lov til at oplyse os ved sandheden,
sådan som Gud har åbenbaret den for os i
den hellige Skrift.
Menneskets ånd tror, den kan organisere en
vækkelse frem. Den tror, den kan bøde på og
NYT LIV
2-2013
læge en åndelig sygdom ved ydre foranstaltninger, omorganisering, reklamering, markedsføring og lignende. Guds Ånd skaber
vækkelse ved Guds ord alene, når det lyder
rent og klart. På ingen anden måde. Derfor
tror vi som kristne, at en vækkelse kan komme
også i vor tid.
Kampen mod den nye religiøsitets falske
åndelighed
Den nye type religiøsitet, som i dag har taget
både teologi og forkyndelse til fange, er ikke
noget nyt i historien. Den har træk, der grundlæggende ligner den forvrængning af sandheden, som den kristne kirke allerede i de
første århundreder måtte føre en kamp på liv
og død imod.
Der var for det første den tids blandingsreligiøsitet, kaldt gnosticisme. Den rodede
kristendom, hedensk filosofi, orientalsk og
græsk religion sammen.
Dernæst var der den tids verdsliggørelse, som
ofte tog de mest vulgære former.
Alt dette truede med at tage al kraft ud af
evangeliet og den kristne tro og moral. Den
led ikke af mangel på religiøsitet, stærkt engageret religiøsitet, men den var en godt kamufleret forvrængning af evangeliet. Den var
hverken til at leve eller dø på, for den satte
menneskers ånd i stedet for Guds Ånd og
sammenblandede det, som var fra Gud, og
det, som var fra mennesket.
Resultatet blev derefter. Det førte for nogle
til falsk lovtrældom og for andre til grov og
ukristelig frigjorthed og umoral.
Denne blandingsreligion har siden gjort sin
indflydelse gældende i forskellige forklædninger. Men både dengang og siden har det
altid været troskaben imod og forkyndelsen
af Guds uforfalskede ord, som brød Djævelens magt og bragte vækkelse og nyt liv til
Kristi kirke. Det eneste kampvåben, der duer,
er Guds ord. Det er Guds Ånds våben. Åndens sværd er Guds ord (Ef 6,17).
M e n n e s k e t s å n d t r o r, d e n k a n o rganisere en vækkelse frem. Den
t r o r, d e n k a n b ø d e p å o g l æ g e e n
å nde lig sygdom ve d ydr e f or a ns t a l t n i n g e r. G u d s Å n d s k a b e r
vækkelse ved Guds ord alene, når
det lyder rent og klart.
En afgørende side ved vor tids nye religiøsitet er den falske åndelighed, som kommer fra
den, og som lanceres både skjult og åbenbart. Vi tænker specielt da på den falske
åndelighed, som under dække af kristelighed
og kristeligt sprogbrug har sneget sig ind i
kirken og teologien, og som skaber vranglære, usikkerhed, uklarhed og splittelse i
menighederne.
Den nye religiøsitets varemærke er altså frem
for noget åndeligheden. Man lancerer en
åndelighed, der lægger vægten på det, mennesket tænker og føler, i stedet for på det,
Guds ord meddeler os om, hvad Gud har
gjort, hvordan han arbejder på et menneskes
oplysning og frelse, og hvad hans vilje er med
vort liv.
Menneskets engagement, religiøse kreativitet og oplevelse bliver da kendetegnene på
åndelighed. Det, jeg føler som rigtigt og moralsk, er rigtigt og moralsk. Det indre menneskes kontakt med og opløftethed til det
guddommelige står i centrum for tænkningen
i stedet for det åbenbarede Guds ord i Bibelen.
Man er ikke længere opmærksom på Ordet,
der siger, hvad der er rigtigt og forkert efter
33
A RT I K E L
34
FALSK ÅNDELIGHED
Guds vilje, og som giver os det, som det nævner, uanset den enkeltes følelse af engagement eller opløftethed.
Den nye form for åndelighed har mennesket
som centrum, mens Bibelens åndelighed har
Jesus Kristus som centrum, han som har åbenbaret Gud for os, og som ved sin Ånd giver
os troen og frelser os ind i sit rige.
Mange mennesker bedrages af den falske,
egocentrerede åndelighed, fordi man ikke ved
nok om, hvad Bibelen forbinder med åndelighed. Derfor kan man heller ikke bekæmpe den
falske åndelighed hverken i sit eget sind eller i kirken.
I Bibelen skelnes der skarpt mellem menneskets ånd og det, den frembringer, og Guds
Ånd og hans gerning. I Bibelens lys er den
nye religiøsitet, sådan som den udfolder sig
både i samfundet og i kirken, skabt af menneskets ånd. For den problematiserer, fordunkler og skaber tvivl om, at Bibelen er
Guds ord, og dermed om det, Gud har åbenbaret om Guds Ånd og hans gerning.
Derfor er den nye religiøsitet et produkt af
mennesket og dets forvrængede åndsliv, men
den udgives for at være guddommelig i en
eller anden forstand. Hvis vi bliver fanget af
denne falske åndelighed, er vi magtesløse.
Vort kristenliv går til grunde, for vi står ikke
længere på Guds ords grund. Og det er alvorligt.
Kun Gud selv kan åbenbare for os, hvad sand
åndelighed er. Vor egen ånd kan ikke oplyse
os eller vise vej i spørgsmål, der angår Gud,
hvem han er og om hans frelsesplan med os.
Det kan kun Gud selv ved sit ord og sin Ånd.
I lyset af det, Guds ord siger om Guds Ånd
og menneskets ånd, kan vi som kristne blive
i stand til at gennemskue og bekæmpe den
falske religiøsitet og åndelighed i vor egen
tid og på ny få forankret vor tro, vort kristne
liv og vor åndelighed i det, som Gud har åbenbaret for os.
Aksel Valen-Sendstad,
(1932-2011), Norge, var
professor i etik og
religionsfilosofi
Artiklen er et uddrag af bogen
“Guds Ånd og menneskets ånd“
(kapitel 2), Lohse 1997.
A
35
NYT LIV
2-2013
R T I K E L
,
EN HELLIG GUD
Af Asger Dahl Sørensen
Hvordan er Gud? Er han, som folkereligiøsiteten hævder, bøjelig og human? Er
den strenge, alvorlige Gud kun pietisternes
opfindelse for at få folk til at høre på dem?
Hvad nu, hvis Bibelen taler sandt om ham?
I 50‘erne og 60‘erne spurgte det radikale
menneske ikke efter Gud, for: ”Gud er død!”
Det var, hvad kultureliten og tidsånden dengang havde at sige om Gud. Nu er man kommet på andre tanker. Der spørges ikke mere
efter, om Gud er til, men: Hvordan er han?
Han er til, men hvem er han?
Bibelens svar på det er, at Gud er hellig. Hans
hellighed omfatter alle hans egenskaber. Han
er almægtig, alvidende, allestedsnærværende,
alkærlig osv. på en hellig måde.
Der er intet modsætningsforhold mellem hans
kærlighed og hans hellighed. Han elsker verden på en hellig måde.
Mennesket er som den eneste del af skaberværket skabt i Guds billede og til at erkende
ham og hans hellighed. Det betyder, at ethvert
menneske, også 50‘er- og 60'er-mennesket,
har et forhold til Gud. Man kan ikke ”melde
sig ud” af forholdet til Gud.
Helligheden er efterhånden i vor kirke blevet en ukendt side ved Gud. Den er glemt,
overset i tidens forkyndelse. For den passer
ikke til vor opfattelse af Gud – og har aldrig
gjort det. Guds hellighed er en provokation
for syndens og dødens menneske. Gamle
Adam ønsker, at Gud skal være til at snakke
med, komme om ved på en lempelig måde.
Ikke være så alvorlig. Men som troende menighed beder vi: Helliget blive dit navn!
Gud er ophøjet og fuldkommen
”’Med hvem vil I sammenligne mig, så vi
skulle være lige?’ siger den Hellige. ‘Løft
jeres øjne mod himlen, og se! Hvem skabte
den?‘” (Es 40,25).
Gud er ophøjet over skaberværket. Han er
ikke en del af det. Afgudsdyrkelsen består
netop i at skabe en gud, der er som et menneske. Afgudsdyrkelsen er en hån mod hans
hellighed. Gud er over og adskilt fra skaberværket. Der findes ikke noget sammenligningsgrundlag. Vi kan ikke ændre på Guds
love! Hvem vil stille sig op til dyst med ham?
36
EN HELLIG GUD
A RT I K E L
Mennesket! Kun mennesket er i sin syndighed tåbeligt nok til at ville sætte Gud i rette.
Guds hellighed er en provokation
for syndens og dødens menneske.
Gamle Adam ønsker, at Gud skal
være til at snakke med.
Gud har givet sig til kende i skaberværket.
Hele vor tilværelse vidner om en almægtig
skaber og peger på ham som den hellige. Men
se om mennesker, syndere, ærer og takker
ham som sådan! Hvem kan rådgive Gud,
komme med tilskuerkommentarer til hans
indgriben?
Gud er så ophøjet over os, at han kan tillade
sig at lade som om, han er det modsatte. Han
tillader sig at skjule sig under sin modsætning. Han kan tillade sig at være svag uden
at miste sin styrke, lille som et barn og dog
have verden ”i sit ledebånd”, optræde som
dåre, uden at sætte sin visdom over styr, være
til forargelse, uden at miste noget af sin herlighed.
Der er grænser!
At Gud er ophøjet over os betyder, at han har
sat grænser mellem os, andre væsener, skabningen og så sig selv. Disse grænser er hellige. De kan ikke krænkes, uden at det får
følger for den, der gør det.
”Men Arons sønner Nadab og Abihu tog hver
sit fyrbækken, gjorde ild på dem og lagde
røgelse på ilden; de frembar uhellig ild for
Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem.
En ild slog ud fra Herren og fortærede dem,
så de døde for Herrens ansigt. Da sagde Moses til Aron: ‘Det er jo det, Herren sagde: På
dem, som kommer mig nær, viser jeg min
hellighed, og for hele folket viser jeg min
herlighed‘” (3 Mos 10,1-3).
Dette og mange andre steder i bibelhistorien
vidner om Guds hellige grænser på en forfærdelig måde. Guds hellighed slog ud i lys
lue, da Jesus døde på korset. Han blev ramt
af Guds hellighed, der brænder alt syndigt
og urent bort.
Hvad fremkalder Guds hellighed hos mennesket? Frygt, villighed til bekendelse, lydighed, kærlighed? Nej, tværtimod: Oprør, hovmod og synd.
At være en synder er netop at være programmeret til at være Gud imod, reagere negativt
på ham og møde hans kærlighed med mistro.
Vi er ”uden tillid og uden frygt for Gud”, siger vor bekendelse med rette. Virkeligheden
viser det samme. At være synder er ikke bare
det tåbeligste af alt, men det er det forfærdeligste af alt.
Kender du til at frygte for følgerne af dine
synder? Kender du til at frygte din mangel
på frygt?
Gud er uforandelig den samme
”De [himlen og jorden] skiftes ud, men du er
den samme, dine år får aldrig ende” (Sl
102,28).
Gud er ophøjet over tiden, han har skabt den,
men er ikke underlagt den. Han bliver aldrig
for gammel. Han er hverken gammeldags eller moderne. Han er evig. Det betyder ikke
blot uendelig gammel, men hævet over tiden,
uafhængig af den.
Mennesker har respekt for det nye, vi vil
gerne leve i nuet, det nu, som vi selv skaber.
Derfor har vi mistillid til det gamle, det er lig
med noget forældet, ugyldigt, noget man roligt kan se bort fra, afskaffe.
Guds ord er helligt, uforanderligt. ”Himmel
og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig
NYT LIV
2-2013
forgå” (Matt 24,35). Vi skal som menighed
forholde os til Guds ord sådan. Guds ord er
ukrænkeligt og skal være det i vor kirke, i
vort liv. For Guds vilje og bud beholder sin
gyldighed, uanset videnskabens seneste resultater og menneskefornuftens krav om eneret på sandhed og ret. Syndere vil menneskeliggøre Guds ord, vil have det reduceret til
menneskeord, som ikke er evige og gyldige
helt ud.
Jesu ord om hans ords bestandighed kan være
en trussel: Der er ingen forældelsesfrist. Vi
vil gerne af med vor fortid – for den bærer
anklager imod os i sig, den minder os. Men
ingen kan løbe fra fortiden.
Mennesket har intet imod at se frem, begynde
på en frisk, forfra, men uden opgør og status,
uden tilbageblik.
Jesu ord er i virkeligheden et evangelium.
Gud forandres ikke i sin frelsesvilje. ”Til I
bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver
grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg
vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i
sikkerhed” (Es 46,4).
Derfor består frelsen i, at Gud giver os en ny
fortid gennem syndernes forladelse, og derfor kan han give os en fremtid, der er efter
hans vilje og plan.
Det er helt utroligt, at Gud ikke lader sig friste af vor ondskab til at ændre planer, men
det gør han ikke. ”Er vi utro, forbliver han
dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke”
(2 Tim 2,13).
Israels historie er en lang række eksempler
på folkets troløshed og frafald og Guds
helligheds reaktion på dette, men samtidig på
hans hellige barmhjertighed. Hvem vil bære
over så langt?
Guds hellighed slog ud i lys lue,
da Jesus døde på korset. Han
blev ramt af Guds hellighed, der
brænder alt syndigt og urent
bort.
Intet menneske kan tåle at se Gud
”Men han sagde: ‘Du får ikke lov at se mit
ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.‘ Og Herren sagde: ‘Her hos mig
er der et sted; stil dig på klippen. Når min
herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg
er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd
væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se‘” (2 Mos 33,20-23).
Disse ord fortæller stærkt om Guds hellighed: Ingen skabning kan se Gud og leve. Ikke
engang Guds ven, Moses. Der er en uoverstigelig kløft mellem Gud og os. Det er døden for os at prøve på at overskride denne
grænse.
Men samtidig er der et sted, hvor mennesker
kan se Gud bagfra, i bakspejlet. Det er på det
mødested, som Gud har givet os: Hans kirke,
for hvor bare to eller tre er tilstede i hans navn,
så er han der selv. At se Gud bagfra betyder
at sige: Her har Gud været. Derfor kan vi,
der før var langt borte, nu komme nær ham.
Igen rejser vor skepsis sig: Er Gud usynlig
for os, utilgængelig, så er det nærliggende at
reagere som børn gør: Ude af øje – ude af
sind! Det, jeg ikke kan se, måle med mine
sanser, bevise med min videnskabelighed, det
er slet ikke!
Men nej, det er ikke sådan. Gud er Gud, om
alle mand var døde! Guds virkelighed er
skjult, den er alt for stor til vore sanser.
37
A RT I K E L
38
EN HELLIG GUD
Gud vredes over synd og kræver forsoning
Vi skal nu ind i det allerstærkeste modsætningsforhold, når det gælder Guds vidnesbyrd
om sig selv i Bibelen og så det syndige menneskes forventninger til ham. Hvordan er det
egentlig med Guds forhold til vore synder?
Om nogen steder støder vi på Guds hellighed her. Han er hellig i sit forhold til synd.
Han er ren og vil ikke lade noget urent komme
i nærheden af sig. Hans hellighed slår ud som
en ild og fortærer alt urent. Det er baggrunden for uddrivelsen af Eden:
”Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have
til at dyrke agerjorden, som de var taget af.
Han jog mennesket ud, og øst for Edens have
anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ” (1
Mos 3,23-24).
Men ikke nok med, at Gud skiller sig af med
synd, den får Gud til at reagere med vrede
mod synderen: ”For loven fremkalder vrede,
men hvor der ingen lov er, er der heller ingen
overtrædelse” (Rom 4,15).
Guds vrede er hans almagt imod et menneske. Kan man tænke sig noget mere forfærdeligt end at have den almægtige imod sig?
Vil du vide, hvad der er synd, så spørg Guds
hellige lov. Den afslører og dømmer, ja, den
får ligefrem synden til at vokse sig større.
Guds vrede over synden vil nå sit mål i fortabelsen. Derfor er fortabelsen ofte skildret som
en uudslukkelig ild: ”Vi kender jo ham, der
har sagt: ‘Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,‘ og derefter: ‘Herren vil dømme sit
folk‘. Det er frygteligt at falde i den levende
Guds hænder” (Hebr 10,30-31).
Guds vrede er hans kærligheds reaktion på
uretfærdighed og ulydighed. Han har både
magt og ret til at ødelægge sjæl og legeme i
Helvede.
Guds vrede er hans almagt imod
et menneske. Kan man tænke sig
noget mere forfærdeligt end at
have den almægtige imod sig?
Det værste ved syndefaldet er, at vi er uden
frygt for Gud, ligeglade, vantro. Ikke engang
syndens følger under Guds vrede reagerer vi
på med andet end skuffelse og bitterhed, oprør og undskyldninger, beskyldninger og
selvmedlidenhed.
Gud kræver forsoning. Han slår ikke bare en
streg over synden og siger pyt med det. Han
ville jo så ellers gøre sig selv utroværdig og
foranderlig.
Men er Gud sådan, at han kræver betaling?
Offer?
Det er blevet benægtet utroligt ofte i kirkens
historie – også i vor tid. Man vil ikke finde
sig i ”den hævngerrige Gud fra Det Gamle
Testamente”. Og præsterne laver så Gud om
til en halvsenil gammel bedstefar, som man
kan få det med, som man vil – for man skal
jo redde hans anseelse hos folk. Og så kan
man da ikke diske op med en vred Gud –
hedder det.
Men Skriften vidner tydeligt om Guds krav
på forsoning. ”Ja, efter loven bliver næsten
alt renset med blod, og der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebr
9,22).
Jesu død er det stærkeste vidnesbyrd om Guds
vrede over synden og krav på forsoning. Han
kom for at give sit liv som løsesum for mange.
Gud kræver forsoning, betaling, men han
betaler selv regningen! Det er det mest utrolige af alt.
NYT LIV
2-2013
Gud skænker retfærdighed og er tro mod
sin pagt
”Men min troskab mod ham bryder jeg ikke,
jeg svigter ikke min trofasthed. Jeg bryder
ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har
lovet. Dette sværger jeg ved min hellighed:
jeg svigter aldrig David” (Sl 89,34-36).
Guds hellighed gælder også hans frelsesvilje:
Han vil frelse sin tabte menneskehed. Hans
hellige kærlighed til verden drev ham til at
ofre Jesus for os. Nu proklamerer han i sit
ord, at enhver synder, som omvender sig og
kommer til tro på Jesus, får skænket Guds
egen retfærdighed.
Guds hellighed er som en klippe, der er urokkelig: Hvad han har lovet står fast i evighed.
Lige så vel som Gud har svoret hævn over
synden, lige så vel vil han frelse:
”Og ligesom det er menneskenes lod at dø én
gang og derefter dømmes, sådan er Kristus
ofret én gang for at bære manges synder og
vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter
på ham” (Hebr 9,27-28).
Asger Dahl Sørensen
(1943-1995), tidl. sognepræst og forstander på
Børkop Højskole
Artiklen har tidligere været
bragt i Indre Missions Tidende
39
A RT I K E L
40
A
R T I K E L
TALER GUD?
Af Arne Helge Teigen
Kristen teologi bygger på Guds åbenbaring.
Det er en påstand, mange vil være enige i.
Når man rejser spørgsmålet, hvad der menes
med åbenbaring, vil man imidlertid opdage,
at der hersker stor uenighed. Vi møder en
række forskellige teologiske forklaringer på,
hvad åbenbaringen er.
Trods de mange synspunkter kan man foretage en gruppering af de gældende opfattelser.
På den ene side kan vi placere forskellige teologiske retninger, som forudsætter, at Gud
åbenbarer sig gennem ord, som vi kan høre
eller læse.
På den anden side kan vi placere de retninger, som hævder, at Guds åbenbaring ikke
sker ved hørbare eller læselige ord. Altså retninger som udelukker, at Gud meddeler sig i
ord. Spørgsmålet bliver derfor, hvad vi skal
tro om Guds åbenbaring.
Før jeg giver nogle korte svar på det spørgsmål, vil jeg trække nogle repræsentanter frem
for de to hovedopfattelser, jeg her har skitseret.
To grundpositioner
Den katolske missionsteolog Bevans hævder,
at åbenbaringen sker i menneskenes livskontekst. Et citat fra en af hans kendte bøger
viser, hvad han tænker om Bibelens betydning i forhold til dette:
Ӂbenbaringen er manifestationen af Guds
tilstedeværelse i det menneskelige liv og samfund. Hvis Bibelen er noget, så er den en
skriftlig rapport om, hvordan disse manifestationer har været til bestemte tider og på
bestemte steder – i Israel og i den første
kristne menighed.”
Bevans definerer Bibelen som en tolkning af
Guds selvmanifestering i den menneskelige
historie. Guds åbenbaring er ikke en sproglig meddelelse fra Gud. Den er nogle historiske begivenheder, som ikke rummer et bestemt budskab fra Gud, men som kan udløse
tanker, ideer og værdier hos mennesker.
Vi finder en lignende opfattelse hos den norske teolog Jan-Olav Henriksen. Gud kan erkendes på ”indirekte måde“ gennem den historiske udvikling, siger han. Men Gud giver
sig ikke til kende gennem ord. De, som me-
NYT LIV
2-2013
ner noget i den retning, karakteriserer han
som ”fundamentalister“:
”En fundamentalistisk position tager for givet, at det, som står i Bibelen, er Guds ord
talt direkte til menneskene“, skriver Henriksen.
Den anden grundposition repræsenteres af
teologer som Millard Erickson og Wayne
Grudem. Erickson hævder, at åbenbaringen
er givet af Gud, både som personlig tiltale og
som tale om Gud: ”Gud åbenbarer sig for os
ved at fortælle noget om sig selv.”
Wayne Grudem identificerer Guds ord med
Bibelens ord og forudsætter, at Guds åbenbaring sker gennem ord, som vi kan læse i
Bibelen.
Den norske teolog Aksel Valen-Sendstad repræsenterer en lignende opfattelse. Han vægtlægger, at Gud kan beskrives og omtales med
ord, og at Gud selv meddeler sig til mennesker gennem ord.
Gud er ikke tavs
Hvad skal vi så tro om Guds åbenbaring?
Vor forståelse af åbenbaringen bestemmes af,
hvad vi tror om Gud. Er Gud tavs, eller kan
Gud tale?
Hvis vi tror, at Gud er en person, et bevidst jeg,
som vil have med mennesker at gøre, kan jeg
ikke se for mig, at han skulle være tavs. Hvorfor skulle Gud ikke kunne meddele sig i menneskers sprog?
Hvis Gud ikke kan tale til os, må han være, som
deisterne hævder: en fjern og interesseløs Gud.
Men en sådan Gud finder vi ikke i Bibelen.
Bibelen viser os, hvordan den ene og sande Gud
er, og denne ene Gud fremstilles netop som en
Gud, der har talt, og som fortsat taler. Gud har
talt, og han taler fortsat gennem Bibelens ord:
”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem
profeterne, men nu ved dagenes ende har han
til os gennem sin søn“ (Hebr 1,1-2).
Bibelen er Guds ord
Bibelen er altså Guds ord og tale til menneskene. Det ser vi i Bibelen selv, for eksempel
når enkelte bibelord henviser til andre ord i Bibelen og omtaler dem som Guds Ord.
Et eksempel på dette finder vi i Matthæusevangeliet 1,22-23. At Jesus skulle fødes, omtales her som en opfyldelse af det, ”som Herren
har talt ved profeten” (Es 7,14). Det er de
skrevne ord i Esajas, som bliver beskrevet som
Herrens tale. Det er altså de ord, som vi læser i
Det Gamle Testamente.
Vi kunne også trække andre eksempler frem. I
1 Thess 2,13 læser vi, at urmenighedens kristne
modtog Paulus’ forkyndelse som et budskab fra
Gud. De ord, Paulus talte, blev af menigheden
betragtet og modtaget som Guds ord, noget som
Paulus roser menigheden for: ”Da I modtog
Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det
som menneskeord, men som det, det i sandhed
er, Guds ord.”
Meget mere kunne have været skrevet om dette.
Her runder vi af med at hævde, at Bibelen giver sig ud for at være Guds åbenbaring formidlet i ord. Derved er Bibelen eksklusiv. Den er
den eneste bog, hvori Gud viser os, hvem og
hvordan han er. Dybest set er Bibelen derfor
den eneste kilde til kundskab om Gud.
Artiklen er oversat af
Mikkel Vigilius fra
arnehelgeteigen.weblogg.no
Arne Helge Teigen, Oslo,
lærer ved Fjellhaug
Misjonshøgskole
41
BOGANMELDELSER
42
B
O G A N M E L D E L S E R
D.A. Carson:
Gud er ...
Credo 2012
285 sider
249,95 kroner
Med bogen Gud er ... har vi fået en rigtig
god bog, som sætter fokus på, hvem Gud er,
og hvordan han handler. D.A. Carson gennemgår i bogen 14 forskellige sider af Gud,
lige fra at Gud er altings skaber, til at Gud er
den sejrende.
Bogen gennemgår hele Bibelen, sådan at
Carson begynder med 1. Mosebog kapitel 1
og ender i Johannes’ Åbenbaring kapitel 14.
Det gør, at bogen også er med til at give et
godt blik ind i Bibelens sammenhængende
historie og budskab.
Bogen er skrevet til mennesker, som ikke
kender særlig meget til kristentroen, men som
ønsker at finde ud af mere. Den er derfor skrevet i et meget enkelt sprog, så man kan læse
den uden at have nogen særlige forudsætninger.
Dette er dog ikke gået ud over dybden. Der
er rigtig meget at hente i bogen, både for en,
som ikke kender ret meget til Bibelen, men
også for en, som er godt inde i Bibelen.
Carson er ikke bange for at tage fat på nogle
af de emner, som kan være svære at forholde
sig til, som for eksempel Guds vrede. Han
forsøger ikke at bortforklare eller nedtone
Guds vrede, men fremlægger klart, hvad Bibelen har at sige om Guds vrede.
Dette er bogens store styrke, at den først og
fremmest lader Bibelen tale, så det ikke er
Carsons egne ord og tanker, der er i centrum,
men Bibelens tale. Der er igennem
hele bogen lange skriftcitater, som
Carson bruger som sit udgangspunkt
til at fortælle om Gud. Det gør, at man
som læser bliver ført godt ind i Bibelens budskab.
Selvom bogen kommer igennem både
rigtig mange steder i Bibelen og rigtig mange emner, så viser Carson, at
hele Bibelen og alle emner har ét samlingspunkt, nemlig Jesus Kristus og hans gerning.
Han får vist, at alt, hvad der er skrevet i Bibelen, har sit mål og sin begrundelse i Jesus
og hans død og opstandelse. Det er en bog,
der gør, at man bliver glad for Jesus og hans
gerning for os.
Jeg vil specielt anbefale bogen til mennesker,
som kender lidt til kristendommen, men gerne
vil vide mere. Det er altså en oplagt bog at
give til en, som du har snakket lidt med om
Jesus, og som godt kunne tænke sig en måde
at få lidt mere at vide på.
Under flere af emnerne har Carson også nogle
apologetiske afsnit, hvor han tager nogle af
de indvendinger op, der kan være mod kristendommen, og svarer på dem. Dette gør han
rigtig godt f.eks. i afsnittet om skabelsen,
selvom jeg godt kunne have ønsket, at han
havde slået det fast med syvtommersøm, at
Jorden ikke er skabt over seks tidsperioder
af ubestemt længde, men på seks dage, sådan som det er Bibelens eget klare vidnesbyrd.
Jeg håber, at mange vil læse bogen og opdage eller genopdage, at det er en fantastisk
stor Gud og frelser, vi tror på.
- Mads Hansen
NYT LIV
2-2013
Bente Graugaard Nielsen:
Victor, Sofia og
alle de andre
Lohse 2012
392 sider
299,95 kroner
Victor, Sofia og alle de andre er en børne- og
familieandagtsbog med et andagtsstykke til
hver dag i året.
Stykkerne tager udgangspunkt i ét bibelvers
og afsluttes med to spørgsmål.
Vi har som familie brugt denne andagtsbog
de sidste fire måneder, og vores vurdering er
som følger:
Johanne og Signe (9 og 7 år): Bogen er rigtig
god, stykkerne er lette at forstå, og det er
hyggeligt at følge de samme personer igen
og igen. Spørgsmålene er ikke alt for lette,
og det er dejligt.
Forældrebedømmelse: Andagtsstykkerne er
meget korte, og bogen kan ikke stå alene som
oplæringsbog til børn. Men den er god som
supplement, for eksempel som morgenandagtsbog.
Spørgsmålene til andagtsstykkerne er gode,
de er ofte begyndelsen til en snak om vigtige
ting i livet.
Det er dejligt, at teksten tager udgangspunkt
i et bibelvers og holder sig til det modsat
andre børneandagtsbøger, hvor det er et
emne, der skrives om,
og så kobles der måske et bibelvers til
bagefter.
Vi har af og til brugt,
at børnene skulle lære verset udenad og så
huske det til dagen efter.
Et eksempel fra bogen:
Bibelvers: Hebr 5,7 – om Jesu angst og bøn i
Getsemane.
Her bliver vi taget med ind i Getsemane Have
sammen med Jesus og disciplene. Blandt andet bøn, svigt og ensomhed skildres her på
en måde, som børnene kan forstå.
Vi snakkede om, hvad det var, Jesus bad om,
dels disciplene og dels Gud. Men også om,
hvor ensom Jesus var den aften, og hvad
Skærtorsdag aften er optakten til for Jesus.
Børnene oplevede også frustrationen over
disciplenes svigt: “Jamen hvorfor holdt de sig
ikke vågne, hvorfor svigtede de Jesus, når han
nu havde det så svært?“
I parentes bemærket: Blot det at forstå bibelverset kan af og til kræve længere forklaringer fra forældre til børn og ja, så er snakken
jo i gang :-)
- Tina Hoe Lønbæk
De anmeldte bøger kan købes i bogsalg på lejrene
eller ved henvendelse til det anførte forlag.
43
44
SERIE
SER I E
FRA
EVANGELIERNES SKATKAMMER VII
KIRKEDRAMA
Af Frank Jacobsen
Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem.
Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt
træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert
træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og
kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres
frugter.
Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig,
skal komme ind i Himmeriget, men kun den,
der gør min himmelske faders vilje. Mange
vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi
ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort
mange mægtige gerninger i dit navn? Og da
vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig
kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!
(Matt 7,15-23).
Denne tekst handler om det måske største
kirkehistoriske drama. Det udspilles ikke særligt synligt, men desto stærkere i det skjulte.
Det følges derfor ikke med særlig opmærksomhed, men er dog for hvert eneste menneske alvorligere end noget andet drama i historien.
Det drejer sig om ”falske profeter”.
Mange slags kristendom
Lidt historie:
I kirkens første århundreder drejede kampen
sig hovedsageligt om kirkens eksistens i verden. Ustandselig blev den forbudt og forfulgt,
og de, som vedkendte sig troen, blev ofte
myrdet.
Men så kom ”jorden” kirken til hjælp, som
Bibelen udtrykker det (Åb 12,16). Det politisk velordnede samfund, som før havde søgt
at udrydde kristentroen, gjorde den nu til den
eneste tilladte religion. Kristendommen blev
Frank Jacobsen var præst i Mariehøj Sogn i Silkeborg i mere end 30 år. En gang om måneden
skrev han en kort artikel til lokalavisen, hvor han forkyndte evangeliet ud fra søndagens tekst.
Vi bringer et udvalg af disse artikler.
NYT LIV
2-2013
statsmagtens religion, og dermed var kirkens
eksistens sikret.
Da måtte Satans rige lægge en ny taktik for
at komme Kristi frelsesrige til livs, fortæller
Bibelen. Og denne taktik måtte nu sigte på
kirkens indre liv, dvs. troen selv.
Dertil besluttede Satan sig for det kneb, som
Jesus og hans apostle betegner med ordet
”forførelse”. Han ville simpelthen lede mennesker bort fra frelsestroen ved at give dem
en anden tro – en tro, der lignede kristentroen
så meget, som det var muligt, men som alligevel ikke førte mennesker ind i Guds frelse.
Til dette formål valgte han det redskab, som
hedder ”antikristendommen” – en kristendom, som skal ligne den sande, men i virkeligheden erstatte den og udrydde den, om det
er muligt.
Allerede Paulus kunne i sine breve advare
mod denne form for kristendom og sige, at
Satan kan vise sig i verden i skikkelse af en
lysets engel (2 Kor 11,14), og at hans tjenere
kan vise sig, som om de var tjenere for Guds
vilje og Guds retfærdighed.
Ja, Jesus forudsagde, at denne falske kristendom ville komme i hans navn og i hans navn
gøre tegn og undere for at virke overbevisende.
Og så skal der komme mange af disse falske
former for kristendom, siger han (Matt 24,5).
Når vi derfor i dag ser dette brogede billede
af ”kristne” kirker, så er det blot en opfyldelse af det, som Jesus forudsagde og advarede imod.
Det er slet og ret en del af Satans strategi i
dette store drama i historien at skabe så mange
slags kristendom.
At gøre Guds vilje – tilsyneladende
Men strategien går videre. Skriften taler om,
hvorledes denne mangfoldige antikristendom
skal samle sig til sidst i et babylonisk fællesskab, som for alvor vil gøre situationen vanskelig for sand kristentro – et fællesskab, som
vil være efter hele verdens hjerte, fordi al tro
af kristennavn vil blive anerkendt i dette ”Babel”, som Bibelen kalder det.
Det er i denne kamp, vi finder dem, som Jesus
her betegner som de ”falske profeter”. De vil
gerne lære os at sige ”Herre, Herre” til Jesus,
men én ting vil de ikke: lære os at gøre Guds
vilje.
Men blandt andet her oplever vi dette dramas uhyggelige og dæmoniske falskhed. For
selvsagt vil en forfører da også give udseende af, at han vil lære os at gøre Guds vilje.
Og her har antikristendommen en kæmpefordel: at den lærer os det, som vi af natur
føler, er sandt.
Satan vil lede mennesker bort fra
frelsestroen ved at give dem en
anden tro – en tro, der ligner kristentroen så meget, som det er
muligt, men som alligevel ikke
fører mennesker ind i Guds
frelse.
For hvad er Guds vilje?
Her vil alle mennesker efter deres dybe natur
svare: Guds vilje finder vi i Guds lov, de ti
bud for eksempel. At gøre Guds vilje er at
lyde hans bud: at være kærlig, at være god,
at bede til Gud og høre og læse hans ord, ikke
at stjæle og bedrive hor og lyve, ikke at leve
for sig selv, men for andre.
Derfor har vi en skjult respekt for mennesker,
som lever efter sådanne bud og virkeliggør
dem i livet.
45
SER I E
46
FRA EVANGELIERNES SKATKAMMER VII
Men dette er ikke sandheden. I sådanne gerninger er Guds vilje ikke gjort. For Guds vilje
er i egentlig forstand kun én eneste ting: at vi
kommer til den tro på Jesus, som evangeliet
fra Gud lærer (Joh 6,28-29).
Og den tro er så fremmed for vor natur, at
ingen kan komme til den uden ved hjælp af
sande lærere og prædikanter – mennesker,
som taler og lærer sandt om synden, så vi
lærer den at kende med livets tunge overbevisning, og om Jesus, så vi lærer ham og hans
død for os at kende, så vi i ham og hans gerning har alt, hvad vi vil rose os af og kende
som vor rigdom.
Kristen og antikristen tro
Nu opgiver Satans kristendom ikke sådan
ævred. Eftersom det gælder at tro, så laver
han naturligvis også en kristendom, hvor det
gælder tro.
Skriften fortæller, hvordan Satan engagerer
verden i alverdens problemer: politiske, øko-
logiske, psykologiske og meget mere. Og så
kommer troen til at dreje sig om at tro på Gud
i alle disse spørgsmål – det kommer til at
handle om i kristendommen at hente håb,
trøst, en mening med livet, fremgang og sundhed, lettelse af problemerne osv.
Igen kun for at skjule Guds vilje: den tro på
Jesus, som gør en synder retfærdig for Gud
og giver os fred med Gud, så han ikke længere anser os for fjender.
Således udfolder dette store verdensdrama sig
inden for kirken – denne indædte kamp mellem Satans mange former for kristendom og
Guds eneste frelsestro. Et drama, som drejer
sig om sandhed og løgn i vort forhold til den
levende Gud.
Dét er baggrunden for Jesu advarsel: ”Vogt
jer for de falske profeter.”
Frank Jacobsen, Aarhus,
pastor emeritus
SERIE
SÅDAN
NYT LIV
2-2013
KOM JEG TIL TRO VIII
MORS TRO
Af Mikkel Vigilius
To brødre
Ali og Samir har fulgtes ad hele vejen: fra
Irak, over Jordan og til Danmark, fra en tryg
og god barndom, over en teenagetid med
rodløshed og omfattende stofmisbrug til en
personlig omvendelse og levende tro på Jesus
Kristus som deres frelser og Gud. De er
brødre, Ali er i dag 23 år og Samir 21 år.
De er begge kommet til tro på Jesus i Danmark, men deres vej til Jesus begyndte langt
tilbage i tiden i Bagdad, da Ali lige var blevet født.
Første bøn til Jesus
Ali blev født med indre organer, som tidligt
viste sig ikke at fungere. Han havde hul i hjertet, så hjertet var på konstant overarbejde og
forbrugte ekstraordinært meget energi. Samtidig var han utilbøjelig til at spise. Fra fødslen spiste han kun et par spiseskefulde mælk
om dagen, så han tabte sig mere og mere. Et
par måneder efter fødslen, begyndte hans lunger og lever at sætte ud, og han fik betændelse i de indre organer.
Lægerne forsøgte efter bedste evne at hjælpe
ham, men de måtte til sidst give op. Til sidst
gav en af dem den tunge besked til Alis mor:
”Din søn dør senest i morgen!”
Moderen kunne ikke holde ud at se på sin
drengs dødskamp, så hun lod Alis mormor
blive hos ham og ringede til sin mand. Alis
far lukkede sin guldsmedebutik og tog af sted
for at mødes med moderen. Da de senere
samme dag kørte sammen gennem byen i en
taxa, kom de ind i en trafikprop.
Taxa-chaufføren opgav at køre videre. ”Vi
stopper her”, sagde han og satte dem af. Da
de stod på fortovet og så sig omkring, blev
moderen opmærksom på, at de stod uden for
en kristen kirke. Ingen af dem havde nogen
sinde hørt om Jesus eller om den kristne tro.
Men i sin nød spurgte hun sin mand, om det
Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde
i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en
påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst - også i dag. Gud
har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.
47
SER I E
48
SÅDAN KOM JEG TIL TRO VIII
var i orden, at hun gik ind i kirken. Det var
han indforstået med.
Inde i kirken gik hun op til alteret, faldt på
knæ og bad til Gud om, at hendes lille dreng
måtte få lov at leve. Da hun åbnede øjnene,
så hun et billede af Jesus. Det var altertavlen.
Men det var mere end det. Billedet blev levende for hendes øjne, og hun oplevede, at
Jesus så på hende på en måde, så hun forstod, at han havde hørt hendes bøn og ville
svare hende. Hun oplevede, at Jesus tog byrden af hende og gav hende fred.
Da de kom tilbage til sygehuset, mødte de en
gruppe forundrede læger, som var ude af
stand til at forklare, hvad der var sket. Netop
i den time, da Alis mor havde bedt for drengen, var han begyndt at tage næring til sig.
Han havde drukket to hele flasker mælk og
sov derefter hele natten.
Da lægerne efterfølgende tjekkede hans lunger, lever og øvrige indre organer, var der ikke
længere nogen sygdom at spore. Hullet i hjertet var der stadig, men ellers var drengen rask
og frisk.
Mandæismen
Oplevelsen gjorde et dybt indtryk på Alis mor.
Men den førte ikke i første omgang til nogen
omvendelse. Hun kendte fortsat ingen kristne,
og hun vidste ikke, hvem den Jesus var, som
hun havde bedt til.
Både hun og hendes mand hørte til den
mandæiske religion, som forkaster kristendommen og opererer med en fjern guddom,
som man ikke kan have et personligt forhold
til. Det var ikke en religion, som havde nogen personlig betydning for forældrene, men
de var født ind i den som deres kultur.
Det betød, at de hørte til et religiøst mindretal i det altovervejende muslimske Irak. I takt
med muslimernes radikalisering i Irak fik
mandæerne det stadigt sværere i landet, i de
seneste to årtier er 9 ud af 10 mandæere
udvandret. Det samme gjorde Alis og Samirs
familie.
God barndom i Irak
Selv husker Ali og Samir stort set kun årene
i Irak for det gode. Vejret var altid godt, sådan som de husker det, og de kunne lege ude
foran huset fra morgen til aften.
De blev ganske vist advaret mod at komme
for tæt på muslimerne, men når bare de rettede sig efter det, behøvede de ikke at være
bange.
Af og til var der krigshandlinger i nærheden
af deres hus. Ali husker en nat, hvor bomberne faldt: ”bom, bom, bom!” Men det var
primært, fordi hans mor blev bange, at han
også selv blev det.
På et tidspunkt blev deres nabos hus bombet.
Men heller ikke det gjorde drengene urolige.
Krigens larm og virkelighed var en del af
deres normale hverdag, ligesom lærernes fysiske afstraffelser i skolen og muslimernes
modvilje mod dem. De tænkte ikke på, at det
kunne være anderledes.
Det pres, børnene ikke var bevidste om, gik
imidlertid hårdt ind på forældrene, og til sidst
valgte de at bryde op fra Bagdad. De forberedte ikke drengene på det. De fortalte dem
bare en dag: Nu skal vi af sted!
Det var i år 1999.
Nådens kirke
For drengene og deres mor gik turen i første
omgang til Jordan, hvor de kom til at bo i et
år, mens faderen rejste videre til Danmark for
at arbejde på og åbne mulighed for, at hele
familien kunne slutte sig til ham her For deres mor blev året i Jordan afgørende for hen-
NYT LIV
2-2013
des omvendelse.
I Jordan fik drengene og deres mor en god
lejlighed. En af de første dage valgte de af
kedsomhed at gå en tur i byen for at se sig
omkring. På et tidspunkt kom de til et skilt
med en skrift, de kunne genkende. Der stod
en tekst på irakisk-arabisk: Nådens kirke.
Drengens mor ville gerne ind i kirken og
kigge, og indenfor blev der taget godt og
varmt imod dem. De fik noget at drikke og
blev inviteret til at komme igen:
”Vi mødes for at høre om Gud og synge, og
ind imellem tager vi på lejr. Kom igen en
anden gang!”
Det takkede de ja til.
”Det var her, det hele brød løs med mors tro”,
fortæller drengene. ”Anden gang vi var der,
fik mor en Bibel, og den begyndte hun at læse
i. Mor havde altid søgt Gud, men hun havde
aldrig fundet vished om, hvem Gud var.”
Ikke så snart var hun imidlertid begyndt at
åbne sit hjerte for Bibelens ord, så slog en ny
ulykke ind i familien.
Vendepunktet
Ali havde været ud og lege og havde spist
noget forgiftet. Hans krop var i forvejen ikke
stærk, og nu blev den hårdt angrebet indefra.
Hele kroppen blev oppustet, han ophørte med
at spise, fik røde forgiftningsprikker, munden begyndte at hænge, og ansigtet blev trukket skævt..
Moderen stod alene med ansvaret for den
syge dreng og frygtede for hans liv. Sammen
med frygten oplevede hun sig anfægtet:
”Djævelen kom til mor og sagde, at det her
skete, fordi hun var begyndt at åbne sig for
en ny tro”.
Men hun valgte at trodse djævelen og bede
til den Jesus, hun var begyndt at tro på.
Hun var imidlertid famlende og usikker over
for, hvordan hun skulle bede. Pludselig
tænkte hun på den Bibel, hun havde fået. Hun
gik hen og læste den første tekst, hun slog op
på. Det var Salme 103, en salme, der var
gennemglødet af tillid til Guds nåde, hans
fulde forladelse af al vor synd og hans barmhjertighed mod os og vore børn i slægt efter
slægt. Hun læste salmen igen og igen og igen:
”Ordene gik lige til mors hjerte. Vi havde altid fået fremstillet Gud som en, der var i baggrunden. Men det her var en Gud, der var
nær, og som hun kunne bede til. Det var ord
fra mor til Gud. Mor læste salmen 20-30
gange.”
Efter at hun havde læst salmen, blev hun opmærksom på et lys i lejligheden. Hun så op
og så Jesus. Et stærkt lysskær gjorde det
umuligt at se hans ansigt, men hun kunne se,
at han stod med åbne arme for at tage imod
hende og lytte til hendes bøn.
Hun blev fyldt af fred, og Jesus spurgte
hende: ”Hvad vil du have?“
”Ali“, sagde moderen.
Det næste, hun hørte, var, at Ali kaldte på
hende fra sin seng. Han var sulten.
Vi h a v d e a l t i d f å e t f r e m s t i l l e t
Gud som en, der var i baggrunden. Men det her var en Gud, der
v a r n æ r.
Det var vendepunktet i Alis sygdom, men det
var også vendepunktet i moderens åndelige
liv. Hun havde fået bekræftet, at Bibelens
Jesus er Gud. Hun græd af glæde, faldt på
knæ i stuen og bad i tak til Jesus: ”Endelig
har jeg fundet dig!”
Når Ali og Samir fortæller om deres vej til
Jesus, beretter de flere gange om syn og åbenbaringer i lighed med dem, som moderen
49
SER I E
50
SÅDAN KOM JEG TIL TRO VIII
oplevede de to gange, hvor Ali var syg. Det
er ikke ualmindeligt blandt nyomvendte i og
fra den arabiske verden i disse år. Mange kan
fortæller, at Gud har brugt syn og åbenbaringer til at kalde ad dem og lede dem til Jesus.
Men det er karakteristisk at synerne og
åbenbaringerne altid leder i retning af kristne
fællesskaber og hen til Guds ord. For det er
kun i mødet med evangeliets ord, at mennesker kan komme til tro Jesus som deres frelser og forsoner. Dette gjorde sig også gældende for Alis og Samirs mor.
Moderen begyndte straks at vidne for sine
drenge om Jesus som Gud. Det var endnu kun
meget lidt, hun vidste om Jesus, men det hun
vidste, fortalte hun videre:
”Hun vidste ikke, at Jesu blod har renset os
for synden, så det kunne hun ikke fortælle
os. Men efterhånden som hun lærte det, fortalte hun os det alt sammen.”
Inden afrejsen fra Jordan blev moderen døbt
i Nådens kirke.
Blandt mandæerne betragtes det som en stor
skam, hvis man vender sig til en anden tro.
Det giver alvorlige konflikter i forhold til familien. Ikke desto mindre var drengens far
forstående og accepterende over for moderens nye tro, og det er han fortsat:
”Det er mor rigtig, rigtig glad for!”
Til Danmark
Kort efter moderens dåb flyttede hun med
drengene til Danmark. På dette tidspunkt
havde de to brødre fået en noget yngre lillebror, så der i alt var tale om en familie på
fem. De slog sig ned i Karup, og efter nogen
tid lykkedes det for faderen at starte sin egen
Pizzaforretning.
For de to store drenge var det en stor, men
primært positiv omvæltning at komme til
Danmark:
”Vi kunne simpelthen ikke forstå, at der
kunne være sådan en fred her! Man kunne jo
ligge på gaden og sove uden at risikere noget. Der var ingen krig og heller ikke nogen
vilde hunde, som vi skulle passe på. I Irak
var vi vant til, at de vilde hunde jagede i flok,
og at de kunne slå børn ihjel og æde dem.
Derfor blev vi også bange, da vi så de første
hunde i Danmark. Men så blev vi klar over,
at her bliver de holdt i snor, og at man ikke
skal være bange for dem, og at folk sover
sammen med dem! Det tog lidt tid for os at
forstå det.”
”Det var skønt, at man ikke fik bank i skolen
som i Irak. Hverken af lærerne eller af de andre elever. I Irak bankede de store elever de
små, og lærerne kunne finde på at smadre eleverne. Når lærerne gjorde det, skulle man
passe på med at se på dem, for så blev man
selv smadret. Man skulle bare kigge lige ud,
som om man ikke så det.”
”Det var godt at komme til Danmark, og vi
var meget glade. Men det var koldt! Vi havde
jo aldrig set sne før, så det var en stor oplevelse at stå med det i hånden og se det
smelte!”
Straks familien kom til Danmark, begyndte
drengenes mor at lede efter nogle kristne. Hun
begyndte at komme i en folkekirke, men det
var meget anderledes end det, hun kendte til
fra Nådens kirke.
På et tidspunkt spurgte hun præsten lige ud:
”Tror du selv på Jesus?”
Svaret var undvigende: ”Arhj…” Så holdt
hun op med at komme der.
Til gengæld var det en stor glæde for hende,
da hun kom med en bibelstudiekreds, som
blev ledet af indvandrerkonsulent Enok Sørensen. Her mødte hun nogle kristne brødre
NYT LIV
2-2013
og søstre, som troede på Bibelen og på Jesus.
Her kunne hun blive støttet og opbygget i
troen.
”Derved blev der holdt liv i mors tro.”
Mormor
I bibelkredsen kunne hun også fortælle de
andre om sin store nød: ”At hele familien
måtte komme til tro på Jesus.” Det kunne de
nu bede om sammen.
På dette tidspunkt boede drengenes mormor
i Tyskland, og det var et brændende ønske
for drengenes mor, at hun måtte blive frelst.
Da mormoderen faldt og brækkede hoften,
tog hendes datter ned for at se til hende på
sygehuset, hjælpe hende og vidne for hende
om Jesus.
Det førte til brydninger i mormorens sind,
men hun oplevede, at Jesus kom til hende og
åbenbarede sig for hende som hendes frelser
og Gud. Hun var 70 år, da hun kom til tro.
”I de første år gjorde mormor rigtig meget,
for at familien i Irak ikke skulle få at vide, at
hun var blevet kristen. Det var mor ked af.
Hun oplevede det, som om at mormor skammede sig over Jesus. Men en dag ringede
mormor så og sagde til mor: ’Lad alle det
vide!’ Nu skulle hele familien derhjemme
høre, at hun var kommet til tro på Jesus. Det
blev mor glad for.”
Da det gik mod enden for mormoderen, hentede familien i Danmark hende til Karup for
at hun kunne dø der. Det sidste hun fortalte
familien, var, at hun så Jesus, som kom for at
tage hende hjem. Hun ligger nu begravet i
Karup.
Mistrivsel
Efter nogen tid lagde den første store glæde
over Danmark sig hos drengene. De begyndte
at få det sværere både åndeligt og menneske-
ligt.
De savnede begge to Nådens kirke. Der havde
de følte sig hjemme på en måde, som de ikke
oplevede i de kristne fællesskaber i Danmark.
Ali begyndte i en søndagsskole, men han
oplevede at blive drillet, og derfor stoppede
han.
Derhjemme fortalte deres mor dem om Jesus,
bad med dem og sang sange fra Nådens kirke
med dem. Det var de glade for, men de blev
ved med at have med Jesus at gøre gennem
deres mor og gennem hendes tro:
”Vi vidste meget om Jesus, men vi var ikke
kristne.”
At Jesus kaldte ad dem, vidste de dog. Ali
oplevede det på en meget konkret måde i et
syn, han fik, da han var 13 år gammel. Han
så Jesus passere forbi og hørte en stemme råbe
”Helligånden“. Han fortalte sin mor om synet, og hun var ikke i tvivl om, hvad det betød:
”Det er Jesus, der vil have, at du skal følge
ham.”
Ali var meget glad for, at Jesus kaldte ad ham:
”Men jeg vidste jo ikke, hvordan jeg skulle
følge Jesus.”
I de følgende år gled kaldet fra Jesus i baggrunden for Ali, ligesom det også gjorde det
for Samir.
For dem begge gjaldt det, at en voksende
mistrivsel fik dem til at søge trøst i hash og i
hårdere stoffer. De fulgte hvert deres spor,
men forløbene var meget parallelle.
Ali
Alis skolegang endte med, at han blev smidt
ud af 8. klasse:
”Jeg var vildt urolig i skolen. Jeg kunne ikke
sidde stille i timerne, jeg larmede og var respektløs over for lærerne. Jeg havde ingen
51
SER I E
52
SÅDAN KOM JEG TIL TRO VIII
selvbeherskelse. Uden for timerne var jeg
dominerende og drillede de andre elever bare
for ikke selv at blive drillet. Dybest set handlede det om, at jeg havde det svært indeni.
Jeg kunne ikke se meningen med livet.”
”Min far og mor blev fuldstændig overraskede og rigtig skuffede, da jeg blev smidt
ud af skolen. De kunne ikke forstå det: deres
søn! Men jeg så det selv som en frihed. Nu
kunne jeg gå mine egne veje.”
”Da jeg var 14-15 år gammel, begyndte jeg
at ryge hash. Jeg glemte alt om synd. Først
røg jeg en gang om ugen, så blev det en gang
om dagen, og til sidst hver anden time. Da
min mor opdagede det, var hun i chok. Hun
sagde, at jeg måtte stoppe. Jeg løj så og sagde,
at jeg var stoppet.
Men i virkeligheden blev det bare værre og
værre. Jeg fik det også værre og værre med
min mor og far. Jeg så dem som mine fjender. Jeg tvang dem til at give mig penge, og
hvis de ikke gjorde det, smadrede jeg ting
derhjemme. De havde ingen kontrol over mig.
Pengene brugte jeg på hash og på ture til
Christiania. På et tidspunkt huggede jeg
42.000 fra min far og brugte dem i København. Jeg kom der, så tit jeg kunne, og min
afhængighed af stofferne voksede bare. Til
sidst fyldte de alt. Samtidig havde jeg følelsen af, at jeg havde styr på det.”
Igennem hele denne tid bad Alis mor vedholdende for ham:
”Hun bad om at jeg måtte komme til Jesus
og få frihed hos ham. Hun kontaktede også
nogle vækkelseskristne i USA og bad dem
om at bede for mig og min bror.”
De amerikanske kristne var udholdende i forbønnen for drengene, og det samme var moderens bibelkreds.
Indre kamp
I lang tid tænkte Ali, at det var muligt at leve
det liv, han levede, og samtidig have et godt
forhold til Jesus. Han ønskede ikke at forkaste Jesus og vende ham ryggen:
”Jeg bildte mig ind, at jeg havde det godt med
Jesus, og at jeg ville komme i Himlen.” Men
gradvist gik det op for ham, at det var en illusion.
Hans mor begyndte at spørge til hans forhold
til Jesus: ”Hvad med Jesus, Ali?”
Hun tydeliggjorde for ham, at Jesus ville forlade ham, hvis han ikke vendte om. Det rystede ham. Hun mindede ham også om, at han
skulle møde Gud som sin dommer og stå til
ansvar for ham med sit liv.
”Jeg begyndte at tænke: ’Hvis jeg dør, hvor
kommer jeg så hen?’ Mor var virkelig klog,
da hun mindede mig om det der. Jeg vidste
godt om himmel og helvede. Jeg begyndte at
bede hver aften: ’Please, Jesus lad mig ikke
dø i nat! Det blev tungt for mig. Hver gang,
jeg gik i seng, tænkte jeg: ’Nu skal jeg igennem den nat igen’.”
Samvittigheden begyndte også at plage Ali.
Han skammede sig over det, han gjorde, og
ønskede ikke at hans forældre skulle se ham
i påvirket tilstand. Derfor ventede han med
at komme hjem, til alle var gået i seng. Så
slap han for at se sin mor og far i øjnene.
Men han slap ikke for at møde Guds ord.
Hans mor begyndte at lægge Bibelen frem til
ham, hver gang han kom hjem. Hun slog den
op på en bestemt tekst, som hun gerne ville,
at han skulle læse og markerede så på arabisk et afsnit ”herfra” og ”hertil”. Når Ali kom
hjem, læste han det.
”Jeg oplevede, når jeg læste det, at det er det
her, min sjæl tørster efter. Det er lige det, jeg
har brug for! Men min krop ville noget an-
NYT LIV
2-2013
det. Den ville ud igen og have stoffer.”
Alligevel havde bibelordene en dybtgående
virkning:
”Efter at jeg begyndte at læse Bibelen, oplevede jeg en rigtig stor tomhed ved alt, hvad
jeg gjorde. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg
sagde til mig selv: ’Du mangler noget, Ali.
Er det stoffer, piger, en bil? Hvad kan det
være?’ Så skaffede jeg det: stoffer, en kæreste, en bil, alt det, jeg kunne begære. Og det
gav en kort gevinst, men så var tomheden tilbage.”
”Jeg begyndte at søge Gud og bad min mor
om at bede med mig. Det var godt, når hun
bad. Hun kunne sætte ord på det, jeg havde
brug for at bede om, og det gav fred.”
I en periode forsøgte Ali at forene misbrug
og åndelighed:
”Jeg skiftede min musik ud. Jeg droppede den
hårde og rå rap-musik, og så hørte jeg i stedet salmer fra Nådens kirke. Så sad jeg der
og røg hash og hørte salmer og græd, fordi
jeg var så tæt på Gud. Men det var en hård
blanding. Min sjæl ville så gerne hen til Gud,
men min krop ville ikke slippe stofferne. Et
eller andet sted vidste jeg, at jeg ikke kunne
begge dele. Når jeg sad og røg hash og hørte
salmer og græd, kunne jeg tænke: ’Hvis jeg
dør nu, hvor ender jeg så?’”
Omvendelse
En nat var Ali på vej hjem med en ny forsyning stoffer. Tæt på hjemmet hørte han pludselig et gennemtrængende og forfærdeligt
skrig:
”Jeg hørte det som et skrig fra alle dem, der
var i Helvede, og jeg tænkte: ’Nu skal du dø!’
Jeg løb op til mit værelse, og hele vejen sagde
jeg bare: ’Jesus, Jesus, Jesus!’ Da jeg kom
derop, tænkte jeg, at jeg må læse i Bibelen,
så jeg fandt den frem, men da jeg åbnede den,
blev frygten bare ti gange stærkere. Jeg oplevede det, som om at satan stillede sig mellem mig og Bibelen, og at han af al magt ville
forhindre mig i at læse den. Det var også, som
om der var en uren ånd inden i mig, som slet
ikke kunne klare, at jeg tog og læste Bibelen.”
Ali tvang sig selv til at åbne Bibelen og læse,
og da det var lykkedes for ham at læse bare
et lille stykke, slog han Bibelen i med lettelse. Han oplevede, at han havde vundet, og
regnede med, at så måtte han også have det
godt med Gud.
”Så var jeg klar til at lave en joint og ryge
den!”
Han håbede stadig, at det var muligt at forene misbruget med et godt forhold til Gud.
”Men da jeg havde røget en halv joint, kunne
jeg ikke mere:
Et eller andet sted vidste jeg, at
jeg ikke kunne begge dele.
Når jeg sad og røg hash og hørte
salmer og græd, kunne jeg tænke:
‘H v i s j e g d ø r n u , h v o r e n d e r j e g
så?‘
”Jeg blev utroligt bange for Helvede og for
satan! Jeg havde lige oplevet satan her på
jorden. Hvordan ville der så ikke være i Helvede? Jeg var sikker på, at jeg var på vej til
Helvede. Jeg så mit liv: Gud var væk, og intet havde værdi, intet gav mening.
Jeg oplevede, at jeg skulle bede. Jeg gik hen
til vinduet, og så bad jeg: ’Gud, din vilje må
ske! Frels mig!’”
”Bagefter satte jeg mig på sofaen, og så oplevede jeg, at jeg lige så stille og roligt blev
fyldt indefra med kærlighed, glæde og fred.
53
SER I E
54
SÅDAN KOM JEG TIL TRO VIII
Jeg rejste mig op og løftede mine hænder og
priste Gud med salmer fra Nådens kirke.
Så fandt jeg min mobiltelefon frem. I min
mors bibelkreds var der en gammel mand på
80 år, som hedder Evald. Han havde bedt for
mig, og så havde han sendt mig en hel masse
andagter og bibelord på sms. Nu fandt jeg
dem frem, og så læste jeg dem alle sammen
fra en ende af, og lige pludselig kunne jeg
forstå, hvad der stod! Indtil da var Bibelens
ord alt for ofte bare tomme og sorte bogstaver.
Nu forstod jeg det: Jesus elsker dig, han renser dig for din synd og frier dig for dine lænker! Jeg tænkte: Det må betyde, at Helligånden er i mig! Nu forstår jeg, hvad Jesus har
gjort for mig. Gud har hørt min bøn! Det er
den bedste dag, jeg nogensinde har oplevet!”
”Jeg sad på min seng og takkede bare. Jeg
manglede ingenting! Tomheden var fyldt helt
ud! Jeg gik ind til min mor i hendes og min
fars soveværelse. Jeg bad hende om at komme
med ud, men hun lod, som om hun sov. Hun
var vant til, at jeg bare kom for at få penge
eller nøglerne til bilen. Men til sidst kom hun
ud.
Da jeg stod over for hende, kom der et vandfald af tårer ud af øjnene på mig. Det var det
her, hun havde bedt om i 5 år. Jeg græd af
glæde, fuldkommen glæde. Og min mor glædede sig med mig. Vi gik tur i natten sammen, og undervejs smed jeg mine stoffer i en
kloak. Der gik lang tid, før jeg sov den nat;
jeg ville ikke sove.”
Tilbagefald
Et nyt liv var begyndt for Ali, et liv i troen på
Jesus og i glæde over Guds nåde. Men kroppen huskede stadig rusen og længtes efter
den. En uge efter sin omvendelse fik Ali et
tilbagefald og røg hash igen. Det blev ikke
det sidste tilbagefald. Ali var selv ulykkelig,
og hans mor var det ikke mindre. Alligevel
oplevede Ali, at en opmuntrende stemme
sagde til ham: ”Der er lyse dage på vej!”
Den følgende tid blev hård. Ali gik i døgnbehandling i et halvt år. Det var en svær tid
og samtidig en berigende tid:
”Jeg begyndte at læse i Bibelen hver dag, og
i løbet af det her halve år kom jeg uge for
uge tættere på Gud. Der var hårde dage, men
alligevel kom jeg tættere på Gud.”
Efter det halve år fik Ali endnu ét tilbagefald. Det varede i et par måneder, hvor Ali
røg sammen med sin lillebror. Hans mor vidste ingenting. Hun troede fortsat, at han var
fri af misbruget, og når hun spurgte til det,
løj han over for hende. Det var hårdt for Alis
samvittighed:
”Jeg løj over for min mor, og så hørte jeg
hende sidde og takke Gud for, at jeg var fri
for det, som jeg lige havde siddet og løjet om.
Og jeg tænkte: ’Gud, efter alt det, du har gjort
for mig, hvordan kan jeg så blive ved at gøre
det her?’”
Gud var ikke tavs. Han talte til Ali, og Guds
budskab var klart: ”Du skal sige sandheden!”
Ali forstod godt Guds tale, men han var tilbage i det gamle spor, hvor han ville forhandle
med Gud og forene ting, der ikke kunne forenes:
”Jeg sagde til Gud, at det ville være bedst at
vente med at sige sandheden. Et halvt år i
hvert fald. Det ville jo være hårdt for mor at
høre, hvordan det stod til.”
Men Gud ville ikke forhandle.
Sandheden gør fri
”En morgen stod jeg op og læste i Bibelen,
og der stod der meget enkelt og klart: ’Sand-
NYT LIV
2-2013
heden vil gøre dig fri!’ Senere samme dag
hørte Samir og jeg en prædiken, der handlede om at tage masken af og bekende synden. Efter den prædiken fik jeg en sms fra
Evald, hvor der stod: ’Du skal tale sandhed –
det vil gøre dig fri!’”
I første omgang nåede budskabet dog ikke
ind til Ali. Han var indstillet på at fortsætte
sit misbrug og sit dobbeltliv, og han glædede
sig til om aftenen efter hashrygningen at læse
i sin Bibel, bede og mærke Guds fred. Han
var vant til at slutte dagen med Bibel, bøn og
så en følelse af fred.
Men den aften kom der ingen fred. I stedet
blev han fyldt af den gamle tomhedsfølelse:
”Jeg kunne ikke forstå, hvad der skete. Jeg
følte mig forladt af Gud. Jeg oplevede det,
som om jeg ikke havde nogen sjæl. Det var
jo Helligånden, der ydmygede mig! Jeg blev
bange, og jeg spurgte Gud, hvad jeg havde
gjort.
Men Gud svarede ikke. Der gik lang tid. Sådan følte jeg det. Der gik måske bare en time.
Men det føltes som 100 år. Så spurgte jeg en
sidste gang: Gud, hvad har jeg gjort?
Først dér kom jeg i tanke om, hvad jeg havde
læst om morgenen, hørt i prædikenen og læst
i Evalds sms. Gud mindede mig om det. Han
mindede mig om, at jeg havde løjet for min
mor, og han sagde, at det ikke kunne vente et
halvt år at få bekendt det.
Jeg sagde til Gud, at jeg ikke ville sige det
lige nu. Men så fik jeg det bare endnu værre.
Guds vilje kan virkelig være hård nogen
gange, tror man! Så bad jeg fem gange om
frimodighed til at få det sagt.”
Næste dag skulle Ali køre sin far på arbejde.
Samir var med i bilen. Da de to brødre blev
alene, fortalte Ali, hvad han havde oplevet
og fastslog:
”Vi skal sige det i dag!”
”Nej, det skal vi ikke,” svarede Samir.
Ali vendte ansigtet og så ud ad bilruden.
”Jeg kan huske, at jeg sad der og så ud ad
ruden og tænkte: ’Friheden er der, hvis jeg
går i krig med Samir!’ Så bad jeg til Gud:
’Herre, du må tage over. Din vilje ske. Bring
fornuft i Samir!’
Så gik der 30 sekunder, og så sagde Samir:
’OK, lad os gøre det.’
Jeg blev utrolig lettet og tænkte bare: ’Tak
Gud!’”
På vejen hjem sagde Ali til Samir, at de måtte
tale med deres mor med det samme, når vi
kom hjem. Samir ville vente til om aftenen,
men det ville Ali ikke være med til: ”Jeg har
en frihed, jeg skal ud til!”
Det var hårdt for drengene at sige det til deres mor, og det var hårdt for hende at høre
det.
”Mor blev virkelig bange for os og rystet i
sin egen tro på Gud.”
I sin anfægtelse ringede moderen til en ældre
kvinde fra bibelkredsen, Anne Grethe, som
igennem hele tiden i Danmark havde været
en afgørende åndelig støtte for hende og en
trofast forbeder for drengene. Da Anne Grethe hørte, hvad der var sket, gav hun et svar,
som i høj grad hjalp moderen:
”Tag det roligt. De er babyer i troen. De skal
lære at gå.”
Moderen fik også et bibelvers, som hun oplevede, at Helligånden talte igennem, 1 Joh
1,9: ”Hvis vi bekender vore synder, er han
trofast og retfærdig, så han tilgiver vore synder og renser os fra al uretfærdighed.”
Det vers vendte moderens anfægtelse til tak
og glæde.
”Det trøstede hende virkelig, så hun græd af
glæde. Siden den dag har der ikke været
usandhed mellem mor og os.”
55
SER I E
56
SÅDAN KOM JEG TIL TRO VIII
Samir
I modsætning til sin storebror fuldførte Samir
sin folkeskole. I niende klasse var han på en
kristen efterskole i Sædding.
”Det var meningen, at jeg skulle blive kristen, men det blev jeg ikke. Jeg troede, at man
kunne tro på Jesus og samtidig leve sit eget
liv.”
Det var ikke sådan, at Samir skilte sig synligt ud fra de andre elever på skolen:
”Jeg bad og sang og var med til andagter og
lovsang ligesom de andre.”
Det handlede ikke kun om, at han ikke var
kristen:
”Jeg har altid følt mig anderledes og fremmed, selvom jeg blev taget rigtig godt imod.”
Efter efterskolen ville Samir bryde det negative mønster:
”Jeg ville tage sagen i egen hånd. Jeg ville
gøre noget for mig selv og være sammen med
nogle, som accepterede mig, som jeg var.
Dengang vidste jeg ikke, at Jesus elsker mig.”
Samir begyndte at ryge hash og begyndte
også at forhandle det. Hos dem, som røg hash,
fik han respekt, men hashrygningen gjorde
ham også afhængig, og hashhandlen førte
ham ud i en stor gæld.
På det tidspunkt mødte Samir en pige, som
han blev forelsket i. Han oplevede det som
en stor gave. Hun hjalp ham med at komme
ud af gælden, men hun kunne ikke hjælpe
ham ud af afhængigheden.
Det endte med, at Samir valgte at gå i døgnbehandling.
Samir var i døgnbehandling i et halvt år. Det
positive var, at han i løbet af det halve år fik
god terapeutisk hjælp i forhold til sin følelse
af at være anderledes. Det negative var selve
behandlingen af hans stofafhængighed. Samir
var god til at skaffe sig hash under behandlingsforløbet:
”På den måde var jeg med til at trække andre
ned. Det blev opdaget flere gange, men jeg
lærte ikke af fejlene. Til at begynde med
havde jeg haft stor tillid hos lederne på centret. Men til sidst lå den smadret som en tallerken på gulvet. Jeg tog hjem med et kæmpestort nederlag.”
Gud og kæresten
Det store nederlag blev begyndelsen til
Samirs omvendelse.
”Da jeg kom hjem fra centret, fik jeg en stor
længsel efter at søge Gud. Jeg havde det meget dårligt og vidste, at jeg havde brug for
Gud. Men at jeg søgte Gud, stødte min kæreste fra mig.”
Til at begynde med ville kæresten gerne følges med Samir til gudstjenester og bibelstudier med Enok Sørensen. I udgangspunktet tænkte Samir, at det var muligt at forene
et godt forhold til Gud med en videreførelse
af forholdet til kæresten:
”Jeg ville gerne leve sammen med Gud og
samtidig leve med min kæreste. Jeg ville
gerne have både Gud og hende. Men efterhånden blev det klart for mig, at det ikke var
Guds plan for mig.”
Det endte med, at Samir måtte bryde med sin
kæreste. ”Det endte med to store nederlag:
Jeg tabte behandlingsforløbet, og jeg tabte
hende.”
Men han forstod, at der ikke var nogen vej
udenom. Ali havde forklaret ham, at Gud
måtte være herre i hans liv, alene, og han
havde forklaret, at det handlede om himmel
eller helvede.
I udgangspunktet tvivlede Samir på, at han
kunne blive Guds barn efter alt det, han havde
gjort. Men jo mere han læste i Bibelen, jo
57
NYT LIV
2-2013
klarere blev det for ham, at det handlede om
dette enkle – at have Jesus som sin frelser:
”Gradvist begyndte jeg at glæde mig over, at
jeg har Jesus. At være Guds barn er min identitet, ligesom mit navn Samir er min identitet. Har jeg Jesus, så har Gud tilgivet mig alt,
hvad jeg har gjort. Så kan satan komme og
bruge alt muligt i min fortid til at anklage mig.
Men min trøst er, at jeg er Guds barn på grund
af Jesus. Har jeg taget imod ham? Det er det
afgørende. Har jeg taget imod Jesus, så er jeg
frelst og kan glæde mig i Herren.”
Mors støtter
Det var hårdt at sige farvel til kæresten. Men
Samir fik stor hjælp gennem de sms’er, som
den gamle Ewald sendte til ham undervejs i
forløbet:
”Da jeg følte, at det var verdens undergang,
sendte Gud nogle ord gennem Ewald, som
jeg virkelig kunne finde trøst i. Han sender
dem stadig! Han ringede til mig, længe før
jeg kom til Gud, og sagde: ”Samir, vi vil have
dig med på himmelvejen!”
Det er dette ene, det også har handlet om for
Alis og Samirs mor hele vejen: at få sine
drenge og hele familien med på himmelvejen.
Drengene har været længe undervejs, og det
har lang tid set mørkt ud. Men deres mor fik
hjælp fra kristne brødre og søstre til at tro
på Guds frelsesvilje og frelsesmagt.
Da drengene var længst ude i misbrug og
verdslighed, trøstede Anne Grethe hende
med nogle ord, som hun blev ved at vende
tilbage til: ”Vent på Herren! Han vil fuldende sin gerning!”
Ali og Samir ved, at de har været genstand for deres mors trofaste forbøn fra
den dag, hun selv kom til tro. Men de ved
også, at det har været af uvurderlig betydning, at hun har haft nogle kristne hos
sig, som har støttet hende i troen og i bønnen: en leder af en bibelstudiegruppe, en gammel mand med en mobiltelefon, en ældre
kvinde med åndelig visdom og nogle amerikanske forbedere.
Nu er Ali og Samir selv kommet med i denne
flok. De har intet større ønske end at få deres
lillebror og deres far med på himmelvejen.
De beder for deres bror og for deres far. De
læser bibelhistorie med deres lillebror, og de
vidner for ham om, at der er én ting, han har
brug for: Jesus! Ikke legetøj, modetøj, spil
og maskiner. De kan ikke give ham nogen
virkelig fred. Det handler om at have Jesus,
så har han alt, nu og i evighed!
Ali og Samir er fortsat nye i troen. Der er
meget, de gerne vil lære, og de er åndeligt
sultne. De oplever det som en velsignelse at
komme i en missionsk menighed, og det er
tydeligt, at menigheden oplever det som en
stor velsignelse at have dem hos sig.
Begge vil de gerne på bibelskole, og det er
deres opsparingsprojekt nummer et. De er
unge planter i Guds vingård, og de har brug
for forbøn. Lad os bede for Ali og Samir om,
at de må blive bevaret i en levende og frimodig tro på Jesus, og lad os bede om frelse for
hele deres familie!
Samir
Ali
58
SERIE
SER I E
SANGE
MED HJERTET V
SÅ FULDT FORLADER GUD
Af Niels Frederik Breum Jacobsen
1. Fra Frelseren på korsets træ
lys falder på min dragt,
da kan jeg syndens pletter se,
hvor før jeg så min pragt.
Men han, som røveren var god,
han gør mig snehvid i sit blod.
|: Så fuldt forlader Gud! :|
3. I havets dyb min synd forsvandt,
o evangelium!
Jeg ved, at det er evig sandt,
at Gud dér fandt et rum,
hvor synd kan skjules, så den ej
kan komme og anklage mig.
|: Så fuldt forlader Gud! :|
2. Min synd lå mellem mig og Gud
så højt som bjergets top,
og hindrede mit bønneråb
at nå til Herren op.
Da kaster Gud bag ved sin ryg
min synd og skyld, nu er jeg tryg.
|: Så fuldt forlader Gud! :|
4. Mit hjertes grumme plageånd,
som pinte mig så hårdt,
min synd, som jeg på egen hånd
ej kunne drive bort,
så fjern den er, så Skriften lær’,
som østen fjern fra vesten er.
|: Så fuldt forlader Gud! :|
5. Som mørket flyr fra solens skin,
og nattens mulm forgå,
og himlen stråler klar og ren,
hvor nylig tågen lå,
så sletter Herren synden ud
og klæder mig i snehvidt skrud.
|: Så fuldt forlader Gud! :|
Kämpe Gleerup 1913
NYT LIV
2-2013
Én sang, der betyder noget særligt for mig?
Nej, der er ikke bare én, men mange sange
og salmer, som betyder noget særligt for mig,
og som jeg gerne synger med på, fordi indholdet giver trøst, opmuntring, forvisning og
glæde.
Gud har velsignet os med en stor og rig sangskat, som findes i både Den Danske Salmebog og i missionsforeningernes sangbøger.
Her har Gud givet salmedigtere og sangforfattere enestående evner til at formidle
Guds evangelium. Her synger vi om frelse i
Jesus alene, om nåden i Kristus Jesus, om
syndernes forladelse i Kristi blod, og det gør
hjertet glad og giver lyst til at lovprise vor
Gud og Frelser. Denne sangskat bør vi give
agt på og takke for.
Men når jeg nu skal vælge én sang, så har jeg
valgt en, som handler om syndernes forladelse. Det er noget, jeg har brug for at blive
mindet om igen og igen. Det gør godt at synge
om syndernes forladelse – om synden, som
er betalt og tilgivet af Jesus.
Dette gør sig særligt gældende i sangen Fra
Frelseren på korsets træ, hvor forfatteren
Kämpe Gleerup med udgangspunktet Frelseren på korset giver adskillige meget illustrative billeder på syndsforladelsen. Jeg vil
i det følgende forsøge at fremhæve disse billeder.
Vers 1: Han, som røveren var god
Beretningen om, at Jesus blev korsfæstet mellem to røvere, er velkendt, men ofte overses
betydningen af titlen ”røvere”.
Ifølge et juridisk leksikon forstås røveri som
”tyveri med anvendelse af vold eller trusler
herom” og kan i Danmark straffes med op til
10 års fængsel. Omfanget af røvernes forbrydelse kender vi ikke, men at det er grove
handlinger, får vi en antydning af, idet den
ene røver erkender dødsstraffen som berettiget (Luk 23,40-41).
Denne røver vender sig til Jesus, som tager
vel imod ham, ja endog byder ham velkommen i Paradiset med ordene: ”Sandelig siger
jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis” (Luk 23,43).
Tænk, en røver, der skal til Paradis. Her kommer vores fornuft til kort; vi har så svært ved
at tilgive andre trods vor egen syndighed.
Men Jesus, der var uden synd, tog imod en
røver, tilgav ham alle hans misgerninger og
gav ham adgang til Himlen – helt ufortjent.
Så fuldt forlader Gud!
Men straks melder tanken sig: ”Så meget nåde
behøver jeg da heldigvis ikke. Jeg er da ikke
en forbryder, og da slet ikke en røver.”
Da har vi ikke set Frelseren på korsets træ,
hvorfra lys falder på min dragt, for: Da kan
jeg syndens pletter se, hvor før jeg så min
pragt.
Sådan er det. Når Guds Ords lys falder på
mig, da kommer sandheden frem. Da ser jeg
min ugudelighed, min syndighed og min
manglende retfærdighed (Rom 3,10-18.23).
Gamle Adam bryder sig ikke om dette lys og
søger at bortforklare synden med: ”Det gør
alle andre også. Det kunne være værre. Prøv
at forbedre dig lidt.”
Dette er farligt; jeg må lade Guds Ords lys
vise sandheden, jeg må erkende, at jeg ikke
har elsket Gud, som jeg burde, at jeg ikke
har elsket min næste som mig selv, at jeg har
syndet både ved det, jeg har gjort, og ved det,
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation.
Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så
synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en
sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
59
SER I E
60
SANGE MED HJERTET V
jeg har undladt at gøre. Kort sagt: Guds Ords
lys viser, at jeg helt igennem er en synder.
Da får jeg brug for en syndsforladelse i lighed med røveren.
Men lyset fra Frelseren på korset er også
evangeliet, som vidner klart om, at frelsen
afhænger helt og fuldt af Jesus. Intet kan jeg
bidrage med, og intet skal jeg bidrage med
(Gal 2,21). Det er vigtigt for os, at vi får dette
lys ind over vort liv, at frelsen ikke afhænger
af vor stræben, men af Guds barmhjertighed
(Rom 9,16). Herom synger A. Toplady i sangen Klippe, du som brast for mig:
Aldrig jeg ved egen magt
får din lov, o Gud, fuldbragt,
om min iver stod i glød,
om mit hjerte græd af nød,
synden slettes dog ej ud,
førend du har frelst mig, Gud.
Intet har jeg til dig bragt,
kun ved korsets fod mig lagt.
Nøgen bad jeg dig om skjul,
nåde for en anskudt fugl,
flyver fredløs under ø tvæt mig, eller jeg må dø.
Da bliver det klart, at jeg, ligesom røveren,
har brug for at få tilregnet syndernes forladelse helt ufortjent. Jeg må glædes over det
samme løfte, som røveren fik, for som Jesus
var god mod røveren, vil han også tage imod
mig og være mig god: ”Men alle dem, der
tog imod ham, gav han ret til at blive Guds
børn, dem, der tror på hans navn” (Joh 1,12).
Så fuldt forlader Gud!
Vers 2: Min synd så højt som bjergets top
Mount Everest er trods al moderne teknik
umulig at flytte. På tilsvarende vis er synden
umulig at flytte, og Skriften siger, at hvis vi
ikke bekender synden, ender vi som Kong
David:
Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg
stønnede dagen lang. ”For dag og nat lå din
hånd tungt på mig, min livskraft svandt ind i
sommerens hede. Sela” (Sl 32,2-3).
Men når jeg bekender mig som synder og siger til Jesus, at synden har grebet mig, at jeg
igen er faldet, da gælder den samme syndsforladelse:
”Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte
ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende
mine overtrædelser for Herren, og du tilgav
min syndeskyld. Sela” (Sl 32,5).
Den synd, som vi ikke kan overvinde, den
kan Gud overvinde. Han kan gøre det umulige: ”Og du skaaned min Sjæl for
Undergangens Grav; thi alle mine Synder
kasted du bag din Ryg ” (Es 38,17, 1917-oversættelse). Så fuldt forlader Gud!
Vers 3: I havets dyb
Et tilsvarende billede lyder: ”Min synd er
mod Jesus som gnisten mod hav, den slukkes, forsvinder i dybeste grav” (fra sangen
Hvad end her i verden bedrøver min sjæl af
Agatha Rosenius).
Billedet er fantastisk, for trods store fremskridt inden for udforskningen af havbunden,
er endnu ikke alle forliste skibe fundne, som
for eksempel danske M/S Hans Hedtoft.
I Guds syndsforladelseshav er synden helt
væk for bestandig. Synden er fuldt ud tilgivet: Gud dér fandt et rum, hvor synd kan skjules, så den ej kan komme og anklage mig.
Dette rum er korset, hvor ”Han slettede vort
gældsbevis med alle dets bestemmelser imod
os; han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kol 2,14). Så fuldt forlader Gud!, og:
Jeg ved, at det er evig sandt.
NYT LIV
2-2013
Herom synger H.A. Brorson vidunderligt:
Hvo vil mig anklage
og for dommen drage
hen på Sinai?
Synden jeg bekender,
men til Jesus render,
dermed er jeg fri.
Mød mig da på Golgata;
Jesus skal min sag antage,
hvo vil mig anklage?
I Guds syndsforladelseshav er
synden helt væk for bestandig.
Synden er fuldt ud tilgivet.
Vers 4: Som østen fjern fra vesten
Hvor langt, der er fra øst til vest, er jo egentlig et godt spørgsmål! På mange måder minder begrebet om evigheden – hvor lang tid er
evigheden?
I en lille beretning fortælles om en fugl, som
hvert år kom og hvæssede sit næb mod en
sten, og når stenen var slidt ned, var der gået
et sekund af evigheden.
I vores begrebsverden må vi forstå evigheden som uendelig, ligesom afstanden fra øst
til vest også kan forstås som uendelig. Det
vil sige: Min synd, som jeg ikke selv kan
flytte, den har Jesus fjernet, så den er uendeligt langt borte.
Det betyder også, at jeg må komme til Jesus
igen og igen med de samme synder, med de
samme fald og nederlag. Ja, alt det, som giver mig dårlig samvittighed over for Gud:
Min kulde og ligegyldighed over for Guds
Ord, min manglende andagt og lyst til at læse
i Bibelen, mine syndige tanker, lyster og følelser, som jeg jo ved, er forkerte.
Vi må bringe det til Jesus, så fjerner han det
uendeligt langt væk, og samtidig giver han
uendelig trøst: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg
vil give jer hvile” (Matt 11,28). Så fuldt forlader Gud!
Vers 5: Solens skin
På øde landområder kan man opleve natten
fuldstændig mørk. Der er ingen gadelys, og
skyerne kan skjule lyset fra månen og stjernerne. Men når solen står op, forsvinder mørket. En morgen kan der være tæt tåge ud over
engene, men når solen kommer til, forsvinder tågen.
Dagligt illustrerer naturen på mesterlig måde,
hvor stor en syndsforladelse vi er blevet tilregnet: Synden fjernes så fuldstændig, som
mørket og tågen flyr for solen.
På samme måde renses vi fuldstændigt i Jesu
blod: Så sletter Herren synden ud og klæder
mig i snehvidt skrud. Ja, vi er helt rene og
syndfrie i Jesus. Det er dette, vi møder hos
Esajas: ”Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde
som purpur, kan de blive som uld” (Es 1,18).
Syndsforladelse til røvere, tilgivelse af synder så store som bjerge, synderne fjernet som
i havets dyb, som østen uendeligt fjern fra
vesten og som mørke og tåge for solens skin.
Ja, så fuldt forlader Gud, for Jesus har sonet
min synd helt og fuldt.
Derfor kan jeg synge med O. Brattekaas:
”Ren og retfærdig, Himmelen værdig, er jeg
i verdens frelser alt nu.”
Så fuldt forlader Gud!
Niels Frederik Breum
Jakobsen, Aarhus,
medicinstuderende
61
62
SERIE
–
SER I E
LUTHERS
BREV TIL LUTHERANERNE V
FRI OG BUNDET
Af Henrik Gren Hansen
Paulus beskriver udførligt, hvordan en kristen er, og hvordan det forholder sig med den
frihed, som Kristus har vundet og skænket
os. For at vi lettere kan forstå det, har jeg sat
det op i to sætninger:
1) En kristen er en fri herre over alle ting og
ikke underordnet nogen.
2) En kristen er en tjenende træl i alle ting
og underordnet enhver.
Sådan lyder den berømte begyndelse på
Luthers skrift Om et kristent menneskes frihed fra 1520.
Måske er det svært umiddelbart at følge Luther i, hvordan de to sætninger, som er logisk
selvmodsigende, kan gøre noget som helst
lettere at forstå!
Og dog er det sådan, at Luther med de to
sætninger på en helt fantastisk kort og præcis måde udtrykker den dybeste sandhed om
ethvert kristent menneskes liv. En sandhed
som så langt fra bare er et teoretisk paradoks,
som det kan være udfordrende og interessant
for hjernen at tumle rundt med. Tværtimod
udtrykker de to sætninger den livsnære spænding, som enhver kristen dagligt må kæmpe
for at leve sit hverdagsliv i – i tanke, ord og
handling.
En livslang kamp
Luther har fået givet en mission. Han må ved
Guds nåde og med Skriften som våben hjælpe
kirken ud af lovens og pavedømmets mørke
fængselscelle og ud i lyset og friheden.
Luther har tro på, at det vil ske ved Ordets
kraft, der hvor kirken bliver de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og
sakramenterne forvaltes ret.
I de to foregående artikler har vi set på, hvordan Luther lader Ordet kaste lys ind over
dåben og nadveren for på den måde at sætte
Vi er mange, der kalder os lutherske. Men vi er også mange, for hvem Luthers egne skrifter er
lukket land. Denne serie er en fælles vandring ind i Luthers landskab ved en gennemgang af
hans vigtigste skrifter. Formålet er ikke, at vi skal blive Luther-eksperter, men at vi skal lytte
til det budskab, han fandt i Bibelen – til udfordring, anfægtelse, vækkelse, fornyelse?
nsen
13
sakramenterne i frihed. Sakramenterne er jo
i sig selv en stor og fantastisk forkyndelse af
evangeliet, og de er Guds pagt og testamente,
som må tilegnes ved troen.
Men hvordan skal vi som kristne leve i evangeliets frihed? Og hvordan skal det frie evangelium forkyndes?
Det er spørgsmål, som ikke kun hører til på
Luthers tid. Før vi går til Luthers tekst, må vi
standse op for den virkelighed, at vi også i
dag time for time er udsat for et satanisk bombardement af tanker og indskydelser, der har
det ene mål: at lede os væk fra evangeliet!
Og vi er uendeligt tilbøjelige til at give efter
for de tanker, for vores gamle natur kæmper
aktivt på den ondes side.
Angrebene møder vi, når forkyndelsen om
det kristne liv kommer til at overskygge og
kvæle Ordet om frelsen ved Jesus alene. ”Du
skal jo også ...”, lyder det, og så sniger loven
sig umærkeligt ind i samvittigheden og opløser evangeliet indefra. Den nedbryder troen
på Jesu fuldbragte værk og får os til at tro, at
vores frelse afhænger af, hvor godt det lykkes at leve det kristne liv.
Men det underlige er, at netop ved det fokus
dør det kristne liv. For det kristne liv begynder altid indefra ved troen på Jesus alene. Det
kristne liv udspringer af det frie evangelium.
Når troen på Jesus dør, så dør livet.
Angreb på evangeliet
At kristenlivet udspringer af evangeliet, det
ved Satan bedre end nogen. Netop derfor er
frelsesvisheden og tilegnelsen af evangeliet
det oplagte mål for Satans brændende pile.
Hvordan kan jeg vide, at jeg er frelst? Hvordan kan jeg fæste lid til, at jeg – jeg – vil
høre til den frelste skare på dommens dag,
som skal høre de forunderlige ord af Jesu
NYT LIV
2-2013
mund: ”Kom, I som er min faders velsignede,
og tag det rige i arv, som er bestemt for jer,
siden verden blev grundlagt”? (Matt 25,34).
Vil jeg ikke langt snarere høre til dem, der
modtager den ubærlige dom: ”Gå bort fra
mig, I forbandede, til den evige ild, som er
bestemt for Djævelen og hans engle”? (Matt
25,41).
Når jeg kender min egen situation, virker det
så billigt bare at bede om tilgivelse og så
regne med, at sagen er i orden. Der må skulle
noget mere til!
Nej, altså, jeg er vel klar over, at det ikke er
mine gerninger, der frelser. Det er ikke så
meget det. Men jeg ved jo alligevel, at der er
en forskel. Forskellen mellem Guds børn og
verdens børn.
Og jeg kan ikke komme ud over den fornemmelse, at jeg hører til på den forkerte side af
skellet. Der er noget dybt inde i mit hjerte,
der hvisker til mig: Du er fortabt! Du hører
til de forhærdede.
Mit liv vidner jo om det: forhærdelsen. De
samme synder igen og igen. Og igen. De bliver ved med at banke på og lure ved døren –
ja, nogle gange føles det som om, de ikke
engang behøver banke på, de er der bare indenfor konstant og gennemsyrer alt, hvad der
er mig.
Jeg har prøvet så mange gange at forbedre
mig, at jeg nu knapt nok kan se mig selv i
øjnene længere – og langt forfærdeligere:
komme frem for den hellige Gud med det,
som jeg så mange gange har bedt og bedt om
kraft til at blive fri af.
Nogle gange, når skyldfølelsen hviler for tyngende på mine skuldre, bliver jeg vred på den
Gud, som ikke giver mig bedre betingelser.
Hvis han virkelig ønsker, at jeg skal leve som
hans barn, hvorfor hjælper han mig så ikke
til det? Hvorfor skal han hele tiden ydmyge
63
SER I E
64
LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE V
mig?
Men inderst inde ligger den frygtelige viden,
at vreden er en flugt. Kravene til Gud er et
oprør mod den Hellige. Jeg har ingen ret til
at skælde ud på Gud. Og den erkendelse får
mig bare til at synke endnu dybere ned i mudderet.
”Din synd er renset bort ved Jesu blod”, siger prædikanten. Men lige lidt hjælper det.
Den indre vished er alt andet end en frelsesvished. Den er en vished om at gå mod Helvede. En fortabelsesvished. En vished om, at
den hellige Gud og jeg – vi hører ikke sammen.
Det er så let – åh så let – at se de andre i
menigheden som den store hvide flok. Som
de sidder der under lovsangen med glæden
og frimodigheden lysende ud gennem øjne,
stemme og kropsholdning. Som de vidner om
skriftsteder og sangvers, der betyder noget
for dem. Som de lever et liv i tjeneste for Gud
og efterfølgelse af Jesus.
De er sat fri. De er sande kristne. Men jeg?
Jeg kan prøve at efterligne dem. Jeg kan prøve
på at give slip på min indre vished om fortabelse.
Og af og til kan jeg få nye kræfter, nyt mod.
I glimt ser jeg, at jeg alligevel ikke er helt
uimodtagelig over for Ordet, og at det får lov
til at sætte nogle bittesmå frugter i mit liv.
Jeg får også lettere ved at få øje på de andres
fejl. Ja, selv prædikanten er en synder. Måske er der alligevel håb også for mig?
Jeg går ud med nye kræfter og forsøger igen
at leve som et Guds barn – leve efter evangeliet. Men der går kortere og kortere tid, så
må jeg resignere. Så må jeg se det i øjnene,
som min samvittighed fortæller mig: Det bliver aldrig anderledes med dig! Du er ikke som
de andre, der kan få et kristenliv til at fun-
gere. Du er ugudelig! Vantroen vælder frem
dybt indefra. Du er ikke skruet sammen til at
være en kristen. Du er bundet på hænder og
fødder. Parat til at blive kastet i Helvedes ild,
når den dag kommer.
Og det vil være det eneste retfærdige.
Angreb på loven
Sådan har Satan i århundreder forsøgt at angribe evangeliet og frelsesvisheden. Og denne
gamle taktik er han ikke veget fra. Men nu
ved tidernes ende er det som om, angrebene
oftere og oftere bliver sat ind på et niveau før
den ”klassiske” anfægtelse over synden.
Sådan har Satan også gjort før i historien –
men det er som om, at denne taktik på en
særlig måde er knyttet til de sidste tider.
Jesus siger: ”Mange falske profeter skal stå
frem og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive
kold hos de fleste” (Matt 24,12).
Lovløsheden breder sig i vores tid. Mange
prædikanter vil ikke længere forkynde Guds
lov, og derfor bliver de falske profeter, som
leder vild.
Det får som konsekvens, at mange oplever,
at de bliver ”bevaret” i trygheden fra evangeliet. Men det er ikke troens tryghed, de bliver bevaret i. Det bliver til en falsk tryghed.
En overfladisk selvbevidst kristendom, som
tænker ved sig selv, at ”hvis de andre i menigheden er kristne, så er jeg vel også”.
Ikke udtalt på den måde, selvfølgelig. Men
visheden er der indeni. Visheden om at være
på rette vej – for nok fejler man, men det er
jo menneskeligt, og Gud er jo nådig, så han
bærer over med mine fejl. Sådan som han
også bærer over med de andres fejl.
Det er ikke så svært at forstå. Det er egentlig
ret enkelt at være kristen. Det er ikke noget,
NYT LIV
2-2013
der nødvendigvis behøver at ”fylde” så meget. Det er nok at samles en gang om ugen til
prædiken og lovsang og så leve sit liv efter
de vilkår, man nu engang er sat i, så godt som
man nu kan.
Det er vanskeligt at begribe de konservative
prædikanter, der insisterer på igen og igen at
tale om synd og nåde, himmel og helvede,
frafald og frelsesvished og Jesu blod og
frelse. Nogle gange kan man tænke, at det er,
som om det bare er en talertradition, der er
blevet holdt ved lige siden Luthers tid, hvor
det var nogle andre problemstillinger, der
fyldte i folks hoveder.
Heldigvis er der ikke så mange af den slags
prædikanter tilbage. Folk i vores tid oplever
det mere og mere kunstigt at høre på denne
lovens torden efterfulgt at det lægende evangelium. Det bliver et skuespil – en slags
Morten Korch-plot, hvor man kan prøve at
bilde sig selv ind, at ”det her ender da helt
galt”, og så kan man prøve at bilde sig selv
ind, at man bliver lettede, når det alligevel
ender godt til sidst.
Det hele behøver ikke gøres så problematisk.
Det bliver så ”indadvendt” med al den tale
om synd, som vi kender den fra Luther og
Rosenius.
De to havde vel også nogle kringlede personligheder, der gjorde sig alt for mange bekymringer om deres indre tilstand. Det blev
usundt. De mistede det egentlige fokus.
I dag må vi genvinde fokus på det ”udadvendte” i kristendommen. Det vigtigste må
være, at vi ikke bare klumper os sammen i
kirkerne og missionshusene, men når ud til
folk. Vi må være i mission. Vi må vise, at
kirken ikke er stivnet, men levende og nutidig. Og vi må demonstrere, at vi som kristne
er almindelige fejlende og tvivlende mennesker som alle andre, så det bliver tydeligt, at
der er plads til alle og enhver i fællesskabet!
Der hvor Satan gennem sine falske profeter
udbreder lovløsheden, bliver kærligheden
kold. Og hvor kærligheden er kold, behøver
Satan ikke så tvivl om nåden. Nåden bliver
selvfølgelig. Nåden bliver en ret. Nåden bliver ikke længere en dyrebar skat og en redning, for synden er ikke længere en smerte.
Loven afslører ikke længere hjertets dyb, så
den bliver en tugtemester til Kristus.
Nok tales der om, hvordan vi som kristne skal
leve livet. Nok tales der om, hvordan vi skal
”være kirke”. Nok synges der lovsange, nok
gøres der et enormt stykke udadvendt arbejde
for at tale tidens sprog og ”få flere med”.
Men hvor der ikke tales om andet end dette,
eller hvor dette får hovedfokus og bliver identiteten og dna’et for den kristne forsamling –
der tabes livet med Gud. For det er ikke den
hellige Gud, man lever med. Og opgøret med
den ”gammeldags” prædiken om synd og
nåde er ikke andet end et opgør med Bibelens Gud og et oprør mod Helligånden, som
er sendt til verden for at overbevise om synd
og at lede os til Jesus og herliggøre ham for
vores hjerter (jf. Joh 16,5-15).
Der hvor Satan gennem sine falske profeter udbreder lovløsheden, bliver kærligheden kold. Og
hvor kærligheden er kold, behøver Satan ikke så tvivl om nåden.
Nåden bliver selvfølgelig.
Bedraget
Satans angreb mod troen er lige så snedige
og så voldsomme i dag som i 1500-tallet, og
Luthers forkyndelse i Om et kristens menne-
65
SER I E
66
LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE V
skes frihed er fuldt ud så aktuel og vækkende
og trøsterig i dag, som da den oprindeligt blev
til.
Det er nemlig en forkyndelse, som vil knytte
os til Ordet og i Ordet knytte os til Jesus.
Satans angreb går basalt set ud på den ene
ting: at løsrive os fra Guds ord; at angribe og
fordreje Guds lov og Guds evangelium, så
det svarer bedre til vores naturlige tankegang;
så vi orienterer os efter andre mennesker og
vores egne følelser og fornemmelser.
Vi kan blive modløse, når vi sammenligner
os med andre, der kalder sig kristne – eller vi
kan blive beroligede. Vi kan føle os fordømte,
når vi betragter vores vaner og tankegange i
dagliglivet – eller vi kan føle os godt tilfredse
og sikre på at være Guds børn.
Intet af det kan vi bygge noget på. For Gud
ser ikke, hvad mennesker ser, og Gud dømmer ikke, som mennesker dømmer. Som der
står i Jer 17,9: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan
gennemskue det?”
Det er intet menneske i stand til. Men i det
efterfølgende vers lyder det: ”Jeg, Herren,
udforsker hjertet og ransager nyrerne.”
Vil du vide sandheden om dig selv, må du
altså ikke spørge efter din egen fornemmelse
af, om du er frelst eller fortabt, som du baserer på en sammenligning med dine nære omgivelser. For dine egne fornemmelser er bedrageriske – hvad enten de så er positive eller negative; om du føler dig fri eller bundet,
frelst eller fortabt.
Du må gå til Ordet.
Sjælen har intet andet, hverken i Himmelen
eller på jorden, hvorved den kan leve, være
gudfrygtig, fri og en kristen, end alene det
hellige evangelium, Guds ord, forkyndt om
Kristus.
At komme bort fra sig selv
Hvad er det for et Ord, som sjælen lever af?
Hvad er det for et Ord, hvorved du lever, er
gudfrygtig, fri og en kristen?
Svaret er: Det er intet andet end den forkyndelse, Kristus bragte, sådan som evangeliet
indeholder den. Den forkyndelse skal være
og er sådan, at du hører din Gud tale til dig
om, hvordan hele dit liv og alt det, du gør,
intet er for Gud. Du må evigt gå fortabt med
alt, hvad der bor i dig.
Hvad siger du dog, Luther? Var det ikke evangeliet, du skulle komme til nu?
Jo – men Luther ved, fra Skriften og fra sin
dyrekøbte erfaring, at evangeliet ikke kan
lyde uden netop dette: at du hører din Gud
fortælle dig, at alt det, du gør, intet er for Ham.
Har vi rigtigt fattet dette?
”Intet” er et enormt dækkende ord. Det er et
absolut ord. Der kan per definition ikke føjes noget til ”intet”, uden at det bliver noget
andet end ”intet”. Ikke en millimeter kan der
føjes til.
Det vil sige: Når din indre fornemmelse ikke
kan sige andet, end at du er fortabt; når dit
hjerte og dine indvolde og alt, hvad der bor i
dig, råber af al magt: ”Du går til Helvede,
sådan som du er!” med en vished, der overdøver alle trøstende ord – så ser du netop dig
selv der, hvor Gud ønsker at vise dig, at du
er. Du må evigt gå fortabt med alt, hvad der
bor i dig.
Vi l d u v i d e s a n d h e d e n o m d i g
se lv, må du ikke spørge e f te r din
egen fornemmelse af, om du er
frelst eller fortabt. Du må gå til
Ordet.
NYT LIV
2-2013
Men for at du kan komme ud af dig selv og
bort fra dig selv, det vil sige bort fra din egen
fordærvelse, så stiller han sin kære Søn, Jesus
Kristus, foran dig. Ved sit levende, trøstefulde
ord siger han til dig: Du skal med fast tillid
overgive dig til ham og dristigt stole på ham.
Så skal alle dine synder tilgives dig og al din
fordærvelse være overvundet på grund af din
tro. Du skal være retfærdig og sanddru, have
fred, gudfrygtighed, opfyldelse af alle bud og
frihed i enhver henseende. Som Paulus skriver i Rom 1,17: ”Den retfærdige skal leve af
tro” og i Rom 10,4: ”Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.”
Ordet alene – Kristus alene
Dette er troens hovedstykke: at du kommer
bort fra dig selv, fordi alt dit eget er fordærvelse og gudløshed, og fra dig selv kommer
over til Kristus, så du dristigt stoler på ham.
Hvorfor er det så dristigt at stole på, at du har
al retfærdighed og sanddruhed og fred og
gudfrygtighed og opfyldelse af alle bud og
frihed i enhver henseende i Kristus?
Det er dristigt, fordi hele dit hjerte jo råber
det modsatte. Det råber om uretfærdighed,
løgn og ufred og bespottelse og lovovertrædelse og bundethed til dit kød i enhver henseende!
Og sådan bliver hjertet ved og ved med at
råbe også efter din omvendelse – hvis du ikke
bedrager dig selv og flygter fra denne virkelighed.
Sådan er livsvilkårene for den kristne, som
her på jorden lever med Gud i Ordets afslørende lys. Din hellighed får du aldrig at se,
hvis du kigger på dit eget liv. Men Ånden
kan give dig den dristige tro til at se dig selv,
som du er i evangeliet, i Kristus:
Nu er disse og alle Guds ord hellige, sande,
retfærdige, fredsstiftende, frie og fulde af alt
godt. Derfor bliver den, der holder fast i dem
med sand tillid, forenet med Ordet så helt og
aldeles, at alle Ordets egenskaber også bliver sjælens egne. Således bliver sjælen også
hellig, retfærdig, sand, fredfyldt, fri og fuld
af alt godt på grund af Guds ord ved troen.
I Ordet må du se dig ren. Du er forenet med
det Ord, du læser!
For i Ordet møder du Kristus, og du ser, hvordan din salighed beror helt og aldeles på Ham
alene. Luther forkynder dette så stærkt og
godt, at det bliver nødvendigt med et længere citat:
Troen virker ikke blot, at sjælen bliver ligedannet med det guddommelige ord, fuld af
nåde, fri og frelst. Troen forener også sjælen
med Kristus som en brud med sin brudgom.
Ved dette ægteskab følger, at Kristus og sjælen bliver ét legeme, som Paulus udtrykker
det. Således bliver også begges ejendom,
lykke og ulykke og alle ting fælleseje. Hvad
Kristus har, det er den troende sjæls ejendom,
og hvad sjælen har, det bliver Kristi ejendom.
Nu har Kristus alt godt og al frelse, som bliver sjælens ejendom. Og sjælen har al last
og synd på sig, som bliver Kristi ejendom.
Her sker der nu et saligt bytte, en glædelig
omveksling. Kristus er både Gud og menneske, han har aldrig syndet, og hans retfærdighed er uovervindelig, evig og almægtig.
Ved troen, som er vielsesring, gør Kristus
vores synd til sin egen og handler fuldstændig, som havde han selv begået den. Så må
synden opsluges og tilintetgøres i ham, for
hans uovervindelige retfærdighed er stærkere
end alle synder.
Således bliver sjælen da løst og fri fra alle
sine synder alene for vielsesringens skyld, det
vil sige for troens skyld, og får skænket sin
brudgoms evige retfærdighed.
67
SER I E
68
LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE V
Er det nu ikke et herligt bryllup, når den rige,
ædle, retfærdige brudgom, tager den elendige, foragtede, onde prostituerede til ægte
og befrier hende fra alt ondt og smykker
hende med alt godt?
Så er det ikke længere muligt, at hendes synder fordømmer hende, for de ligger nu på
Kristus, og i ham er de overvundet. Således
har hun en overvældende retfærdighed i sin
brudgom, så hun nu igen kan bestå mod al
synd, selv om den stadig hænger fast ved
hende.
Paulus siger derom i 1 Kor 15,57: ”Gud ske
tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus
Kristus!”
I denne sejr er døden opslugt sammen med
synden.
At indprente sig Ordet
På denne måde er Guds ord det Åndens
sværd, der skal redde os i kampen mod Djævelens snigløb, som Paulus advarer os om.
Og det er på denne måde, vi skal arbejde med
frygt og bæven på vores frelse: Vi må blive
ved Ordet! Og det er en stadig kamp.
Derfor burde alle kristne med rette arbejde
med og øve sig i én ting, nemlig at indprente
sig Ordet og Kristus i deres indre, så de til
stadighed opøver og styrker en sådan tro.
Intet andet kan gøre et menneske til en kristen.
Og man kunne tilføje: Intet andet kan bevare
et menneske som en kristen. Så alvorligt er
det, at vi må blive ved Ordet.
Men nu spørger den ængstede samvittighed:
Afhænger da min frelse af, i hvor høj grad
jeg ejer denne dristige tro? Hvad om jeg ikke
tilstrækkeligt kan indprente mig Ordet?
Dette spørgsmål er noget, som Luther vil tage
op og udfolde senere i sit liv, særligt i sin
store Galaterbrevskommentar, men her skal
det foregribes.
En kristens retfærdighed består af to dele:
1) Troen, som griber om Kristi gerning for
mig.
2) Guds domfældelse, hvor han tilregner mig
Kristi gerning som min retfærdighed.
Og om så troen er så forsvindende lille, at du
knapt selv kan få øje på den – om den så knapt
nok er bare en lille gnist af tro, så må du vide,
at det ikke er styrken af din tillid til, hvad
Jesus har gjort for dig, der frelser dig: Det er
det, at Gud tilregner dig sin egen søns retfærdighed, som han vandt for dig på korset.
Dér har du troens genstand og retning. Troen
frelser ikke på grund af tillidens kvalitet og
overbevisningens styrke, men på grund af
Jesus – Frelseren, som troen retter sig imod.
Midt i kampen for at holde fast ved Ordet og
tilegne dig det, der står, som din virkelighed
for Jesu skyld, må du altså vide, at din tvivl,
usikkerhed og anfægtelse, som kommer af
Satans brændende pile, der fænger så let i dit
eget syndige kød, ikke har magten til at fordømme dig. For denne brand og disse vulkanudbrud i hjertet er oppe imod en domfældelse fra den almægtige Gud; en beslutning
dybt inde i den treenige Guds væsen, som har
stået fast fra før verden blev grundlagt.
Denne nåde og disse løfter må du også i
anfægtelsens værste time gribe fat i din bibel
for at se – for der har du dem på skrift, når alt
andet bryder sammen.
Tr o e n f r e l s e r i k k e p å g r u n d a f
tillidens kvalitet og overbevisningens styrke, men på
gr und a f J e s u s – F re l s e re n, som
tr oe n r e tte r sig imod.
NYT LIV
2-2013
Himmel og jord kan brænde,
bjerge og hav få ende;
men den, som tror, skal kende:
Løfterne rokkes ej.
Fuldstændigt fri – fuldstændigt bundet
En kristen er altså fri. Virkeligt fri. Fuldstændigt fri.
Men samtidig er han bundet. Det var det,
Luther indledte med at skrive, og det bruger
han også tid på at udfolde.
Nu kommer vi til den anden del, til det ydre
menneske. Her skal vi give svar til alle dem,
der har taget forargelse af den foregående
tale og som plejer at sige: Ja så, når nu troen
betyder alt og alene gælder for at være tilstrækkelig til at gøre retfærdig, hvorfor er da
de gode gerninger påbudt? Så vil vi lade de
gode gerninger ligge og intet gøre.
Nej, min gode mand, sådan er det ikke!
Luther har forkyndt evangeliet stærkt og klart.
Men ved at forkynde evangeliet rent slækker
han ikke dermed på budene. En kristens
hverdagsliv må være et liv i lydighed mod
Guds vilje:
Her kommer gerningerne ind. Her må man
ikke gå ledig. Legemet må virkelig tvinges og
opøves med faste, vågen, arbejde og al slags
rimelig disciplin, så det bliver lydigt imod og
ligedannet med det indre menneske og troen.
Denne ”anden streng” i kristenlivet er af overordentlig stor vigtighed. Det frie evangelium
vil ikke føre os til lediggang og ligegyldighed med vores liv – tværtimod: Det frie evangelium vil binde os til loven!
Dette lyder underligt. Og det kan lyde
anfægtende. Det kan lyde som om, der alligevel kommer et ”men” efter evangeliet – en
negativ del 2 efter den gode første del af budskabet.
Men sådan er det ikke. Formaningen til at
holde loven tager ikke det mindste fra evangeliet. De to sætninger, som Luther indledte
med, er gældende for enhver kristen samtidig – uden at den ene del tager noget af den
anden.
En kristen skal tænke som så: Nuvel, min Gud
har i og med Kristus givet mig uværdige og
fordømte menneske al fromheds og saligheds
fulde rigdom, helt ufortjent, af ren og skær
barmhjertighed. Fremover behøver jeg ikke
andet end at tro, at sådan er det.
Så vil jeg da også fri, glad og for intet gøre,
hvad der behager ham. Jeg vil være en Kristus
mod min næste, som Kristus er blevet det for
mig. Jeg vil ikke gøre andet, end hvad jeg
ser, han trænger til, har gavn af og hvad der
tjener ham til salighed. Dette vil jeg gøre,
fordi jeg ved min tro har tilstrækkeligt af alting i Kristus.
Læg mærke til, hvad Luther siger her. Han
siger ikke: ”Evangeliet betyder, at vi ikke
længere skal leve fuldt ud op til loven.”
Det er sådan, loven og evangeliet ofte bliver
forkyndt og hørt i dag: Som om Jesus har
sonet for vores hullede og ufuldkomne hellighed, så vi nu kan leve et afbalanceret liv uden
alt for høje og usunde idealer.
På den baggrund kan loven og formaningerne
afkortes og gøres realistiske og praktisk mulige som leveregler for et sundt og harmonisk liv med Gud og min næste.
Missionsbefalingen bliver gjort til en venlig
og sympatisk livsstil og en udfordrende og
nytænkende måde at være kirke på. Kravet
om syndfrihed bliver til et forsøg på at leve
et pænt og beundringsværdigt liv med engagement i forskellige gode formål. Menighedsarrangementerne får som hovedfokus at være
nutidige og opløftende, og forkyndelsen bli-
69
70
LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE V
SER I E
ver en feel good-oplevelse, som måske nok
er udfordrende på den spændende og udviklende måde – men den dræber ikke, og den
gør derfor heller ikke levende.
Kristi kærlighed tvinger
Det er livsvigtigt for Luther at holde både
evangeliet og loven frem i al deres kompromisløse radikalitet. En kristen er fuldstændigt fri og fuldstændigt bundet – på samme
tid.
Lige så livsvigtigt for Luther er det at forklare, at den anden sætning om en kristens
bundethed ikke er et tillæg til den første sætning om en kristens frihed; det er ikke to byggeklodser, der står oven på hinanden og tilsammen udgør en kristens liv. Der er kun én
byggeklods i en kristens liv, kun én retfærdighed, og det er den, som den elendige, foragtede, onde prostituerede får i ægteskabet
med sin rige, ædle, retfærdige brudgom.
Men hvor brylluppet og det herlige pladsbytte
mellem synderen og Jesus finder sted, følger
som det eneste naturlige, at synderen ønsker
også at udleve den retfærdighed, som hun har
fået i Jesus. Den, der ved vielsesringen (troen)
er forenet med Jesus og derfor – ikke af nogen som helst andre grunde – ejer hans fulde
retfærdighed, har en indre drift mod allerede
nu at være den person, som Jesus har frikøbt
hende til at være; den person, som hun kan
se frem til af hele hjertet at være på den nye
jord, hvor synden ikke længere hænger fast
ved hende, men hvor Kristus, brudgommen,
bliver alt i alle.
Det er denne drift, som binder den kristne:
Kristi kærlighed tvinger, siger Paulus (2 Kor
5,14).
Kristi kærlighed tvinger dig ikke bare til at
være lidt bedre ved dine medmennesker i
hverdagen.
Den tvinger dig til for det første med al mulig disciplin at øve dig i at ”tøjle dit legeme”.
Du kan ikke slå dig til ro med dine vanesynder
og med, at de andre i din omgangskreds vel
er lige så slemme. Hele det at gå imod Guds
vilje må for en kristen være som at kaste sig
i ild: Du kan ikke blive i det! Du må ud af det
– omgående!
Legemet må tvinges og opøves
med faste, vågen, arbejde og al
slags rimelig disciplin, så det
bliver lydigt imod og ligedannet
med det indre menneske og troen.
Og for det andet tvinges du til allerede nu at
være en Kristus over for din næste, sådan som
du skal være det på den nye jord i fuldkommenheden.
Jesus var den, der opfyldte hele loven i mit
sted. Sådan må jeg også opfylde hele loven
over for min næste: Jeg vil ikke gøre andet,
end hvad jeg ser, han trænger til, har gavn af
og hvad der tjener ham til salighed.
Du skylder din næste at ofre alt for hans skyld
– selv dit eget liv.
Her må der kamp til. At være en Kristus for
din næste – en tjenende træl, som er underlagt enhver – kan ikke være komfortabelt!
Så er det sandt, at vi alle sammen i hverdagen må tage højde for vores egne begrænsninger som mennesker. Og der kan siges
mange vigtige og rigtige ting om det til mennesker, der risikerer at blive stressede og udbrændte.
Men det er ikke loven, der siger, at ”du må
gøre det, du kan rumme lige pt., og så må
andre tage sig af resten”. Og det er ikke så-
NYT LIV
2-2013
dan, du er en Kristus over for din næste. For
Kristus gjorde langt mere, end han kunne
”rumme”; han satte alt sit eget til side og gav
sig selv hen som et offer for vores skyld.
Kristi kærlighed tvinger. Og det mærkes i
hverdagen for den, der lever i Kristi kærlighed og nåde. Men denne tvingende kærlighedens lov er nu ikke længere en udefrakommende lov. Den er skrevet på dit hjerte
ved Ånden, sådan som Jeremias profeterer,
at det vil være i den nye pagt (Jer 31,33).
Og selvom denne indre lov er kompromisløs
og uoverkommelig, er det ikke fordømmelsens stemme, der lyder. Det er håbets og glædens stemme: Håbet og forventningen om en
dag at kunne leve fuldt og helt, sådan som
Gud har skabt dig til. Og lysten til på grundlaget af din fuldkomne frihed i Jesus at tage
forskud på dette liv.
Når du lever sådan, ser du hele tiden din egen
elendighed.
Men denne elendighed må aldrig få dig til at
fortvivle og tvivle på din frelse. For det er en
elendighed, som vil knytte dig til Jesu kors,
så du kommer bort fra dig selv og knyttes til
Ordet om korset.
Hvile og kamp
Fordi det er sådan, må en kristens liv være et
liv i hvile og kamp.
Troens menneske, det genfødte, nye liv i os,
ønsker intet andet end at tage forskud på livet på den nye jord.
Men så finder det i sit kød en modstræbende
vilje, der vil tjene verden og gøre, hvad den
har lyst til. Det vil troen ikke finde sig i, men
kaster sig af alle kræfter over den syndige
vilje, for at dæmpe og styre den.
Samtidig er det sådan, at resultatet af denne
kamp og virkningerne af Åndens gerning i
dit liv, ikke har nogen som helst indflydelse
på din retfærdighed for Guds ansigt. Den indre lov tager intet af evangeliet om den retfærdighed, du har i din brudgom og i hans
død i dit sted. Tværtimod vil den knytte dig
til evangeliet.
Disse gerninger må ikke ske med den hensigt, at mennesket derved skulle blive retfærdigt for Gud. For troen tåler ikke denne falske hensigt. Troen er og skal være den eneste
retfærdighed for Gud.
Der gælder nemlig følgende regel: Gode,
fromme gerninger gør aldrig nogen god og
from, men et godt, fromt menneske gør gode,
fromme gerninger (…) Men der er intet, som
kan gøre personen god undtagen troen, og
intet kan gøre personen ond undtagen vantroen.
Denne rækkefølge er livsvigtig. Det er ikke
frugten, der bærer træet, men omvendt. Og
det eneste gode træ er det, der er plantet ved
den fuldkomne flod af frihed i Jesus.
Luther opsummerer det hele i en meget kompakt konklusion, som rummer hele den livgivende spænding i en kristens liv:
Af alt dette følger den konklusion, at en kristen ikke lever i sig selv, men i Kristus og i
sin næste. I Kristus lever han ved troen, i
næsten ved kærligheden. Ved troen føres han
op over sig selv til Gud, fra Gud føres han
igen ved kærligheden ned under sig selv, og
dog bliver han altid i Gud og i den guddommelige kærlighed.
Det er altså hvilen i Kristi gerning, der er fundamentet for alt andet. Og denne hvile gælder alle, der tager deres tilflugt til Jesu kors.
71
72
SERIE
SER I E
DRØMMEN
OM DEN FRIE VILJE IV
GUDS FORUDBESTEMMELSE
Af Olav Valen-Sendstad
Gud virker alene
Det er til stor forargelse for kød og blod at
gøre den tanke gældende, at mennesket intet
kan og intet skal gøre til frelse. Ikke kun
blandt de uomvendte og vakte, men endog
blandt bekendende kristne kan vi høre dette:
Det er både meningsløst og fornuftsstridigt,
at vi ikke skal gøre noget; for al den stund
vor frelse beror på troen, så må vi i al fald
gøre det at tro.
- Ja, hvis troen virkelig er en gerning, så er
det fornuftsstridigt, at vi ikke selv skal gøre
den. Men er troen en indre, givet tillid og
fortrøstning, da er det på den anden side lige
så fornuftsstridigt at sige, at vi selv gør det at
tro.
Gud den almægtige har aldrig modtaget råd
af nogen, og han har aldrig fået hjælp af nogen til noget af det, han gør. Skulle han da
have brug for vor hjælp i troen?
Hele Bibelen genlyder af den tale, at Gud
skabte alle ting alene, at Gud opholder alle
ting alene, at Gud forligte verden med sig selv
alene. Han som gør alle ting alene, skulle han
ikke også virke troen alene? Sandelig, han
gør det.
Han siger jo selv om det:
“Jeg giver dem et hjerte, så de kan kende mig
og forstå, at jeg er Herren” (Jer 24,7).
“Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i
deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres
krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine
bud” (Ez 11,19f.).
For så siger Herren til de døde ben i dalen, til
de døde, som intet dur til og ingen fri vilje
har: “Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med
kød, trækker hud over jer og giver jer livs-
Olav Valen-Sendstads bog ”Drømmen om den frie vilje” har sat dybe spor i manges liv. Den
viser en dybde i hjertets trods mod Gud og en dybde i evangeliet, som få har set. Det er en
afslørende, afklarende og befriende bog, som gør Guds nåde stor. To gange har den været
udgivet på dansk, men er nu udsolgt. Olav Valen-Sendstads arvinger har givet tilladelse til,
at vi i Nyt Livs blad bringer en række uddrag fra bogen.
stad
NYT LIV
2-2013
ånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at
jeg er Herren” (Ez 37,5f.).
Har jeg da ikke ret til at spørge dig, kære læser: Hvem har hjulpet Herren med din frelse?
Var du med på Golgata som en, der handlede? Du var med på Golgata, men ikke som
en, der var aktiv. Herom siger Herren selv:
“Det så Herren, og det var ondt i hans øjne,
at der ikke fandtes ret. Han så, at ingen kom
til stede, og han undrede sig over, at ingen
greb ind. Da skaffede hans arm ham sejr, og
hans retfærdighed støttede ham. Han iførte
sig retfærdighed som brynje og satte frelsens
hjelm på hovedet” (Es 59,15ff.).
Eller, min ven, i hvilke tilfælde var du hans
rådgiver, da det gjaldt om at virke den frelsende tro i dit indre? Forholdt det sig måske
ikke sådan med dig, som med den mand, om
hvis tro du læser:
“Den tro, som er virket ved Jesu navn” (ApG
3,16)?
Underligt nok, at den ikke virkedes ved forstand eller vilje, men ved Jesus. Blot fordi
Jesus selv er virksom og nærværende der,
hvor hans navn og ord er.
Gud den almægtige har aldrig
modtaget råd af nogen, og han
har aldrig fået hjælp af nogen til
n o g e t a f d e t , h a n g ø r. S k u l l e h a n
da have brug for vor hjælp i
troen?
Hør endelig til sidst, hvordan Jesus selv taler
om denne herlige alenevirkende nåde i dem,
som kommer til tro på ham:
“Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham” (Joh
6,44).
“Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme
til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg
aldrig vise bort” (Joh 6,37).
”Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse
det på den yderste dag” (Joh 6,39).
Eftersom apostlen kendte Guds store og helt
suverænt virkende nåde, så sammenligner han
frelsen med skabelsen, og siger:
“Thi Gud, der sagde: ‘Af mørke skal lys
skinne frem‘, han har ladet det skinne i vore
hjerter“ (2 Kor 4,6).
Så er det en evig sandhed, at Gud gør og virker alt alene.
Indvendinger
Der er to hovedindvendinger, som altid møder dem, som holder fast ved Guds ord om
Guds alenevirkende nåde og om den bundne
vilje.
Den ene hovedindvending er: “Hvis vi ikke
har fri vilje, så kan ingen gøres ansvarlig for
sine gerninger; altså er det slut med alt, som
hedder moral i verden.”
Den anden hovedindvending er: “Hvis der
ikke findes en fri vilje, så må alt enten være
forudbestemt eller også være skæbne. Nogle
må altså være forudbestemt til evigt liv, andre til evig død. Men dette strider mod Guds
kærligheds væsen.”
Disse to hovedindvendinger vil vi bruge et
par ord på.
Menneskets ansvar og Guds forudbestemmelse
Først nogle ord om ansvaret, der hviler på os
mennesker.
Man siger til os: ”Hvis vi skal forkynde for
verden, at mennesket ikke har nogen fri vilje
og ikke kan omvende sig selv, så tager vi
ansvaret fra dem, og vi kan ikke længere råbe
73
SER I E
74
DRØMMEN OM DEN FRIE VILJE IV
til verden: ‘Omvend jer, kom til Herren‘ –
for de kan jo ikke, og derfor har de ret til at
svare tilbage: ‘Jeg kan ikke gøre for, at jeg
ikke er en kristen, for Gud har ikke tvunget
mig til at tage imod kaldet, han har ikke sørget for, at jeg gik til kirke og missionshus
osv.‘”
Det er en mageløs uklar og urigtig tænkemåde, der ligger til grund for denne indvending, og den stammer utvivlsomt mere fra
kødets vinkellogik og snusfornuft end fra
Guds ord og en kristen samvittighed.
At vi ikke skulle råbe til verden: ”omvend
jer”, ”aflæg jeres synder”, ”skaf jer nye hjerter”, ”bedre jeres veje”, ”læg jeres liv om”,
”kom til Jesus”, ”tro på Herren” osv., det er
da mærkeligt. Herren råber jo dette ud af alle
kræfter. Og så skulle vi ikke gøre det? Så
skulle vi være bange for at bede folk om at
omvende sig?
Hvad er det for en form for logik? Og hvor
er de, som i troskab mod Herrens ord holder
op med at bede folk omvende sig? De eksisterer ikke! De er opdigtede figurer, som ikke
findes i Guds rige.
For de, som i hjertet tror Guds ord, de holder
både lov og evangelium i ære. Derfor findes
der ikke i os den ringeste frygt for at råbe til
verden, at den til det yderste selv skal være
virksom i alt, som angår livet i Gud, og vi
straffer, dømmer og tugter på det stærkeste
mangel på virksomhed.
Vi har nemlig fået fuld vished i Guds ord og
ved, at selvvirksomhedens skole er syndserkendelsens skole og den skole, der skaber
frelsesbehovet.
Men vi standser ikke ved loven, gemmer ikke
evangeliet under stolen; vi plager ikke de
bedrøvede samvittigheder med lov og selvvirksomhed, men rækker og tilbyder dem det
frie evangelium om nåde i Sønnen. Derfor
forkynder vi overalt lov og evangelium, for
at loven kan tage de sikre og sovende i skole
og sætte dem i gang og drive dem til Jesus,
og for at evangeliet må rækkes til de sønderbrudte, så det kan frigøre trælle, mætte hunger og stille tørst.
Alt dette gør vi i tro og tillid til Gud og hans
ord, fuldt forvissede om, at Ordet selv er
uimodståeligt og virker det, Gud sender det
til.
Angående det forhold, at vi ikke kan have
ansvar, hvis vi ikke har ”fri vilje”, så er også
det en stor misforståelse. For ansvaret er ikke
knyttet til viljen som sådan, men til erkendelsen.
Om der ikke findes så meget som et fnug af
”fri vilje” i hjertet, så findes der en samvittighed, og så er også ansvaret givet. Ansvaret ligger nemlig i samvittigheden, i dens
kundskab om godt og ondt.
Det forholder sig derfor langt fra sådan, at vi
ikke har ansvar for Gud; den enkeltes samvittighed melder og prædiker tværtimod om
et uudholdeligt ansvar over for Gud.
Over for Gud er ethvert ansvar uudholdeligt,
fordi han prøver hjerter og nyrer, afslører
selvlivet og fordømmer det. Derfor skulle vi
stoppe disse evindelige jeremiader over
”ansvarsløsheden” ved ikke at have en ”fri
vilje” og meget hellere fly til Guds Søn, som
er vor stedfortræder, og som tog hele vort
ansvar over for Gud på sig, sådan at vi får
lov til at være frie og rene på grund af hans
lovopfyldelse over for den levende Gud i
Himlen.
Hvis man i det hele taget ville holde sig lidt
mere til det, som Gud siger i sit Ord, og lidt
mindre til egen spekulation og tomme grublerier over ”farlige konsekvenser” af Guds
ord, så blev disse spørgsmål ikke så indvik-
NYT LIV
2-2013
lede, som kød og blod gør dem til.
Er der grund til mission?
Nu til den anden hovedindvending.
Den gælder de farlige konsekvenser af forudbestemmelsen og lyder således:
”Hvis vi ikke har en fri vilje, og hvis troen er
en ren gave fra Gud, som gives og virkes af
ham, når og hvor han vil, så må alt det, som
hedder frelse og fortabelse, bero på Guds forudbestemmelse, så nogen er bestemt til frelse,
andre til fortabelse. Og er nåden dertil uimodståelig, så må Guds forudbestemmelse altså
ske fyldest, enten vi vil det eller ej. Men hvis
det er tilfældet, så nytter det ikke at forkynde
Guds ord, og vi kan holde op med alt det, der
hedder mission. For de frelste bliver alligevel frelst, og de fortabte går alligevel fortabt
– efter Guds vilje.”
Guds ord svarer klart på disse ”stærke argumenter”.
For det første siger Skriften med soleklar
utvetydighed, at ikke én sjæl bliver frelst, uden
det ene og alene skyldes Guds frie nåde (Rom
9,16ff.; 11,5f.).
Den, som i denne sag kommer med den ”frie
vilje” og vil skaffe et menneske andel i rosen
og æren for frelsen, han spotter Gud lige op i
hans ansigt og gør Skriften til intet. For Skriften siger, at hvis frelsen trods alt eksisterer i
den ”frie viljes” handling og akter, da er det
ikke længere af nåde (Rom 11,6).
For det andet skal vi lægge mærke til, at Skriften med samme soleklare utvetydighed siger:
Ikke en eneste sjæl går fortabt, uden det udelukkende skyldes den selv. Dette kan man
overbevise sig om ved at læse, hvad Guds
ord siger om det, der skal ske på dommens
dag, da Herren ikke skal tillade en eneste sjæl
at lægge ansvar og skyld for fortabelse over
på Gud, men i stedet skal han overbevise og
tilstoppe hver enkelts mund med dets egen
skyld (Matt 25; Rom 2,5ff.).
Forudbestemt til fortabelse?
Hvad angår det, som kaldes forudbestemmelse, så er det ligefrem umuligt, at Gud kan
have forudbestemt nogen til fortabelse. For
det siges med de klareste ord, at Gud forligte
verden, og at Gud forligte sine fjender med
sig i Sønnen på Golgata (2 Kor 5,19; Rom
5,10), og det hedder, at han, den ene, Jesus
”er død i alles sted, altså er alle døde” (2 Kor
5,14), og at han er en soning for verdens synd,
ikke kun for de troendes (1 Joh 2,2).
Hvordan skulle den evige Gud kunne trække
noget fra det faktum, at Sønnen døde for alle?
”For således elskede Gud verden, at han gav
sin enbårne søn, for at enhver, som tror på
ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”
(Joh 3,16).
Og det er Guds faste og nådige vilje, åbenbaret i verden, at Gud ”vil, at alle mennesker
skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4).
Men over for denne Guds almindelige, altomfattende frelsesvilje og nåde mod alle står
også det ved magt, at ingen kommer til Sønnen uden ved Faderen, og at mange er kaldede, men få er udvalgte. Det står urokkeligt
ved magt for ethvert Guds barn, at ”før verden blev grundlagt, har Gud i Kristus udvalgt
os” (Ef 1,4).
Og det er en vidunderlig trøst, at ”dem, han
forud har kendt, har han også forud bestemt
til at formes efter sin søns billede” (Rom
8,29), og at ”Guds beslutning, der hviler på
hans udvælgelse, skulle stå fast” (Rom 9,11
– gl. oversættelse).
Hvordan vi i vore tanker og i vor fornuft skal
få det til at rime sammen, at Gud både har en
75
SER I E
76
DRØMMEN OM DEN FRIE VILJE IV
almindelig frelsesvilje over for verden og en
speciel nådevilje over for sine udvalgte børn,
det begriber jeg ganske enkelte ikke. For Gud
har i sit Ord åbenbaret, at han har begge disse
viljer. Derimod har han ikke åbenbaret, hvordan han forener disse to viljer i sin evige
majestæt. Det hører hjemme i det, Gud har
beholdt for sig selv, og som han ikke har tilladt nogen at kigge ind i.
Som han siger gennem Moses: ”De skjulte
ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare
hører for evigt os og vore børn til” (5 Mos
29,28).
Derfor skal vi holde os til det, han har åbenbaret, og lade det skjulte ligge. Kendsgerningen er: Gud elsker alle. Men kendsgerningen er også: Enhver, som bliver frelst, bliver
det ene og alene ved hans særlige nådevalg.
Kan jeg vide, at jeg er udvalgt?
Og disse kendsgerninger er han aldrig sen til
at forvisse os om. For hvordan giver han
egentlig sine børn vished om, at de er udvalgt?
Den vished om at være udvalgt og forudbestemt til frelse, som Gud giver os, den er
så speciel, at vi bør være opmærksomme på
det. - Den gives os nemlig aldrig på nogen
anden måde end gennem visheden om at eje
syndernes forladelse og Kristi retfærdighed.
Den, som ved Guds Ånd og Ordet har fået
vished i denne sag, han kan tillige være klippefast forvisset om at være udvalgt til frelse.
En anden sikker hvile i denne sag findes ikke.
- Men dermed er det også sagt, at Gud har
den forunderlige væremåde over for sine
børn, at når han vil forvisse os om, at vi fra
evighed er udvalgt til frelse, så gør han det
gennem det ord, der handler om hans kærlighed til alle i Sønnen.
Eller med andre ord: Han forvisser os om sin
specielle frelsesvilje over for den enkelte
gennem talen om hans almindelige frelsesvilje mod alle.
Den, som ved Guds Ånd og Ordet har fået vished om at eje
syndernes forladelse og Kristi
retfærdighed, han kan tillige
være klippefast forvisset om at
være udvalgt til frelse.
Derfor har også alt det, der hedder vished om
udvælgelse, hjemme i evangeliet, og er således en herlig trøst og fred for alle Guds børn;
det har ingenting med loven at gøre, sådan
som de loviske sind mener, de, som vil have
vished om deres udvælgelse ved hos sig selv
at iagttage de rette nådevirkninger i hjertet
og de rette åndelige frugter af troen.
Nej, skal visheden om udvælgelse grundes
på det, der rører sig i vore hjerter, og på frugten deraf, da fri os, Gud, ud af mørke og
trængsel!
Midlerne til frelse
Hvad bliver der så af den kødelige tale om,
at det ikke nytter at forkynde evangeliet, hvis
vi ikke har ”fri vilje”? - Det er vejr og vind!
Eftersom Gud har beholdt for sig selv, hvordan forholdet er mellem hans almindelige
kærlighed til alle og hans specielle udvælgelse af sine børn, og eftersom han har knyttet vished om udvælgelse alene til syndernes
forladelse, så følger deraf, at vi støvets børn
vel kan få vished om, at vi selv er udvalgt,
mens Gud ikke har undt os og givet os noget
løfte om, at vi med sikkerhed skal vide, om
Per, Hans og Ole er udvalgt.
Derimod har han lagt ordet om forligelsen
ned i os, så vi skal råbe til Per, Hans og Ole,
NYT LIV
2-2013
ja til hele verden: Lad jer forlige med Gud i
hans Søns død og retfærdighed (2 Kor
5,18ff.).
Derfor bliver det ligefrem ugudelig spot at
sige, at de udvalgte bliver frelst, enten vi arbejder i Guds rige med Guds ord, eller vi lader være.
Alle Guds udvalgte i verdens forløb og historie frelses alene ved midler. Vi drages ikke
ind i Himlen ved hårene eller som stok og
sten, som det har været sagt, men vi drages
ind ved nådemidler, ved ordet, dåben og nadveren.
Der findes lige siden Adams dage overhovedet ikke nogen sjæl, som er blevet frelst og
benådet, uden det skete ved, at de kom til
troen gennem Ordets nådemiddel.
Dette var grunden til, at apostlene følte sig
drevet til at forkynde evangeliet rundt omkring i hele verden og for alle mennesker.
De troede slet ikke, at hele verden og alle
mennesker skulle blive Kristi brud. De vidste kun alt for godt, at det kun var en lille
flok. Derimod vidste de ikke, hvem der var
udvalgt, men de vidste, at Gud elskede alle,
og at Jesus ville eje alle, fordi han var død
for alle.
Så forkyndte de også for alle, søgte at nå hver
en sjæl, som kom på deres vej, med evangeliet i det håb og med den vished, at således
kunne hver en udvalgt sjæl nå til frelsen.
Sådan er det også i dag. Hvorfor bygger vi
kirker og missionshuse, udsender missionærer og beder om Herrens velsignelse over arbejdet? Gør vi det for magtens skyld? Gør vi
det for samfundets eller for verdens skyld?
Eller for sjælenes skyld?
Den evige og egentlige velsignelse er dog, at
sjæle frelses fra dommen og døden.
Evangeliet på spil
Jeg vil ikke gå ind på flere indvendinger mod
talen om den frie nåde og den bundne vilje. I
stedet vil jeg som en afrunding sige noget om
sammenhængen mellem evangeliet og den
bundne vilje.
Rosenius har sagt nogle fortræffelige ord om
denne side af sagen:
”Mange har undret sig over, hvorfor Luther
kæmpede så heftigt mod læren om den frie
vilje. Men det har sine grunde. Om nemlig
Kristus dør hundrede gang for os, og om han
har været aldrig så herligt forkyndt for os, så
kan alt dette gøres frugtesløst ved en eneste
sætning om viljen, nemlig at vi af os selv
skulle have kraft til at gøre, hvad vi vil af
godt.”
Rosenius fortsætter derefter med at sige, at
den vakte sjæl overhovedet ikke kan tro Guds
nåde, hvis han ikke er klar over den rette lære
på dette punkt. For hvis den vakte sjæl, som
er død under loven, alligevel hører, at han
har fri vilje og kraft til at gøre det gode og
rette for Gud, så forbyder jo selve hans samvittighed ham at tro nåden, indtil han er kommet i den åndelige stilling, hvor han har gjort
det, han kan og skal gøre. Derfor slutter
Rosenius med følgende ord:
”Nej, den frie vilje er en drøm fra Paradisets
dage; den har aldrig været at finde i mennesket, siden Adam misbrugte den.”
Olav Valen-Sendstad
(1904-1963) var
sognepræst og dr.phil.
77
A N N O N C E R
78
A
N N O N C E R
KONFERENCE I HILLERØD
I marts 2004 samledes omtrent hundrede
mennesker i Vasa i Finland til en nordisk konference med temaet ”Vejen frem”. Konferencen var en opfølgning på bogen Vägen fram,
som var blevet udgivet nogle år tidligere og
var skrevet af en række forfattere fra Norge,
Sverige, Danmark og Finland.
Blandt forfatterne var blandt andre fra Danmark Niels Ove Vigilius og fra Norge Jan Bygstad.
Bogen tegnede et alvorligt billede af den åndelige og kirkelige situation i de nordiske
lande, både i folkekirkerne og i de gamle lutherske missionsforeninger. På denne baggrund ønskede bogen og siden også konferencen at kalde lutherske kristne i Norden
til fornyet besindelse på og lydhørhed over
for Guds ord for at blive fornyet og bevaret i
en levende tro på Jesus og for at få lys over
vejen frem både åndeligt og kirkeligt.
Siden 2004 har der været holdt konferencer
på skift imellem de nordiske lande. Konferencerne har præsenteret sig under det fælles navn: Nordisk Evangelisk Luthersk Konference (NELK).
De har været et vigtigt mødested på tværs
af landegrænserne mellem bibeltroende lutherske kristne, som deler foruroligelsen
over den åndelige udvikling, men som også
ved, at vores største behov til enhver tid er
at høre Guds ord og evangelium for at blive
fornyet i troen på Jesus som vores frelser og
13
79
NYT LIV
2-2013
forsoner. Det er kilden til åndelig bevarelse,
til frimodighed i troen og til missionerende
tjeneste til enhver tid og i enhver situation.
Konferencerne har til hensigt at hjælpe, opbygge og vejlede os i troen. Ligeledes vil de
danne ramme for samtaler om den åndelige
og kirkelige situation og om vigtige teologiske spørgsmål.
I 2008 blev den første konference i Danmark
afholdt på Luthersk Missions Højskole i Hillerød, og nu er turen igen kommet
til Danmark. Konferencen afholdes samme
sted som sidst og ligger denne gang den 18.20. oktober 2013.
Hovedtalerne bliver:
- Hans Erik Nissen og Torben Kjær (Danmark)
- Jan Bygstad (Norge)
- Timo Laato (Finland - svensktalende)
- Sten Rydh (Sverige)
Temaet for konferencen bliver:
Retfærdiggørelsen
Nyt Liv er dansk arrangør, og alle er velkomne!
Programmet bliver tilgængeligt på Nyt Livs
hjemmeside, ligesom det vil blive lagt frem
på Nyt Livs bibellejr.
VELKOMMEN! - D. 18.-20. OKTOBER 2013
Se vedlagte program, som også kan findes på hjemmesiden: nytliv.dk.
>> Knut Pedersen taler lørdag, mandag, onsdag og fredag aften.
>> Niels Kåre Strøm taler søndag, tirsdag og torsdag aften.
>> Hans Erik Nissen taler mandag, tirsdag og torsdag eftermiddag.
Nyt Livs årsmøde holdes i år søndag eftermiddag
kl. 15.30. Vi har ingen medlemmer, men en gang om
året ønsker vi at samle Nyt Livs venner til en drøftelse
af Nyt Livs arbejde, ”så vi sammen kan opmuntres
ved vores fælles tro” (Rom 1,12-13).
Tilmelding til Peder Hovgaard
på tlf.: 2098 8013 eller e-mail:
[email protected].
Bibellejr uge 29 - 2013
Alle er velkomne!
Lumi Radio Aalborg
Programvirksomhedens hovedformål er at formidle evangeliet til personlig
tro og åndelig fornyelse. Programmerne udsendes nu også via hjemmesiden.
Gå ind på hjemmesiden aalborg.lumi-radio.dk, klik på Webradio under menuen i venstre side, og vælg et webstream.
A N N O N C E R
80
A
N N O N C E R
Giv en gave til Nyt Livs arbejde
Alt Nyt Livs arbejde drives af frivillige gaver, herunder Nyt Livs
blad, som udsendes gratis til alle, som ønsker at modtage det.
Vi er taknemmelige for de midler, vi bliver betroet.
Du kan være med til at støtte arbejdet økonomisk
ved at give en gave eller tegne et gavebrev.
Kontonr.: 0891 0001010659 – Gironr.: 652-2424.
IBAN DK2208910001010659 - Swiftadresse HANDDKKK.
Nyt Liv er godkendt til at modtage gaver efter Ligningslovens
§ 8a (alm. gaver) og Ligningslovens § 12 (gavebreve).
Evt. spørgsmål om gaver og gavebreve kan rettes til Nyt Livs kasserer Peder
Hovgaard på tlf.: 2098 8013 eller e-mail: [email protected].
Seniorbibelkursus 2013
Prints af artiklerne i Nyt Livs blad:
Med tiden vil bladets artikler blive gjort printvenligt tilgængelige på Nyt Livs
hjemmeside. Indtil da kan artiklerne printes på to måder:
1) Find den elektroniske version af bladet på nytliv.dk. Tryk ctrl+p for at få printmenuen
frem. Herfra vil der være mulighed for at indstille printeren til at udskrive i sort/hvid
og at lade siden fylde hele A4-arket. Vælg de ønskede sidetal (NB: Forsiden tæller
med som side 1), og tryk “udskriv“.
2) Ønskes en artikel i stedet tilsendt som almindelig tekst uden layout, skriv da til
Henrik Gren Hansen på e-mail: [email protected].
Nyt Livs blad udsendes gratis til
alle, som ønsker at modtage det.
L
Thyrasvej 15
8600 Silkeborg
Danmark
N
Tilmelding til Peder Hovgaard:
[email protected].
Returneres ved
varig adresseændring
2- 2 0 1 3
Er det nu ikke et herligt bryllup, når den rige, ædle,
retfærdige brudgom, tager den elendige, foragtede, onde
prostituerede til ægte og befrier hende fra alt ondt og
smykker hende med alt godt?
Så er det ikke længere muligt, at hendes synder fordømmer
hende, for de ligger nu på Kristus, og i ham er de
overvundet.
Martin Luther, side 68.
„
Den nye religiøsitets varemærke er frem for noget
åndeligheden. Det indre menneskes kontakt med og
opløftethed til det guddommelige står i centrum for
tænkningen i stedet for det åbenbarede Guds ord i Bibelen.
Den nye form for åndelighed har mennesket som centrum,
mens Bibelens åndelighed har Jesus Kristus som centrum,
han som har åbenbaret Gud for os, og som ved sin Ånd
giver os troen og frelser os ind i sit rige.
„
Aksel Valen-Sendstad, side 33-34.
Medvirkende i dette nummer: Tormod Vågen • Johnn Hardang
Aksel Valen-Sendstad • Asger Dahl Sørensen • Arne Helge Teigen
Frank Jacobsen • Niels Frederik Breum Jakobsen • Olav Valen-Sendstad
Ali og Samir Janal Naser • Ruth-Nina Magelund • Redaktionen
„
„